Ditlev Clüver, Detlev Clüver, ca. 1646-21.2.1708, matematiker, astronom. Født i Slesvig, død i Hamburg. Fra Slesvig katedralskole kom C. til Jena hvor han 1663-66 studerede litteratur, teologi og især ren og anvendt matematik. 1667 immatrikuleredes han i Kiel, 1670 i Oxford, og 1673 tog han magistergraden i Kiel. Han foretog derpå en rejse gennem Italien og Frankrig hvor han stiftede bekendtskab med filosoffer, matematikere og andre lærde mænd. Efter at have brugt tre år til disse rejser kom han til England hvor han tog fast ophold i London. Han fik her på grund af sin lærdom ikke alene tildelt indfødsret, men blev 1678 valgt til medlem af Royal Society. Han udfoldede her en stor virksomhed og indrettede et trykkeri i sit hus for selv at udgive sine skrifter der omfatter næsten hele den tids matematik og filosofi. Han blev angrebet af teologerne på grund af sine meninger men blev taget i beskyttelse af kong Jacob II. Efter tolv års ophold i England måtte han 1688 vende tilbage til sit fædreland i anledning af stridigheder med en svoger om arven efter sin mor der var død 1681. Det kom til en proces der varede i ti år og som han tabte. Han havde ved den mistet næsten hele sin formue, og i London var hans bogtrykkeri og skrifter blevet ødelagt af hans modstandere under borgeruroligheder. Nedtrykt af så megen modgang begav han sig 1698 til Hamburg, hvor han levede kummerligt af resten af sin formue og indtægterne af sine skrifter. De væsentligste af disse er: Tabulae aslronomicae in R. Mosis Maimonidis librum de consecratione calendarum et ratione intercalandi, 1683, Philosophia divina, 1692 og 1712, Schediasma geometricum de nova infinitorum scientia (i "Nova septentrionis litteraria Lubecens.", sept. og okt. 1698), Geologia sive philosophia de genesi ae structura globi terreni, 1700, Nova crisis temporum, ugentligt tidsskrift, to årgange, 1700-01, Schediasma de arte mnemonica (i "Nova litt. Germ.", 1705), Observatio de conjunctione Solis et Mercurii, d. 5. Maji Ao. 1707 visa (i "Nova litt. Germ.", juni 1707).

Familie

Forældre: domkapitelfoged Peter C. (død 1653) og Mette (død 1681, gift 2. gang med sognepræst i Slesvig Theodor Niemann, 1601-66, gift 1. gang 1630 med Ida Flor). Ugift. - Sønnesøn af Johan C.

Bibliografi

Johs. Moller: Cimbria lit., I, 1744 99-103.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig