C.G.Joh. Petersen

C.G.Joh. Petersen, Carl Georg Johannes Petersen, 24.10.1860-11.5.1928, zoolog. Født i Østrup sg., Lunde hrd., Fyn, død i Kbh., urne sst. (Ass.). P.s far ejede øen Vigelsø i Odense fjord hvor P. tilbragte den første del af sin barndom. Da familien flyttede til en gård ved Marselisborg kom han i Århus katedralskole hvorfra han 1879 blev student. Han overvejede at studere filosofi og blev stærkt påvirket af S. Heegaards forelæsninger, men efter nogen tids forløb besluttede han meget mod familiens ønske at studere zoologi. Besøg på Zoologisk museum og Jap. Steenstrups personlighed havde fået hans barndomsinteresse for naturen til at blusse op og førte ham ind på dette studium som han 1885 afsluttede med magisterkonferens. Allerede 1881 var han begyndt at arbejde på Steenstrups afdeling på Zoologisk museum, og 1887-89 var han ansat som assistent ved bløddyrafdelingen. Jævnsides med studierne og arbejdet på museet var P. imidlertid kommet ind på den bane som skulle blive hans egentlige. I 1870erne og 80erne vågnede både i udlandet og herhjemme interessen for rationelle fiskeriundersøgelser, og da fiskeri-inspektionsskibet Hauch 1883 tog opgaven op, udpegede Steenstrup sin unge elev til at forestå de videnskabelige undersøgelser. I talrige somre, navnlig 1883-86, tilbragte han adskillige uger om bord på Hauch som i disse år var under kommando af daværende premierløjtnant C. F. Drechsel. Undersøgelserne omfattede i alt 525 stationer og blev grundlæggende for vort kendskab til den danske marine fauna, særlig i Kattegat, og samlingerne er stadig en af Zoologisk museums grundstammer. I Det videnskabelige Udbytte af Kanonbaaden "Hauch"s Togter, 1893 har P. selv bearbejdet bløddyrene og pighudene og skrevet den afsluttende, almene oversigt. Også doktordisputatsen fra 1888 om bløddyrenes udbredelse i nutid og fortid er baseret på materialet fra Hauch, suppleret med bløddyr han havde indsamlet i marine aflejringer i barndomsegnen ved Odense fjord. Allerede i disse første arbejder mærker man den indstilling, som senere i så høj grad skulle præge P.s videnskabelige virksomhed. Han fremhæver at det ikke i første linje er hensigten at finde ukendte eller sjældne dyr, men at klarlægge arternes udbredelse og hyppighed og sætte dette i relation til samspillet mellem farvandenes naturforhold, artens livscyklus og den kvartærgeologiske udvikling. Dette sidste er navnlig belyst i disputatsen, hvori han bl.a. påviser en skiftende udbredelse af bløddyrene i kvartærtidens forskellige perioder og tilstedeværelsen af et varmt, salt hav hvori stenalderens østers kunne trives overalt.

I fortsættelse af Hauch-togterne blev der 1889 under indenrigsministeriet skabt en fast institution, Den danske biologiske station, til at drive fiskeriundersøgelser i danske farvande. P. blev, kun 29 år gammel, leder af biologisk station og udarbejdede metoder og konstruerede redskaber som stadig er helt uundværlige i marinbiologien og specielt i fiskeribiologien: målemetoden til adskillelse af aldersgrupper, mærkning af fisk til kortlægning af vandringer og væksthastighed, yngeltrawlen og bundhenteren. I de 37 år P. var direktør publiceredes 32 bind af Beretning fra den Danske Biologiske Station der for den overvejende dels vedkommende er skrevet af P. selv.

I de første årtier beskæftigede han sig navnlig med vore almindelige fiskearters biologi, især vedrørende æg og yngel: kutlingerne (1892), flynderfiskene (1895), torsken (1902) – samt ålen (1896), med påvisning af at den gule og den blanke ål ikke er to arter eller racer, men to udviklingsstadier af den samme art. I denne periode kom hans afhandlinger om det pelagiske liv i Fænøsund (1893) og om Limfjordens plankton (1897). Alle disse undersøgelser foretoges fra åben båd – først fra 1899 fik man en lille damper til rådighed. 1905 blev P. landbrugsministeriets konsulent for østersfiskeriet i Limfjorden, og hans arbejder om østersens vækstforhold (1907-08) danner grundlaget for den forøgede udnyttelse af østersfiskeriet der begyndte 1910. Et praktisk resultat af P.s rødspætteundersøgelser i Limfjorden var overflytning (omplantning) af unge rødspætter fra den overbefolkede Nissum bredning til steder i fjorden med en lille bestand og gode vækstbetingelser. Inspireret af Kiel-professoren Victor Hensens kvantitative planktonstudier skabte P. med sine kvantitative bundundersøgelser et revolutionerende nyt grundlag for marin økologi. Med en til formålet konstrueret bundhenter optog han ¹/₁₀ m² havbund, sigtede, vejede og optalte dyrene og fik derved et mål for områdets produktionsevne, dets bonitet. Samtidig viste det sig at det er ret få arter der er kvantitativt dominerende og som karakteriserer de otte dyresamfund P. opstillede; han skabte også den vigtige skelnen mellem epifaunaen på stenrev, vegetation, pæle osv. og infaunaen i og på den jævne havbund. De nu klassiske afhandlinger herom (på dansk og engelsk i biologisk stations beretning) indledtes 1911 med Havets Bonitering 1 (s.m. med plantefysiologen P. Boysen Jensen) og sluttede 1918 med Havbunden og Fiskenes Ernæring. – Som sin læremester Steenstrup var P. også stærkt interesseret i kvartærgeologi og arkæologi. Han var medarbejder ved det store værk om de danske affaldsdynger (1900) og publicerede som ældre et meget originalt og inspirerende arbejde om ernærings- og befolkningsforhold i den ældre stenalder. Han har tillige skrevet om hvalernes svømning og var, umiddelbart før sin død, beskæftiget med arbejder over muldvarpens morfologi og anatomi.

P. var stærkt påvirket af Steenstrup, følte sig livet igennem i stor taknemmelighedsgæld til ham og blev den sidste af hans personlige elever. Hans begavelsesform minder meget om Steenstrups; ligesom hos denne var dens hovedelement idérigdom, initiativ og blik for de store linjer, dens begrænsning en manglende interesse for anvendelse af litteratur og finere teknik, fx mikroskopering, og for en uddybning af undersøgelserne. Som Steenstrup var han meget teoretisk og filosofisk interesseret, og få dage før han døde udkom et lille erkendelsesteoretisk skrift, Om nogle biologiske Principper (også på engelsk). Også i sin personlige optræden, der var præget af impulsivitet og ilterhed men tillige af naturlig værdighed, har han mindet om sin lærer, og som denne bevarede han lige til sin død en levende interesse for sit fag og dets dyrkere. Han kom gerne i videnskabelige foreninger og tog del i diskussioner, ledede ekskursioner og har i det hele haft stor betydning gennem sin personlige påvirkning af mange danske og udenlandske marinbiologer. Med sin udadvendte natur var "fiskedoktoren" vellidt både blandt fiskere og fagfæller. P. hører til pionererne i den nyere marinbiologi og er et af de betydeligste navne inden for dansk zoologi; han har en væsentlig andel i den stærke udvikling som netop havforskning og marine undersøgelser har haft i Danmark i dette århundrede. P. opnåede mange tegn på anerkendelse. 1912 blev han æresdoktor ved universitetet i St. Andrews, 1922 i Leeds, 1914 medlem af Videnskabernes selskab, og han var æresmedlem af The Challenger Society og af Dansk naturhistorisk forening. Hans internationale position var stærkt medvirkende til at det internationale havforskningsråd ved oprettelsen 1902 fik hjemsted i Kbh.