Knud Lauritzen, 12.4.1904-6.5.1978, skibsreder. Knud Lauritzen blev student 1924 fra Hellerup, og efter at have taget højere handelseksamen fik han uddannelse i Hamburg, London, Cardiff, Paris, Marseille og Valencia hvorefter han 1931 blev ansat som prokurist i sit fædrene firma, J. Lauritzen. I 1932 blev han sammen med sin fire år ældre bror Ivar Lauritzen, født 25.3.1900, død 13.5.1974, optaget som medindehaver. Efter faderens død 1935 overtog de to brødre virksomheden, og der påbegyndtes en stærk modernisering og udvidelse af rederiets tonnage. Som ligestillede partnere arbejdede brødrene tæt sammen i mere end en menneskealder. De to opbyggede allerede i 1930'erne en flåde af ikke for store specialskibe, udstyret med køleanlæg så der kunne tilbydes enhver transporttemperatur. Med de oprindelig hvidmalede såkaldte "Reefer-både" transporteredes frugt fra de fjerneste tropeegne til alle større havne i Europa og Nordamerika. 1938 stiftedes et nyt selskab, rederiet Ocean ved siden af det gamle dampskibsselskab Vesterhavet. Syv køleskibe og otte rutedampere blev overført hertil, og der blev opbygget en rutefart mellem Nord- og Sydamerika. Senere kom endnu en specialisering til. De røde ishavsbåde. Og talrige guldknappede stokke er i årenes løb tilfaldet rederiets kaptajner fordi de førte årets første skib gennem St. Lawrence flodens is frem til Montreal. Rederiet var også på andre områder pioner i 1930'erne. Det var således et af de første herhjemme der indførte énmandskamre til alle voksne besætningsmedlemmer.

Fra sin ungdom nærede Knud Lauritzen stor interesse for søfartsuddannelserne, og allerede 1930 købtes skonnerten Fanø der blev indrettet til skoleskib. Under besættelsen ophørte skoleskibssejladsen på grund af minefaren, og i stedet oprettede rederiet egen søfartsskole ved Svendborg, Kogtved. Efter krigen blev skolen stærkt udbygget, og den teoretiske uddannelse blev igen kombineret med øvelsessejlads, nu med bramsejlsskonnerten Lilla Dan.

Også den voksne besætning nød godt af brødrenes initiativer. Søfartens bibliotek 1939 og Søfartsklubben fra januar 1940 fik stor betydning. Sidstnævnte havde til formål af skaffe et uafhængigt og neutralt opholdssted i København, oprindelig for nordiske søfolk, siden for alle. Driftsudgifterne blev dækket ved tilskud fra forskellig side, bl.a. fra rederne. Biblioteket havde til huse i Nyhavn 43 hvor der var lokaler med læsestuer. Der blev tillige holdt foredrag og vist film.

Gradvis blev skibene overtaget af rederiet Ocean mens d/s Vesterhavet blev omdannet til et holdingselskab hvor den voksende række af industrivirksomheder blev underlagt. I 1937 havde brodrene således overtaget aktiemajoriteten i Ålborg Værft A/S og ved en kraftig kapitalindsats gennemgik værftet en stærk udvikling. I årenes løb samlede brodrede en række industrielle virksomheder omkring koncernen. Esbjerg Tovværksfabrik og en hermetikfabrik samme sted var overtaget fra faderen, men hertil kom maskinfabrikken Atlas og kølemaskinvirksomheden Thomas Th. Sabroe & Co. foruden datterselskaber hertil. Begge havde interesse for rederiet bl.a. som leverandør af kølemaskiner til den store køleskibsflåde.

I 1964 sikrede Knud Lauritzen sig aktiemajoriteten i DFDS med dets mange datterselskaber, og snart efter påbegyndtes en samkøring af hans eget Ålborg Værft og DFDS-værfteme i Helsingør, Frederikshavn og Århus. Resultatet blev DAN-Værft A/S. DFDS betød imidlertid store skuffelser og vanskeligheder for skibsrederen. I hurtigt tempo bestilte han en række nye skibe til det gamle rederi, men det viste sig snart, at der var tale om fejldispositioner, og de måtte afhændes med betydelige tab. Snart måtte han erkende at DFDS måtte omlægges og forynges. De jyske passagerskibsruter til København blev lukket, rederiets gamle forbindelse Frederikshavn-Oslo blev standset, og der måtte sælges ud af det gamle selskabs aktiver, hotel Codan, Larsens plads og meget mere. Talrige direktører kom og gik før det lykkedes at få skabt et nyt DFDS. Under jomfrurejsen med koncernens nybygning til Englandsruten, Dana Anglia, der var landets hidtil største passagerskib, døde Lauritzen.

Få mænd i dansk erhvervsliv har leveret så meget stof til aviserne som Knud Lauritzen. Fra sensationelle forsidenyheder til indædte læserbreve der kunne dreje sig om alt fra udbyttedeling til vejtræerne ved Lyngbyvejen. Han var frihedselskende og beundrede "provoerne" der gav "fanden i karrieren" for i stedet at fundere. Han deltog således ikke i det reaktionære "hylekor" mod Christiania, men fandt i stedet livsformen befriende og kreativ. Han havde skabt sit eget firmablad Frivagten som han i mange år selv redigerede og selv gerne bidrog til, ofte med artikler der gav genlyd i pressen. På dette område var han stærkt forskellig fra broderen I. Lauritzen der på det nærmeste skyede offentligheden.

Der var hele livet igennem noget "drenget" over Knud Lauritzen. Han frydede sig når rederiets røde skibe nåede først frem til Montreal – uanset omkostningerne, og han nød at løbe på ski i Norge og med økse lave sin egen løjpe gennem uvejsomt terræn. Han elskede til det sidste at møde nye udfordringer, og det er da også sagt at han anskuede verden som en spejderdreng. Det er måske netop dette der forklarer at koncernen og dens chef med begejstring gav sig i kast med nye store ukendte udfordringer, således også olieeftersøgning med boreskibe; resultatet blev datterselskabet J. L. Offshore Drilling A/S.

Ligesom den gamle konsul mente at man ikke alene skulle efterlade penge, men også forpligtelser til sine arvinger, har også brødrene I. Lauritzen og Knud Lauritzen ment at deres sønner i en ung alder skulle være selvstændige. Til dette formål blev der af et par af Lauritzen-flådens ældste skibe dannet to selvstændige rederier. Concord Line i 1956 med I. Lauritzens søn Ditlev Lauritzen som korresponderende reder og samme år rederiet Olau-Line med Knud Lauritzens søn Ole Lauritzen som reder. Her blev nye ideer som udbyttedeling, medejendomsret m.m. enten praktiseret eller drøftet, muligvis efter stærk inspiration fra fædrene. Fra 1937 til 1969 var Knud Lauritzen konsul for Chile i Danmark.

Familie

Knud Lauritzen blev født i Esbjerg, døde på Dana Anglia på Nordsøen og er begravet på Hellerup kirkegård. Forældre: skibsreder, konsul D. Lauritzen (1859–1935) og Maren Breinholt (1869–1960). Gift 30.7.1927 i London med Kirsten Hartvig-Møller (Kirsten Lauritzen), født 15.6.1902 på Frederiksberg, død 7.2.1980 på Storedam ved Hørsholm, d. af rektor Hans Hartvig-Møller (1873–1953) og Karen Sophie Steenstrup (1872–1956). Ægteskabet opløst 1963.

Udnævnelser

R. 1940. DM. 1949. K. 1969.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 8.4.1954. Knud Lauritzen i Berl. tid. 26.3.1972. – Børsen 11.4.1964. Malin Lindgren i Berl. tid. 4.11.1973. Hans Holmberg sst. 9.5.1978. Ole Schierbeck i Politiken 8.5.1978. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig