Christlieb v. Clausberg, 24.12.1689-7.6.1751, aritmetiker. Født vistnok i Danzig af jødiske forældre, døbt 28.10.1716 i Clausthal, død på Solitude ved Kbh., begravet i Petri k. (kistepladen her angiver fødsels- og dødsdag til hhv. 27.12.1690 og 5.6.1751). v. C. underviste i regning og hebraisk i Danzig, optrådte senere som regnemester i Hamborg, Lübeck og Leipzig og synes omkring 1716 at have været ansat ved bjergamtet i Clausthal. I Leipzig udgav han 1732 sin Demonstrative Rechenkunst. Dette temmelig omfangsrige arbejde udmærker sig fremfor datidens andre regnebøger bl. a. ved omhyggelig begrundelser og en sammenligning mellem forskellige europæiske vægte der bygger på en undersøgelse foretaget af forfatteren selv. Værket udkom gentagne gange og brugtes meget i Tyskland indtil begyndelsen af 1800-tallet. Dets forfatter der ansås for sin tids dygtigste regner kom 1733 til Kbh. for at undervise kronprinsen (Frederik V) i dette fag og blev efter kort tid revisor ved partikulærkassen. I denne stilling nød han i høj grad Christian VI's tillid og fik derigennem også meget med kongens byggeforetagender at gøre. Ved opførelsen af det Württembergske palæ (Slotsholmsgade 10) 1741-42 havde han selv ledelsen assisteret af kgl. hofbygningsinspektør J. A. Soherr, og da Nicolai Eigtved 1743-44 byggede Prinsens palæ ud mod Frederiksholms kanal fik v.C. af kongen en udstrakt fuldmagt til at føre kontrol med bygmesteren og håndværkerne; han ønskede også selv at udarbejde tegningerne, men det ville kongen dog ikke gå med til. 1746 blev v.C. kæmmerer og revisor ved Øresundstolden. - Justitsråd 1740, etatsråd 1744.

Familie

gift 21.11.1737 i Kbh. (Garn.) med Anna Margrethe Heymann, født 1715, død 1.10.1760 i Fredericia (gift 2. gang 1758 med kaptajn, baron Johan Frederik Bothmer, 1720-99), d. af kaptajn Nicolai Didrik H. (død 1721) og Elisabeth Sophie Lützow.

Bibliografi

H. F. Rørdam: Hist. saml. og studier 11, 1896 247-53. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds VII, udg. Louis Bobé, 1906 460-62. Pers. hist. t. ll.r. I. 1940 251. - Fr. Weilbach i Architekten, medd. XXVI, 1924 217. Samme i Fra arkiv og museum 2. serie. I, 1925 391-406.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig