Ulrik Birch, Ulrik Johan Carl Birch, 25.10.1883-10.10.1913, flyver. Født i Kbh. (Stef.), død sst., urne på Bispebjerg. B. lærte som bogtrykker men var mere interesseret i flyvning. 1910 begyndte han sin uddannelse på A ger hos Robert Svendsen, men drog i begyndelsen af 1911 sammen med flyveren Leth-Jensen til Paris hvor han på flyveskolen i Issy-les-Molineaux første gang fløj alene. I april s.å. blev han optaget som elev på Farmans aerodrom i Étampes og fik her sin virkelige uddannelse af Chevillard. 9.5. skulle han flyve for certifikatet, men kom ved en prøveflyvning alvorligt til skade idet han styrtede ned og brækkede det ene lår, således at han kun nogenlunde helbredet, stadig halt, først kunne tage certifikatet 1912. S. å. vendte han tilbage til Danmark, viste sin "akrobatflyvning" i Kbh. og begyndte sine flyvninger med passager fra Tivoli; 25.7. foretog han sammen med prins Axel sin dristige tur til Eremitagen og tilbage i en halv storm. Sin bryllupsrejse foretog han pr. fly til en del af de danske byer på øerne. 1913 fik han ansættelse i marinen som lærer for de vordende piloter, drog atter til Paris for at lære af flyve med vandfly, kom snart tilbage og begyndte sin lærergerning, men allerede om efteråret styrtede han ned og kom så alvorligt til skade at han få dage efter afgik ved døden. Det aeronautiske selskab har i Fælledparken rejst B. en mindesten.
Forældre: bogtrykker Carl Christian B. (1845–98) og Anne Elisabeth Eriksen (1860–1928). Gift 3.8.1912 i Kbh. (Matth.) med Dagmar Elise (Lilly) Løvenskiold Berg. født 7.8.1887 i Slagelse, (Skt. Mikkels), død 16.8.1968 på Frbg., d. af købmand, grosserer Thorvald Jakobsen B. (1851–1909) og Hermine (Mimi) Jørgine Mathilde Oline Løvenskiold, adopteret, født Jørgensen (1862–1941).
Tegning af Nørretranders, 1912. Foto. Mindesten af Georg Ulmer, 1916 (Fælledparken).
J. B. Ussing i Berl. tid. 10.10.1913. A. Nervø i Politiken 11.10. s.å. Prins Axel i Under Dannebrog s.å.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki