Dansk Biografisk Leksikon

Japetus Steenstrup

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Japetus Steenstrup, Johannes Japetus Smith Steenstrup,  8.3.1813-20.6.1897, zoolog. Født i Vang i Thy, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). S.s far var, som tidens præster ofte, meget natur- og lokalinteresseret og planlagde en egnsbeskrivelse som han dog aldrig nåede at afslutte. Sønnen fulgte ham ofte på jagt og naturvandringer og lærte derved at øve sit medfødte blik for iagttagelsen, hans væsentligste aktiv livet igennem. Navnet Japetus er en latiniseret opkaldelse efter faderens velgører instrumentmager Jeppe Smith. Faderen forflyttedes 1818 til Hillerslev nord for Thisted, og der voksede S. op samtidig med at han gik i forberedelsesskolen i Thisted hvor hans ligeledes naturkyndige morfar C. E. Carstensen var provst. 1826 kom han i Ålborg katedralskole og blev indlogeret hos "enkemadam" Kaarsberg hvis yngste datter senere blev hans hustru. I Ålborg foretog han ekskursioner med bl.a. den begavede, men senere forsumpede zoolog H. H. Beck. En svær tyfus og efterfølgende "nervefeber" sinkede hans studentereksamen et år; og det er karakteristisk for det indtryk S. altid gjorde at da han skulle til artium ved universitetet i Kbh. gav hans rektor ham et brev med til prof. J. N. Madvig og bad om overbærenhed. Det var nu næppe nødvendigt; han fik laud i de fleste fag. S. må have haft en umådelig charme; der var altid nogen der tog sig af ham. Senere gjorde han gengæld ved selv at tage sig af andre, frøknerne Reinhardt efter faderen J. H. Reinhardts død, eller den højt begavede, men syge og drikfældige islandske digter Jonas Hallgrimsson.

Anden eksamen tog S. 1833 samtidig med at han studerede medicin og, ikke mindst, zoologi hos prof. J. H. Reinhardt på Det kgl. museum i Stormgade, hvor Reinhardt underviste da Universitetsmuseet var utilgængeligt. S.å. kaldte faderen ham imidlertid af økonomiske grunde hjem til at undervise de yngre brødre, og først 1835 kunne han fortsætte studierne, men denne gang kun i naturhistorie, zoologi hos Reinhardt, geologi hos J. G. Forchhammer som han ledsagede på en "geognostisk" rejse i Sydsverige og på Bornholm i 1836. Både Forchhammer og Reinhardt blev hans "faderlige venner", og der sluttedes efterhånden nære venskabsbånd mellem familierne. Også til studenterkammeraterne sluttedes nære bånd, til medicineren Adolph Hannover og botanikerne Salomon Drejer og F. Liebmann. Nogle småafhandlinger om Danske Dyrs Forekomst og Levemaade fik han trykt i Krøyers Naturhistorisk Tidsskrift II–III, 1838–40.

For året 1836 gentog Videnskabernes selskab et prisspørgsmål om nåletræernes forekomst i vore moser. Sådanne undersøgelser havde S. allerede foretaget hjemme i Thy, og han kastede sig med iver over opgaven, især baseret på to nordsjællandske moser. Opgaven belønnedes, af Reinhardt, Forchhammer og J. Fr. Schouw, med prisen, men blev først trykt i selskabets skrifter ved årsskiftet 1841–42 under titlen Geognostisk-geologisk Undersøgelse af SkovmoserneVidnesdam- og Lillemose i det nordlige Sjelland. Han påviser heri at fire skovperioder har efterfulgt hverandre i 5–6000 år "fra Danmarks sidste Opdykken af Havets Bølger", men afviser tanken om en istid. På S.s erkendelse af disse skovperioder og mosernes betydning for denne erkendelse har eftertiden kunnet bygge videre. I 1836 havde også universitetet udsat en prisopgave, om forskellen mellem fuglenes træk og fiskenes vandringer. Også denne opgave besvarede S. til guldmedalje, men den blev aldrig trykt. S. ville nu afslutte sit studium med en eksamen; men da der krævedes indgående kendskab til græsk og romersk litteratur, hvilket S. fandt overflødigt, opgav han nogensinde at tage en eksamen. I stedet tog han mod en kongelig opfordring 1839 til sammen med cand.polyt. J. C. Schythe at rejse til Island for at undersøge svovlminerne og eventuelle andre økonomisk anvendelige naturprodukter, deriblandt Surtarbrandslagene, brunkullene, som han fik videnskabeligt udbytte af, uden dog at publicere om dem. Denne Islandsrejse, der blev forsinket i starten og varede til efteråret 1840, og hvor han også havde digteren Jonas Hallgrimsson til rejsefælle, bragte vel ikke de for Island ønskede resultater; men S. gav den en aldrig udslukket kærlighed til Island. Det var hans tanke i fællesskab med Hallgrimsson der skulle skrive om vulkanerne at udgive en stor monografi over Island, men det blev kun til enkelte smånotitser.

1841 døde lektor i mineralogi og botanik ved Sorø akademi J. H. Bredsdorff, og Reinhardt, Forchhammer og Schouw satte sig straks i bevægelse for at skaffe S. stillingen der også krævede undervisning ved den lærde skole. Han fik den, og tilbragte derefter årene 1841–45 i Sorø, dels med undervisning af uinteresserede elever (som han beskriver det) som han dog afholdt ekskursioner med, dels med oprettelsen af en naturhistorisk samling i akademiet hvis adskillelse fra skolen han ivrigt arbejdede for. Og endelig fik han udarbejdet to større værker hvor hans påvirkning af tysk naturfilosofi, formentlig gennem Drejer og Carsten Hauch, træder tydeligt frem. Det var dog ikke den filosofiske side af Fr. v. Schellings tanker, polaritetsprincippet etc. der optog ham skønt de lejlighedsvis dukker op, men dette at forskeren kunne ane sig til den store sammenhæng. I 1842 kom i skolens indbydelsesskrift Om Forplantning og Udvikling gjennem vexlende Generationsrækker, en særegen Formfor Opfostringen i de lavere Dyrklasser. Den bygger på S.s egne undersøgelser over ikterne, men nævner også M. Sars' iagttagelser over meduserne og A. v. Chamissos over salperne som om de først nu kommer til deres ret i den store sammenhæng han giver dem. En "Slutningsbetragtning" gør generationsskiftet til en almen foreteelse hos alle dyr undtagen hvirveldyrene, ja endog hos planterne (idealistisk morfologi). Det blev senere kaldt en lov. I 1845 kom sammesteds Undersøgelser over Hermaphroditismens Tilværelse i Naturen der søger at udrydde denne "for Videnskaben aldeles uværdige Anskuelse". Det er ren spekulativ naturfilosofi der også senere blev kaldt en lov. Sådanne naturfilosofiske afhandlinger skrev han ikke siden, men troen på den anelsesfulde løsning af problemerne bevarede han livet igennem, og resultatet blev en række lidet gennemarbejdede noter og foredragsreferater. "De ved jeg har ondt ved at bestemme mig til noget, fordi jeg desværre har Lyst til at beskæftige mig med alt for meget" skriver han 1844 til Schouw, og det kunne være motto for hans virke. Om blæksprutterne skrev han dog så mange artikler gennem næsten 50 år at hans indflydelse på blækspruttesystematikken blev betydelig. De blev samlet oversat til engelsk 1962. Særlig vigtig er hans påvisning i 1856 af hectocotyldannelsen, omformningen af en af hannens arme i befrugtningens tjeneste der i visse tilfælde afsnøres i hunnens krop og dér blev betragtet som en snylter. Hans historiske sans gjorde sig gældende i tydningen 1862 af den berømte sømunk fra Christian IIIs tid som en kæmpeblæksprutte (oversat til engelsk 1980). Om hans historiske interesse og sprogkundskab (bl.a. islandsk, som han lærte i Reykjavik) vidner også den omfattende beskrivelse fra 1855 af geirfuglens historiske og forhistoriske forekomst. At han kunne gribe helt fejl viser hans afhandling fra 1863 om øjets vandring hos flynderne tværs gennem hovedet; det rette forhold påviste J. C. Schiødte året efter, men endnu 1876 fastholdt S. sin mening i stærkt polemisk form. Han holdt altid stædigt fast ved sine en gang fremførte meninger.

1845 blev S. professor efter Reinhardt. Hans forelæsninger betegnedes af Chr. Lütken som "ikke just formfuldendte, men i høj grad lærerige, beaandede og vækkende". S. arbejdede desuden på omordningen og udbygningen af Universitetsmuseets samlinger. Det var derfor nærliggende at han ønskede at forene dette med Det kgl. museum, og til den ende blev han og Forchhammer af kultusministeren D. G. Monrad valgt ind i Det kgl. museums direktion 1848. Men her stødte han på alvorlig modstand fra Henrik Krøyers og navnlig Schiødtes side, en modstand der skyldtes deres umådeligt forskellige natur og forudsætninger, men også de sidstnævntes frygt for og mistillid til den anelsesfulde side af S.s videnskabelige virke. Denne strid fandt først sin løsning da Monrad igen var minister i 1862, med museumsloven der forener de to museer, men under ledelse af et museumsråd bestående af de to inspektorer og professoren. Skismaet fortsatte mellem S. og Schiødte og deres elever og gav dønninger langt ind i dette århundrede. Samtidig med museumsloven vedtoges det at lade Chr. Hansen opføre en bygning til det forenede museum på universitetets grund; den blev indviet 1870 og var for sin tid en fremragende og velgennemtænkt museumsbygning.

1849 valgtes S. til medlem af bestyrelsen for den 1833 oprettede Naturhistorisk forening, og her blev hans virke overordentlig betydningsfuldt. Han var den drivende kraft ved oprettelsen af foreningens tidsskrift Videnskabelige Meddelelser og i 14 år dets redaktør; han var ligeledes virksom ved foreningens videnskabelige foredrag hvoraf han holdt 135, og dens populære foredrag hvoraf han holdt 55. – Også for Videnskabernes selskab, af hvilket han var blevet medlem 1842, fik S. betydning. Han var dets meget virksomme sekretær fra 1866–78 og havde i nogle år også med publikationerne at gøre. 1888 valgtes han til selskabets præsident, men afslog. Når han på P. S. Krøyers billede fra 1895–98 af et møde i Videnskabernes selskab er afbildet som foredragsholder er det en fiktion; han var forlængst ophørt med at komme i selskabet, men han var dets ældste medlem, af alder og af anciennitet. Ved sit nære ven- og slægtskabsforhold til brygger J. C. Jacobsen fik han også indflydelse på statutterne for Carlsbergfondet og var medlem af dets første direktion.

På endnu et felt var S. virksom, nemlig inden for arkæologien hvor hans mosearbejde fra 1842 er grundlæggende og hans talrige småmeddelelser om jordfundne knogler vigtige. Det var derfor naturligt at han sammen med Forchhammer og J. J. Worsaae 1848 blev valgt til Videnskabernes selskabs såkaldte Lejrekomité til undersøgelse af "de hævede skaldyngers oprindelse". At det var Worsaae der erkendte deres oprindelse som menneskeværk er nu hævet over enhver tvivl; men S. gav dem det nu internationale navn Køkkenmøddinger og arbejdede ivrigt for forståelsen af det deri fundne dyremateriale. Også spørgsmålet om stenalderens tvedeling i en ældre og yngre stenalder gav anledning til bitter strid; S. hævdede til sin død at den hele stenalder kun repræsenterede én kultur. I sin høje alder tog han andre arkæologiske problemer op, 1893 ville han tyde guldbrakteaterne, 1895 Gundestrupkarrets billeder, i begge tilfælde på naturhistorisk grundlag idet han overså at de er kunstprodukter i kultisk form og ikke kan bestemmes naturalistisk. Sine sproglige evner forsøgte han i tydningen 1883 af de venetianske brødre Zenis kort og beretning i 1558 om deres rejse i Norden. Han tyder Grønlandskortet som et kort over Frisland og stednavnene på sprogligt grundlag som frisiske. At kort og rejse er et falsum og stednavnene en folkevise viste A. A. Bjørnbo og Carl S. Petersen i 1904.

Når S. fik en så stor betydning i et halvt århundrede skyldes det ikke så meget hans videnskabelige arbejde, der gennemgående var for spredt, som hans dynamiske personlighed. For nedstamningsteorien havde han ingen forståelse, og filosof var han ikke. Men han havde noget stærkt inspirerende og inciterende i sit væsen, var fuld af ideer og planer, men havde ofte svært ved at realisere dem. Hans sidste arbejde lå i korrektur i 40 år og mange bebudede arbejder så aldrig lyset. Han gik meget op i sin undervisning, ikke mindst i forelæsningerne for de medicinstuderende, og ved universitetsjubilæet 1879 fik han overrakt et mindealbum med portrætter af 288 af sine elever, ligesom et "Japetus Steenstrup Legat" blev oprettet samme år. Også som museumsmand skabte han interesse for faget, han fik koffardikaptajnerne til at samle til museet på deres langfarter – derpå bygger serien Spolia atlantica udg. af Videnskabernes selskab, og også landmændene fik han interesseret i at indsende mosefundne knogler. Hans videnskabelige stil er knudret og ofte uklar, men i brevvekslingen, bl.a. med kaptajnerne, følte man hans personlige interesse, for modtageren og for emnet. Han var en i en usædvanlig grad sammensat natur. – Etatsråd 1867.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Skelund og Visborg Johannes Vogelius S. (1777–1840) og Anna Cathrine Carstensen (1784–1868). Gift 19.10.1841 i Skelund med Ida Margrethe Kaarsberg, født 7.6.1811 i Ålborg, død 23.12.1882 i Kbh. (Frue), d. af købmand Hans K. (1757–1826) og Sophie Christine Berlin (1776–1840). – Far til Joh. S. Bror til Mathias S.

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1860. K.2 1871. K.1 1879. S.K. 1884.

Ikonografi

Afbildet på mal. af H. C. Harder fra 1840erne (Sorø kunstmus.). Mal. af ubekendt ca.1845. Tegn. sign. Kayser, 1852 (Fr.borg). Litografi 1856. Buste af H. V. Bissen, 1866 (St.mus.), afstøbning (Kbh.s univ.), i marmor (Zool. mus.; Geolog, mus.), i forstørret målestok i bronze af V. Bissen, 1898 (Frue plads, Kbh.). Litografi 1869 efter foto. Træsnit af H. P. Hansen, s.å., efter dette afbildet på gruppebillede i træsnit 1880. Mal. af A. Jerndorff, 1885 (Fr.borg) og gentagelse 1887 (Carlsberg Laboratorium). Afbildet på E. Henningsens mal., 1896, af naturforskermødet 1847 (Kbh.s univ.; Fr.borg). Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Videns.k. selskab; Hirschsprung), to malede forarbejder 1896, det ene betegnet 1895 (Maribo kunstmus.), samt tegn. (St.mus.). Relief af V. Bissen (Zoolog, lab.). Foto.

Bibliografi

Nytårsgave, udg. af Foren. Fremtiden I, 1866 85–96 (brev). [Chr. Lütken] sst. IV, 1869 1–16. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. 11,2, 1875 221–387; III, 1878 373–402 547 (bibliografi). Mathilde Reinhardt: Familieerindr. 1831–56, 1889. Chr. Lutken i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1897 521–48 (eng. overs, i Natural science XI, London s.å. 159–65). William Sørensen: Hvem er opdager af stenalderens affaldsdynger?, 1898. Samme: Fromme sjæles gode gerninger, 1907. Samme: Prof. dr. K. Rørdam og køkkenmøddingerne, 1915. A. A. Bjørnbo og Carl S. Petersen i Vidensk. selsk.s skr. Hist.-philos. afd. VI,2, 1904 148–55. Mindeskr. i anledn. af hundredåret for J. S.s fødsel, udg. Hector F. E. Jungersen og Eug. Warming I–II, 1914 (heri bibliografi I.VIII 1–28). Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921–37 = Entomologiske medd. XV 153–56. Ragnar Spärck i Prominent Danish scientists, udg. Vald. Meisen, 1932 115–19. Samme: Dansk naturhist. foren, i Kbh. 1833–1933, 1933 – Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. XCV 56–90. Samme: Zoologisk museum i Kbh., 1945 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. sept.1945 66–79. Samme: J. S. Et bidrag til vurdering af hans indsats som naturforsker, 1948 = sst. nov.1948 1–77. Samme i Naturens verden, 1963 321–28. Carl S. Petersen: Stenalder, broncealder, jernalder, 1938. P. Helveg Jespersen i Gads da.mag. XLIII, 1949 303–12. Asger Lomholt: "Et møde i vidensk. selsk.". P. S. Krøyers maleri og dets tilblivelse, 1954 28–30. Axel Garboe: Fra myte til videnskab, 1959. S. L. Tuxen i Naturens verden, 1966 181–91. F. W. Bræstrup sst. 1980 77–80. Torben Wolff i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 især 49–53. – Papirer i Kgl.bibl. og Zool. museum.

Læs også om Japetus Steenstrup i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Japetus Steenstrup
Japetus Steenstrup
1813-1897, dansk zoolog og en af tidens centr ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
naturhistorie
oprindelig fællesbetegnelse for fagene geologi, zool ...Artikel i Den Store Danske
prisopgave
opgave, der stilles af et universitet, et videns ...Artikel i Den Store Danske
Carsten Hauch
Johannes Carsten Hauch , 1790-1872, dansk fo ...Artikel i Den Store Danske
Forchhammer
dansk borgerlig slægt. Slægten kom til det dansk ...Artikel i Den Store Danske
Carlsbergfondet
fond, stiftet i 1876 af brygger J.C. Jacobsen , ...Artikel i Den Store Danske
naturhistorisk
(lat. natur + gr. historisk ), vedr. naturhistori ...Artikel i Den Store Danske
katedralskole
tidligere også kaldt  domskole eller kapitelsk ...Artikel i Den Store Danske
Birkemus
Birkemus hører til blandt Danmarks mest sjældne ...Artikel i Dansk Pattedyratlas

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SLT
18/07/2011
  • Læst 819 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki