Dansk Biografisk Leksikon

Johan Georg v. Holstein

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Johan Georg v. Holstein,  16.2.1662-26.12.1730, geheimestatsminister. Født på Mollenhagen, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Frue k.). H. blev opdraget i et hjem stærkt præget af ortodoksluthersk fromhed og opfordret af faderen til at gå den gejstlige vej, men følte sig tidligt draget mod juridiske studier. Efter en fortræffelig skoleuddannelse tilegnede han sig ved universitetet i Rostock et solidt kendskab til Hugo Grotius' og Samuel Pufendorfs værker og blev stærkt påvirket af naturrettens lære. Efter faderens død deltog han tillige i praktiske juridiske forretninger, og da hans mor som enke var vanskeligt stillet i økonomisk henseende fik han af slægt og standsfæller støtte til et års studierejse til England, Holland og Frankrig. I Paris gjorde han den frivilligt landflygtige hertug Christian Ludwig sin opvartning og modtog hertugens tilbud om en lille militær stilling i Schwerin, men fik igennem sin faderlige ven og vordende svigerfar, den danske kammerherre Chr. Bülows formidling, kontakt til hoffet i København hvor han 1688 blev udnævnt til kammerjunker hos prins Carl. Ved sin iver i tjenesten, redelige karakter og udmærkede pædagogiske evner vandt han Christian Vs tillid. Afgørende for hans nærmeste fremtid blev dog venskabet med C. S. Plessen som 1692 var blevet chef for rentekammeret, men som temmelig isoleret i politisk henseende i høj grad havde brug for unge støtter. Det er uden tvivl på Plessens forslag at H. 1692–93 blev sendt til Mecklenburg-Schwerin for at forhandle med den unge hertug om en alliance og støtte hans og kongens interesser i Ratzeburg mod Celle-Hannovers overgreb. Skønt resultaterne af denne sendelse var beskedne erklærede kongen og regeringen sig dog så tilfredse med hans forhandlingsevner og med de relationer han sendte hjem at han direkte fra Mecklenburg blev sendt videre til Polen for at søge nærmere oplysninger om den rige kong Johan Sobieskys datter Therese Kunigunde der interesserede Christian V som et muligt passende parti for kronprins Frederik. Da rejsen var dårligt forberedt lykkedes det end ikke H. at få prinsessen at se, og han måtte med uforrettet sag vende tilbage til København hvorfra han 1695 som hofmester for prins Carl ledsagede denne på en udenlandsrejse. 1696 blev H. landdrost i Ammerland og fra 1697 overlanddrost i Oldenborg og Delmenhorst hvor han lagde betydelige administrative evner for dagen, men efter Plessens fald 1700 følte sig negligeret af storkansleren Conrad Reventlow og direkte chikaneret af C. G. v. Breitenau samt af den militære guvernør. Dybt deprimeret over forholdene skrev han herom til sin kusine, Elisabeth Sophie Holstein, der var hofdame hos Frederik IVs dronning Louise, og meget tyder på at denne henvendelse indirekte bevirkede at han 1706 blev udnævnt til hofmester for den seksårige kronprins Christian (VI).

Inden for rammerne af en meget detaljeret instruktion fik han dog ret frie hænder, og han tog sig opgaven meget alvorligt. Kronprinsen var et meget sensibelt barn der ofte kom i affekt og brast i gråd ved mindste lejlighed. Det irriterede forældrene, og på H.s forespørgsel om hvad der burde gøres foreslog kongen at man skulle gøre prinsen skamfuld ved at le ad ham hvorimod dronningen anbefalede korporlig afstraffelse. H. derimod gik stærkt ind for at skaffe ham jævnaldrende legekammerater. Kort tid efter forestillede H. sin ældste søn Johan Ludvig for kronprinsen hvormed et livslangt og oprigtigt venskab begyndte.

Må vi antage at H. skylder dronning Louise, selv en mecklenburger, sin uventede ophøjelse til opdrager for kronprinsen, og at en fælles sympati for den hallensiske pietisme har været medvirkende hertil så skyldes det naturligvis hans administrative erfaringer at han samtidig blev deputeret i finanserne. Som sådan havde H. foretræde hos kongen flere gange om ugen og fik snart kongens nærgående interesse for selv de mindste økonomiske problemer at mærke. Den finansielle situation udviklede sig i øvrigt tilfredsstillende i perioden fra 1700–09. Gælden blev bragt kraftigt ned, og kassebeholdning og udestående fordringer voksede støt og roligt, men det gunstige resultat skyldtes i høj grad subsidier udefra der kunne svigte med kort varsel. Denne finanspolitik passede helt til H.s realistiske og forsigtige indstilling og fik ham af finansielle grunde til allerede i 1706, da det igen trak op til krig med Sverige, på det kraftigste at fraråde kongen at gå til angreb. I øvrigt mente han at Sverige var Danmark langt overlegent i militær henseende, og at man ikke kunne vente synderlig hjælp udefra. At H. med sin faste karakter, høje moral og sunde fornuft snart har vundet den af naturen usikre konges tillid og respekt derpå tyder også at han var blandt de fremtrædende mænd som kongen ønskede en udtalelse fra da han 1709 påtænkte et ægteskab med grevinde C. H. Schindel, og at kongen ingenlunde tog H. det unådigt op at han i utvetydige men urbane vendinger tog afstand fra et sådant ægteskab som stridende imod både det gamle og det nye testamentes ord. Ikke mindre kraftigt frarådede H. i samme år kongen at begynde krig med Sverige – af samme grunde som i 1706 – men kongen fulgte som bekendt ikke hans råd og kastede sig, tilskyndet af Ditlev Vibe og Christian Sehestedt dårligt forberedt ud i en lang og udmarvende krig.

1710 afløstes den "pessimistiske" H. som 1. deputeret for finanserne af den langt mindre erfarne Niels Krag (1653–1713). H. beklager sig derover i et brev til kongen, og mener at hans fjender har været på spil, uden at vi dog får at vide hvem det er. Hvis han er faldet i unåde varede det imidlertid ikke længe thi 22.6.1712 blev han gehejmeråd og senere på året medlem af konseilet idet han samtidig fratrådte posterne som finansdeputeret og som hofmester for kronprinsen.

Efter nederlaget ved Helsingborg 1712, hvori Frederik IV ikke var uden skyld, gik krigen ind i en fase hvor der var lige så hårdt brug for erfarne politiske forhandlere som for dygtige generaler. Medens Otte Krabbe og Christian Sehestedt fortrinsvis varetog regeringsforretningerne i København måtte Ditlev Vibe og H. oftest dele kongens omflakkende og strabadserende liv i felten og blev derved hans vigtigste rådgivere under de mange og anspændende forhandlinger med de fremmede magters militære og politiske ledere under felttoget i Nordtyskland. Medens Vibe delte Sehestedts og Krabbes opfattelse af at krigen skulle afgøres ved at slå svenskerne i deres eget land og med Ruslands hjælp så H., der fra 1712 med største ildhu gik ind i den politiske del af krigsførelsen, målet i Gottorps politiske og militære tilintetgørelse og en deraf følgende inkorporation af det gottorpske Slesvig i kongeriget hvilket kun kunne ske ved vestmagternes hjælp og kejserens støtte. H.s aversion mod zar Peter og mistillid til ham som allieret kom klart til udtryk i en række betænkninger til kongen, og blev just ikke mildnet under indtrykket af den russisk dominerede mecklenburgschwerinske hertug Carl Leopolds overgreb mod adelens rettigheder i hans hjemland hvor han i disse år afhændede de fleste af sine godser. En væsentlig rolle har H. spillet sammen med Vibe i forhandlingerne om svenskernes overgivelse af Tönning 1713 og den derefter følgende besættelse af den gottorpske del af Slesvig. Også i forhandlingerne med zaren i Hamborg 1716 deltog H., men Vibe førte ordet, og H.s nærværelse kan ikke have fremmet beslutningen om en danskrussisk landgang i Skåne der var ham inderligt imod. H. stod i disse år isoleret blandt de øvrige konseilmedlemmer og rettede i sine forestillinger til kongen skarpe anklager mod zarens militære dispositioner under forberedelserne til landgangen. Efter at den var opgivet i efteråret 1716 anbefalede han sammen med general F. J. v. Dewitz kongen at støtte England-Hannovers forslag om at forhindre de russiske tropper i at blive ført tilbage til Mecklenburg hvor de kunne finde permanente støttepunkter langs kysten. Vibe var dog stærk nok til at forhindre et sådant åbent brud med zaren skønt også hans mistro til denne var voksende. Da Georg I af England 1717 tilbød Danmark en forbundstraktat imod Sverige blev H. og v. Dewitz udpegede til at forhandle med de engelske gesandter i København, og H. fremhævede endnu engang fordelene ved at sådant forbund. Til H.s store skuffelse blev forbundet ikke til noget denne gang da Frederik IV tøvede og Georg I ikke var synderlig interesseret. Planerne om et dansk angreb på Sverige fra Norge i foråret 1718 modarbejdede H. energisk fordi det var utænkeligt at England ville støtte et sådant foretagende, og i øvrigt også fordi den danske flåde var i en elendig stand. Det blev i sommeren 1718 mere og mere klart for Frederik IV og størstedelen af regeringen at faren for total isolation i kampen mod Sverige var overhængende, og at det var på høje tid at vælge mellem England og Rusland som allieret. Den bestandigt usikre konge valgte da at spørge 28 fremtrædende embedsmænd om den politik der derefter burde føres. Det kan ikke undre at H. i sit svar gik om muligt endnu kraftigere end tidligere ind for en alliance med England-Hannover idet han beklagede at det ikke var sket allerede 1717. Mere bemærkelsesværdigt var det at 20 andre af de adspurgte, hvoriblandt H.s betydeligste politiske modstander, Ditlev Vibe, nu også gik ind for samme politik. Det måtte også føles som en sejr for H.s synspunkter at de fleste af de adspurgte ingen forhåbninger havde om at få de skånske provinser tilbage, men mente at den militære og politiske pacifikation af Gottorp og inkorporeringen af den gottorpske del af Slesvig i kongeriget måtte være de vigtigste fredsmål.

Vel ikke uden forundring har H. set at hans slægtning, greve U. A. Holstein, der stod kongen personlig nær, men endnu ikke havde nogen erfaringer på det storpolitiske område blev udset til at føre forhandlingerne i England om disse spørgsmål. U. A. Holstein delte imidlertid ganske H.s udenrigspolitiske synspunkter og viste sig som en udholdende og forstandig forhandler. Da forhandlingerne i England dog kun gik trevent vaklede Frederik IV igen og traf for alvor forberedelser til fra Norge at angribe det ved Karl XI Is død næsten afmægtige Sverige, men opgav lige så pludseligt igen skønt mulighederne for et heldigt felttog var større end nogensinde. Af frygt for England-Hannovers reaktion og for zarens hensynsløse udnyttelse af et svensk nederlag udelukkende til egen fordel antog Frederik IV endelig 30.10.1719 det engelske tilbud om mægling, og Ditlev Vibe, U. A. Holstein og H. underskrev i København konventionen herom. Ved siden af Vibe var H. den minister der øvede den største indflydelse på kongen i krigsårene 1712–20, og han havde den tilfredsstillelse at se at det til slut var hans politik der sejrede. I forbindelse med arvehyldingen og edsaflæggelsen til kongen i den inkorporerede del af Slesvig 1721 tilfaldt det H. som amtmand i Tønder og som kommissær på kongens vegne at modtage hyldingen af "præster, byer og menige indbyggere" på Tønderhus 12.9. Et dybtgående kendskab til den historiske baggrund for den skelsættende begivenhed kom til udtryk i den smukke tale han holdt ved denne lejlighed. H. var i alt fald ikke i tvivl om at det der nu foregik var Slesvigs indlemmelse i den danske krone, og at det, trods alt, havde været kampen værd. H. beholdt kongens fulde tillid som medlem af konseilet også efter fredsslutningen, og det gjorde tilsyneladende ikke noget skår i deres forhold at H., som den eneste af ministrene, ikke overværede kongens vielse til Anna Sophie 1721. Men H. var nu en nedslidt mand der ofte i sine dagbøger giver udtryk for de sjælekvaler han, der fra omkring 1704 var dybt grebet af pietismens selvransagende lære, havde haft i sin lange virksomhed i kongens tjeneste. Mest tilfredsstillende for ham har nok stillingen som præses for missionskollegiet fra 1714 været, men krigen begrænsede kollegiets virksomhed der efterhånden udfoldede sig på et rent pietistisk grundlag, men hvis oprindelige opgave var at føre tilsyn med hedningemissionen i Tranquebar. – Etatsråd 1697. Gehejmeråd 1712.

Familie

Forældre: Johannes v.H. til Möllenhagen (1618–75) og Sophie Hedvig v. Petersdorff (1629–93). Gift 1. gang 2.5.1693 i Lübtz med Ida Frederikke Joachime Bulow, født 25.1.1677 på Rudbjerggård, død 6.7.1725 på Eskemose, d. af kammerherre, generaladjudant Christian B. til Rosenlund, Rudbjerggård og Fredsholm (1643–92) og Øllegaard Barnewitz (1653–1729). Gift 2. gang 5.11.1727 i Kbh. (Slotsk.) med Charlotte Amalie v. Plessen, født 6.10.1686, død 23.2.1740 i Kbh. (Petri) (gift 1. gang 1714 med feltmarskal Jobst v. Scholten, ca. 1647–1721), d. af amtmand, senere generalløjtnant Samuel Christoph v. P. (1640–1704) og Catharine M. E. v. Dalwig (1654–1726). – Far til Carl v. H. og Johan Ludvig H.

Udnævnelser

Hv.R. 1705. Bl.R. 1722.

Ikonografi

Maleri (Fr.borg) og mal. i samme type (Ledreborg) samt, i ordensdragt, af J. S. Wahl, 1745 (sst.). Stik af J. T. Thiele i 1740erne, og af J. Haas, 1754.

Bibliografi

Pers.hist.t. 8.r.VI, 1927 158. – Edv. Holm i Hist. t. 5.r.III, 1881–82 1–160 569–700 og 6.r.V, 1894–95 295–312 fl.st. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899–1934. J. Oskar Andersen: Fra Trankebarmissionens begyndelsestid, 1906. Fr. v. Jessen: En slesv. statsmand I, 1930. P. G. Lindhardt i Dansk teol. t. III, 1940 1–30. Johs. Pedersen: Fra brydningen mellem ortodoksi og pietisme I–11, 1945–48 = Teol. studier VII og IX. Samme i Pers. hist. t. 12.r. II, 1947 42–65. N. L. Faaborg sst. 14.r.VI, 1965 227–51. J. Boisen Schmidt: Studier over statshusholdn. i kong Fr. IVs regeringstid, 1967. – Papirer i Kgl.bibl.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Mecklenburg
tysk provins, oprindelig et fyrstendømme mellem ...Artikel i Den Store Danske
Conrad Reventlow
21.4.1644-31.7.1708, dansk storkansler, far til ...Artikel i Den Store Danske
Schwerin
hovedstad i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpom ...Artikel i Den Store Danske
Delmenhorst
garnisonsby i den tyske delstat Niedersachsen ve ...Artikel i Den Store Danske
Rostock
by ved floden Warnow i den tyske delstat Mecklen ...Artikel i Den Store Danske
Hamborg
tysk by, se Hamburg . ...Artikel i Den Store Danske
Skåne
det sydligste landskab i Sverige. Med sammenlægn ...Artikel i Den Store Danske
Ratzeburg
by ved sydenden af Ratzeburger See 17 km syd for ...Artikel i Den Store Danske
Tranquebar
Trankebar , indisk Tharangambadi , fiske ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
HaJen
18/07/2011
NlFaa
18/07/2011
  • Læst 440 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki