S.K. Hagen, Svend Kühnel Hagen, 19.5.1894-1.11.1989, kemiker, ingeniørdocent. Født i Brovst. H. blev matematisk student i Ribe 1912. 1918 fik han afgangseksamen fra Hærens officersskoles officersklasse og blev 1923 våbeningeniør fra Forsvarsakademiet. 1923 kom han i militærtjenesten ud for en automobilulykké i Frankrig hvorved hans ene ben blev noget beskadiget, således at en fortsat militærkarriere blev vanskeliggjort. Han var 1923-24 ansat ved hærens tekniske korps, prøveanstalten. På grund af hans markante kemiske interesser var han derefter videnskabelig assistent 1924-37 ved kemisk laboratorium A, den polytekniske læreanstalt. Her publicerede han en række navnlig analytiske undersøgelser, samtidig med at han varetog undervisningen i uorganisk kvalitativ analyse for kemiingeniørstuderende og for universitetets magisterstuderende i kemi. Denne undervisning blev stærkt moderniseret til at omfatte en systematisk analysemetode for et stort antal grundstoffer. Analysemetoden havde til formål at lære de studerende et intimt kendskab til grundstoffernes uorganiske reaktioner. Efter en række duplikerede udgaver kom 1940 H.s bog Systematisk kvalitativ Analyse som i 20-30 år (i diverse udgaver) satte sit præg på undervisningen, idet den kombineredes med Analytisk Kemi af E. Rancke-Madsen. Under og efter sin ansættelse på den polytekniske læreanstalt varetog H. en række andre opgaver. Han var 1924-25 vikar ved Hindhede-laboratoriet, 1928 deltog han som kemiker i Godthåb-ekspeditionen til nordvestgrønlandske farvande, og 1931 deltog han som kemiker i Danaekspeditionen til Azorerne. 1937 havde H. en kortvarig ansættelse ved Steins laboratorium hvorefter han 1937-38 var chef for Kampsax' materialprøvningsanstalt i Teheran. Herefter fulgte en 20-årig ansættelse 1939-59 som laboratoriechef ved Nordiske Kabel- og Traadfabriker. Også denne ansættelse resulterede i en række videnskabelige analytiskkemiske publikationer, og også under denne ansættelse varetog H. forskellige hverv, således som lærer i analytisk kemi ved officersskolen, lærer i metallære og teknologi ved Forsvarsakademiet og 1957–61 lektor ved Danmarks ingeniørakademis maskinafdeling i kemi og materiallære. 1961-64 var H. ingeniørdocent i uorganisk kemi ved Danmarks ingeniørakademis kemiafdeling. Også i dette tilfælde prægede han undervisningen mange år frem i tiden. Efter sin afsked som 70-årig fortsatte han sine kemiske aktiviteter, idet han i årene 1967-74 var rådgivende analytisk kemiker ved Risøs metallogiafdeling (gasanalyse). – Desuden kan nævnes at H. var censor ved Teknologisk instituts laborantskole, ligesom han var en af initiativtagerne til oprettelsen af denne. 1962-72 censor i kemi og materiallære ved ingeniørakademiets maskinafdeling. Han var medstifter af Selskabet for analytisk kemi, æresmedlem 1968, medstifter af og medlem af redaktionen for Acta Chemica Scandinavica (1947-73), endvidere medarbejder ved Handbuch der analytischen Chemie (Teil II, Band Va). H. har igennem sit lange virke i kemiens tjeneste vist sig som en begavet og initiativrig kemiker. Hans virke har været præget af hans militære uddannelse der fordrede præcision og logik. Hans indflydelse på mindst én generations kemikere har været meget stor.

Familie

Forældre: læge Johannes H. (1862-1932) og Charlotte Kühnel (1853-1929). Gift 1.1.1922 i Tostrup k. ved St. Merløse med Agnes Hestbech, født 29.8.1897 i Bramminge, død 23.10.1947 i Kbh., d. af direktør Christian H. (1860-1925) og Maja Ørum Pedersen (1870-1960).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig