Åge Vedel Tåning, ved dåben Aage Taaning, 27.7.1890-26.9.1958, zoolog. Født i Kbh. (Holmens), død på Skt. Lukas stiftelsen, begravet Ordrup kgd. Efter skolegang i Horsens og lærereksamen 1911 (Ranum) blev T. privat dimitteret student 1913 og magister i zoologi 1920. Interessen for fugle vaktes i den tidlige ungdom, udbyggedes i studietiden og forblev resten af livet nok det der dybest set fængslede ham mest. Men det var kontakten med havforskeren Johs. Schmidt der blev afgørende for T.s livsbane. Allerede 1916 ansattes han hos Schmidt på Carlsberg og fra 1918 ved Kommissionen for Danmarks fiskeriog havundersøgelser hvor han efter Schmidts død blev leder 1935 af Nordsø/Nordatlanten-undersøgelserne. Ved omlægningen 1951 blev han den første direktør for den nydannede institution Danmarks fiskeri- og havundersøgelser. Også Det internationale havundersøgelsesråd nød i mange år godt af hans administrative evner: leder af komiteen for NV-Atlanten fra 1933, vicepræsident 1952–57 og præsident ved sin død. – Sin vigtigste videnskabelige skoling fik T. dels under deltagelse i Schmidts tre store ekspeditioner, til Vestindien og Panamabugten 1920-22 og sidste halvdel af Danas jordomsejling 1928-30, dels i en lang årrække på Danas sommertogter til Nordatlanten. Efter Schmidts død forestod T. den tidrøvende administration i forbindelse med bearbejdelsen af de rige Danasamlinger samt redaktionen af Dana-Reports. Med årene medførte svagelighed og en til det pertentlige grænsende grundighed i det administrative arbejde at tiden til videnskab blev knap. Men allerede i studieårene havde han indledt en produktion på meget højt niveau. Først gjaldt det systematisk-biologiske bearbejdelser af større, pelagiske fiskegrupper fra Thor-ekspeditionen: Mediterranean Scopelidae, 1918 og Mediterranean Slernoplychidae, 1926 (med P. Jespersen) samt havtaskens larveudvikling (1913), efterfulgt af dybhavslaksefisken Bathylagus' postlarvale stadier og nye arter af scopelider fra Nordatlanten og Dana (1931-32) samt ålefisk (1938). Men efterhånden måtte de ichthyologiske interesser vige for de fiskeribiologiske, indledt 1929 med disputatsen Plaice investigations in Icelandic walers. I flere afhandlinger beskæftiger T. sig med de islandske og grønlandske torskebestande, torskens vandringer og ørestens anvendelse til aldersbestemmelse, i andre med postlarvale stadier og voksne bestande af sild i Nordatlanten. I et pionerarbejde om helleflynderen beskriver han æg, larver og de første bundstadier (1936), og rødfiskens udbredelse kortlagdes (1949). Inspireret af Schmidts racestudier eksperimenterede han i 40erne med kårenes indflydelse på numeriske racekarakterer og publicerede en sammenfatning 1952. T.s aldrig rustede kærlighed til ornitologien centreredes især om reservatet Tipperne og rovfugle. Sammen med O. Fabricius fik han fra 1928 gennemført de regelmæssige studier på Tipperne og skrev selv kyndigt om bl.a. ynglefuglenes træk, Ringkøbing fjords fugle og relationen mellem andebestand og mågekolonier. Efter E. Lehn Schølers død forestod han 1931 teksten til rovfuglebindet i det store fugleværk og skrev om rovfugle til Vort Lands Dyreliv. Som medlem af naturfredningsrådets reservatudvalg, den internationale komité for beskyttelse af fugle og statens landvindingsudvalg arbejdede han for fuglefredninger, agiterede mod den truende olieforurening og førte en hård kamp imod de urimelige inddæmnings- og udtørringsprojekter.

Familie

Forældre: sognepræst i Tisted, Binderup og Durup, senere seminarieforstander i Ranum Peter Taaning (1857-1943) og Christine Thorvaldine (Dina) Berg (1859-1956). Gift 1. gang 17.5.1926 i Kbh. (Cit.) med Aaga Mariane Margrethe (Lone) Schultze, født 14.12.1893 i Herning, død 23.11.1980 i Grindsted, d. af sergent Villiam Valdemar S. (1864-97) og Petrine Jensen (1869-1942). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 10.12.1937 i Charlottenlund med Anna Margrethe Wohlgefahrt, født 11.1.1903 i Kbh. (Brorsons), død 5.12.1982 i Ordrup, d. af revisor Carl Andreas W. (1851-1920) og Anna Frederikka Møller (1866-1959). -Bror til Tage Taaning.

Udnævnelser

R. 1943. DM. 1951. K. 1957. F.M. 2. m. spænde 1930.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 175f. – R. Spärck i Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. CXX, 1958 V-XIV (heri bibliografi). Å. Fridriksson i journal du conseil permanent intern, pour l'exploration de la mer XXIV, 1959 211-14. Dansk ornithologisk foren.s t. LIII, s.å. 50-52 (heri bibliografi). -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig