Fr. Weis

Fr. Weis, Frederik Anton Weis, 28.11.1871-12.7.1933, plantefysiolog. Født i Beder, Århus amt, død på Frbg., urne på Frbg. kgd. W. blev student 1890 fra Århus og begyndte straks at studere naturhistorie med plantefysiologi som speciale med professor Rasmus Pedersen som lærer. 1897 tog han som den første magisterkonferens i denne disciplin, og n.å. blev han ansat som assistent ved Carlsberglaboratoriets kemiske afdeling hvor han var til 1905, og hvor han udarbejdede sin doktordisputats Studier over proteolytiske Enzymer i spirende Byg (Malt). 1903 studerede han ved Institut Pasteur i Paris og ved Sorbonnes botaniske laboratorium i Fontainebleau samt hos professor Beyerinck i Delft, og 1904 hos professor Freudenreich i Liebefeld ved Bern. 1904 blev han docent i bakteriologi, 1905 efter W. Johannsen professor i plantefysiologi ved landbohøjskolen.

W.s ældste videnskabelige arbejder er kemisk-biologiske som hans disputats og handler om bakterier. Sammen med Johs. Schmidt udgav han 1899-1901 den meget benyttede bog Bakterierne I–III og tidligt fik han interesse for jordbunds-bakterierne, hvorom han i afhandlingen Bakterielivet i Jordbunden og dets Betydning for Landbruget (Tidsskr. for Landbrugets Planteavl XII, 1905) gav en større offentlighed den første indgående underretning. Hans følgende videnskabelige arbejder er overvejende biokemiske undersøgelser af skov- og hedejord, og de bragte vidtrækkende resultater. Omkring 1905 begyndte han et samarbejde med P. E. Müller der varede til dennes død 1926. Deres resultater er meddelt i tre afhandlinger med fællestitlen Studier over Skov- og Havejord (Det forstlige Forsøgsvæsen I-III, 1905-13) hvori W. bl.a. påviste at der i skovjord foregår en dannelse af salpetersyre. I en anden 1915 trykt afhandling har han sammen med C. H. Bornebusch undersøgt bakteriefloraen i danske skove. 1920 fremsatte W. et forslag til gødskning i skoven, og det blev taget op af Dansk skovforening som 1921 nedsatte et udvalg med W. som forsøgsleder der skulle planlægge en tiårig forsøgsrække, fra 1924 i samarbejde med hedeselskabet. Om forsøgenes resultater har W. givet meddelelser i otte afhandlinger i Dansk Skovforenings Tidsskrift 1921-29. Den nøjere forbindelse med hedeselskabet førte ham ind på en fortsættelse af P. E. Mullers studier over hedejorder ved anvendelse af nye undersøgelsesmetoder, især kolloidkemiske. Han påviste derved, at alen indeholder betydelige mængder af kvælstof, og han fremsatte den hypotese at dette måtte kunne komme kulturplanter til nytte ved efter dybdepløjning at blande alen med de overliggende lag af blegsand og lyngskjold og derefter tilsætte kalk; ved denne metode måtte ellers hidtil uopdyrkede hedearealer med fordel kunne omdannes til agerland. Hans vigtigste publikationer om dette emne er Fysiske og kemiske Undersøgelser over danske Hedejorder (Vidensk. Selsk.s biol. Medd. VII, nr. 9, 1929 og X, nr. 3, 1932). Hans ideer blev prøvet i større stil af godsejer, dr. K. A. Hasselbalch som viste, at de kan praktiseres med økonomisk fordel (se Naturens Verden XVII, 1933) og er siden taget op af mange hededyrkere. W. havde let ved at skrive, også for det store publikum, og talrige er de populære afhandlinger om forskellige emner han fik trykt. Hans største arbejde af denne art er det store værk Livet og dets Love, 1911 (stærkt forøget og ajourført udgave 1923) hvori han har givet den første originale, danske fremstilling af den almindelige biologi hvis vældige stof er ordnet på en for almenheden særdeles fortræffelig måde og vidner om W.s omfattende viden. W. var en kampnatur der med betydelig kraft forfægtede sine anskuelser over for den modstand han oftere mødte, ikke blot på det videnskabelige, men også på andre områder. Fra sin tidlige ungdom var han yderliggående radikal og tog ivrigt del i Studentersamfundets diskussioner. Han var medstifter og i nogle år formand for diskussionsklubben Frisindet ungdom, og i en halv snes år var han en meget virksom formand for landsforeningen Den personlige friheds værn hvor han i skrift og tale kraftigt modarbejdede afholdsforeningernes agitation for absolut alkoholforbud. Hans idealisme førte ham 1916 til at indtræde som aktiv deltager i Henry F. Fords mislykkede fredseks-pedition. Under den politiske krise 1920 brød han med det radikale parti efter nogle heftige sammenstød med Ove Rode, men hans forsøg på under aprilvalget at spille en politisk rolle faldt uheldigt ud, og siden tog han ikke mere del i politik.