Otto v. Görtz

Otto v. Görtz, Georg Otto Heinrich v. Görtz (Goerz), kaldet v. Schlitz,  1668-henrettet 2.3.1719, friherre, gottorpsk og svensk minister. Død i Stockholm, begravet antagelig begr. i Hamburg. Om v.G.s ungdom er meget lidt kendt. Han studerede i Jena hvor han satte sit ene øje til i en duel. Gennem sin farbror, tidligere hofmester hos hertug Frederik IV, nu kammerpræsident i Hannover, ansattes han 1698 som kammerjunker hos hertugen, var til stede ved dennes bryllup i Stockholm, blev efter et gesandtskab til Wien overskænk og fulgte senere hertugen på felttoget til Polen. Efter dennes fald ved Klissow (1702) drog han til Stockholm hvor enkehertuginde Hedvig Sofia udnævnte ham til gehejmeråd. Som sådan og som kammerpræsident og overhofmarskal blev han medlem af den af administratoren og Christian August (1673-1726) ledede gottorpske formynderregering. Hans andel i de reformer som 1704-08 ved en række forordninger søgtes gennemført i forvaltning og retspleje er ikke oplyst – sandsynligvis havde kancellipræsident F. Rantzau (1659-1723) hovedæren for dem – men i den såkaldte "frakturstrid" med Danmark talte v.G. mod eftergivenhed og søgte ved en rejse til Karl XII i Altranstadt 1706 den svenske konges støtte; hans virken for fællesregeringens ophævelse bragte ham samtidig i skarp modsætning til hertugdømmernes ridderskab med Rantzau i spidsen. v.G.s vigtigste medbejler var længe den gamle gehejmeråd Magnus Wedderkop. v.G. underbyggede sin stilling ved hof og administration gennem udbredt korruption. Wedderkops hovedstøtte var hertuginden; efter hendes død 1708 fik v.G. frit spil. Han sluttede forlig med Danmark i Altona 1709 og lod derpå dec. s.å. Wedderkop fængsle og indespærre i Tønning; den danske konge fik et større lån af Wedderkops sekvestrerede formue og sluttede et nyt forlig i Hamburg 1710 om fællesregeringen og skatteopkrævningen. v.G.s egentlige administrationsperiode 1709-13 kendetegnes ved et hårdt og vilkårligt absolutistisk finansstyre.

Udadtil var hovedfaren den danske konges aldrig opgivne ønske om at erhverve det gottorpske Slesvig og muligvis mere. Gottorps naturlige beskytter var nu, som før, Sverige, men Karl XII sad i Bender, og da Frederik IV 1710 i alliance med Sachsen og Rusland begyndte krig med Sverige, blev Gottorps stilling mere end vanskelig, og v.G. blev for at undgå brud med Danmark og samtidig efter evne støtte Sverige drevet ind i et diplomatisk dobbeltspil, i hvilket han viste sjældne evner, men også en sjælden mangel på skrupler. Da Magnus Stenbock efter Gadebuschslaget rykkede ind i hertugdømmerne (jan. 1713), lovede både v.G. og Christian August Frederik IV streng neutralitet, men åbnede kort efter, idet de søgte at dække sig bag en forfalsket ordre fra hertug Carl Frederik, fæstningen Tønning for den svenske hær. Frederik IV lod herturgens lande besætte, og da efter Tønnings fald (febr. 1714) beviser for v.G.s dobbeltspil kom ham i hænde, var v.G. færdig i hertugdømmerne, samtidig med at en af ham forsøgt tilnærmelse først til Preussen, derpå til Rusland, slog fejl. Christian August og hertug Carl Frederik, som 1716 lod en svensk rådskomité give ham descharge for hans administration, slap ham imidlertid ikke.

Vigtigere var det dog at han 1715 i Stralsund vandt Karl XII for sig og 1716 blev dennes ledende minister. v.G.s måske fra visse synspunkter set geniale, men hensynsløst hårdhændede svenske finanspolitik der dikteredes af den krise, hvori landet befandt sig, og hans udenrigspolitik der efterhånden søgte tilknytning til næsten alle hoffer i Europa og bar vidne om en frodig kombinations- og intrigekunst danner et vigtigt kapitel i svensk, og hovedkapitlet i v.G.s, historie. Karl XII's død (11.12.1718) standsede hans bane. Han havde alle svenske regerings- og stænderkredse mod sig og var som hovedforkæmperen for sin hertugs arvekrav på den svenske trone det hessiske prætendentpars farligste modstander. Man blev derfor let enig om at henrette ham som "frihetstidens första politiska offer".