Alfred Jørgensen

Alfred Jørgensen, Alfred Peter Carlslund Jørgensen, 16.10.1848-16.12.1925, laboratoriedirektør, gæringsfysiolog. Født i Odense, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). J. blev 1868 lærer fra Skårup seminarium, blev 1872 student (privat dimitteret) og blev 1873 cand. phil. Botaniske studier blev påbegyndt ved Kbh.s univ. samtidig med at han virkede som lærer ved forskellige skoler, skrev et Repetitorium i Zoologi der i nye udgaver blev brugt helt op til århundredskiftet, men han afsluttede aldrig sit universitetsstudium med en embedseksamen. Han besvarede dog en af professor F. Didrichsen 1876 stillet prisopgave om Bromeliaceernes rødder, og resultaterne af dette og nogle følgende arbejder om planterødders anatomi og morfologi blev offentliggjort i Botanisk Tidsskrift 1878 og -79 samt i to artikler i Botanisk Centralblad, 1880. I denne periode var J. assistent hos Eug. Warming, og i denne periode udførte han også en undersøgelse af vandet fra 40 brønde i Kolding (Hygiejniske Meddelelser, Ny rk. 3). Man kan der læse hvad brøndene i en købstad som Kolding rummede af uhumsk vegetation for 100 år siden. 1881 oprettede J. i Bartholinsgade i Kbh. et laboratorium for mikroskopisk-botanisk undersøgelse af levnedsmidler. Warming forærede J. et mikroskop til den nye aktivitet der måske var inspireret af den i "Dagbladet" førte diskussion om forfalskning af krydderier o. 1. Samtidig offentliggjorde J. et arbejde om mikroskopiske undersøgelser af rug- og hvedemel (Ny pharm. Tid., 13, 1881). Der kan også nævnes et arbejde fra 1883 om påvisning af vandtilsætning til mælk ved hjælp af refraktometri. Laboratoriet blev dog snart til et laboratorium for teknisk mikrobiologi, navnlig gæringsteknik. Årsagen hertil var at J.s ven og studiekammerat, botanikeren Emil Chr. Hansen, med hvem han 1876 havde oversat Darwins Rejse om Jorden i 1878 blev ansat ved Gamle Carlsberg.

Venskabet med Hansen har utvivlsomt vakt J.s interesse for gæringstekniske problemer, især efter at Hansen gennem forsøg havde erkendt at bakterier ikke var det eneste der skadede øllet; "vildgær" kunne gøre noget lignende. På dette tidspunkt var det ifølge den store franske bakteriolog Louis Pasteur bakterier der var årsagen til alle "ølsygdomme". Hansen viste at anvendelse af en udvalgt ølgær, opformeret fra én velegnet gærcelle under sterile betingelser var den eneste måde at sikre øllets kvalitet idet det dermed sikredes både mod "vildgær" (gær med uønskede forgæringsegenskaber) og mod bakterier. 12.11.1883 bryggedes på Gamle Carlsberg trods nogen skepsis fra brygger J. C. Jacobsens side for første gang øl med rendyrket gær. En ny epoke var begyndt i gæringsteknikkens historie. J., der havde fulgt denne udvikling med stor interesse, gik med stor iver ind i rendyrkning af gær og kontrol af gær efter Hansens forskrifter, og han blev en forkæmper for de Hansenske metoder. Brygger Jacobsens beslutning, som anført i laboratoriets statutter om at intet resultat opnået på Carlsberg laboratorium må hemmeligholdes, samt på den anden side at Carlsberg laboratoriet ikke må bruge sin tid på at fungere som brygger-skole gav J.s laboratorium en enestående chance for at blive det formidlende led til bryggerier verden over. 1881–88 var J. knyttet til Tuborgs Fabrikker som konsulent, og i maj 1884 indførtes der rendyrket bryggeriundergær. 1885 forsøgte J. på Hansens opfordring og med godt resultat at indføre rendyrket gær i overgærsbryg-gerier, først på C. Wiibroes bryggeri i Helsingør. Metodens hurtige udbredelse kan belyses ved at nævne at fra 1885 til -95 blev ca. 100 apparater til rendyrkning af gær indrettet verden over. Dette skal forstås på baggrund af det faktum at før rendyrkningens indførelse måtte mange bryggerier bortkaste 1/3 til 1/4 af produktionen på grund af "sygdom i øllet", altså afvigende smag eller udseende på grund af bakterier eller "vildgær". 1889 blev en ny laboratoriebygning opført Frydendalsvej 30, Frederiksberg. J.s medfødte pædagogiske evner og lyst til at undervise førte med sig at han jævnsides med sit laboratoriearbejde begyndte at undervise i gæringsfysiologi, og denne side af hans virksomhed gav hurtigt hans laboratorium internationalt ry. Gæringsfysiologer, videnskabsmænd og praktikere kom for at blive undervist i fremstilling, anvendelse og kontrol af den rene gær. Disse mange elever (i J.s levetid ca. 1500) skaffede efterhånden som årene gik J.s renkulturer og metoder indpas i bryggerier og brænderier verden over. J. konstruerede forskelligt forbedret laboratorieapparatur (Jørgensen-kolbe eta), desuden sammen med ingeniør Axel Berg et propageringsapparat (dog kun med ringe udbredelse), og sammen med Chr. Kaihauge en metode til fremstilling af brødgær. Hans livs hovedværk er dog hans lærebog i gæringsfysiologi: Die Mikroorganismen der Gärungsindustrie, 1886, 1890, 1892, 1898 og 1909; engelsk udgave 1889, 1893, 1900, 1911 og 1925; fransk udgave 1895 og 1899. Han skrev desuden en bog med titlen Alkoholgjæren, 1901; tysk udgave 1901; engelsk udgave 1903, 1913 og 1936.

1885–1922 var J. udgiver af Zymoteknisk Tidsskrift der publicerede og refererede danske og udenlandske arbejder. Det blev senere på dette område afløst af Bryggeritidende. Der foreligger en lang række mindre publikationer fra J.s hånd, men langt de fleste er andenhåndsmeddelelser. Af selvstændige videnskabelige arbejder har han kun præsteret få. De mest kendte er nogle meddelelser i Centralblatt flir Bakteriologie und Parasitenkunde II. Abt. I–II, 1895–96 samt i Zymoteknisk Tidsskrift, 1896, gående ud på at skimmelsvampe kunne udvikle sig til virkelige gærceller (Saccharomyceter), og at denne proces i stor stil foregår i naturen, fx på vindruer. På dette punkt tog J. fejl, og det skal ikke skjules at hans materiale er mangelfuldt og arbejdet temmelig overfladisk udført. Man bør dog forstå at denne antagelse at gær kunne udvikle sig af skimmelsvampe havde eksisteret fra gæringsvidenskabens første tid, og at en række forskere som F. Kützing, O. Brefeld og måske Pasteur havde anset den for selvfølgelig selv om den aldrig var blevet bevist eller modbevist. Det var altså beviset J. mente at have fundet, og han syntes ikke at stå ene idet den japanske forsker Takamine med hensyn til Aspergillus havde gjort lignende iagttagelser. Emil Chr. Hansen vendte sig skarpt mod J.s publikationer og bad to af sine assistenter, Schiønning og Klöcker, om at. underkaste påstanden en nærmere prøvelse. De beviste gennem et meget grundigt og vel gennemført arbejde at J. ikke kunne have ret (Medd. f. Carlsberg Lab. IV. Bd. 2. H., 1896). Det gamle, gode forhold til Emil Chr. Hansen blev aldrig genoprettet. J. kunne ikke tilgive Hansen den form han havde tilladt Schiønning og Klöcker at anvende i deres artikel. Til Hansens vurdering af sagen og af deres indbyrdes forhold tjener dog måske bedst følgende citat fra Hansens indlæg ved 3. danske bryggermøde i Kbh. 1896: "En Tid lang troede Jørgensen, at han havde fundet en Methode, ved hvilken Skimmelsvampe skulde kunne udvikle Gjærsvampe; men han har siden selv set, at en saadan Methode ikke foreligger og har altsaa selv rettet den begaaede Fejl. ... Enhver kan tage fejl, – men Jørgensen har indlagt sig saa store Fortjenester paa Gjærings-væsenets Omraade, at det intet Skaar vil gjøre ham. Han har navnlig ved sin Lærebog og ved den Dygtighed, hvormed han leder sit Laboratorium, vundet et anset Navn. Da jeg i 1883 kom frem med mit Gjærrendyrkningssystem, var Jørgensen omtrent den eneste der troede paa, at det, jeg havde udfundet, var rigtigt, og at det vilde sætte Frugt i Livet. Paa den Tid var endog en Fremskridtets Mand som Kapt. Jacobsen imod mine Bestræbelser. Jørgensen har bestandig ved aandelige Baand været knyttet til Carlsberg Laboratoriet".

Det er uomtvisteligt at J.s betydning for gærings-fysiologien og gæringsteknikken ligger for det første i hans tidlige forståelse af og konsekvente fastholden ved det Hansenske rendyrkningsprincip og i hans deraf følgende krav om effektiv rengøring og driftskontrol i gæringstekniske virksomheder, og dernæst i hans mangeårige virksomhed som en dygtig og inciterende lærer inden for et område hvor universiteter og andre læreanstalter endnu ikke gav planmæssig undervisning. Hans laboratorium blev så kendt for udbredelse af anvendelsen af rendyrket gær i hele verden at mange udlændinge senere gennem årene har haft vanskeligt ved at skelne mellem Carlsberg laboratoriets fundamentale indsats og Alfred Jørgensen laboratoriets formidlende indsats. Udbredelsen af anvendelse af rendyrket gær var sikkert ikke gået så hurtigt – og måske ud fra et helt andet land end Danmark – hvis ikke J. havde stået parat med spiren til sit laboratorium da hans ven og studiekammerat Emil Chr. Hansen gjorde sine fundamentale iagttagelser og gennemførte de første brygningsforsøg på Gamle Carlsberg efter disse pricipper.