Caspar Wessel

Caspar Wessel, 7. el 8.6.1745-25.3.1818, geografisk landmåler, matematiker. Født i Jonsrud ved Vestby, Norge, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). W. kom 1757 i latinskolen i Kristiania (Oslo), blev student 1763 og studerede derpå jura i Kbh. hvor han 1778 tog juridisk embedseksamen. Allerede 1764 var han imidlertid blevet landmåler og trådte i det danske Videnskabernes selskabs tjeneste som assistent hos broderen Ole Christopher Wessel. 1766 blev han interimslandmåler, 1769 virkelig landmåler og fik 1798 efter Videnskabernes selskabs anmodning kgl. bestalling med titel landmålingsinspektør. 1805 fik han efter ansøgning afsked med pension fra Videnskabernes selskab på grund af svagelighed. Han har i denne virksomhed nedlagt et stort og værdifuldt arbejde for den af Videnskabernes selskab ledede udarbejdelse af specialkort over enkelte dele af kongeriget og hertugdømmerne, både ved opmålinger i marken, som han selv deltog i, og ved kortenes fremstilling. Også den kontrollerende triangulation kom under hans ledelse. På grundlag af den har han tegnet et trigonometrisk bestemt generalkort over hele området. 1781 blev han udset til at udføre en geografisk opmåling af storhertugdømmet Oldenburg, hvilket arbejde han med Videnskabernes selskabs samtykke udførte i fire år, og for hvilket han høstede megen anerkendelse. Endnu efter sin afsked udførte han enkelte kortarbejder, fx 1808 en kopi af det trigonometriske kort over Slesvig og Holsten som efter kongens befaling skulle afgives til det franske militære kortarkiv. 1820 fik hans arbejder den anerkendelse at hans trigonometriske bestemmelser skulle lægges til grund for en ny kortlægning af hertugdømmerne. Hans bror Johan Herman Wessel karakteriserede hans flid og arbejdstroskab i verslinjerne: "Han tegner Landkort og læser Loven, Han er saa flittig, som jeg er doven".

Det varigste minde har W. dog ikke sat sig ved sine kartografiske arbejder, men ved en matematisk afhandling som han skrev 52 år gammel. Dens titel er Om Directionens analytiske Betegning, et Forsøg, anvendt fornemmelig til plane og sphæriske Polygoners Opløsning. Den blev forelagt Videnskabernes selskab i Kbh. 10.3.1797 og trykt i skrifterne (Nye saml. V, 1799). Man havde længe kendt til at regne linjestykkerne på n ret linje med fortegn. Nu udvidede W. dette til regning med orienterede begrænsede linjestykker (vektorer) i rummet. Han gav herved regningen med komplekse tal et logisk, fast grundlag og var den første der gjorde dette – før J. C. F. Gauss 1799 og J. R. Argand i hans længe upåagtede afhandling fra 1806. W. blev dog ikke som disse stående ved vektorer i planet, men udvidede sin fremstilling til regning med vektorer i rummet, og blev derved en forløber for W. R. Hamilton med hans kvaternionteori fra midten af det næste århundrede. Som afhandlingensltitel angiver benyttede W. sin teori til løsning af plane og sfæriske polygoner. Det blev Gauss som fik æren for at have givet det grundlag for regning med komplekse tal som har haft så stor betydning for den moderne funktionsteori, for W.s afhandling var skrevet på et sprog som var næsten ukendt for udlandets matematikere, og i Danmark var det matematiske niveau dengang for lavt til, at man kunne forstå rækkevidden af den. Derfor glemtes hans afhandling blandt matematikere, indtil opmærksomheden blev henledt på den ved den doktordisputats S. A. Christensen 1895 skrev om matematikken i Danmark og Norge i 1700-tallet. Sophus Lie fik afhandlingen genoptrykt i Arkiv for Mathematik og Naturvidenskab, C. Juel udgav et udtog i Tidsskrift for Mathematik og på hundredårsdagen for afhandlingens første fremlæggelse i Videnskabernes selskab udgav dette en fransk oversættelse med fortaler af H. Valentiner og T. N. Thiele.