Carl With

Carl With, Carl Johannes With, 11.12.1877-16.6.1923, zoolog, læge. Født i Lemvig, død i Skibstrup, Hellebæk sg., urne på Humlebæk kgd. W. blev student 1896 fra Fr.borg og cand.mag. med zoologi som hovedfag på kun 4½år. Allerede i studietiden blev han knyttet til Zoologisk museum hvor han blev elev af H. J. Hansen og dermed den Schiødteske skole. Mellem 1903 og 1908 publicerede han en halv snes fremragende morfologisk-systematiske arbejder, helt i J. C. Schiødtes ånd, om mider (The Notostigmata i Vidensk. Medd. fra da. naturhist. Foren., 1904), mejere og især mosskorpioner, bl.a. på Galatheaekspeditionens og Th. Mortensens materiale fra Indien og Thailand (monografien Chelonethi, 1906) og fra Sydamerika. Imidlertid indså W. at han næppe som zoolog kunne skaffe sig en levevej. Han begyndte derfor at studere medicin jævnsides med det videnskabelige arbejde og var 1909 medlem af den dansk-franske lepraekspedition til Dansk Vestindien. Efter eksamen 1911 og arbejde som dermatolog praktiserede han fra 1915 som venerolog og arbejdede samtidig på Finsens lysinstitut samt fra 1921 som 1. reservelæge på Frbg. hospital. Lægegerningen blev så krævende at han måtte lægge zoologien på hylden efter 1915 at have publiceret monografien om fritlevende vandlopper fra Ingolf-ekspeditionen, Copepoda I. Calanoida Amphascandria, med indgående studier af arternes svælgstruktur. Det var hans håb med tiden at kunne vende tilbage til copepoderne samt fuldførelsen af et større arbejde om mejere overtaget fra afdøde Will. Sørensen, men hans tidlige død forhindrede dette. Som læge skrev han hen ved 100 mindre dermatologiske og venerologiske arbejder, men en disputats om lupus blev ikke afsluttet. W. var stærkt interesseret i museumsvæsen og udgav 1918 sammen med Svend Dahl en pjece, Vore naturhistoriske Museer og Biblioteker. De foreslog at samle museerne og den naturvidenskabelige gren af universitetsbiblioteket i et centralinstitut der tænktes opført på garderkasernens grund og Rosenborg eksercerplads, altså tæt ved Botanisk have. Pjecen gav anledning til stor presseomtale, en adresse til ministeriet og nedsættelse af et udvalg hvis betænkning der intet kom ud af. Også i sine politiske, især udenrigspolitiske interesser var W. stærkt påvirket af H. J. Hansen og var 1918 opstillet som kandidat for partiet det nye højre.