Morten Thrane Brünnich, 30.9.1737-19.9.1827, zoolog, mineralog. Født i Kbh.(Trin.), død sst., begravet sst. (Helligg.). B. blev student fra Kbh.s lærde skole, 1760 teologisk kandidat fra Kbh.s universitet. Af tidligt vakt interesse og med henblik på deltagelse i den da planlagte store ekspedition til Arabien studerede B. en tid sideløbende naturvidenskab og orientalske sprog, især arabisk. Han blev ikke ekspeditionsdeltager, men fortsatte sit naturhistoriske arbejde der udmøntede sig i en disputats Prodromus Insectologiæ Siællandicæ, 1761, en afhandling på dansk om edderfuglen, 1763, og 1764 en latinsk-dansk insektlære. 1762-65 var B. alumne på Elers kollegium, underviste i dele af zoologien, bl.a. entomologi, hvortil ovennævnte insektlære sikkert udarbejdedes, og var medarbejder ved grev Thotts og senere overauditør Fleischers privatsamlinger. Fuglene i Fleischers sml. bearbejdedes i Ornithologia borealis, 1764. 1765 udnævntes B. efter ansøgning og på anbefaling af betydelige mænd som Christian Fleischer,Adam Gottlob Moltke, Otto Thott og Erik Pontoppidan af kongen til lektor i naturhistorie og økonomi ved Kbh.s univ. Stillingen var ekstraordinær og aflønnedes over "Hans Majestæts particulære Kasse", ligesom kongen støttede den foreskrevne studierejse til udlandet som indledte ansættelsesforholdet. Rejsen varede godt 4 år. Den gik til Holland, England, Frankrig, Italien, Dalmatien, Østrig, Ungarn og Tyskland. Undervejs stiftede han bekendtskaber med mange udenlandske forskere, beså talrige samlinger, foretog betydelige indsamlinger af naturalier og forfærdigede to afhandlinger om Middelhavets fisk. Maj 1769 udnævntes B. til professor, stadig med betydelig ringere aflønning end sine ordinære kolleger. Okt. 1769 vendte han hjem. Efter hjemkomsten udvirkede grev Thott en kongelig ordre om lokaler og midler til inventar til en ny naturhistorisk samling ved Kbh.s univ. Lokalerne, også bolig for B., lå i kommunitetsbygningen i Nørregade. Da universitetet ikke ejede nogen samling af betydning, dels pga. den dårlige stand som den omkr. 1740 anlagte samling befandt sig i, og dels pga. branden 1728, blev B.s egne samlinger opstillet i begyndelsen. Genstandene stammede dels fra rejsen, dels fra tiden før denne. Først 1782 købte kongen B.s mineraler og zoologiske præparater mod 1500 rdl. samt en årlig livrente på 200 rdl. til B.s enke. 1772 overførtes fra Charlottenborg Natural-husholdningscabinettets betydelige naturhistoriske samlinger, og dermed grundlagdes "Naturens Skueplads, ved Kongelig Gavmildhed stiftet udi Aaret 1772", hvoraf nutidens zoologiske og geologiske museer ved Kbh.s univ. direkte har udviklet sig. B. er således som følge af sin energiske indsats som samler og som ordner og opstiller af disse naturhistoriske samlinger grundlægger af to nutidige museer og dermed en af Danmarks store museumsmænd.

Som den første zoolog og mineralog der var forfatter til videnskabelige arbejder, lærebøger og forsøg til håndbøger på dansk har han ydet en væsentlig indsats. Lære- og håndbøgerne i zoologi og mineralogi, dvs. den førnævnte insektlære, Zoologiæ fundamentet. Grunde i Dyrelæren, 1771 og den ufuldendte Dyrenes Historie og Dyresamlingen udi Universitetets Natur-Thealer, 1782 samt Forsøg til Mineralogie for Norge, 1777 og Mineralogie, afhandlende Egenskaber og Brug af Jord- og Steenarter, Salter, mineralske brænlige Legemer og Metaller, 1777 har suppleret hans museums- og undervisningsaktiviteter. De sidste udøvedes regelmæssigt i de perioder hvor han ikke var nødt til at være i udlandet. I begyndelsen doceredes mest zoologi, senere kom mineralogi mere ind i billedet, dog havde han så tidligt som 1771 besørget en udgave af A. F. Cronstedt "Versuch einer Mineralogie", med anmærkninger og tillæg, som undervisningsmiddel. Hans undervisning havde det praktiske sigte at "herfra skal Naturkundskaben udbrede sig i Rigerne, og Nytten spores i alle Stænder", og han havde mange tilhørere af hvilke en del sikkert indmeldte sig i det 1789 oprettede Naturhistorie-selskabet. 1789 tog han for tredje gang til Norge efter ordre fra kronprinsen. Han var siden 1784 kommitteret i bjergværkskollegiet for at supplere sin forholdsvis beskedne professorgage og følte sig derfor trods modstand nødt til at tage af sted efter sin udnævnelse til overberg-kommissær. Rejsens øjemed var at bringe Kongsberg Sølvbergværk på fode igen. Tidligere rejser, 1772-75 og 1788 havde i og for sig haft samme formål, men denne gang vendte B. ikke tilbage til universitetet, hvilket endeligt bekræftedes da han 1791 udnævntes til direktør for Kongsberg Sølvbergværk og Modums Blaafar-veværk samt til overberghauptmänd i det søndenfjeldske Norge med rang af etatsråd. Sølvværket nedlagdes 1805. B. kom til Kbh. 1814 efter Norges afståelse. I sit otium udarbejdede han to historiske værker om de norske bjergværker, igen et eksempel på hans hensigt at udbrede "nyttig" viden på dansk.

Familie

Forældre: portrætmaler Andreas Brünnich(e) (1704-69) og Margrethe Hvass Thrane (1703-62). Gift 14.2.1776 i Kbh. med Wibecke Schou, født 16.10.1746 i Harre, Salling, død 6.1.1820 i Kbh. (Helligg.), d. af Niels Jepsen S. (1701-60) og Anne Bertelsdatter Ryberg (1718-60).

Ikonografi

Mal. af Jens Juel, 1799 (Univ. bibl., Kbh.). Maleri 1804. Mal. af C. W. Eckersberg, 1824 (Fr. borg), kopi af H. Westergaard (Geologisk mus.). Mal. af Niels Thaaning (univ.s geol. mus., Oslo).

Bibliografi

J. Brønniche: Stamtvl. over familierne Brünnich, 1910 11. R. Nyerup i Hesperus I, 1819 193-219. Dansk lit.-tid., 1827 633-40. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s,' zool. lit. II, 1, 1873 327-54. Holger Hansen i Hist.' medd. om Kbh. V, 1915-16 184 190 197-201. Kai L. Henriksen: Dansk entomologis hist. = Ent.medd. XV, 1921-37 40-47. J. K. Bergwitz: Kongsberg. Kria, 1924. R. Spärck i Festskr. udg. Kbh.s univ., sept. 1945 25-28. Samme i Festskr. udg. Kbh.s univ., nov. 1962 34-42. A. Garboe: Geologiens hist. i Danm. I, 1959 144-57 203. Papirer i univ. bibl. i Oslo (før 1937 i Kbh.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig