Axel Kampen

Axel Kampen, Axel Niels Valdemar Petersen Kampen, 27.12.1887-24.3.1974, skibsreder. Født i Kbh. (Jac.), død i Hellerup, begravet Hornbæk kgd. Efter endt skolegang og et kort ophold på højskolen Købmandshvile blev K. 1907 knyttet til rederiet Torm hvor han blev skibsreder C. Kraemers eneste medarbejder efter skibsreder Ditlev Torms død samme år. Sammen administrerede de Tormflådens seks smådampere. I de følgende år voksede rederiet stærkt. Ikke mindst under krigen havde K. demonstreret sine store evner inden for skibsfarten, og 1922 blev han sammen med Arne Schmiegelow korresponderende reder. I dette samarbejde indgik senere skibsreder Carl Mazanti Andersen.

Rederiet kom godt gennem mellemkrigstidens depressioner og i begyndelsen af 1930erne var det blandt de første danske tramprederier der slog sig på motorskibe og liniefart. Først mellem Middelhavet og Nordeuropa og mellem Nord- og Sydamerika og siden tillige mellem Nordamerika og Middelhavet. Det er karakteristisk for K.s ledelse af rederiet at det ofte var pioner inden for nye skibstyper, skibsudrustning og personalepolitik. – 1964 fratrådte K. den daglige ledelse af rederiet, men fortsatte sit mangeårige virke i institutioner tilknyttet skibsfarten. Her udførte han et stort og påskønnet arbejde. Nævnes kan arbejdet inden for The Baltic and International Maritime Conference hvor han en årrække var medlem af eksekutivkomiteen, og siden formand. Han var medlem af sø- og handelsretten og af bestyrelsen for Foreningen til unge handelsmænds uddannelse, for Skoleskibet Danmark og Dansk sømandskirke i fremmede havne. På trods af at K. forstod at følge den nye tids krav op inden for skibsfarten var han dog en konservativ natur. Han arbejdede således inden for Dansk sprogværn der kæmpede for at bevare den gamle retskrivning og bl.a. havde udgivet en særlig udgave af den nye salmebog. I februar 1974 måtte K. genoptage arbejdet i rederiet Torm som formand for bestyrelsen efter afdøde fabrikant Poul Frigast. Det var afgørende måneder for rederiet, som netop var fusioneret med Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866, der havde solgt færger og skibe til staten. K.s sidste tid var således præget af lange og besværlige koordinationsmøder med henblik på de to rederiers fremtid, men han døde kort før den afgørende generalforsamling.