Line Luplau

Line Luplau, Nicoline Christine Luplau,  22.4.1823-11.9.1891, kvindesagsforkæmper. Født i Mern, død på Frbg. Først i moden alder kom L. aktivt med i samfundsmæssigt arbejde. Hun var da præstekone i Varde og stærkt påvirket af den nød der herskede blandt byens småfolk. Det førte til at hun stiftede en hjælpeforening for at lindre lidt på deres kår, og da hun gennem arbejdet nåede frem til den overbevisning at kvinder i højere grad end mænd viste social forståelse blev hendes interesse for kvinders politiske rettigheder vakt og hun sluttede sig til Dansk kvindesamfund. L. var en af de første kvinder - om ikke den første - der talte ved en grundlovsfest. Det blev et personligt gennembrud for hende og 1887 satte hun en agitation i gang i Varde og omegn og samlede 1702 underskrifter på en støtteadresse hun selv forfattede til Fredrik Bajer til fordel for lovforslaget om kommunal valgret for visse kvindegrupper over hele landet, mens to tidlige lovforslag også stillet af Bajer om samme spørgsmål udelukkende havde drejet sig om Kbh.s borgerrepræsentation. Det nye forslag led samme skæbne som de tidligere: folketinget vedtog, mens landstinget forkastede. Det var ved denne lejlighed Carl Ploug bl.a. sagde at i Kbh. fandtes "vistnok de mest rabiate og mest fremadstræbende kvinder men at de fandtes på vestkysten af Jylland har jeg aldrig hørt og jeg tror det heller ikke".

L. var yderst utilfreds med den forsigtige politik Dansk kvindesamfund førte ikke mindst i spørgsmålet om kvindernes politiske rettigheder. Efter hendes mening gik kvindesagen alt for langsomt fremad, men den politiske valgret ville være det mest virksomme" middel til at udvikle kvindernes ansvarsfølelse, give dem indflydelse på samfundets anliggender og dermed skabe lykkeligere tilstande. Da hun 1888 flyttede til Kbh. oprettede hun Valgretsforeningen der sluttede sig til Fremskridtsforeningen med Johanne Meyer som formand og redaktør af bladet Hvad vi vil. I sit samarbejde med Fremskridtsforeningen fik L. bl.a. arrangeret vel besøgte selskabelige sammenkomster for især arbejderkvinder. L. var umådelig aktiv i disse år. Hun skrev, talte og organiserede. Til folketingsvalget 1890 foreslog hun at kandidaterne skulle spørges om deres syn på kvindernes politiske ligestilling og om andre kvindespørgsmål. Hun fik de andre kvindeforeninger med på ideen. Denne interpellation på valgmøderne fik stor betydning og skabte ligefrem et omslag i den offentlige mening over for kvindernes politiske rettigheder. Allerede s.å. måtte L. imidlertid på grund af sygdom opgive formandskabet i Valgretsforeningen og efter hendes død sygnede den hen ligesom efterhånden de andre nye kvindesammenslutninger. Gennem sit organisationstalent, sin energi og opfindsomhed blev hun en periode den samlende skikkelse i valgretskampen. Hendes flid var grænseløs og hun stillede samme krav til sine medarbejdere som til sig selv. Den som blev medlem af et udvalg cl. skulle bestille noget, og hun kunne være hård, næsten grov mod mennesker som tog mod tillidshverv uden at gøre et stykke arbejde.