Math. Thomsen

Math. Thomsen, Niels Mathias Peter Thomsen, 9.10.1896-13.7.1976. Død sst. (Jacobs). Efter studentereksamen 1915 fra Østre Borgerdydskolen påbegyndte T. det naturhistoriske studium; 1920 blev han magister i zoologi, efter tilskyndelse af Ad. S. Jensen med insekter som speciale. 1920 blev T. lektor ved landbohøjskolen og s.å. assistent hos Sofie Rostrup ved Statens plantepatologiske forsøg i Lyngby. Begge stillinger krævede arbejde med skadedyr, stillingen på landbohøjskolen desuden undervisning i zoologi for landbrugere, senere også mejeribrugere. Ved J. E. V. Boas' afgang overtog T. professoratet og bevarede det, til han 1966 faldt for aldersgrænsen; et tilbud 1947 om et professorat i "almindelig zoologi" ved universitetet afslog han. Efter hans afgang fik han og hans hustru arbejdsplads på universitetets Institut for almen zoologi, men sygdom forhindrede ham i at arbejde der mere end nogle få år. Var T.s livsbane således temmelig slagen, så var hans videnskabelige virksomhed alt andet, idet ydre forhold gang på gang ledte ham ind på nye baner. I studietiden var han stærkt påvirket af Aug. Krogh og W. Johannsen, men måtte i kraft af sine ansættelser hellige sig den anvendte entomologi. Både hos Sofie Rostrup og hos Boas hentede han inspiration; og foruden udgivelsen af en række afhandlinger, alene eller med disse to, arbejdede han på en ny udgave af Sofie Rostrups Vort Landbrugs Skadedyr, af hvilken 4. udgave kom 1928, 5. udg. sammen med P. Bovien 1940. Med Bovien udgav han 1933 Haveplanternes Skadedyr (3. udg. 1950). Jævnsides med alt dette arbejdede han imidlertid, efter inspiration af W. Johannsen, på det dengang stærkt kontroversielle spørgsmål om kromosomernes indflydelse på kønsdannelsen.

Han undersøgte spørgsmålet hos nogle skjoldlus, der havde både biseksuelle og parthenogenetiske arter, og besvarede det bekræftende i sin disputats Studien über die Parthenogenese bei einigen Cocciden und Aleurodiden, 1927. – En drejning fik T.s arbejde, da han 1934 gennem Thorvald Madsen, der da var præsident for Folkeforbundets hygiejneorganisation, fik en opfordring til at søge at bekæmpe flueplagen. Ud af dette kom der noget af det bedste T. skabte, bogen Stuefluen (Musca domestica) og stikfluen (Stomoxys calcitrans) = 160. Beretn. fra landbohøjskolens Forsøgslaboratorium 1938. Foruden studier over disse fluers livskrav og udvikling, hvortil han havde medarbejdere som Ellen Thomsen, Ellinor Bro Larsen og Ole Hammer, indeholder den en biologisk løsning af problemet: overdækning af møddingerne med papirsække. Opdagelsen af insekticiderne har overhalet denne løsning, men den kan meget snart blive aktuel igen pga. tiltagende resistens. T.s og medarbejdernes arbejder i denne forbindelse er blandt de første økologisk-eksperimentelle herhjemme. Endnu en drejning fik T.s videnskab efter hans og hans hustrus ophold hos insektfysiologen V. B. Wigglesworth i London 1939 og en kontakt med professor Bertil Hanström i Lund. Det nye problem var det endokrine system hos insekter. Det begyndte 1943 med påvisningen af oprindelsen til et hormonlignende stof i insekthovedet der påvirker krebsdyrs farveskifte. Stoffet dannes i nogle indresekretoriske kirtler, corpora cardiaca, og er et for insektets udvikling vigtigt hormon. I en række arbejder, alene eller med Ellen Thomsen, uddybede T. studiet af de neurosekretoriske celler i insekthovedet og at corpora cardiaca og corpora allata, arbejder hvis resultater bygger på en fremragende teknik og en nøgtern deduktion. T.s arbejder er altid præget af en uhyre forsigtig, men præcis udnyttelse af iagttagelserne. Nævnes må bl.a. Weissmann's ring and related organs in larvae of Diplera, 1951 og The neurosecretary system of the adult Calliphora erythrocephala II–IV, delvis sammen med hustruen. I 50'erne påbegyndte T. en revision af Boas' Lærebog i zoologien; 1. bind af denne såkaldte Boas-Thomsen kom 1953, 3. bind 1961 og endnu en udgave af 1. bind 1968. Om han end havde medhjælpere til enkelte afsnit, så var det dog en kæmpeopgave, som kun T. med sin store og præcise viden ville have turdet binde an med. Den er stadig anvendt på landbohøjskolen, men er desværre ikke i pagt med den moderne undervisning på universitetet. Arbejdet på landbohøjskolen gav sig foruden i de mange flueafhandlinger udslag i samarbejdet med de forststuderende og skovriderne, for hvilke han tidligt afholdt ekskursioner. Foruden mindre afhandlinger skrev han sammen med andre, den vigtige Angreb af Cryptococcus fagi, Nectria galligena og andre parasiter på bøg i Danmark 1939–43, 1949. – T.s betydning for zoologiundervisningen på landbohøjskolen blev stor, han var en velforberedt og veltalende forelæser der øste af en enorm og klar viden. Men han inspirerede ikke, dertil var hans begejstring for ringe og hans skepsis for stor, så egentlige elever efterlod han sig ikke. Også hans afmålte væsen gav en vis afstand; men det var en skal der dækkede over et lune og et temperament som blev holdt strengt i ave, om-end han, navnlig i ungdommen og i kredsen med R. Spärck, P. Bovien, H. Blegvad o.a. kunne blive løssluppen. Også i det nære venskab med Hanström blev skallen brudt, men få kendte ham fra den side. – Af Dansk naturhistorisk forenings bestyrelse var han medlem fra 1920, 1939–44 formand, og bd. 118 af dens tidsskrift er dediceret ham. Til hans minde blev også Proceedings of the international symposium on neuro-secretion i Leningrad 1976 dediceret. 1930–34 var han formand for Entomologisk forening. Medlem af Videnskabernes selskab 1939, 1946–53 kasserer. – Hans hustru Ellen Thomsen arbejdede i nært samarbejde med sin mand. Hun blev magister i zoologi 1933 og skrev først et par afhandlinger om blæksprutter. 1942 disputerede hun på afhandlingen An experimental and anatomical study of the corpus allatum in the blow-fly Calliphora erythrocephala Meig, 1942 er som alle hendes følgende afhandlinger er præget af hendes tekniske formåen og klare problemstilling. De handler alle om corpora cardiaca, corpora allata og om funktionen af de endokrine organer hos spyfluen, anatomisk og eksperimentelt, og er vægtige bidrag til spørgsmålet om hormonsekretion hos insekter som hun har fortsat med også efter T.s død.