Adolph Jensen

Adolph Jensen, Adolph Ludvig Otto Jensen, 15.7.1866-24.5.1948, statistiker. Født i Høng, død i Kbh., begravet Garn. kgd. Dansk statistik havde en guldalder omkring 1900 der skyldtes en række store begavelser på feltet, først V. Falbe-Hansen og William Scharling (født i 1840erne), derefter Harald Westergaard og Marcus Rubin (født i 1850erne) og siden, fra 1860erne, Michael Koefoed og J. Af disse var J. fremfor de andre den der udviklede den offentlige statistik som hjælpemiddel for statsstyreisen, og den som ved sin forfattervirksomhed gjorde statistikken tilgængelig for et større publikum.

J. blev student 1885 fra Århus. Under sit statsvidenskabelige studium 1885–92 blev han dybt påvirket af sin lærer, Harald Westergaard. Ligesom denne indså J. betydningen af at statistikere ikke lukker sig inde i videnskabelighed, men deltager i den offentlige meningsbrydning. Som 30-årig kom han ind i det statistiske departement der blev hans arbejdsplads de følgende 40 år, fra 1913 som departementschef. I denne egenskab blev J. drivkraften i den stærke udvidelse af departementets virkefelt der fulgte med verdenskrigens udvidede statskontrol. J. viste her stor evne som forhandler i forholdet til bl.a. erhvervsorganisationerne. Det førte til at han fik tildelt talrige hverv uden for statistikken. Med sit tillidvækkende væsen gjorde han således god fyldest som forligsmand, først alene, 1914–19, siden med to andre 1922–26. I sine erindringer fra 1946 har J. malende skildret sit arbejde i denne egenskab. Men også i ministerielle kommissioner nedlagde J. et stort arbejde. Han var således formand for arbejdstidskommissionen af 1919 og af den såkaldte befolkningskommission 1935. Med stor interesse deltog han efter verdenskrigen i det internationale statistiske samarbejde. Til disse institutioners skrifter skrev han en række meget værdifulde oversigter, således den fortræffelige redegørelse for dansk oversøisk udvandring i International Migration I, 1929 (delvis gengivet i Nordisk statistisk Tidsskrift, 1927).

I sine sidste år som departementschef overlod han meget af det daglige arbejde til sin senere efterfølger, Einar Cohn, for at hellige sig en forfattervirksomhed der virkelig havde hans hjerte, og er den side af hans virksomhed der fortjener at huskes. I Tallenes Tale (ru 1941 har han populært fortalt om statistikkens metode og virkeområde. For dem der finder statistik tør og kedelig er denne fascinerende bog en god introduktion til at se fagets store perspektiver. Lige så læseværdig er Befolkningsspørgsmaalet i Danmark udgivet 1937 i Studentersamfundets oplysnings-forenings serie. Den samme klarhed gælder de dele af statistisk departements serier som han havde formuleret. Det gælder således tabelværket om Danmarks Jordbrug 1850–1905 (Statistiske medd. IV. rk. bd. 24, nr. II, 1907). Også i Nationaløkonomisk Tidsskrift, som han redigerede 1900–14, har han vist sin klare fremstillingsform i en række afhandlinger.

J. var præget af det grundtvigianske miljø han var udgået fra, præstegårde i to generationer. Hans beskedne fremtræden skjulte en usædvanlig saglig spændvidde og en sjælden evne til skriftlig fremstilling, en formens klarhed der ikke siden har præget den statistiske litteratur i Danmark.