Hans Tausen

Hans Tausen,  1494-11.11.1561, luthersk reformator, biskop. Født i Birkende på Fyn, død i Ribe, begravet i domkirken. Oplysningen om T.s fødested og fødselsår skyldes hans på visse punkter mangelfulde og misvisende gravskrift, forfattet af svigersønnen, den senere biskop Hans Laugesen; at T. var fynbo stadfæstes dog af sproget i hans skrifter, og fødestedet bekræfter Arild Huitfeldt. Navnet T. (Tawssen) er et slægtsnavn; vel forekommer i datiden formen Tagesen og lat. Tagonis eller Tachonis; men T. selv og kyndige modstandere gengiver navnet ved Tausanus på latin, og sønnen hed Tausen og ikke Hansen. Da rigsråd Knud Bille (en af T.s dommere 1533) kalder ham mester Hans Markorsen, hed faderen vel Markus eller Markvard. Antagelig var han jordbruger; et lokalt sagn siger smed. Moderen hed, efter en Ribeskoletale fra 1590, Karen, og heri siges at hun var af slægten Tausen. I en gammel optegnelse fortælles at T., da faderen 1506 "slog ham ved Ploven", løb bort og blev pebling, først i Odense, fra 1507 i Slagelse. – Sikkert er, at han (vel i næste tiår) blev munk i Antvorskov, og her har han foruden de lavere kirkelige vielser modtaget en videregående undervisning, så han 1516 var skikket til universitetsstudier. Optagelse i det fornemme og rige johannitterkloster og slægtsnavnet kan støtte formodning om hans lavadelige afstamning. Hvorvidt særlige religiøse oplevelser drev ham i kloster ved vi ikke; selv dvæler han senere kun ved hvor lidet livet i de prægtige huse, de fine klæder og den "kræselige" kost passede til det fattige og asketiske liv, munke burde føre.

T. står i hvert fald i betydelig gæld til klostret for den akademiske uddannelse prioren, mag. Eskil Thomesen, forskaffede ham. Nov. 1516 blev han immatrikuleret i Rostock hvor han 1517 blev baccalaur og 1519 magister. Hans navn står langt nede i rækken af de promoverede baccalaurer og sidst som magister. Udmærket sig i datidens filosofiske kursus har han altså ikke, men som magister kunne han begynde studier i det teologiske fakultet og havde ret til at undervise i det filosofiske. Han anmeldte da også øvelser til sommersemesteret 1520. Lektionskatalogen benævner ham D(ominus), hvoraf fremgår, at han nu havde fået præstevielse, vel af Roskilde biskop Lauge Urne under et ferieophold i Danmark. Studiebogen for hans øvelser var humanisten Lionardo Brunis latinske oversættelse af et græsk skrift som dengang tillagdes Aristoteles (Oeconomica). Emnet tyder på T.s praktiske interesser, og har han kommenteret det i Lionardos ånd, må han nu have følt sig som modstander af "det skolastiske Barbari". Vel var Rostocks universitet væsentlig gammeldags orienteret, men at humanismens tanke gjorde sig gældende fremgår også af at T.s studiefæller Henrik Smith fra Malmø og Petrus Parvus fra Roskilde begge forlod det som begejstrede humanister. Utvivlsomt har T. i Rostock hørt om Martin Luthers opsigtsvækkende angreb på afladen og bekæmpelsen af pavens og konciliers autoritet; hvorvidt han har læst Luthers reformatoriske skrifter fra 1520 ved vi desværre ikke; men har han, som sandsynligt er, fortsat sine teologiske studier endnu i vintersemesteret 1520–21 i Rostock kan han ikke have været uvidende om det voldsomme angreb på katolsk sakramentlære "Præludiet om Kirkens babyloniske Fangenskab" betød. Selv ivrige bibelhumanister og reformkatolikker tog imidlertid afgjort afstand fra dets tanker, som konsekvent betød kirkebrud, og antagelig har tanken herom også forfærdet T.

På fast grund med hensyn til T.s liv er vi dog først igen, da han i okt. 1521 blev indskrevet ved Kbh.s univ. til fortsatte teologiske studier. Fakultetets betydeligste kraft var karmeliteren Paulus Helie, en afgjort bibelhumanist som med stor skarphed revsede kirkens og samfundslivets forfald. Han havde hilst Luthers første optræden med glæde, men forkastede afgjort en reformation der betød kirkebrud. T. siger senere, at han "har fortæret meget Brød" sammen med ham; muligvis boede han da i karmeliterkollegiet som optog studerende fra andre klosterordener og blev styret af Paulus Helie. Antagelig delte han disciplenes begejstring for denne fascinerende mand og for hans reformkatolicisme. I Kbh. havde han også lejlighed til at lære sig Det ny testamentes grundsprog da en magister fra Wittenberg (Gabler) docerede græsk; men denne opstyltede humanist har næppe kunnet give ham virkelig forståelse for Luther som religiøs personlighed. – Gravskriften omtaler hverken studieopholdet i Rostock eller Kbh. – Rimeligvis har Paulus Helie anbefalet T. at søge videre uddannelse ved det nederlandske universitet i Leuwen, hvor bibelstudiet i grundsprogene blomstrede. Eskil Thomesen ønskede i alt fald dette, og i sept. 1522 blev T. immatrikuleret der og har antagelig her lagt grunden til sit senere fremragende kendskab til hebraisk. Når opholdet blev forholdsvis kortvarigt hænger det vel sammen med Christian IIs flugt til Nederlandene i april 1523 og ophold netop i nærheden i Leuwen. Eskil Thomesen, som havde sluttet sig til oprøret mod kongen, kunne ikke ønske T. udsat for politisk påvirkning fra dennes tilhængere. Muligvis befalede prioren nu T. at rejse til Köln; i alt fald taler gravskriften om et studieophold der, men i universitetsmatriklen findes hans navn ikke. Måske har T. dog virkelig på rejsen til Tyskland passeret byen, men fundet forholdene der lidet fristende for en bibelteolog. Sikkert er imidlertid, at han i maj 1523 immatrikuleredes i Wittenberg hvor han efter gravskriften opholdt sig "paa andet Aar", altså antagelig til eftersommeren 1524. I så lang tid kan selvfølgelig hans ophold der ikke have været hemmeligt eller Eskil Thomesen ubekendt, thi denne udredede jo hans udgifter, og forbindelsen mellem Danmark og Sachsen var meget levende. T. må altså have kunnet overbevise prioren om hvor udbytterigt skriftstudiet der (på begge Bibelens originalsprog) var for ham. Muligvis har Eskil Thomesen også beroliget sig med den i tiden kendte opfattelse at universitetet i Wittenberg siden Luthers tilbagevenden fra Wartburg og udvisningen af Andreas Karlstadt og sværmerne befandt sig i konservativ udvikling. At T. ikke deltog i det arbejde på en dansk oversættelse af Det ny testamente, som Christian II satte i gang i Wittenberg da han i efteråret kom til Sachsen, og hvortil T. netop måtte være særlig skikket, skyldes vel hans uvilje mod kongen eller priorens befaling. En af oversætterne var T.s studiefælle fra Rostock, H. Smith, som næppe har ladet det mangle på henvendelser til ham. – I Danmark gav imidlertid uviljen mod "lutheriet" sig stærke udtryk 1524, og Eskil Thomesen deltog 28.6. i rigsrådets proklamation om ubetinget lydighed mod romerkirken og indgreb både over for åbenlyst og hemmeligt "lutheri". Derefter er vel T. tilbagekaldt.

Vi savner pålidelige meddelelser om T. fra hans hjemkomst, til han i okt. 1526 modtog et kgl. værnebrev som luthersk prædikant i Viborg. Traditionerne om mellemtiden er selvmodsigende og mest præget af en tendens til at udmale de trængsler hans, som det mentes, nu afgjort lutherske opfattelse medførte. Sikkert er imidlertid, at han overholdt sine klosterforpligtelser og brugtes både til at undervise og prædike. Ifølge Huitfeldt vakte først en skærtorsdagsprædiken med et afgjort luthersk præg priorens betænkelighed ved at have ham i klostret, hvorfor han forflyttede ham til ordenshuset i Viborg. Er meddelelsen rigtig, må denne prædiken have fundet sted i april 1525 (ikke 1524). Muligvis straffedes T. en tid med klosterfængsel (der i gravskriften er et stinkende, mørkt tårn; Ribeskoletalens meddelelser om konflikten er fantastiske). – Forflyttelsen skete dog vel først i sommeren eller efteråret 1525; og ordenens tillid til T. var i alt fald ubrudt, da også prioren i Viborg, mag. Peter Jensen, efter en prøvetid satte ham til at undervise og prædike offentligt ved aftensangen. I flere måneder prædikede han uforstyrret under stærk tilslutning fra borgerne; men efterhånden gav hans nu afyjort lutherske opfattelse sig utvetydige udtryk, og over for disse angreb på kirken og dens lære måtte prioren gribe ind, og da T. viste sig urokkelig blev han sluttelig udstødt af ordenen. Han hævder bestemt at kunne bevise, at han ikke er "forløben munk"; Viborg-traditionen om at han efter en prædiken bad tilhørerne om værn og forlod klostret må da forkastes. Gravskriftens beretning om at prioren forgæves ved "Trusler, Vold (vel klosterfængsel) og Lokkemidler" søgte at drage ham fra "sandheden" kan derimod have rimelighed for tiden kort før udstødelsen.

T.s afgjort lutherske forkyndelse begyndte sikkert i foråret 1526. Efter Skibykrøniken mærkedes først 1526, at "Lutheriets Gift sneg sig gennem Jylland"; den omtaler en prædikant som druknede i Limfjorden 28.5., og omtrent samtidig skrev biskop Ove Bille en advarselsskrivelse med en prædikant i Århus stift. Antagelig har disse og T. begyndt deres aggressive prædikener da efterretningen indtraf om, at Frederik I på landdagen i Kiel febr. 1526 havde nægtet at forfølge lutherske prædikanter i hertugdømmerne. Da kongen ved sommertid kom til kongeriget viste hans fastebrud og de verdslige raders anerkendelse 19.8. af Aage Sparre som ærkebiskop, trods pavens stadfæstelse af Jørgen Skodborg, at kirken herefter ikke kunne påregne verdslig øvrigheds håndhævelse af hidtidige kanoniske og kirkelige retskrav. At Viborgs domprovst Knud Gyldenstierne medbeseglede brevet af 19.8. har sikkert ikke været kapitlet og T. ubekendt. – Under disse forhold forstås, at johannitterne foretrak at udstøde T. fremfor at holde ham fængslet med udsigt til forbitret reaktion fra borgernes side. Muligvis var det af samme grunde, at kanniken Jakob Skjønning, til hvis præbende Skt. Hans sognekirke hørte, efter udstødelsen oplod denne kirke for T.s aftensangsprædikener. Dog er det måske sandsynligere, at dette først skete efter udstedelsen af kongebrevet af 23.10.; en Viborg-tradition beretter da også at T. først prædikede i den borgers hus som gav ham ly da han, som den mener, "forløb" klostret.

Da Frederik I opholdt sig i Ålborg udvirkede Viborg magistrat, at kongen 23.10. udnævnte T. til sin kapellan; han skulle foreløbig prædike i Viborg hvis øvrighed forpligtedes til at værne ham. Efter dette forstås at biskop Jørgen Friis, som i forvejen havde modstandere i kapitlet, og som for længst havde lagt sig ud med borgerskabet, forgæves forbød T. at "befatte sig med hans Kirker". Under stigende tilslutning prædikede T. så i Skt. Hans kirke, og snart fik han en medarbejder i mag. Jørgen Jensen Sadolin som kongen 1.12.1526 tillod at oprette en prædikantskole i Viborg. 1527 blev tilstrømningen til T.s prædikener så stor at Skt. Hans ikke kunne rumme tilhørerne; T. havde nu udviklet sig til en vækker af rang; hans prædikener var stærkt aggressive mod katolicismen, sproget var kernekraftigt og djærvt folkeligt. Ved sommertid måtte han prædike på kirkegården; men derefter forlangte hans menighed adgang til den rummelige gråbrødrekirke og tillige plads i klostret til det lutherske "gymnasium" (præsteskolen). Selvfølgelig modsatte munkene sig begge dele; men borgerne sprængte så kirkedøren, hvorefter T. holdt prædiken der. Da klostret hverken fandt støtte hos magistraten eller kapitlet måtte det finde sig i, at kirken fra nu af blev hjemsted både for katolske gudstjenester og den lutherske "aftensang", en vespertjeneste med danske salmer, knyttet til prædikenen (måske allerede indført i Skt. Hans). Antagelig var det under en af T.s første prædikener at biskoppen sendte sin foged og vagt hen for at arrestere T., hvad borgerne hindrede. Datoen for "erobringen" af klosterkirken må ligge efter herredagen i Odense aug. 1527, trods prælaternes klage over retskrænkelser mod kirken og mod tiggermunke nævnes begivenheden i Viborg ikke. Heller ikke det advarselsbrev Fyns biskop Jens Andersen Beldenak i efteråret 1527 skrev til borgerne i Viborg og Ålborg nævner voldshandlingerne mod gråbrødrene. Antagelig må den da sættes til sent på efteråret 1527. Vel omtrent samtidig giftede T. sig. Efter den skelsættende Odense-herredag 1527 var kirken delt i to: den officielle katolske bispekirke og de tilladte evangeliske "frimenigheder" som stod uden for bispernes myndighed. Sambrugen af klosterkirken synes at have varet mere end et år; men da munkenes vespersang og vigilier forargede T., prædikede han på allehelgensdag (vel 1528) to gange og lod tilhørerne synge danske salmer for at overdøve det katolske officium i koret. I alt fald inden udgangen af 1528 holdt frimenigheden også hovedgudstjenesten (messen) på dansk efter et lempeligt reformeret ritual; også dåbsritualet var nu dansk; det forudsætter vel, at munkene helt var fordrevet fra kirken (sidst i 1528 eller i begyndelsen af 1529?); de måtte nu holde gudstjeneste i et kapel i klosteromgangen. Antagelig kort efter ansøgte magistraten kongen om tilladelse til at nedrive tolv overflødige sognekirker og kapeller og bruge gråbrødrenes og sortebrødrenes klosterkirker til sognekirker; man betragtede nu lutherdommens sejr i Viborg som afgjort. Allerede i dec. 1527 planlagdes stiftelsen af et hospital, og da man fik et trykkeri til byen begyndte T. og Sadolin at bruge bogtrykkerkunsten i oplysende og agitatorisk øjemed. T. udgav således 1528 en bearbejdet oversættelse af et tysk skrift, formet som et himmelbrev fra Kristus (Et ynkeligt Klagemaal, optrykt i T.s småskrifter, 1870) og sin Fadzon at christne Børn med (tabt; optrykt efter afskrift fra 1700-tallet i Skrifter fra Reformationstiden I, 1970). 1529 udkom hans Aftensang med Psalmer (tabt; optrykl i Malmøsalmebogen fra 1533). Det var en liturgisk vesper som ved benyttelsen af gammeltestamentlige salmer skaber en mod den katolske kirke polemisk tjeneste. T. er dog næppe forfatter til alle dens dele. S.å. udkom også En Undervisning om Skriftemaal og det hellige Sakrament (tabt) samt hans skarpe og hånende svar på Odensebispens sendebrev fra 1527. T. hævdede heri kraftigt Skriftens ubetingede autoritet og det almindelige præstedømmes ret (optrykt i Smaask rifter, 1870). 23.2.1529 modtog T. på Gottorp slot Frederik Is tilladelse til kirkenedrivningen som hurtigt blev sat i værk. T. beskikkedes til sognepræst ved gråbrødrekirken og Sadolin ved sortebrødrekirken. T. foretog Sadolins ordination og indsættelse, en handling som vakte største harme i katolske kredse da kun ordination ved en kanonisk biskop anerkendtes som gyldig. Antagelig har T. i sin Viborgtid også præsteviet andre jyske prædikanter. Den antikatolske stemning blev nu snart så ophidset at man betragtede det som ugudelighed og hykleri, at der endnu holdtes messer og anden katolsk gudstjeneste i domkirken; allerede inden T.s bortrejse fra Viborg kom det til stormende opløb her; men først 1530 ophørte de katolske gudstjenester dér efter en overenskomst mellem den nu lutherske majoritet i kapitlet og magistraten.

I sommeren 1529, efter at Roskilde stift havde fået en ny biskop, Joachim Rønnow, der havde forpligtet sig til ikke at øve vold mod prædikanter som kunne "bevise" at deres forkyndelse var skriftmæssig, Hyttede Frederik I T. til Kbh. hvor Nicolaj kirke blev hans virkeplads. Muligvis forsøgte T., da han passerede Odense, at vinde Fyns nye biskop Knud Gyldenstierne (den tidligere Viborg-domprovst) for en reform af stiftet (men først 1532 bemyndigede denne Sadolin dertil). -T.s prædiken i Kbh. fik hurtigt gennemgribende virkninger; i løbet af et år blev byen, som Paulus Helie udtrykker sig, "al Ugudeligheds og Skændsels mest forbryderiske Hule". Allerede i begyndelsen af 1530 havde Kbh. fire lutherske prædikanter. T. ordinerede og indsatte de nye ved forskellige kirker (bortset fra Frue kirke); klostrene stod snart efter tomme eller var omdannede. På herredagen i Kbh. i juni 1530, som der indkaldtes til i febr. havde man sikkert efter tyske forbilleder tænkt sig at rigsrådet skulle tilvejebringe en ensartet forkyndelse i riget. Dette skulle ske efter at både de evangeliske og de katolske havde fremlagt deres lære gennem en disputation. Rimeligvis blev begge parter anmodet om at forberede sig til et sådant opgør. Til herredagen indstævnedes T. og tyve andre evangeliske prædikanter, og bisperne mødte med Paulus Helie og et par indkaldte tyske teologer. Prædikanterne udarbejdede nu en "bekendelse" (Confessio Hafniensis) som i 43 artikler fremstillede deres kristendomsopfattelse. Kilderne siger intet om forfatteren. Man antog ganske vist tidligere T. som sådan, men hovedkraften synes snarere at have været Peder Laurentsen. Bisperne klagede til gengæld over, at kongen i modstrid med håndfæstningen tillod de evangeliske prædikanters forkyndelse. Under herredagens forløb skærpedes den udenrigspolitiske situation, faren øgedes for et angreb fra den fordrevne Chr. II som nu igen var blevet katolik og derfor kunne regne med kejserens støtte til et generobringsforsøg. Konge og rigsråd ønskede derfor ikke et større religionsopgør. Da regeringen fik løfte fra købstæderne om militære bevillinger lovede den at opretholde den frihed for evangeliets forkyndelse som var blevet givet 1527. Prædikanterne, som prædikede i de københavnske kirker over "bekendelsen", ønskede at bevise deres overensstemmelse med Bibelen, og dette skulle ske gennem en offentlig diskussion med prælaterne på dansk. Rigsråd og konge skulle derefter træffe en afgørelse. Prælaterne ønskede derimod en forhandling på latin, og det skulle ske for en kirkelig domstol, idet de anså prædikanterne for kætterske.

I den række klageskrifter, som udveksledes, spillede T. en fremtrædende rolle. Kongen fraveg dog ikke sit tolerancestandpunkt. En disputation blev ikke afholdt, og den "københavnske bekendelse" kom ikke til at spille nogen større rolle senere i reformationshistorien. Til belysning af de danske reformatorers kristendomsopfattelse er den imidlertid af uvurderlig betydning. Mens man tidligere fremhævede indholdets lutherske teologi, har nyere undersøgelser (Niels Knud Andersen) påvist nær overensstemmelse med den radikale bibelhumanisme. Denne lære afveg på mange punkter fra den wittenbergske lutherdom, og den var kommet til Danmark fra dens sydtyske hjemsted via de nordtyske handelsbyer. Efter herredagen mæglede kongen "en kontrakt" mellem Kbh.s magistrat og biskop Rønnow, hvorved Frue kirke blev "simultankirke", så kannikerne daglig kunne fortsætte den latinske messe og tidebøn, mens en evangelisk prædikant hver søndag skulle holde evangelisk gudstjeneste med prædiken. Det var sikkert under disse forhandlinger T. overfusede biskoppen med så "hånlige og hovmodige ord", at denne 1533 gjorde dette til et særligt klagepunkt mod T. Ordningen lod sig naturligvis ikke opretholde. Borgerne, ophidset af prædikanternes daglige angreb på den papistiske messe, forlangte denne helt afskaffet og kirken udleveret. Fra Roskilde sendte Paulus Helie magistraten et forsvarsskrift for messen der med mange skældsord stemplede T. som sakramentforagter. Denne forsvarede sig skarpt i et modskrift, dateret 8.12. (delvis trykt 1531; optrykt i Smaaskrifter, 1870) og gav sin gamle lærer råt for usødet. Allerede i nov. var ophidselsen i Kbh. så stor, at magistraten over for kongen erklærede sig ude af stand til at værne kannikerne mod vold, hvis messerne i Frue kirke ikke ophørte. Enten før eller efter dette spærrede Rønnow alle tilførsler til byen. 3. juledag kom det så til en billed- og alterstorm i Frue kirke som T. vel ikke billigede, men ikke hindrede; kirken blev derefter lukket for begge parter, og da den genåbnedes i nov. 1531, var det kun for katolsk gudstjeneste.

T.s håb om at Frederik I ville gennemføre en luthersk reformation her i landet, udtalt i fortalen til en oversættelse (vel fra 1532) af Luthers "tilbørligt strenge Svar" på Karl V's "mandat" fra 1531 mod lutheranerne (først trykt 1870 i Smaaskrifter) blev forgæves. Den 3.4.1533 døde kongen uden at have fraveget sit tolerancestandpunkt og om sommeren samledes en herredag i Kbh. Den ældre forsknings inddeling af mødedeltagerne i gammelkatolikker, lutherske og et "mellemparti", samt dens syn på disses mål og midler, er blevet anfægtet (Kai Hørby, E. Ladewig Petersen). Men mødets resultat blev, at man udsatte kongevalget, og at man lovfæstede en dansk katolsk nationalkirke som uafhængig af paven skulle styres af biskopperne. "Evangeliet" skulle forkyndes, dvs. at lærefriheden var sikret protestanterne, men kun biskopperne havde ret til at beskikke præster og prædikanter. Også på anden vis søgte man at gennemføre en vis katolsk reaktion. Hermed var det forbi med de evangeliske menigheders selvstændige stilling. Ved herredagens slutning indledtes en proces mod T. Den førtes ikke for en kirkelig domstol men for de verdslige rigsråder, skønt alle anklager angik teologien og kirkeretten. Han anklagedes a) for injurier mod samtlige biskopper og især mod Rønnow; b) for sammen med sine tilhængere at have "befattet sig med alle Kbh.s kirker" og derved grebet ind i biskop Rønnows myndighedsområde; c) for at have lært kættersk om nadveren, idet han skulle have nægtet real-præsensen, afvist at det var Herrens legeme som opbevaredes i monstransen og udtrykt tvivl om virkningen af den katolske messe når indviel-sesordene ikke udtaltes højt og tydeligt. Det sidste punkt gav anledning til en livlig debat mellem ham og Paulus Helie, hvorunder de kbh.ske borgere larmende støttede T. Også andre anklager fremsattes mod T., bl.a. vedr. hans andel i "billedstormen" i dec. 1530 hvor man dog ikke anså hans skyld for bevist. Det er uklart hvilke anklager han blev dømt for, for dommen foreligger kun i afskrifter som er selvmodsigende. Spørgsmålet om hans nadverlære har været diskuteret til vor tid; der er dog ikke tvivl om at han klart hævdede læren om realpræsensen. Straffen blev forvisning fra Sjællands og Skånes stifter, streng censur og forbud mod at prædike uden biskoppelig tilladelse. Ifølge Paulus Helie, som foragtede både biskop Rønnow og T. som han mente havde forgiftet landet med sin lutherdom, vakte dommen stort postyr. Borgernes vrede vendte sig i den grad mod Rønnow at han kun ved T.s personlige indgriben nåede uskadt til sin bolig. Efter et par uger indgik T. efter mellemkomst af hofmester Mogens Gøye et forlig med Rønnow som også rigsrådet og magistraten tiltrådte: T. genoptog sit virke i Kbh. efter at have afgivet en utvetydig lydighedserklæring over for biskoppen og lovet at undgå polemik mod katolikkerne.

I de følgende år, der indbefatter Kbh.s belejring under borgerkrigen Grevens fejde, holdt T. sig til sin præstegerning og beskæftigede sig med litterært arbejde. Han påbegyndte en oversættelse af Det gamle testamente fra hebraisk, hvoraf de fem Mosebøger udkom 1535 (faksimileudg. 1932). Hans prædikener fra disse år er grundstammen i den postille over søndagenes epistler og evangelier, hvoraf vinterparten må have været færdig 1536 (jfr. tilegnelsen til Chr. III). Bogen udkom først 1539, omfattende en vinter- og sommerdel og prædikener om passionshistorien (faksimileudg. I–II. 1934). Bibelteksterne bringes i T.s egen oversættelse fra græsk, og nyere undersøgelser har dels påvist prædikenernes litterære afhængighed af Luthers kirkepostil, dels hævdet teologisk overensstemmelse med Luther. Postillens hovedformål var at give præsterne et hjælpemiddel til at holde lutherske prædikener. Så vidt vides gik samtlige katolske præster over og blev lutherske præster 1536, og indtil 1546 havde de lov til at oplæse sådanne trykte prædikener fra prædikestolene. Værket er reformationstidens betydeligste indsats på dette område. I august 1535 udgav T. sammen med de andre kbh.ske prædikanter En Haandbog for Sognepræster (genudgivet 1536 og 1537, optrykt 1970) med ritualerne for de kirkelige handlinger.

Efter Kbh.s overgivelse (juli 1536) fik T. et særligt værnebrev for sig og sin familie. Da rigsdagen i Kbh. i oktober havde godkendt det katolske episkopats ophør og kirkens og samfundets nyordning efter luthersk opfattelse blev T. medlem af den kommission som udarbejdede den latinske "Kirkeordinans" af 1537. Den er præget af lignende tanker om ordningen af kirken, skolen, hospitaler og fattigpleje som T. i sin tilegnelse af postillens vinterpart slog til lyd for. Da universitetet genoprettedes efteråret 1537 fik han ved siden af sin præstegerning overdraget et lektorat i hebraisk ved dette. I jan. 1538 blev han uden at afskediges fra sin virksomhed i Kbh. efter Roskilde magistrats ønske midlertidig beskikket til teologisk lektor og prædikant ved domkirken der. Der behøvedes en kraftig personlighed for et bryde den modstand kannikerne gjorde mod kirkeordinansens gennemførelse. Han holdt her daglig forelæsninger for de gejstlige. I juli meddelte universitetet ham derfor baccalaurgraden i den hellige skrift. At T. ikke 1537 findes mellem vore første lutherske biskopper har vakt undren. Muligvis har hans ovennævnte forlig med biskop Rønnow stemt Christian III, som betragtede biskoppen som en af sine bitreste fjender, ugunstigt over for ham. Det er dog også muligt, at man har ment, at T. med sine teologiske og fremragende sproglige kundskaber kunne gøre bedre fyldest ved det nye universitet og gennem arbejdet i Roskilde end i et bispeembede. Da Roskildekapitlet i sept. 1539 efter kgl. befaling tillagde ham en årlig løn på 50 gylden, og da h;m afgiftsfrit fik en kannikegård til beboelse, var vel hans tilbagevenden til Kbh. opgivet; 6.7.1540, da universitetet for livstid overlod ham bispetienden fra Glim, betegnes han også som "publicus in ecclesia Roschildensi sacrarum literarum professor". Foruden postillen (1539) udgav T. i sin Roskildetid en oversættelse 1538 af Justus Menius' Oeconomia Christiana under titlen En Christelig hwsholding (tabt på nogle blade nær).

Efter at Ribe stifts første evangeliske biskop, Joh. Wenth, var død i aug. 1541, "begærede" såvel kapitlet som provster og "menige klerici" i stiftet T. udnævnt til hans efterfølger. Kongen indhentede en erklæring fra universitetet og udnævnte ham (21.10.1541). T.s indvielse foretog Johannes Bugenhagen, som kongen atter havde indkaldt, 30.4.1542 i Ribe; rigsrådet og samtlige andre bisper var til stede da der forhandledes om visse tillæg til kirkeordinansen (Ribeartiklerne). – Også som biskop prædikede T. hyppigt og besørgede en tid lang den teologiske undervisning ved domkapitlet, men 1543 opnåede han at der blev oprettet en særlig stilling som "læsemester" ved dette. Som de andre bisper havde han store vanskeligheder ved at få kirkeordinansens bestemmelser gennemført både med hensyn til skolers og hospitalers oprettelse; præsternes dårlige økonomiske kår kæmpede han ihærdigt for at få lettet, hvilket først skete 1555 (ved "Klemmebrevene"). Han stred også hårdt for at forbedre de sædelige forhold blandt præster og menigheder og bekæmpede den gængse overtro og trolddom samt de mange levn fra katolsk tid; på de to almindelige bispemøder han kom til at deltage i (Antvorskov 1546, Kbh. 1555) søgte man da også særlig at råde bod på disse brist. Sin gamle kraft som vækker synes han imidlertid ikke at have bevaret; et hyrdebrev fra hans første bispetid, der særlig behandler "præstefristelser", taler mærkeligt nok ikke om troslivets kampe og anfægtelser, men om farerne for gendøbere, "sakramentererne", samt spådoms og trolddoms udøvere (først trykt i Smaaskrifter).

Advarslen mod "sakramentererne" bekræfter at T. ingenlunde nærede zwingliske tanker om nadveren; men muligvis har han været påvirket fra Jean Calvin, hvis Institutio han efter en optegnelse i et eksemplar af postillen (bevidnet af H. P. Resen) har læst. Muligvis skyldtes også hans interesse for en skærpet kirketugt påvirkning fra Calvin. 1557 indsendte han en latinsk afhandling om "band" til Peder Palladius' og Johannes Machabæus' censur, men fik den tilbage, næppe fordi de principielt var uenige med ham, selv om hans krav om kirkens absolut fri udøvelse af kirketugt kunne vække betænkelighed, men fordi skriftet var et forsvar for en bandsættelse i anledning af et økonomisk retskrav, hvilket unægtelig smagte af den sammenblanding af åndeligt og verdsligt, man så stærkt havde bebrejdet det katolske hierarki (først trykt i Smaaskrifter).

På sine visitatser havde T. gentagne sammenstød med "den uægte jyske adel" som forholdt kirken dens rettigheder og søgte at berige sig af dens gods (hvad i øvrigt også bønderne gjorde, så vidt de kunne); engang overfaldt endog en rasende adelsmand T. i selve Ribe domkirke. Særlige vanskeligheder fik han da Christian III 1544 atter lagde de tørninglenske kirker, som i middelalderen havde hørt til Ribe stift, til dette; hertug Hans (1521–80) og hans lensmænd nægtede at anerkende T.s visitatsret, og først 1554 bøjede man sig for kongens afgørelse. Ved enkelte lejligheder mødte T.s administration i øvrigt modstand fra kongens side, og 1555 måtte denne i anledning af T.s strid med en herremand og bønder i Lintrup sogn om en embedsbesættelse indskærpe ham at overholde kirkeordinansens bestemmelser.

I sin første bispetid vedblev T. at arbejde litterært. Således lavede han en parafrase over Veit Dietrichs kirkebønner til alle søn- og helligdage (trykt i Smaaskrifter, 1870); 1543 fik han privilegium pa trykning af en bibeloversættelse. Men værket udkom ikke, vel pga. trykningens kostbarhed, og efter udgivelsen 1550 af Christian IIIs bibel opgav T. vel håbet om at få sin oversættelse trykt. Det udarbejdede er gået tabt. 1552 udgav han Paternoster og salme 71 med forklaring. En forklaring til hele katekismen er tabt, og flere andre skrifter kendes kun af titel. Hans oversættelse af Luthers Glosse (1531) med det kejserlige mandat (Et tilbørligt strengt Svar) udkom aldrig, hvorfor vides ikke (optrykt i Smaaskrifter. 1870). Ifølge Hans Thomesens oplysninger i sin salmebog (1569) lod T. 1544 den danske salmebog "forbedret udprente". En sådan er nu tabt, men en salmebog fra 1553 er hidtil blevet antaget for at være T.s. Denne opfattelse er på overbevisende måde blevet gendrevet (Niels Knud Andersen) i den nyeste udgave af 1553-salmebogen (faksimileudg. 1983, denne var i virkeligheden en "bogtrykkersalmebog", udgivet af Hans Vingaard, hvortil T. leverede bidrag. T. har selv digtet salmer, bl.a. "forvendte" han kendte middelalderlige til lutherske salmer, desuden oversatte han Luther-salmer og andre. T. skrev til gregorianske melodier og forsøgte i det hele taget at overføre den katolske sangdigtning, som var skabt omkring messeliturgien, til dansk. Den første kollektrække i salmebogen 1553 går via en nedertysk kollektsamling tilbage til det katolske missale, og den stammer næppe fra T.s hånd. Peder Palladius optog denne i "Alterbogen" (1556), dog tilpasset efter kirkeordinansens bestemmelser. Til grund for alterbogens anden kollektrække lå Niels Palladius' oversættelse af Veit Dietrichs bønner, og ikke T.s hvilket man tidligere antog. En samlet moderne fremstilling af T.s teologiske standpunkt findes ikke. I den tidligere nævnte definition af prædikanternes bibelhumanistiske opfattelse er der taget et vist forbehold netop over for T. som på væsentlige punkter stod Luther nærmere end de øvrige prædikanter. I sin konklusion på samleværket om T.s postil gik Hal Koch endnu videre, idet han erklærede at man i T.s prædikener møder "en klar og uforfalsket wittenbergsk lutherdom". Efter i flere år at have lidt af podagra og stensmerter døde T. 11.11.1561. Det værk, han havde haft så stor fortjeneste af at have fremmet, stod nu fast; og snart sejrede den opfattelse at han havde været den lutherske reformations første talsmand i Danmark. Siden den ortodokse periode sank vel hans ry på grund af formodningen om, at han havde delt Huldreich Zwinglis nadverlære, men i 1700-tallet slog man T.s ret til tilnavnet "den danske Luther" fast, og i 1800–1900-årene er der rejst mindesmærker for ham flere steder.