A.C. Karsten

A.C. Karsten, Anthon Christian Johan Diderik Karsten, 9.2.1857-11.4.1931, stadsingeniør. Født i Kbh. (Helligg.), død i Ordrup, urne på Ass. kgd. K. tog polyteknisk adgangseksamen 1874 og blev 1880 polyteknisk kandidat i ingeniørfaget. Efter eksamen fik han ansættelse ved 1. ingeniørdirektions 3. bygningsdistrikt. I begyndelsen af 1881 var han på rejse i Frankrig og blev efter hjemkomsten en kort tid ansat ved Carl Lunds fabrikker. 1881–82 var han beskæftiget ved Kbh.s brolægnings- og vejvæsen, 1882–86 ved udvidelsen af Helsingør havn. 1884 projekterede og ledede han en udvidelse af Hornbæk havn. Efter 1886 at have udført flere mindre arbejder blev han s.å. ansat hos stadsingeniøren i Kbh. 1898 blev han afdelingsingeniør, i hvilken egenskab han ledede store ingeniørarbejder ved opførelsen af Kbh.s nye rådhus, Sundholm og Bispebjerg hospital. 1920 blev han stadsingeniør ved J. J. Voigts afgang og 1923 ved O. Didrichsens afgang tillige konstitueret som direktør for vej- og kloakanlæggene. Der foretoges 1925 en omlægning af disse embeder, således at to ingeniørafdelinger fra det gamle stadsingeniørembede blev underlagt stadsarkitekten, mens resten af stadsingeniørembedet blev forenet med vej- og kloakanlæggenes fem afdelinger til stadsingeniørens direktorat med K. som chef, benævnet stadsingeniør. I sin egenskab af stadsingeniør fremsatte K. 1922 forslag til nye broforbindelser mellem Sjælland og Amager og s.å., sammen med sporvejsdirektøren, forslag til hurtigsporveje. Kbh.s færdselsforhold interesserede i det hele K. meget. Han fik fastslået en række nye hovedfærdselsårer og var bl.a. virksom ved gennemførelsen af Torvegades udvidelse, ved afholdelse af konkurrence om et Højbroprojekt og var den ledende kraft i Dansk ingeniørforenings udvalg angående hovedvejforbindelserne i Kbh.s amt. Betænkningen fra dette udvalg var i en lang årrække grundlaget for trafikplanlægningen i Kbh.s-egnen. Han arbejdede tillige meget med vejbefæstelsesmetoder, og kort før sin afgang fuldførte han i samarbejde med havnebygmester G. Lorenz projekt til broerne over havnen og til havneudvidelser, et emne han også behandlede i en række tidsskriftartikler.

Ved siden af sin embedsgerning udførte K. en række andre arbejder; han var således fra 1905 indenrigsministeriets konsulent vedrørende de tekniske anlæg i de kgl. slotte, og han projekterede og udførte de tekniske anlæg i en række stats- og private bygninger, fx hovedpostbygningen i Kbh., Magasin du Nord og Privatbanken sst. samt Vejlefjords sanatorium; endvidere projekterede og udførte han opvarmnings- og ventilationsanlægget på Kbh.s nye hovedbanegård samt på de nye banegårde i Helsinki og Viipuri (Viborg). Han udarbejdede en vej- og kloakplan for Helsingør. 1899 fik han, sammen med arkitekt Eugen Jørgensen, 1. præmie i konkurrencen vedrørende en vej- og bebyggelsesplan for Frbg. sydlige landdistrikt. Fra 1903 var han sekretær for kommissionen for Christiansborg slots genopførelse, 1911 blev han konsulent for komiteen vedrørende Stockholms nye stadshus og s.å. for Stockholms stadshusnämnd vedrørende bedømmelse af forslag til bygningernes opvarmning og ventilation. 1917–23 var han medlem af Dansk ingeniørforenings bestyrelse, 1921–23 som næstformand. Endvidere var han formand for de udvalg der udarbejdede Dansk ingeniørforenings normer af 1912 og 1924 for afløb fra ejendomme. 1919 var han medlem af komiteen angående plan for anlæg af et gasværk ved Oslo. Fra 1909 var K. medlem af bestyrelsen for A/S Valby Huse og for A/S Dansk Moler Selskab, fra 1911 for A/S Carl Lunds Fabrikker hvor han 1916 blev formand, s.å. blev han formand for A/S International Emalje Industris bestyrelse. 1917 blev han medlem af bestyrelsen for A/S Dampvaskeriet Thor, for A/S National og for A/S Søholm. 1918 blev han medlem af direktionen for Nordeuropæisk Reassurance Selskab A/S. Efter at være afgået som stadsingeniør var K. fra 1927 medlem af vandafledningskommissionen i Kbh. Karakteristisk for K. var hans overordentlig store arbejdsevne, hans lyst til at gå ind på nye ideer, en egenskab der sikkert har spillet en rolle for hans venskab med den omtrent jævnaldrende Frits Johannsen, og endelig hans ofte til stejlhed grænsende fastholden ved sine meninger der hyppigt hjalp ham til at gennemføre vanskelige sager, men som også undertiden kunne føre til at han stødte medarbejdere og undergivne fra sig. K.s format var utvivlsomt betydeligt over normalen, men hans væsen gjorde ham i vide kredse til en omstridt mand.