Henrik Steffens

Henrik Steffens, Henrich Steffens, 2.5.1773-13.2.1845, naturforsker, filosof. Henrik Steffens' far er født i den hollandske koloni Surinam hvor bedstefaderen fra Wilster i Holsten tilbragte mange år med sin hollandske (kreolske) kone. Da hun døde rejste familien tilbage til Wilster, Hinrich lod sig uddanne til kirurg, blev ansat ved den danske armé og giftede sig ind i den kendte danske Bang-familie som også N.F.S. Grundtvig og Herman Bang nedstammer fra.

Et par måneder før Henrik Steffens' fødsel blev faderen udsendt til Stavanger, men allerede efter seks år forsattes han til Helsingør, så Henrik Steffens blev altså ikke nordmand, lige så lidt som faderen var surinameser. Men drengens norske oplevelser blev af største betydning for hele hans senere liv, længselen efter bjergene, efter hans barnlige uskylds store, vilde land forlod ham aldrig, og ikke sjældent kaldte han sig nordmand. Hans historiske bevidsthed er imidlertid dannet i Danmark, ikke mindst i de tre år familien tilbragte i Roskilde, og hans åndelige verden er et produkt af klimaet i helstatens hovedstad.

1787 flyttede familien til København, og her tilegnede Henrik Steffens sig senoplysningens verdensbillede som byggede på engelske og tyske forbilleder, men som i København under K.L. Rahbeks ægide udviklede sig til en specielt dansk, mildt ironisk og mådeholdent sentimental form. Hele livet skulle Henrik Steffens bevare sin taknemmelighed over for Rahbek hvem han 1793 sluttede et inderligt venskab med. En anden prægende åndelig barndoms- og ungdomsoplevelse er den pietistiske kristendom som hans mor repræsenterede. På sit dødsleje tog hun det løfte af ham at han skulle blive præst, og selv om han ikke holdt dette løfte bevarede han forsyns-troen som det måske dybeste lag i sin verdensanskuelse.

Det var imidlertid naturvidenskaben der tiltrak ham efter at han 1790 var blevet student og året efter havde taget "anden eksamen". I det nystiftede Selskab for det naturhistoriske studiums fremme lod han sig uddanne, og 1794 tog han som den første i Danmark en naturvidenskabelig eksamen. Hans studietid er kendetegnet af et levende åndeligt liv i en kreds af unge studerende der samledes i det berømte værelse 5 på Frederiks hospital hvor Henrik Steffens' morbror F.L. Bang var overlæge. Især J.P. og O.H. Mynster blev hans nære venner. Hans temperament var meget labilt, han kendte febrile tilstande og kom ofte i konflikt med omgivelserne, men han havde også en trang til at hengive sig og underkaste sig, en trang der senere kunne føre ham til grænsen af opportunisme.

Naturstudiet var en gavnlig modvægt mod hans ilterhed. Linné-eleven Martin Vahl blev hans elskede lærer der bibragte ham en respekt for systematik og empiri der aldrig helt skulle forlade ham. Han oversatte 1794 Wildenows Botanik og skrev selv et slutkapitel om botanikkens skæbne i Danmark hvor han som typisk oplysningsskribent taler om tulipaner og andet gartnerlegetøj der bør bekæmpes til fordel for nyttige planter. Samtidig var han dog åben for nye ideer i videnskaben. I afhandlingen De fornemste Hypotheser, ved hvis Hjelp man har søgt at forklare Metallernes Forkalkning, 1794 tog han som den første i Danmark Lavoisiers teori om forbrændingens natur alvorligt.

Han tog ikke endelig stilling i striden mellem oxydations- og flogistonteorien, men han var imponeret over den frappante lethed, hvormed oxydationsteorierne kan forklare alle fænomenerne. Artiklen bragte ham i forbindelse med Tyge Rothe (1731–95), der længe havde været utilfreds med den blot klassificerende naturvidenskab og havde stræbt mod en større grad af syntese, endog omfattende historien. I sin selvbiografi Was ich erlebte, 1840–44 er Henrik Steffens ivrig for at betone at han allerede nu er på vej mod en romantisk helhedsanskuelse af verden, men selvbiografien er tydeligt idealiserende, legendeagtig og præget af forsynstanken. Hvor vi kan kontrollere den viser den sig at strukturere, udglatte og antedatere, og netop hvad 1794 angår kan vi kontrollere idet Henrik Steffens' dagbog fra dette år er bevaret.

Efter endt eksamen fik han et stipendium til en mineralogisk og geologisk rejse til Norge, og i maj tog han afsted. Hans temperament bragte ham også i hans fødeland i flere ubehagelige situationer, og desuden viste det sig at hans naturkundskaber var for ringe til at han kunne yde nogen virkelig videnskabelig indsats. En regulær depression var resultatet; i sin dagbog er han helt på nulpunktet og forsøger forgæves at trøste sig med den tillærte optimistiske filosofi om den bedste af alle verdener. Krampagtigt afviser han Voltaires pessimisme, men selv er han på selvmordets rand. I ossianske deklamationer udtrykker han sin frustration indtil han beslutter sig til at flygte: Han vil slet ikke tage tilbage til København, men gå ombord i et skib til Hamburg.

Som en sidste prøvelse led han skibbrud i Elbmundingen, og ribbet for alt kom han til Hamburg hvor nogle købmænd tog sig af ham. Han forlovede sig med søsteren til den ene, men inden han giftede sig ville han dog forsøge at skaffe sig en position. Efter en længere forberedelsestid, bl.a. et år hos sin syge far, der nu boede i Rendsborg, søgte han til universitetet i Kiel. Fra Vahl fik han en anbefalingsskrivelse til professor J.C. Fabricius der eksaminerede ham og så ansatte ham som privatdocent. Fra 1796–98 opholdt han sig i Kiel hvor han modnedes, i første række som naturforsker, men efterhånden også som filosof.

I slutningen af tidsrummet tilegnede han sig den tyske idealisme, han læste F.H. Jacobi, Imm. Kant, Baruch Spinoza, J.G. Fichte og til sidst også Fr. Schelling, men det ændrede ikke virkelig hans tænkemåde. I de bevarede breve fra tiden giver han stadig udtryk for den sentimentale oplysning. Dyd, udødelighed og venskab var hans tilflugt, men fortvivlelsen brød frem igen i slutningen af 1797 da hans forlovede brød med ham.

Der er ingen spor af romantisk tænkemåde i hans breve før hans rejse til det egentlige Tyskland, og heller ikke i hans første bog der gav ham doktorgraden, Versuche über die Mineralogie, 1797. Skriftet anvender sporadisk Kants organismebegreb, men ikke på verdenstotaliteten der fortsat opfattes mekanistisk. Der kan derfor næppe være tale om et idealistisk gennembrud i Kiel, men Henrik Steffens var interesseret og trængte desuden til luftforandring.

I foråret 1798 lykkedes det Henrik Steffens at få en understøttelse fra Fonden ad usus publicos til sin store dannelsesrejse. Han skulle drive nyttige studier, geologi og bjergværksdrift, men da han kom til Jena i 1799 blev han straks grebet af Fichtes filosofi. Det ekstreme og paradoksale i Fichtes tænkemåde tiltalte umiddelbart vor unge hedspore. Fichtes viljesidealisme kan nærme sig den rene solipsisme: jeg'et er det eneste reelt eksisterende, omverdenen er kun forestillinger skabt af den rene vilkårlighed, af fantasien. Denne tænkemåde der ikke tager naturen alvorligt fik afgørende betydning for den såkaldte negative romantik. For Henrik Steffens skulle den blive en betydelig fristelse som han kunne kokettere med, men som han efterhånden skulle vende sig mod af al sin kraft. Modvægten mod den destruktive, titaniske Fichte blev i første omgang Schelling der ankom til Jena nogle uger efter Henrik Steffens. Det, Schelling bringer ind i den romantiske tankeverden, er arven fra Platon og Goethe; mod den naturløse fichteske subjektivisme sætter Schelling en tro på verdens eksistens, en dynamisk naturopfattelse der rækker fra sten og metaller til mennesket der ser ånd og materie som identiske, tilværelsen som en stor organisme.

Her kunne Henrik Steffens finde en ledetråd for sin erkendelse af naturen, og han kunne finde en udvidelse og guddommeliggørelse af det idylliske verdensbillede han havde hyldet i Danmark, og han hengav sig med entusiasme til den nye profet. Gennem ham kom Henrik Steffens i forbindelse med Goethe og med de førende mænd i den romantiske skole: brødrene Fr. Schlegel, Novalis og Ludv. Tieck. I Freiberg studerede han ved bjergværksskolen hos A.G. Werner der ved sine teorier om jordens udviklingshistorie havde inspireret naturfilosofien. Henrik Steffens anmeldte og supplerede Schellings skrifter, og 1801 udgav han Beiträge zur innern Naturgeschichte der Erde der - med større empirisk ballast end Schelling - forsøger at skue verdenstotaliteten som en organisme. Som det livgivende princip betragter han jordmagnetismen, og som mål for "udviklingen" sætter han den individuelleste skabning, mennesket. Bogen munder ud i en hyldest til det guddommelige menneske der bærer harmonien i sit indre. Hyldesten er tydeligvis rettet til Goethe hvem bogen da også er tilegnet. Henrik Steffens selv var imidlertid ikke nået frem til nogen harmoni i disse år, hans private korrespondance er præget af uro og fortvivlelse, ja nihilisme: "Kan du befri mig for den skrækkelige følelse, at verden er uddød, at vi intet, intet andet er end hurtigt visnende skud på det faldefærdige træ?". Sådan skriver Henrik Steffens i september 1801, mens han forberedte de forelæsninger han skulle holde i København. Et stadigt omkvæd i brevene er at hans urolige sind kun kan finde hvile ved en elsket hustrus side, og han forlovede sig da også på hjemrejsen.

Hans hjemkomst er en af de virkelig skelsættende begivenheder i dansk åndsliv. For Adam Oehlenschläger og for hele den yngre generation betød mødet med ham en overvældende inspiration; som en katalysator vækkede han skjulte kræfter og bragte nye, dybere perspektiver ind i den eksisterende tro på harmoni og forsyn. 11.11.1802 begyndte Henrik Steffens sine berømte forelæsninger over filosofi på Elers' kollegium der fortsattes næste vinter med forelæsninger over Goethe. Kun de ni første er bevaret og udgivet under titlen Indledning til philosofiske Forelæsninger, 1803. En stor del af bogen er popularisering af hans tyske skrifter, men den behandler også nye emner: historien og kunsten. Tonen er ikke den provokerende, fichteske, men den harmoniserende, schellingske. Henrik Steffens vil opvække anelser om tilværelsens store sammenhæng, om det evige i mennesket. Menneskeheden er en emanation af det guddommelige, det jordiske er et aftryk af det evige som det begejstrede individ kan erkende ved en mystisk skuen der finder sit højeste udtryk i filosofi og kunst. At dette budskab skulle få så stor en virkning skyldtes ikke mindst Henrik Steffens' optræden, hans "levende ord", hans personlige udstråling der for magthaverne gjorde ham til en farlig mand.

Ernst Schimmelmann holdt hånden over ham og skaffede ham penge til en geognostisk rejse, men universitetets protektor, hertugen af Augustenborg, forhindrede ham i at blive ansat ved universitetet. Niels Treschow kaldtes til professor i filosofi, og da Henrik Steffens i foråret 1804 kaldtes til Halle havde han ikke noget valg. Resten af sin indsats lagde han i Tyskland.

Den lykkeligste tid i hans liv var måske de første år i Halle hvor et entusiastisk venskab med F. Schleiermacher og et levende romantisk forskningsmiljø fik Henrik Steffens til at glemme sin nihilisme, men samtidig synes han på vej til en revision af sin panteisme i kristelig retning. Hans bog Grundzüge der philosophischen Naturwissenschaft, 1806 er uden den tidligere friskhed, hans bidrag til naturfilosofiens udvikling er stort set et afsluttet kapitel. 1806 ophævede Napoleon universitetet i Halle, og Henrik Steffens forsøgte at blive ansat i Danmark, men kronprinsregenten (Fr. VI) stillede i en samtale i Kiel som betingelse at Henrik Steffens ikke måtte forelæse, og hertil sagde Steffens nej.

Da universitetet i Halle genåbnede i 1808 vendte han tilbage, og i 1811 kaldtes han til Breslau. Han engagerede sig nu i den voksende tyske modstand mod Napoleon og meldte sig efter en opildnende tale til studenterne i 1813 som den første frivillige i den tyske frihedskrig. Han deltog i det sejrrige felttog, dog mere som agitator end som soldat. Efter krigen blev han skuffet over udviklingen af den tyske nationalisme.

I sine store historisk-politiske værker Die gegenwärtige Zeit I–II, 1817 og Caricaturen des Heiligslen I–II, 1819–21 advarer han mod den franske ånd med dens tro på abstrakte begreber, men lige så meget mod den del af tysk tradition der går i retning af ensretning og vilkårlighed, en tradition som Henrik Steffens ser tydeligst formuleret af Fichte og konkret udtrykt i Turnbevægelsen. Heroverfor sætter han sin tro på det organiske, naturgroede, historisk legitimerede. Med disse bøger brød Henrik Steffens alle broer til sine venner, han isoleredes og trak sig tilbage til barndommens religiøsitet. Han tilsluttede sig den gammellutherske menighed i Breslau, men også her måtte han kæmpe for sin tro på det individuelle og det ejendommelige. Den prøjsiske stat gennemtvang en union mellem den reformerte og den lutherske kirke, og Henrik Steffens protesterede i Von der falschen Theologie und dem wahren Glauben, 1823 og især i Wie ich wieder Lutheraner wurde, 1831. Han nærmer sig i disse bøger en radikal kristendom der kan pege frem mod Søren Kierkegaard; i hans senere Christliche Religionsphilosophie I–II. 1839 skulle han gå tilbage til en mystisk-gnostisk religiøsitet. I kirkekampen kunne han betone menneskets syndighed og afmagt, men helt opgive sin længsel efter et mildt forsyn kunne han ikke.

Den række "noveller" (i virkeligheden romaner) som han begyndte at udgive 1827, ikke mindst for at forbedre sin økonomi, er tydeligt idylliserende. Verden ligger ikke i det onde, Henrik Steffens' mennesker kan, når de har løbet hornene af sig, når de har været ude i karikaturen, finde hvile i denne den bedste af alle verdener. I kirkekampen havde Henrik Steffens vovet sig langt ud i oprøret, men 1832 udløstes han af dilemmaet ved en kaldelse til Berlin. En fredelig livsaften skulle imidlertid ikke blive ham til del; en ny fjende, et nyt udslag af den farlige tyske vilkårlighed dukkede op og måtte bekæmpes: det unge Tyskland. Over for opløsningen af de traditionelle værdier satte Steffens sin tro på værdiernes beståen, og i denne Biedermeier-stemning skrev han sit livs hovedværk, de ovennævnte memoirer.

Med Danmark ophørte kontakten aldrig. 1824 og 1840 besøgte han sit mødrene land. Ved det første besøg søgte han støtte til sin lutherske teologi og ville gerne have haft en ansættelse, men J.P. Mynster vinkede af. Ellers var besøget en succes. Oehlenschläger der havde fjernet sig fra ham allerede 1806 var forsonet med ham, F.C Sibbern var hans tro discipel, N.F.S. Grundtvig bejlede til hans gunst, Poul M. Møller skrev sangen En mester i tankernes rige. 1840 var den store oplevelse samværet med Bertel Thorvaldsen. Den nyopførte Frue kirke blev for Henrik Steffens et symbol på den danske guldalder som han ikke havde fået lov til at deltage i, men som han på en måde havde været gesandt for i Tyskland. Måske netop derfor opnåede han aldrig egentlige resultater, men han var vel også for labil en karakter til at skabe blivende værker.

Henrik Steffens var let at begejstre, men havde svært ved at engagere sig; han havde let ved at begejstre andre, men han havde svært ved at holde deres interesse fangen. Grundtvig siger: "Han kom og svandt som et luftsyn", og netop som et luftsyn, som en myte har han øvet den største indvirkning på dansk åndsliv og tænkemåde.