• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Andersen

Oprindelige forfattere IGejl og JVest
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Andersen, Poul Andreas Andersen, 8.10.1889-11.1.1966, bankdirektør. Født i Frederikshavn, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). A. blev student 1908 fra Ålborg og cand.jur. 1914. Efter et ophold i London i det følgende år søgte A. videre uddannelse på et sagførerkontor og blev 1919 overretssagfører. 1917 fik han stilling som prokurist i D. B. Adler og fik her god lejlighed til at sætte sig ind i bankvæsenets forskellige grene. Som Handelsbankens tillidsmand overgik han 1922 til stillingen som direktør i Hellerup Bank der på det tidspunkt var ude i forskellige vanskeligheder, men allerede i sept. s.å. fratrådte han denne stilling da det viste sig ikke at være muligt at videreføre banken og fik derefter ansættelse i Handelsbanken. Det var urolige år for dansk bankvæsen, og 1924 måtte Københavns Diskontobank og Revisionsbank træde i likvidation. Likvidationskomiteen med nationalbankdirektør Green som formand valgte A. til likvidator, og denne varetog hvervet så godt trods de dårlige tider at han tilskrives æren for at dividenden til kreditorerne blev ikke mindre end 77 ved likvidationens afslutning i 1931. A. kom dog kun til at virke på posten de første fire år af likvidationsperioden idet han i 1928 blev tilknyttet Privatbanken. Denne bank havde netop været ude i et slemt uvejr, især på grund af et engagement med Aarhus Oliefabrik hvis datterselskab i Hamburg måtte standse med meget store tab. Privatbanken måtte foretage en kortvarig lukning, men med dyr hjælp fra de andre hovedbanker og solid støtte fra bankens basiskunder blandt Tietgenske selskaber og andre venner kunne stormen rides af uden statshjælp. Efter rekonstruktionen blev der ro om Privatbanken. To direktører gik af, og A. blev udnævnt til direktør sammen med V. Eigtved. A. kom til at stå som manden der genrejste Privatbanken, og da Eigtved gik af 1937 blev A. administrerende direktør, en tilbagevenden til førstedirektørsystemet. A. gennemførte med dybtgående omlægning af bankens virkefelt som baggrund for det mål han stillede sig: en reservefond af samme størrelse som aktiekapitalen; et mål, der snart blev nået. Hidtil havde Privatbanken haft få og store kunder; efter at det første rekonstruktionsarbejde var endt satte A. ind på at erhverve nye kunder gennem udlån af mindre beløb, så banken kom til at arbejde på et langt bredere grundlag end tidligere. I øvrigt lagde Privatbanken vægt på at være en københavnsk bank og etablerede kun undtagelsesvis filialer uden for hovedstadsområdet; en sådan undtagelse var oprettelsen af Aarhus og Omegns Bank 1934, fordi A. mente det nødvendigt at være nærmere de jyske pengeinstitutter. Filialen fik stor betydning for Privatbanken under besættelsen, da forbindelsen mellem landsdelene var besværliggjort. 1953 fratrådte A. som direktør og blev formand for repræsentantskab og bestyrelse samt kommitteret i banken. 1963 forlod han disse poster idet han dog fortsatte som medlem af repræsentanskabet. Til 1964 var han næstformand for bestyrelsen i DFDS. A. var en god organisator, præget af ro og overblik. Af væsen var han stilfærdig, og han yndede ikke offentlighedens søgelys.

Familie

Forældre: købmand, senere sparekassedirektør, borgmester Elius A. (1858–1920) og Georgine Nielsen (1864–94). Gift 22. 12.1920 i Kbh. (Garn.) med Bodil Marie Dessau, født 2.1.1891 i Odense, død 8.7.1955 i Kbh., (gift 1. gang 1916 med reservelæge i hæren, senere overlæge Knud Einar Salomonsen, 1883–1950, ægteskabet opløst 1920), d. af dampvæveriejer, senere direktør, tysk konsul Harry D. (1862–1915) og Frederikke Nathansen (1868–1940).

Udnævnelser

R. 1932. DM. 1939. K. 1949. K.1 1957.

Bibliografi

Einar Cohn: Privatbanken i Kbh. gennem hundrede år 1857–1957 II, 1959. Nationaltidende 8.10.1949. Børsen 22.10.1936, 6.10.1949, 3.10.1959, 7.10.1964, 14.1.1966.