Dansk Biografisk Leksikon

Christen Friis

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Christen Friis,  4.11.1581-1.10.1639, til Kragerup, kongens kansler. Født på Krastrup, død i Kbh., begravet i Sorø k. F. som ved sin fødsel tilhørte den danske adels fornemste og rigeste kreds fik sin første opdragelse i hjemmet og gik derefter en tid i Sorø skole (1593-99). 1599 sendtes han med sine brødre Gregers og Bjørn under ledelse af deres præceptor magister Herman Nielsen til Tyskland hvor de studerede to år i Marburg og derefter nogle måneder i Strasbourg; efter at have besøgt forskellige andre steder i Tyskland kom de hjem 1601. Opholdet her blev dog kort. Fra Norge hvor faderen var blevet statholder drog de tre brødre, nu med den yngre bror Anders i følge, under deres gamle hovmester i foråret 1602 med skib til Frankrig hvor de studerede i Orleans, Montpellier og Paris. Under opholdet i Paris døde Gregers og Bjørn. 1604 forlod F. Anders og Herman Nielsen i Marseille og drog på egen hånd til Italien. Her var han i to år, længst i Padova ved hvis universitet han opnåede embedet som "consiliarius nationis Teutonicae" og 1605 begyndte en endnu bevaret matrikel over nationens medlemmer. F.s studier skal især have omfattet sprog, herunder også østerlandske sprog som hans præceptor Herman Nielsen beskæftigede sig en del med. I foråret 1606 vendte han hjem gennem Tyrol, Tyskland og sidst Nederlandene hvor han afsluttede sin uddannelse med nogle måneders kursus i krigsførelse som volontør under tidens store læremester prins Maurits af Oranien. Maj 1607 blev han hofjunker hos Christian IV, en stilling han havde de følgende fire år.

Den unge berejste og mangesidigt dannede mand med det smukke og kraftige ydre har sandsynligvis virket tiltalende på kongen der kun var fire år ældre end han. Christian IV gjorde straks brug af ham i en diplomatisk sendelse; nov. 1607-aug. 1608 deltog han i rigsråd Jakob Ulfeldts og dr. Jonas Charisius' ambassade til Holland hvor han har kunnet vinde et dybere indblik i det nordnederlandske handels- og bysamfunds struktur og liv. Efter sin hjemkomst fra Holland blev han gående nogle år som hofjunker uden at få videre opgaver betroet. Først i Kalmarkrigen gør han sig igen bemærket. Han hvervede 1611 krigsfolk for kongen i Nederlandene og deltog derpå i erobringen af Kalmar (juli-aug. 1611) som kaptajn over 300 hvervede tropper. Han blev derefter proviantmester for kongens eget regiment og senere tillige for den hærstyrke som holdt byen besat. Hans brevveksling med kansleren Christian Friis til Borreby fra denne tid vidner om administrative evner, og det var sikkert i erkendelse af disse at man efter erobringen af Borgholm (jun 1612) gjorde ham til guvernør over dette slot og Øland som han holdt mod svenske generobringsforsøg indtil Knærødfreden (1613). At han nu havde sat sig fast i kongens og kanslerens gunst fremgår af at han i maj 1613 fik bestalling som lensmand på Roskildegård. Juni 1614 ombyttede han denne forlening med Kbh.s slot, godt en måned efter at han havde fejret bryllup med sin fæstemø som var opfostret i kanslerens hus. Juli-aug. s.å. fulgte han kongen til England, og i maj 1615 blev han ansat som hofmester for den tolvårige udvalgte prins Christian og hans to brødre, idet han samtidig blev frataget det arbejdskrævende Kbh.s len og i stedet fik Bakke kloster i Norge. Han besad åbenbart nu i rigt mål kongens venskab og tillid, og at man samtidig værdsatte hans teologiske lærdom og skøn fremgår af at han ved denne tid sammen med professor Jesper Brochmand sendtes til Odense for at forhøre den for kalvinistisk vranglære anklagede superintendent Hans Knudsen Vejle. 29.7.1616 døde kansler Christian Friis i Oslo, og i nov. s.å. beordrede kongen F. med hans myndling prinsen til det rådsmøde i Kolding hvor den gottorpske hertug skulle aflægge lensed for Slesvig. 1.12. meddelte Christian IV her rådet en række nye råds- og rigsembedsmandsudnævnelser hvoraf den vigtigste var F.s udnævnelse til kongens kansler og råd. Dagen efter bar han kronen ved forleningsprocessionen og modtog ridderslaget. I de næste 23 år var han Danmark-Norges fornemste embedsmand, med en kort afbrydelse 1632 da kongens svigersøn Frants Rantzau var rigshofmester. Han lønnedes ved forlening med Helligtrekongers kapel (Kongens kapel) i Roskilde domkirke (jan. 1617) og Skt. Knuds kloster i Odense (april 1617) som også forgængeren havde haft. Hertil kom juni 1620 hans tidligere forlening Kbh.s slot som han dog mistede 1624, måske fordi rentemestrene mente at have fundet urigtigheder i hans regnskaber; det lykkedes ham dog at overbevise kongen om at anklagen var ubegrundet, og han fik derpå i april 1626, øjensynlig som en slags erstatning, Munkeliv kloster i Norge i forlening.

Kongen som i tiden omkring kanslerskiftet stærkere end før stræbte at gøre sin personlige kongemagt gældende holdt aldrig af at have for kraftige og myndige personligheder i de høje rigsembeder, og F. har sandsynligvis opfyldt hans fordringer på dette punkt. En fransk iagttager har skildret kansleren som "anselig af skikkelse, med et stort ansigt og fuldskæg efter gammelfransk mode; han taler godt fransk, er lærd, en blid ånd, oprigtig i sine meningstilkendegivelser, men alligevel en smule ængstelig". Det blide, det ængstelige, det lidt usikre synes også at fremtræde af det portræt der hænger på Borringe kloster i Skåne, og det antydes på anden vis. F. var ikke som sin forgænger i kanslerembedet opfyldt af at øve magt og myndighed, men prægedes af en mere moden indstilling og gav fx professorerne ved universitetet friere hænder. Alligevel var han engageret i mange forhold, og han kom til at præge udviklingen på mange måder. Klarest fremtræder hans personlighed og initiativ i alt hvad der vedrørte undervisningsvæsenet og åndslivet. I Christian IVs virksomhed for at forbedre skolevæsenet og universitetet (stiftsskolerne, Sorø akademi, Regensen, universitetets "constitutiones novellæ") var han utvivlsomt sammen med sin ven og rådsfælle Holger Rosenkrantz hovedmanden både inden for rådet og i det hele taget. Hans indflydelse mærkes ved oprettelsen af flere nye universitetsprofessorater, og han er sandsynligvis hovedmanden bag oprettelsen af det første professorat i historie og geografi (1635); hans arbejde for reformer inden for universitetet og gymnasieskolerne omfattede bl.a. indførelse af undervisning på modersmålet i gymnasierne og indførelse af nye fag som matematik, fysik, aritmetik, geometri, geografi og astronomi, og han lod udarbejde nye skolebøger, reformbestræbelser der dog alle skulle mislykkes idet en voldsom reaktion satte ind efter nogle års forløb. Sammenhæng med disse bestræbelser havde hans virksomhed for at skaffe sognepræsterne bedre kår og bedre uddannelse og for en bedring af kirketugten og den ydre kristelige moralitet. På mange punkter ser man ham som igangsætter og rådgiver inden for åndslivet, ligesom Holger Rosenkrantz og efterfølgeren som kansler, Christen Thomesen Sehested. Han stod således som støtte og mæcen for oldforskeren Ole Worm, historikerne Claus Christoffersen Lyskander, Johan Isaksen Pontanus, Johannes Meursius, Stephan Stephanius, Peder Spormand og Johan Rode, de islandske lærde Porlákur Skulason, Arngrimur Jonsson, Gisli Oddsson og Magnus Olafsson, teologen og skolemanden Jesper Brochmand, astronomen Chr. Longomontanus, matematikeren Erik Olufsen Torm, filologerne Jens Dinesen Jersin, Thomas Bang, Frederik Andersen og Hans Svane og digterne Anders Christensen Arrebo, Peder Jensen Roskilde og Bertel Knudsen Aquilonius. Mest bemærkelsesværdigt er hans lange samarbejde med Ole Worm og hans opfordring til Anders Arrebo hvorefter denne skabte Hexaëmeron, et af de betydeligste værker i Danmarks ældre litteratur. F. fremtræder her som en fremmer af den nationale renæssancebevægelse i dansk åndsliv og står som en af de sidste repræsentanter for den videnskabeligt interesserede og fædrelandsk sindede gamle danske adel, men tillige som repræsentant for en nyere tid med videre syn ud over latinen og den teologiske dannelse.

F.s åbne sind og interesse for fædrelandet viser sig også på andre områder. Christian IVs merkantil- og bypolitik var begyndt før F. blev kansler, og dens kyndigste og første tilskynder var sandsynligvis Jonas Charisius. Men de forordninger og kongebreve hvorved denne politik videreførtes efter Charisius' død (1619) udstedtes i F.s kancelli, og alt taler for at den har haft hans hjerte. En hovedside af kanslerens virksomhed gjaldt retsvæsenet, og han havde sikkert en hovedandel i de forordninger og lovsamlinger (især Rigens ret og dele, 1622, og Birkeretten, 1623) som udgik i hans kanslertid; i sine sidste år arbejdede han på at samle de ældre dansknorske forordninger til en almindelig lovbog, men arbejdet var ikke afsluttet ved hans død, og efterfølgeren valgte at begynde forfra, således at F.s andel i "den store reces" af 1643 blot er indirekte idet næsten tre fjerdedele af dennes paragraffer bygger på forordninger fra hans kanslertid.

F. skrev 1633 i anledning af Holger Rosenkrantz' konflikt med de ortodokse teologer at hans ønske var tilvejebringelsen af "en ret gudelig enighed". Det samme standpunkt indtog han i det politiske liv. Han var vistnok med da kongen 1623 gav fæstebønderne i flere sjællandske len ret til at eje deres gårdbygninger og har sandsynligvis haft sympati for den af kongen fremsatte tanke om afskaffelse af hoveriet på krongodset mod arbejdspenge, en tanke der strandede på rådsflertallets modstand, ligesom han i 1633 sammen med prins Christian og rigsmarsk Jørgen Urne kundgjorde sit samtykke til kongens begæring om at adelen ville gå ind for vornedskabets afskaffelse. Hans stats- og samfundssyn var dog i bund og grund det humanistisk-aristokratiske der deltes af de bedste blandt hans standsfæller hvilket navnlig trådte frem efter at kejsertiden og dens ulykker havde uddybet modsætningen mellem konge og råd. Der spores lejlighedsvis misstemning mellem ham og kongen da han under krigen sammen med prinsen var regeringens leder, og han modsatte sig 1631 sammen med de øvrige råder kongens forslag om skriftlig votering enkeltvis ved rådsafstemninger, ligesom han 1634 medunderskrev rådets kritik af prins Christians sædelige vandel. Det var på denne tid Christian IV begyndte at fremdrage sine svigersønner, først Frantz Rantzau, derpå Corfitz Ulfeldt. F.s periode var ved at være forbi om end man endnu i hans seneste år ser hans indflydelse på vigtige områder.

I ydrepolitikken stod han helt på rådsflertallets side. Tilslutning til England og Nederlandene, bevarelse af freden med Sverige, forsigtig tilbageholdenhed over for stridighederne i Tyskland er grundtemaerne i rådets ydrepolitiske betænkninger, og F. viser ved talrige lejligheder helt den samme holdning. Han deltog i grænsemøder med de svenske råder 1619 og 1624 og førte dec. 1627-jan. 1628 sammen med Tage Thott de forhandlinger i Stockholm som førte til det dansksvenske forsvarsforbund af april 1628. Jan.-maj 1629 var han de danske forhandleres leder ved fredsmødet i Lübeck. Han prægedes vel af den almindelige danske mistillid til og usikkerhed over for Sverige, men fulgte alligevel som den lutherske sjæl han var, med varme Gustav Adolfs sejrvindinger over de kejserlige og holdt sig to dage indelukket med sin sorg da budskabet om den store konges død nåede ham.

F. erhvervede 1610 fra faderen hovedgården Kragerup (Løve h.), hvor han o. 1620 opførte en ny grundmuret hovedbygning. Med hustruen fik han Engestofte (Musse h.). 1616 købte han af fru Karen Pax en part i Knudstrup (Løve h.) som han s.å. mageskiftede med kronen. 1622 overtog han fra broderen Anders Krabbesholm (Hindborg h.) som han dog snart atter afhændede, og Vår (Slet h.). 1625 købte han af hofmester Just Høg (1584-1646) Kyø (Slet h.), 1631 af fru Else Thott Bonderup (Merløse h.), afhændet året efter, 1633 af Hans Lindenov Lindholm (Voldborg h.) hvor han lod bygge o. 1637. I 1630erne erhvervede han efter svigerinden Anne Wittrup Alstrup (Lollands Sønder h.). Gennem forleningen med Helligtrekongers kapel i Roskilde domkirke disponerede han over Gundsøgård (Sømme h.). I Kbh. erhvervede han 1617 den gård i Løvstræde ved Gråbrødretorv som senere ejedes af Corfitz Ulfeldt, s.å. en gård i Skindergade og 1624 en universitetet tilhørende ejendom i Store Kannikestræde. Han var således en virksom godssamler, han afrundede stadig sine besiddelser ved mageskifte med kronen og andre og hørte 1638 blandt landets største godsejere efter at han i årene siden 1625 havde tredoblet sit hartkorn. Efter hans død splittedes hans store rigdom mellem hans mange børn.

Familie

Forældre: senere rigsråd, statholder i Norge Jørgen F. til Krastrup (død 1616, gift 1. gang 1573 med Anne Juel, død 1576, gift 3. gang 1596 med Lisbeth Galde, død 1616, enke efter Eggert Ulfeldt til Kragerup, død 1583) og Else Bjørn (1558-94). Gift 8.5.1614 på Roskildegård med Barbara Wittrup, født 1.2.1591 på Engestofte, død 4.6.1653, begr. i Kbh., d. af Hans W. til Projenstorf (død senest 1599) og Anna Huitfeldt til Engestofte. – Far til Christian F. (1617-57) og Hans F.

Udnævnelser

R. af Den væbnede arm 1616,1634 ændret til R. E.

Ikonografi

Mal. 1635 (Børringe kloster), samme type malet i mindre format (Fr.borg), stukket af S. de Pas formentlig 1640, kopieret i stik af F. v. Bleyswyck, 1746. Knælende portrætfigur på epitafium 1648 (Sorø k.). – Mindestøtte af Wiedewelt, 1782, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Saml. til den da. hist., udg. P. F. Suhm II, 3, 1784 14. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist., udg. Kr. Erslev I–II. 1883-88. Kong Chr. IVs egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I–III. 1887-91 (fot. optr. 1969); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (fot. optr. 1970). Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen III-IV, 1916-17. Kancelliets brevbøger 1609-39, 1916-44. Breve fra og til Ole Worm, udg. H. D. Schepelern I–III. 1965-68. Lit. Danm.s adels årbog III, 1886 135; LIX, 1942 91 93-95. Jesper Brochmands ligprædiken, 1640. Hans Hansen Resen: Oratio funebris, s.å. Nye saml. til den da. hist., udg. R. Nyerup og P. F. Suhm I, 1792 8f. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. III, 1873-77. J. A. Fridericia: Danm.s ydre politiske hist. I, 1876 (fot. optr. 1972) 67f 78-80. J. Paludan: Fremmed indflydelse på den da. nationallit., 1887 139-42. Samme: Danm.s lit. mellem reformationen og Holberg, 1896 266. J. O. Andersen: Holger Rosenkrantz den lærde, 1896. E. Arup: Danm.s hist. II, 1932 (fot. optr. 1961) 661-82; III, 1955 (fot. optr. 1967). V. Lundgaard Simonsen: Kildehist. studier i Anders Arreboes forfatterskab, 1955. H. D. Schepelern: Museum Wormianum, 1971. L. Tandrup: Mod triumf eller tragedie I, 1979 132-37.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Borreby
hovedgård syd for Skælskør. Det ældste Borreb ...Artikel i Den Store Danske
Borgholm
by på Öland ved Kalmarsund ; 3071 indb. (2011 ...Artikel i Den Store Danske
Besættelsen af Jylland
For det danske folk var den indtil da så fjerne ty ...Artikel i Danmarkshistorien
Anders Arrebo
Anders Christensen Arrebo , 1587-1637, dansk ...Artikel i Den Store Danske
Engestofte
sogneby og hovedgård på Lolland, øst for Maribo. ...Artikel i Den Store Danske
Holger Rosenkrantz
14.12.1574-28.10.1642, med tilnavnet den Lær ...Artikel i Den Store Danske
Jonas Charisius
1571-30.11.1619, dansk statsembedsmand. Som i ...Artikel i Den Store Danske
Kalmarkrigen
krig mellem Danmark og Sverige 1611-13. Danma ...Artikel i Den Store Danske
Corfitz Ulfeldt
10.7.1606-26(?).2.1664, dansk rigshofmester. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
Degn
18/07/2011
COBA
18/07/2011
  • Læst 542 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki