Erik Sparre Andersen, Erik Albrecht Sparre Andersen, f. 29.12.1919, matematiker. Født i Kbh. (Helligånds). S.A. blev student fra Odense katedralskole 1938 og valgte derefter, trods sin interesse for anvendt matematik, det rent matematiske studium ved Kbh.s univ. Han afsluttede dette med både skoleembedseksamen og magisterkonferens 1943. Uden at afbryde forbindelsen med universitetet gik han ud i praktisk forsikringsvirksomhed idet han var ansat i Livs- og Genforsikringsselskabet Dana 1945–50, og igen som underdirektør 1955, direktør 1956–57. 1950–55 var han aktuar i Pensions- og Livrente-Instituttet af 1919. S.A. underviste ved universitetets matematiske institut 1947–48 og var på studieophold ved Cornell University, USA 1948–49. Han havde tidligere publiceret nogle mindre arbejder, til dels sammen med Børge Jessen, men nu fulgte de fem afhandlinger der dannede grundlaget for disputatsen: Fluktuationer af summer af stokastiske variable som kom 1955. 1958 udnævntes S.A. til professor i matematik ved Århus univ. og 1966 flyttede han over i en tilsvarende stilling ved Kbh.s univ. Han var visiting professor ved University of Minnesota 1958 samt ved Arizona State University 1972. – 1961 blev S.A. medlem af Akademiet for de tekn. videnskaber og 1962 af Videnskabernes selskab. Han var formand for Dansk matematisk forening 1966–70.
Forældre: direktør Albrecht Karl Frederik Andersen (1883–1967) og Paula Magna Emilie Sparre Petersen (1896–1964). Gift 17.12.1943 i Frbg. slotsk. med lærer Kirsten Kirketerp-Møller, født 31.5.1920 i Hjørring, d. af godsejer Olaf K.-M. (1892–1938) og Astrid Marie Laursen (1895–1979).
Foto.
Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1955 175.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki