Ingvald Lieberkind

Ingvald Lieberkind, Ingvald Kristian Lieberkind, 23.6.1897-17.2.1972, zoolog. Strejfture med morfaderen på det dengang landlige ydre Nørrebro sporede tidligt Lieberkind ind på en glæde ved dyr som han senere så det som en livsopgave at videregive til andre. Straks efter studentereksamen fra Vestre Borgerdydskolen 1917 indledtes zoologistudiet. Herunder arbejdede han i to år som vikar hos J.E.V. Boas på landbohøjskolen, men det var Th. Mortensen på Zoologisk museum der vakte hans interesse for pighude, og to mindre afhandlinger om søstjerner publiceredes inden konferensen 1925. Året før var Lieberkind blevet ansat som assistent ved Zoologisk studiesamling, og i det næste tiår kom to arbejder om pighude i tyske håndbøger (det ene sammen med Mortensen) og to fortrinlige bearbejdelser af dybhavssøstjernerne Porcellanasteridae fra den danske Ingolf- og den tyske Valdiviaekspedition. Disputatsen fra 1937 var et lødigt morfologisk-histologisk studie af hæfteorganerne hos haletudser og deres betydning for paddernes slægtskabsforhold. Samme år deltog Lieberkind (sammen med R. Spärck og M. Degerbøl) i den zoologiske professorkonkurrence med negativt resultat, hvorefter han omgående opsagde sin stilling ved studiesamlingen og afbrød sin videnskabelige løbebane og forbindelsen med fagkollegerne.

Gennem sit store populærvidenskabelige værk Dyrenes Verden 1-12, 1937-39, kom han dog indirekte til fortsat at præge universitetsundervisningen pga. værkets anvendelse af moderne systematik og de værdifulde almindelige indledninger til de forskellige dyregrupper. Lieberkind helligede sig nu mere og mere virksomheden som popularisator. Den var blevet indledt allerede 1925 med nogle stærkt besøgte foredrag om dyr og sygdomme der samledes i bogen Farlige Gæster, 1927 (også på svensk og finsk), og som foranledigede kammersanger Emil Holm til fra 1925 at knytte Lieberkind til radioens børne- og senere tillige voksenudsendelser. Lieberkind fulgte successen op med talrige causerier og foredrag, artikler i ugeblade samt filmforestillinger for børn, og en lang række småbøger (bl.a. 16 i Otaserien) der fremstillede dyrene som aktivt handlende og meget talende væsner. Han skrev også bøger om terrarier og akvarier og redigerede 1933-35 tidsskriftet Naturens Vidundere.

Efter bruddet med den professionelle zoologi blev han gennem svogeren Gunnar Larsen leder af et nyoprettet laboratorium for eksperimentel og anvendt biologi under F.L. Smidth og ledede fra 1947 Mikrobiologisk laboratorium på Palsgård ved Horsens. Efter 1952 at være flyttet til Espergærde fulgte han en opfordring til at undervise i naturhistorie på den stedlige skole, først som timelærer og senere som overlærer indtil 1964. Med fjernsynet fik Lieberkind fra 1956 en renæssance og kåredes allerede to år efter som årets mest populære TV-stjerne. I de sidste år var Lieberkind ved siden af besvarelse af lytterbreve og oversættelser travlt beskæftiget med en revideret 10-binds udgave af sin Dyrenes Verden; den ligger for størstedelen på et højt populærvidenskabeligt plan og udkom 1960-62 i 160.000 eksemplarer der solgtes i kolportage over hele landet.

Lieberkind var en venlig og på alle måder rund mand. Hans vældige popularitet beroede på denne rundhed, den interessevækkende fremstillingsform, den veloplagte og let gnækkende stemme og i TV de livlige gebærder og hans evner som tegner. Han forstod at hygge om folk med sin entusiasme og snakkesalighed men kunne være folkelig til grænsen af det forsvarlige og beskyldtes, til tider med rette, for biologisk pop. Imidlertid havde Lieberkind sin store andel i at vække menigmands interesse for livet i naturen.