Allan Philip, f. 30.8.1927, jurist. Født i Kbh. I P.s gymnasietid i Østre Borgerdydskole måtte han med sin familie under de tyske forfølgelser emigrere til Sverige hvor han 1945 tog studentereksamen i Lund. Efter hjemkomst s.å. studerede P. jura og blev kandidat fra Kbh.s univ. 1951, hvorpå fulgte studieophold i Cambridge (Queen's College, 1951-52) hvor han skrev en afhandling om Kvaliflkationsproblemet i den internationale privatret der indbragte ham Kbh.s univ.s guldmedalje 1952. Efter fortsatte studier i Chicago og Berkeley, USA 1952-53 udnævntes han til lektor ved Kbh.s univ. 1953. Samtidig med videreførelse af studier i international privatret, hvori han også forelæste ved forskellige udenlandske universiteter, gennemførte han en praktisk advokatuddannelse og blev 1957 landsretssagfører. 1961 blev han dr.jur. på afhandlingen Studier i den internationale selskabsrets teori og udnævntes 1963 til professor i retsvidenskab ved Kbh.s univ. 1968-71 beklædte han stillingen som fakultetets dekan. De som følge af ungdomsoprøret urolige forhold på universitetet medførte at han fra 1973 begyndte at drive praktisk advokatvirksomhed, og 1975 opgav han sit professorat for helt at hellige sig sin advokatvirksomhed og de mange internationale opgaver som hans tilknytning til den internationale privatrets forskellige institutioner (Haager-konferencerne, kommissionsarbejde samt ekspertkomiteerne under Europarådet vedr. international privatret m.m.) medførte. Også til sørettens udvikling bidrog han ved medlemskab af en række udvalg og kommissioner og var samtidig virksom inden for den sammenlignende retsvidenskab.
P. har foruden de nævnte afhandlinger bidraget til dansk international juridisk litteratur med American-Danish Private International Law, New York, 1957, var medudgiver af O. A. Borum: Lovkonflikter, 4. udg. 1957 og skrev endvidere The Scandinavian Conventions on Private International Law, Leyden, 1959, Studiebog i international ret, 1964 (s.m. Alf Ross og Isi Foighel), Dansk international privat- og procesret, 1971 (3. udg. 1976), Søloven, 1977 (s.m. J. Bredholt) samt en række tidsskriftafhandlinger. -Med P.s stærke aktivitetstrang er han ligeledes blevet engageret i en række erhvervsmæssige virksomheder, herunder som formand for Privatinvest A/S, næstformand for Codan Investeringsforening, næstformand for bestyrelsen for Privatbanken A/S, Peter F. Heering A/S og Dansk Søassurance A/S, medlem af bestyrelsen for KTAS, Brdr. Ostermann-Petersen A/S, SHV Danmark A/S, De Bergske Blade ApS og andre selskaber, medlem af I/S De Bergske Blades bestyrelsesråd og formand for Branchesammenslutningen for dansk genvindingsindustri. P.s meget omfattende interesser, der også bragte ham ind i kunstneriske og litterære kredse, førte bl.a. til medlemskab af Rungstedlundfonden, Louisianamuseet, Louisianafonden og en række andre opgaver, herunder virke som juridisk rådgiver for Det danske akademi og det vanskelige formandskab i Den Permanente.
Forældre: grosserer Nathan P. (1883-1951) og Gudrun Kaikar (født 1903). Gift 17.8.1956 i Kbh. (b.v.) med fuldmægtig, cand.jur. Birthe Emanuel, født 14.12. 1933 i Kbh., d. af overlæge Svend Aage E. (født 1902) og Rigmor Boserup (født 1899).
R. 1970.
Foto.
Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1961 172f.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki