J. Reinhardt

J. Reinhardt, Johan(nes) Christopher Hagemann Reinhardt, ved dåben kun de to sidste fornavne, 19.12.1776-31.10.1845, zoolog. Født i Rendalen i Norge, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). R. voksede op i Gudbrandsdalen og kom 1792 til Kbh.s univ. Efter et nyt ophold i Norge begyndte han 1796 at studere teologi. Men interessen for naturhistoriske studier som var vakt i barndommen fik ham til at opgive teologien til fordel for naturhistorien. Han studerede dels på universitetet, dels i Naturhistorieselskabet og påvirkedes især af Martin Vahl. Gennem sine lærere kom han i forbindelse med Friederike Bruns kreds og sendtes 1801 på en udenlandsrejse som lærer for hendes søn. Under det femårige ophold i udlandet studerede han dels i Freiburg i Schweiz, dels og navnlig i Göttingen og Paris. Sidstnævnte sted blev han stærkt påvirket af Georges de Cuvier der især fik ham til at interessere sig for sammenlignende morfologi. Under R.s udenlandsophold havde staten 1805 erhvervet Naturhistorieselskabets samlinger og deraf dannet Det kgl. naturhistoriske museum. På foranledning af Gregers Wad fik han som eneste ansøger stillingen som inspektør ved dette museum og overtog embedet ved sin hjemkomst 1806. Tre år efter begyndte han at holde offentlige zoologiske forelæsninger ved museet, og da J. Rathke, den første professor i zoologi ved Kbh.s univ. 1813 forflyttedes til Kristiania (Oslo), udnævntes R. til lektor og n.å. til professor extraordinarius. Han blev 1820 medlem af Videnskabernes selskab, 1829 overinspektør ved naturhistoriemuseet og sekretær ved dets direktion, 1830 professor ordinarius og 1836 æresdoktor i filosofi. R. indtog en ejendommelig dobbeltstilling, idet han havde forelæsningspligt både som inspektør ved museet og som professor ved universitetet. Han holdt imidlertid kun forelæsningerne ved museet, men de anmeldtes tillige i lektionskataloget, så universitetsundervisningen foregik på museet under hele R.s professorat; universitetets eget zoologiske museum var i næsten hele denne periode opmagasineret. R. havde som professor extraordinarius kun ringe gage, lokaleforholdene var særdeles slette, og han havde i de første 14–15 år ingen som helst medhjælp. Han måtte derfor udføre al slags arbejde i museet jævnsides med undervisningen, og det er beundringsværdigt at det alligevel lykkedes ham at organisere Det kgl. naturhistoriske museum som institution og 1821 gennemføre dets flytning til betydeligt udvidede lokaler i Lerches palæ i Stormgade hvor R. også fik embedsbolig. Trods tidens store økonomiske vanskeligheder lykkedes det ham at fremskaffe betydelige bevillinger til indkøb, og mulighederne for at fremskaffe arktiske dyr kom dels direkte museet til gode, dels udnyttedes de til byttevirksomhed med andre museer.

R.s tidsrøvende gerning som museumsmand og velsagtens en med årene tiltagende depression var medvirkende til at den videnskabelige produktion blev mindre end man i betragtning af hans evner kunne have ventet. Allerede 1808 udgav han en afhandling om respiration og respirationsorganer hos insekterne, men ellers handler alle hans arbejder om hvirveldyr. Vigtige er en række bidrag til Grønlands fauna, bl.a. om fugle og især om fisk, fx Ichthyologiske Bidrag til den grønlandske Fauna, 1837. Desuden en række afhandlinger om nordiske fisk, fx hans beskrivelse af vågmæren; En påbegyndt nyudgave af Otto Fabricius' Fauna Groenlandica blev aldrig fuldendt. Nogle mindre, faunistiske arbejder blev offentliggjort i det af R., botanikeren J. W. Hornemann og H. C. Ørsted udgivne Tidsskrift for Naturvidenskaberne. I øvrigt er R. den første der mere systematisk har beskæftiget sig med undersøgelse af mosefundne knogler, bl.a. ved påvisning af elsdyr-, urokse- og rensdyrlevninger i danske moser. Hans store interesse for komparativ anatomi afspejledes i hans livfulde og veltilrettelagte forelæsninger men kom kun i meget begrænset omfang til udtryk i hans publikationer; fyldigst er studierne af fem, i det kgl. museum opbevarede dyremumier.

R. var en levende interesseret og idérig mand der stod på fortrolig fod med mange af tidens førende personer inden for dansk åndsliv, især det Oehlenschiägerske hus. Til trods for påvirkningen fra Cuvier var han i hele sin indstilling og åndsform præget af tidens romantik og naturfilosofi, og han er denne retnings mest udprægede repræsentant blandt de videnskabeligt arbejdende danske zoologer. Bortset fra sønnen, J. Th. Reinhardt havde han ingen direkte elever, omend han har haft betydning som lærer for bl.a. A. S. Ørsted og P. W. Lund, samt for Jap. Steenstrup hvis videnskabelige karriere R. støttede. På grund af R.s begrænsede videnskabelige produktion og følgerne af den psykiske depression på hans ældre dage blev han ikke vurderet efter fortjeneste af den nærmeste eftertid. Hertil bidrog at han for kredsen om J. C. Schiødte stod som den der havde protegeret Steenstrup. Hans største fortjeneste er at han som det nuværende zoologiske museums egentlige grundlægger gav stødet til dets betydelige omfang, navnlig på det arktiske område, – Etatsråd 1839.