A.P. Botved, Anders Peter Botved, 20.6.1895-12.11.1964, flyvepioner. A.P. Botved blev premierløjtnant ved fodfolket 1916 efter gennemgang af hærens officersskole og forrettede tjeneste ved 17. bataljon indtil han 1919 kom på flyveskolen, opnåede certifikat og blev forsat til Hærens flyvertropper. Han viste hurtigt fremragende evner for den praktiske flyvning, blev sendt til supplerende uddannelse i udlandet og herhjemme bl.a. benyttet til uddannelse af trafikpiloter. Med stor handlekraft og en god portion eventyrtrang lykkedes det 1926 A.P. Botved at overtale myndighederne til at give tilladelse til en flyvning til Tokyo og tilbage –det sidste havde ingen før præsteret, andre havde fløjet til Østen men så taget skib og jernbane hjem. Formålet udtrykte han som "at støtte tilliden til dansk flyvning og vise flaget udadtil". Den nys tilgåede Fokker CV med en 400 hk motor, tophastighed 200 km/t, skulle benyttes. A.P. Botveds maskine "R.l." med C. J. C. Olsen som mekaniker skulle følges af en reservemaskine ført af løjtnant H. R. M. Herschend med V. Petersen som mekaniker. Starten fandt sted 21.3.1926. Ruten gik over Istanbul-Bagdad-Karachi-Calcutta. På vej mod Rangoon måtte Herschend nødlande og efter tidsrøvende reparation af maskinen returnere til København. A.P. Botved fortsatte over Bangkok-Shanghai-Peking og ankom til Tokyo 1.6.1926. Hjemturen gik over Sibirien og Moskva med ankomst til København 23.6.1926. A.P. Botved havde fløjet i alt 27.800 km under ofte ekstremt vanskelige vilkår med flere yderst hasarderede nødlandinger og blev med rette fejret som en helt. Han fik fortjenstmedaljen i sølv og blev kort efter udnævnt til kaptajn. Helteglorien var i øvrigt ikke noget der passede A.P. Botved som havde en fornuftsbetonet borgerlig indstilling. Men hans verdenskendte bedrift, som han har beskrevet i en fornøjelig bog, har utvivlsomt været til stor gavn for dansk flyvning. Selv troede han dog ikke på en udvikling for dansk militær flyvning der kunne tilfredsstille en mand med hans virketrang – vel på baggrund af tidens nedrustningstendenser. 1931 forlod A.P. Botved hæren og blev forretningsmand. Han oprettede sit eget firma 1932. Det blev omdannet til A/S 1956 med ham selv som direktør. Hans mest kendte produkt blev hurtiggående raffinerede både (A/S Botved Boats fra 1957) hvoraf mange eksporteredes.

Familie

A.P. Botved blev født i Kalundborg, døde på Usserød sygehus og er begravet i Helsingør. Forældre: proprietær Mads Petersen (1858–1939) og Karen Hansen (1860–1939). Gift 16.3.1922 i Lundtofte med Carmen Otterstrøm, født 5.12.1893 i Danzig, død 16.7.1993, datter af ingeniør Hans Axel Oterstrøm (1861–1916) og Emilie Steen (1867–1960).

Udnævnelser

Fortjenstmedaljen i sølv m. sp. 1926.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A. P. B: København – Tokio gennem luften, 1926. Berl. Tid. 13.11.1964.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig