Helga Pedersen

Helga Pedersen, Inger Helga Pedersen,  24.6.1911-27.1.1980, jurist, minister. Født i Hulby MøllegÃ¥rd, TÃ¥rnborg sg, død i Korsør, begravet sst. Efter en kortere tids ansættelse i finansministeriet ansattes hun som sekretær i justitsministeriet 1936, var ministersekretær 1940-46, konstitueret dommer i østre landsret 1947-48, byretsdommer i Kbh. 1948-56, bortset fra ministerperioden 1950-53, dommer i østre landsret 1956-64 og derefter højesteretsdommer til sin død. Under ansættelsen i ministeriet virkede hun desuden som sekretær i direktoratet for fængselsvæsenet 1936-37 og 1939-42, var sagførerfuldmægtig 1937-38, en kort tid dommerfuldmægtig i Skjern, sekretær hos rigsadvokaten 1942-46 og medhjælper hos statsadvokaten for Sjælland 1945-46. Ud over det administrative og lovforberedende arbejde i ministeriet havde hun sÃ¥ledes ved sin udnævnelse til dommer et betydeligt kendskab til retsvæsenets praksis. Efter anden verdenskrig lagde P. en væsentlig indsats i internationalt samarbejde og var delegeret til UNESCOs generalforsamlinger 1949-74, fra 1962 som formand for den danske delegation. Især arbejdede hun for en forbedring af kvindernes sociale og retlige stilling og holdt en række foredrag derom herhjemme og i USA. 1950 deltog hun i FNs Commission on status of women og 1958 og 1959 i FNs generalforsamling. Fra 1971 var hun dommer ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. 1949-50 sad hun i justitsministeriets udvalg om prostitutionslovgivningen og var i samme periode formand for Danske kvinders nationalrÃ¥d. P. havde hidtil ikke være knyttet til noget parti, men modtog 1950 Erik Eriksens tilbud om at indtræde i VK-regeringen som justitsminister. Der var hos adskillige nogen skepsis over for hendes evne til at bestride posten, men hendes viden og indsigt, hendes fasthed og klare argumentation og hendes hÃ¥ndtering af de vanskelige sager fra retsopgøret efter den tyske besættelse ændrede skepsis til respekt. Ingen overhørte den stærke og klangfulde røst hvormed hun fremførte sine argumenter der sjældent var lette at hamle op med. Dertil kom hendes venlighed. Hun smilede gerne og lyttede opmærksomt til enhver der henvendte sig til hende. Hun var mod dødsstraf og betingede sig ved sin tiltræden som minister at der ikke skulle ske flere henrettelser i retsopgøret. I den borgerlige straffelov gennemførte hun strafferammer for forbrydelser under krig og besættelse sÃ¥ straffelov med tilbagevirkende kraft som efter befrielsen sommeren 1945 kunne undgÃ¥s i en given situation. Dødsstraf for særlig grove forbrydelser under krig og besættelse modsatte hun sig i den borgerlige straffelov og fik den overført til den militære straffelov, ligesom hun over for krav om 18 Ã¥rs lavalder for dødsstraf fastholdt de foreslÃ¥ede 21 Ã¥r. Administrativt benÃ¥dede hun i overensstemmelse med den nu mere end i de første efterkrigsÃ¥r retsindigere vurdering af retsopgøret en del dømte efter delvis udstÃ¥et straf. Betydelig kritik kom hun dog ud for da Werner Best efter benÃ¥dning for en del af sin straf løslodes og udvistes 29.8.51, just pÃ¥ otte-Ã¥rsdagen for den militære undtagelsestilstand og indledningen af den hÃ¥rde nazistiske terror. Mange Ã¥rs overvejelser kunne P. 1951 sætte punktum for med ophævelse af bestemmelsen om, at strafbart forhold medførte tab af borgerlige rettigheder, en social og medmenneskelig reform som helt svarede til hendes humane indstilling og skabte langt bedre betingelser for resocialiseringsarbejdet end tidligere. Som medlem af forfatningskommissionen var P. en ihærdig fortaler for kvinders arveret til tronen, men mÃ¥tte dog over for konservativt krav acceptere at yngre bror gik forud for ældre søster. Et lille fortrin for manden bevaredes. Kvindens fulde ligestilling med manden opnÃ¥ede hun i sin ministertid pÃ¥ et andet omrÃ¥de. Kvinder kunne nu ogsÃ¥ fÃ¥ tildelt ordner, hvor de før havde mÃ¥ttet nøjes med medaljer. Ved septembervalget 1953 efter gennemførelsen af den nye grundlov valgtes P. af venstre i Sorø amt til folketinget, men afgik kort efter som minister da VK-regeringen mÃ¥tte vige for en socialdemokratisk regering. Hun sad i folketinget til valget 1964, da hun ikke søgte genvalg. Hun stod foran udnævnelse til højesteretsdommer, og placering i landets øverste domstol kunne efter hendes opfattelse ikke forenes med deltagelse i det lovgivende arbejde.

I folketinget var P. sit partis ordfører i en række juridiske sager, men særlig interesse viede hun arbejdet med beskyttelse af forfatter- og kunstnerrettigheder og oprettelsen af Statens kunstfond 1964. Hun var formand for dens repræsentantskab til 1973, var medlem af ophavsretsrådet 1963-72, af planlægningsrådet for de højere uddannelser 1964-73, af fængselsnævnet 1968-73, af fængselshjælpens styrelse 1941-73 og afkommissionen vedr. indførelse af offentlighed i forvaltningen. Ved sin død var hun formand for dansk pressenævn og for fonden for træer og miljø. Interessen for naturen og dens pleje havde hun fra sin hjemegn mellem Korsør og Skelskør hvortil hun tit vendte tilbage når hendes travle virke i Kbh.s statslige kontorer tillod det. På dansk og fransk udkom 1975 P.s bog Céline og Danmark om den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline, under anden verdenskrig kollaboratør der flygtede til Danmark 1944, sad i beskyttelsesarrest 1945-47 og efter amnesti vendte tilbage til Frankrig 1950. I bogen imødegår hun den kritik der fra Céline og hans enke blev rettet mod Danmark.