Dansk Biografisk Leksikon

Mogens Sehested

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Mogens Sehested,  13.9.1598-15.2.1657, lensmand. Født på Højris, død på Holmgård, begravet i Viborg domk. Da forældrene kort efter S.s fødsel måtte rejse til Øsel kom han kun tre uger gammel i huset hos sin mormor, fru Karen Gyldenstierne, hos hvem han forblev i 12 år. Derefter var han 1610–12 i huset hos professor Knud Bieske i Kbh., siden på Rosenholm hos den lærde Holger Rosenkrantz og studerede så ved fremmede universiteter, Wittenberg, Rostock, Giessen og Strasbourg (1617–20). Fra Paris hvor han under en ny rejse opholdt sig 1622–24 ledsagede han 1624 sin frænde Christian Thomesen Sehested på en sendefærd til Spanien og berejste så Italien hvor han 1625 blev immatrikuleret ved universitetet i Padova. Efter at være hjemkommen gjorde han 1627–29 tjeneste ved hoffet dels som hofjunker – som sådan ledsagede han kongen til Wismar 1629 og mistede ved denne lejlighed sin højre arm som en fjendtlig kugle afrev – dels som kammerjunker hos prins Ulrik. Denne sidste ledsagede han 1627 til Frankrig, men blev efterladt syg. 1628 fulgte han med de danske gesandter Christian Thomesen Sehested og Jørgen Urne over England hjem. Her blev han straks forlenet med Kbh.s slot, som han havde 1629–32, så med Skive 1632–46, Bøvling 1646–51, Riberhus 1651–55 og til sidst atter med Bøvling fra 1655 til sin død. Som lensmand på Kbh. førte han 1630 tiltalen mod den for trolddom berygtede Lamme Heine. Under troppesamlingen i Holsted 1638 fungerede han som krigskommissær, og 1640 blev han løjtnant ved Mogens Arenfeldts kompagni af jyske rostjeneste. Under krigen fik han december 1643 befaling til at være en af de fire landkommissærer der skulle lede forsvarsforanstaltningerne; men han måtte allerede en måneds tid efter på grund af svagelighed frasige sig denne bestilling. 1647, 1651 og 1653 bragtes han i forslag til optagelse i rigens råd uden at han dog nåede sæde her. Han var ejer af fædrenegårdene Holmgård (Skodborg hrd., fra 1630) og Nøragergård (Gislum hrd., fra 1640) samt af Mullerup (Gudme hrd.), Næstrup (Hundborg hrd.) og Staby Kærgård (Ulfbord hrd.); med sin hustru fik han Timgård (Hing hrd.).

Familie

Forældre: statholder på Øsel Claus Maltesen S. (1558–1612) og Anne Nielsdatter Lykke (1568–1645). Gift 30.5.1630 i Kbh. med Lisbet Gyldenstierne, født 3.1.1608 på Ljungbygård, død 30.3.1650, begr. i Viborg domk., d. af Knud G. til Timgård (1573–1636) og Øllegaard Huitfeldt (1582–1619). – Bror til Hannibal S. (1609–66), Karen S. og Malte S.

Udnævnelser

R. 1648.

Ikonografi

Mal. formentlig ca. 1648 (Rosenholm). Afbildet på mindeblad for hustruen af H. A. Greys. Mal. 1654 (Fr.borg), kopi efter dette (Broholm). Ligprædikenstik af Seb. Lehlin, 1661, efter dette stik af A. Folkema, 1746.

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1627–45, 1929–68. – Danm.s adels årbog LXXI, 1954 II 27 (udvidet særudg., 1963). Peder Jensen Kragelund: Ligprædiken over M. S., 1661. Thyra Sehested i Pers. hist. t. 7.r.III, 1918 129–45. Hans H. Fussing: Herremand og fæstebonde, 1942 (fot. optr. 1973). C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I, 1946. Otto L. Sørensen i Jul i Skive XVII, 1946 10–14.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Holsted
by i Sydvestjylland, ca. 30 km øst for Esbjerg; ...Artikel i Den Store Danske
Holger Rosenkrantz
14.12.1574-28.10.1642, med tilnavnet den Lær ...Artikel i Den Store Danske
Holmgård
i skandinaviske kilder fra slutningen af vikinge ...Artikel i Den Store Danske
Wismar
tysk by 30 km nord for Schwerin ved Lübeckbugten ...Artikel i Den Store Danske
Ulrik
1611-1633, hertug, søn af Christian 4. Forsøg ...Artikel i Den Store Danske
Timgård
tidligere hovedgård ved Tim 12 km nord for Ringk ...Artikel i Den Store Danske
Strasbourg
ty. Straßburg , by i Østfrankrig ved Rhinen ...Artikel i Den Store Danske
Mullerup
hovedgård (sædegård) 13 km nord for Svendborg . ...Artikel i Den Store Danske
Wittenberg
by ved Elben i den tyske delstat Sachsen-Anha ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
COBA
18/07/2011
  • Læst 384 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki