Dansk Biografisk Leksikon

Johan Friis

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Johan Friis,  20.2.1494-5.12.1570, kongens kansler. Født på Lundbygård, Fyn, død i Køge, begravet i Hesselager k. Som så mange andre sønner af mindre fremtrædende danske adelsslægter valgte F., efter en grundig skoleuddannelse i Odense og Århus, det sidste sted under vejledning af den lærde dr. Morten Børup, en universitetsuddannelse, sikkert med henblik på siden at gøre karriere i statens eller kirkens tjeneste. 1514 immatrikuleredes han ved Københavns universitet, og efter nogle års studier her fortsatte han sin uddannelse med en lang udenlandsrejse. 1517 immatrikuleredes han i Köln hvor han 1519 fik magistergraden, og efter et kort ophold i Danmark tog han i begyndelsen af 1520 til Rom. Efter halvandet års ophold i Italien vendte han hjem og blev snart efter ansat som skriver i kancelliet. F. levede i en tid med store omvæltninger, og han viste tidligt sin sjældent svigtende evne til i alle situationer at vælge det rette parti. Således under opgøret med Christian II hvor han tidligt sluttede sig til Frederik I og formentlig blev ansat i dennes kancelli, herpå tyder i hvert fald at han allerede 6.7.1523 blev forlenet med en halvdel af Rønnebæksholm.

Arbejdet i Frederik Is danske kancelli blev givetvis besværliggjort af at kongen så klart foretrak hertugdømmerne for kongeriget, således opholdt han sig også efter 1523 helst på Gottorp der derfor i lange perioder var regeringssædet. F. blev snart den mest fremtrædende danske kancellisekretær, således var det oftest ham der repræsenterede kancelliet ved hoffet i Gottorp. Hans ophold her har næppe været alt for behagelige, Frederik I var ikke nem at omgås, og det har vanskeliggjort F.s position at mænd som den tyske kansler Wolfgang Utenhof og Melchior Rantzau dominerede kredsen omkring kongen. F. gav udtryk for sit ubehag i sine breve hjem, således kalder han i et brev fra 1527 kongen for "Abraham med det grå skæg", i samme brev besværer han sig over hans gerrighed og griskhed. Udadtil har han dog optrådt som den korrekte embedsmand, og hans formelt gode forhold til kongen gav sig dels udtryk i at han efter tidens skik belønnedes med flere gejstlige forleninger, dels i at han da den danske kansler Klaus Gjordsen døde i eftersommeren 1532 som selvskreven blev hans efterfølger.

I og med at kansleren var kongens personlige tjener medførte Frederik Is død i april 1533 og den efterfølgende udsættelse af kongevalget at F. kun i kort tid kom til at fungere i sit nye embede. Ved kongens død opholdt F. sig på Gottorp, men rejste straks herefter til København for på herredagen sommeren 1533 at varetage hertug Christian (III)s interesser. Han var aktivt medvirkende ved udfærdigelsen af unionstraktaten imellem Danmark og hertugdømmerne, det eneste resultat fra herredagen i hertugens favør idet han skrev udkastet, ligesom det var ham der sammen med Ove Juel blev sendt til Christian med traktaten. Tilsvarende blev han sammen med syv danske rigsråder på herredagen i Odense i slutningen af 1533 bemyndiget til i Kolding at udveksle unionsdokumenterne med de holstenske repræsentanter. Herefter må han være taget hjem til Hesselagergård, men allerede sommeren 1534 tog han atter aktivt del i politik. Grevens fejde, der startede med Lübecks angreb på hertugdømmerne i maj 1534, og grev Christoffer af Oldenburgs angreb på Sjælland i juni demonstrerede det uholdbare i den udsættelse af kongevalget der var sket i sommeren 1533 og fik den jyske adel til i juli i Ry at vælge hertug Christian til dansk konge. På et tilsvarende møde i Hjallese for den fynske adel kort efter var F. særdeles virksom for hertugens sag, og det var ham der sammen med de jyske repræsentanter bragte Christian meddelelsen om kongevalget. Kort efter fulgte han med den nye konge til Danmark, og blev straks sendt til Fyn med en troppestyrke for at slå en opstand ned, men blev i Nyborg sammen med en række fynske adelige overrumplet og taget til fange af grev Christoffers folk.

Hvad enten det nu var tvunget af omstændighederne eller ud fra en politisk vurdering svor han greven troskab og tjeneste, og han ledsagede greven på det forgæves forligsmøde mellem greven og kongen i Kolding december 1534. I grevens lejr har tiltroen til hans loyalitet dog næppe været alt for stor, idet han snart efter sammen med en række andre adelsmænd blev taget i forvaring og ført til København. – Fangenskabet blev dog ikke langvarigt, idet det lykkedes ham dels at få grev Christoffers tilladelse til at rejse bort, angiveligt med den begrundelse at han ønskede at tage til Tyskland for personligt at høre Luther, dels at få Københavns borgmester Ambrosius Bogbinder til, imod en rigelig betaling, at udstede et pas. Under sit ophold i Wittenberg kom han i personlig kontakt med Luther og Melanchton, og især den sidste synes at have gjort et dybt indtryk på ham hvilket måske kom til at få betydning for den politik han var med til at gennemføre i Danmark efter 1536. Efter et kort ophold i Wittenberg drog han atter nordpå, i Gera kontaktede han Utenhof, og fulgtes derefter med ham til hertugdømmerne hvor han atter trådte i Christian IIIs tjeneste som hans danske kansler. I den resterende del af krigen var hans vigtigste arbejde den daglige ledelse af det store arbejde som krigen medførte for kancelliet.

Alene i kraft af sit embede som dansk kansler måtte F., der allerede før bispernes fængsling 12.8.1536 var blevet optaget i rigsrådet, komme til at spille en central rolle i de vigtige politiske begivenheder i efteråret 1536. Selvom Christian III havde sejret i borgerkrigen stod den nye regering over for enorme opgaver der var snævert indbyrdes forbundne. Landets økonomi var ødelagt samtidig med at der var et stort behov for kontante midler til hjemsendelse af lejetropperne, forholdet til udlandet, ikke mindst til kejseren var yderst anspændt, unionen med Norge var usikker, behovet for en indre politisk udsoning var påtrængende ligesom den nye kirkeordning der var en konsekvens af den lutherske Christian IIIs sejr, skulle udformes. At F. i hele dette problemkompleks var en central skikkelse var givet, og det er utænkeligt at han ikke skulle have været en af hovedkræfterne bag udformningen af de dokumenter der blev til under, og som et resultat af herredagen i Kbh. oktober 1536, og som blev det fremtidige grundlag for Christian IIIs kongemagt, baseret på et snævert samarbejde mellem kongen og den danske adel. Hvorvidt dette var udtryk for F.s personlige politik lader sig ikke afgøre, men mest sandsynligt afspejler det en realistisk vurdering af de givne muligheder i kredsen omkring kongen med F. som et vigtigt medlem, og der er ingen grund til at tro, at resultatet har været ham imod, tværtimod. Således er det værd at pege på at kanslerembedet styrkedes ved bestemmelsen i recessen 1536 om at rigshofmesteren, kansleren og marsken herefter skulle være fødte medlemmer af rigsrådet. Kansleren var herefter rigsembedsmand, og ikke kongens personlige tjener, og da rigshofmesterembedet i lange perioder stod ubesat blev han i praksis det vigtigste medlem af rigsrådet. Således var bestemmelsen en styrkelse af rigsrådet over for kongen og administrationen.

F. var en central skikkelse i det reorganiseringsarbejde der kom til at præge Christian IIIs regeringstid. Som kansler var han administrationens ubestridte leder, og kancelliet blev under ham et særdeles effektivt arbejdende organ. Han synes at have haft sans for at vælge dygtige medarbejdere, fortrinsvis adelige, og var antallet ikke stort blev der til gengæld krævet hårdt arbejde af dem. I hvilket omfang han tillige har haft den egentlige politiske ledelse er mere uklart, det er næppe holdbart i så høj grad som den tidligere forskning (Arup, Astrid Friis) har gjort det at nedvurdere kongens personlige rolle til fordel for F.s betydning. Det er mere rimeligt at gå ud fra at de allerfleste vigtigere beslutninger er blevet truffet ved et sædvanligvis gnidningsfrit samarbejde mellem kongen og hans nærmeste rådgivere, herunder naturligvis ikke mindst F.

Den første reform man efter 1536 tog fat på var den nye kirkeordning, nedfældet i kirkeordinansen 1537. Ansvaret for dennes udformning påhvilede en række danske gejstlige i samarbejde med den tyske reformator Johan Bugenhagen, medens F. først og fremmest var ansvarlig for opbygningen af de praktiske rammer der skulle muliggøre den nye læres endelige sejr i Danmark. Dette arbejde kom til at strække sig over resten af F.s liv, og først i årtiet efter hans død 1570 kan man sige at den nye kirkes ydre rammer var tilfredsstillende. Et andet vigtigt problem, der trængte sig på efter 1536 var forholdet til udlandet. Forholdet til Norge reguleredes med Norgesparagraffen i håndfæstningen hvorved landet ophævedes som selvstændigt rige, og gjordes til en del af Danmark på samme måde som Jylland, Skåne osv. var det. Baggrunden for dette drastiske skridt, som iøvigt i længden ingen praktisk betydning fik, var formentlig et ønske om at modvirke eventuelle krav fra Christian IIs arvinger på arveriget Norge. Forholdet til Sverige, der i de første år var noget anspændt, lettedes efter tilbagebetalingen af gælden til Sverige i 1541, og det reguleredes endeligt med Bromsebrotraktaten 1544. Harmonisk blev det dansksvenske forhold dog aldrig, og uagtet traktaten skulle gælde i 50 år formåede den kun at sikre freden indtil 1563. Det største problem var forholdet til Tyskland, især fordi kejser Karl V støttede svogeren Christian IIs arvinger, og nægtede at anerkende Christian III som dansk-norsk konge. Problemet kompliceredes i de første år yderligere af det uafklarede forhold mellem kongeriget og hertugdømmerne, og, som det synes, af en vis modsætning mellem de danske råder og kongens tyske rådgivere, især Melchior Rantzau og Utenhof. Disses død i henholdsvis 1541 og 1542, og afklaringen i 1539 af gældsforholdet fra borgerkrigen mellem kongeriget og hertugdømmerne betød at ledelsen af den dansk-norske udenrigspolitik herefter lå fast i den danske kreds omkring kongen, igen med F. som det vigtigste medlem. Efter krigen 1542-44 lykkedes det med freden i Speyer 1544 at nå det eftertragtede mål: Et godt forhold til kejsermagten. Opretholdelsen heraf blev en erklæret målsætning for den dansk-norske udenrigspolitik århundredet ud.

Også inden for lovgivningen ventede et stort arbejde. Alene ophævelsen af den katolske kirke betød at en række vigtige sager som fx ægteskabssager og gældssager der indtil reformationen havde været behandlet ved de kirkelige domstole herefter faldt ind under det almindelige retssystem. Også de ændrede politiske forhold efter 1536 nødvendiggjorde et omfattende lovgivningsarbejde, og man ser da også gennem hele Christian III's regeringstid en lang række recesser, kulminerende med den store koldinghusske reces 1558 der opsummerede de foregående års lovgivningsarbejde. F. har som regeringens drivende kraft naturligvis deltaget heri omend det er naturligt at antage at enkelthederne i høj grad har været overladt til andre, man kan her fx pege på den retskyndige rigsråd Erik Krabbe. F.s vigtigste indsats faldt imidlertid i arbejdet med genrejsningen af landets som statens økonomi. Kronens økonomiske grundlag, lensvæsenet, havde frem til Grevens fejde udviklet sig på en sådan måde at størsteparten af indtægterne fra krongodset tilfaldt de adelige lensmænd. Allerede Frederik I havde været tvunget til at optage store lån, ofte mod pant i krongodset, og borgerkrigen havde fået gælden til at vokse til svimlende højder. Reformationens gennemførelse 1536 og inddragelsen af bispegodset og på længere sigt af klostergodset skabte muligheden for et fremtidigt mere stabilt grundlag for kronens økonomi. De akutte problemer blev afhjulpet dels ved en hård beskatning, ikke mindst af kirken, i 1536-37 der skaffede midler til hjemsendelsen af lejetropperne, dels ved løbende beskatning af bønderne i 1540erne og i mere begrænset omfang i 1550erne, der gjorde det muligt efterhånden at tilbagebetale størsteparten af statsgælden medens resten blev konverteret til nye lån på for kronen langt gunstigere vilkår. Efter at den politiske udsoning var gennemført i begyndelsen af 1540erne og forholdet til udlandet var blevet normaliseret påbegyndtes fra ca. 1545 en gennemgribende omlægning af lensvæsenet. Hovedlinierne i reformen var at de for lensmændene fordelagtige frie len og afgiftsien hvor de oppebar hele lenets indtægt kun mod at gøre krigstjeneste eller mod en mindre afgift erstattedes af regnskabsien hvor kronen oppebar hele indtægten bortset fra en fast løn til lensmanden, eller af afgiftsien mod en passende høj afgift. Endvidere blev lenenes antal reduceret ved at mange små len der ofte var bortforlenet frit efterhånden blev lagt ind under de store regnskabsien. Denne tendens blev efter ca. 1560 fulgt op med store mageskifter mellem krone og adel hvorved kronen byttede ubekvemt liggende gods der kun gav lidt udbytte, med gods der kunne lægges ind under hovedlenene. Lensreformen medførte at kronens faste indtægter fra slutningen af 1570erne hvor gælden fra syvårskrigen 1563-70 var betalt, i de næste par generationer normalt var tilstrækkelige til at dække de ordinære udgifter.

Lensreformen og F.s andel heri har i et århundrede været et af de mest omdiskuterede emner i forskningen inden for dansk historie i 1500-tallet. Det er givet at reformen vakte modvilje hos de lensmænd der herigennem mistede muligheden for at supplere deres indtægter igennem forleninger, men det er næppe holdbart med Astrid Friis at opfatte denne utilfredshed som et udtryk for to politiske holdninger inden for den danske adel, nemlig en konservativ der ønskede en svag krone, og en "moderne" der tilsvarende så en fordel for adelen i et samarbejde med en stærk kongemagt. Den politisk dominerende del af adelen, repræsenteret i rigsrådet, har i det store og hele bakket op omkring den førte politik, ikke mindst fordi den efterhånden fik faktisk forret til de tilbageblevne store len. Da en del af lensmandens løn var en procentsats af lenets uvisse indtægter betød tendensen med stadig større len at de tilbageblevne lensmænds løn steg tilsvarende. Ej heller lensforordningen 1557, der betegner lensreformens foreløbige kulmination, kan bruges i argumentationen for en politisk modstand mod lensreformen. Det har været antaget at den indeholdt en bestemmelse om at lensmændene herefter kun skulle have 10 pct. af lenenes uvisse indtægter mod som hidtil 33-50 pct., og at det forhold at denne bestemmelse ikke kan spores i nyforleningerne efter 1557 skulle tolkes som et udtryk for at regeringen med F. i spidsen skulle have været tvunget til at trække bestemmelsen tilbage på grund af en for stærk modstand fra lensmændene. Den nyeste forskning synes at vise at den pågældende bestemmelse snarest drejer sig om den sædvanemæssige løn som lensmændenes fogeder skulle have således at den ikke kan tillægges nogen politisk betydning.

F.s bedste år var tiden frem til Christian IIIs død, præget af store reformer, gennemført i samarbejde mellem kansleren og den jævnaldrende konge, og i hovedtrækkene gennemført 1559. På den anden side er der ingen grund til at antage at F.s forhold til Frederik II var dårligt. Aldersforskellen har naturligvis spillet en rolle, ligesom den nye konges naturlige ønske om selv at vælge sine rådgivere og selv være herre i sit hus. Ditmarsken-felttoget var givet imod F.s ønske, men på den anden side var den danske krigsdeltagelse først og fremmest fremtvunget af kongens farbror, hertug Adolph (1526-86) af Gottorps krigsinitiativ. At lade ham løbe med hele æren og byttet ville for Danmark være et utåleligt prestigetab. Mere usikker er F.s personlige holdning til krigen imod Sverige 1563-70. Der havde fra gammel tid eksisteret et personligt modsætningsforhold mellem ham og Gustav Vasa, men man måtte under alle omstændigheder fra ansvarlig dansk side se med største alvor på Erik XIVs aggressive politik der i sidste instans betød en trussel imod såvel Danmark-Norges position som Nordens førende magt, som imod selve rigets sikkerhed. Propagandastriden, affødt af nyudgivelsen af den danske rimkrønike i 1555, med dens skarpe angreb på Sverige, og striden om optagelsen af de tre konger i det danske rigsvåben, stridigheder som F. tog aktivt del i, må ses som forpostfægtninger i det opgør der næsten naturnødvendigt måtte komme i kraft af de ændrede politiske konjunkturer siden 1544 og af tronskifterne i de to lande 1559-60. – Krigen satte fra 1563 en dæmper for det videre reformarbejde, omend det ikke gik helt i stå, og F. var i sine sidste år først og fremmest travlt optaget af de mange administrative og politiske opgaver som krigen medførte.

F. blev efterhånden en meget velhavende mand, uagtet at kanslerembedet var ulønnet og at han ikke havde specielt mange eller store len. En meget væsentlig del af hans indtægter må være kommet fra sportler, dvs. direkte betaling for ekspeditionen af de utallige sager der strømmede igennem kancelliet. At han tillige var den øverste leder af kronens økonomi gav ham også personlige fordele, fx ved mageskifter og godssalg. Således var han i stand til 1563 at gennemføre et mageskifte med universitetet, hvis kansler han tillige var, på for ham selv særdeles gunstige betingelser. En del af sine indtægter anvendte han på opkøb af gods, og på storstilede byggearbejder. Allerede 1538 påbegyndte han genopførelsen af fædrenegården Hesselagergård der var blevet nedbrændt under borgerkrigen, og som, måske inspireret af indtryk fra ungdommens udenlandsrejser, blev nyopført i en i Danmark hidtil ukendt pragtfuld stil. Senere gennemførte han et endnu mere pragtbetonet byggeri på Borreby ved Skælskør som han havde erhvervet. Selv barnløs ønskede han at sikre sine godsbesiddelser for slægten og fik derfor 1548, efter udenlandsk forbillede, Hesselagergård ophøjet til et stamhus, det første i Danmark, der udelt skulle gå i arv til hans nærmeste slægtning. – Efter hans død protesterede de øvrige arvinger forståeligt nok og fik stamhuset ophævet, men striden gav anledning til en gennemgribende undersøgelse af hans embedsførelse. Sådanne undersøgelser af statsembedsmænds forhold efter deres død var langt fra ualmindelige; som datidens forhold var kunne selv den mest hæderlige ikke undgå en sammenblanding af private og embedsmæssige interesser. I F.s tilfælde lød anklagen især på at han ved godshandeler og mageskifter for kronen samtidig havde beriget sig selv, ligeledes en ikke ualmindelig anklage. Påfaldende er kun sagens størrelse: Arvingerne måtte for at beholde godset udrede den enorme sum af 50.000 daler, svarende til mellem et halvt og et helt års skatteindtægt af hele Danmark. Kan der ikke udledes andet heraf kan man i hvert fald konkludere at F., samtidig med at han var staten en dygtig og trofast tjener, også fandt stunder til at se på sine personlige interesser.

F. var en højt dannet mand og udviste ikke mindst stor interesse for fædrelandets historie hvilket førte til et varmt forhold mellem ham og Anders Sørensen Vedel. Hans åndelige interesser gav sig dog kun begrænset udslag i hans embedsvirksomhed, således blev universitetet i hans tid kun sparsomt forsynet hvilket dog må ses i lyset af den knappe økonomi der prægede hans tid som kansler. Det skal nævnes at han personligt i 1555 skænkede universitetet dets første private legat på 1000 daler, en ikke ringe sum. Igennem 35 år var F. den daglige leder af regeringsarbejdet i Danmark, i en periode der stillede store krav, var præget af store vanskeligheder, men hvor der også gennemførtes store reformer. Han var, hævet over enhver tvivl, en strålende administrativ begavelse med en betydelig politisk indsigt. Han havde evnen til at finde og udnytte dygtige medarbejdere, og de små tilbageslag der naturnødvendigt måtte komme forstod han at bøje sig for, for så når lejlighed gaves ufortrødent at fortsætte ad den givne kurs. Sidst men ikke mindst synes han at have evnet at samarbejde snævert, og som regel harmonisk, sammen med såvel kongen som med sine standsfæller i rigsrådet og regeringen. Han har sin store del af æren for at Danmark sjældent er blevet bedre regeret end i hans kanslertid.

Familie

Forældre: Jesper F. til Lundbygård og Hesselager (død 1504) og Anna Brockenhuus. Ugift.

Ikonografi

Relief (på Hesselagergård). Mal. af Jacob Binck, 1550, og med nogle ændringer gentagelse? 1551 (begge Fr.borg), kopi efter sidstnævnte (Gavnø), i træsnit af Lorentz Benedicht, 1571 og af H. P. Hansen, 1903, efter tegn. af Magnus Petersen. Stik af F. v. Bleyswyck, 1746, der gengiver en anden portr.type; litografi herefter 1867 og træsnit af H. P. Hansen, 1871. – Epitafium 1557 i Hesselager k. Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1782, ved Jægerspris.

Bibliografi

Danske mag. IV, 1750 209-23; 4.r.IV, 1878 345f (breve). Kirkehist. saml. 3.r.V, 1884-86 186-89. – Danm.s adels årbog III, 1886 123f. A. S. Vedel: Ligprædiken over J. F., 1571. F. Richardt og T. A. Becker: Prospecter af da. herregårde VII, 1854 (ny udg. 1976). C. T. Engelstoft i Saml. til Fyens hist. og top. III, 1865 117-65. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. I, 1868-69 391-405. E. Arup: Danm.s hist. II, 1932 (fot. optr. 1961). Astrid Friis i Scandia VI, Sth. 1933 231-327; VII, 1934 167-246. Kn. Fabricius i Hist. t. 10.r.II, 1933 343-47. Astrid Friis sst. 10.r.VI, 1942 1-140. Otto Norn: Hesselagergaard og Jacob Binck, 1961. Benito Scocozza: Klassekampen i Danm.s hist. I, 1976. Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. Martin Schwarz Lausten: Religion og politik, 1977. Frede P. Jensen: Bidrag til Fr. IIs og Erik XIVs hist., 1978, samme i Hist. t., 79, 1980 311-17. Haakon Bennike Madsen: Det danske skattevæsen 1530-1660, 1978.

Læs også om Johan Friis i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Johan Friis
Johan Friis
20.2.1494-5.12.1570, dansk kansler 1536-70. F ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Bønderne og priserne
Hvordan gik det de store og de små bønder i denne ...Artikel i Danmarkshistorien
Johan Rantzaus felttog
Efter grev Christoffers afrejse til Sjælland var L ...Artikel i Danmarkshistorien
Lensadministrationen
Lenet var fortsat den lokale forvaltningsenhed. ...Artikel i Danmarkshistorien
Et møde i Ry Kirke
Efter sit nederlag i 1533 var Mogens Gøye ikke til ...Artikel i Danmarkshistorien
Krabbe
flere adelige og borgerlige danske slægter, h ...Artikel i Den Store Danske
Rønnebæksholm
hovedgård (sædegård) umiddelbart øst for Næst ...Artikel i Den Store Danske
Lensreformer endnu en gang
Syvårskrigen havde klart demonstreret de finansiel ...Artikel i Danmarkshistorien
Melchior Rantzau
ca. 1496-1539, holstensk marsk. Rantzaus diploma ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Slott
18/07/2011
  • Læst 773 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki