Niels Fisker

Niels Fisker, Niels Peter Fisker,  9.9.1886-26.12.1939, minister, lærer. Født i Hammel, død på Frbg., urne på Vestre kgd., Kbh. F. tog lærereksamen 1907 fra Silkeborg, blev 1908 andenlærer i Hurup, Østjylland, og var 1915-33 førstelærer i Almind. Udgået fra et stærkt politisk interesseret arbejderhjem – faderen var amtsrådsmedlem, senere kæmner – tog han tidligt del i offentlig virksomhed. Som ung var han både oplæser, foredragsholder og agitator inden for arbejder- og husmandsbevægelsen i Midtjylland. Han opstilledes af socialdemokratiet i Bælumkredsen 1915, flyttede til Skanderborgkredsen 1920, var medlem af Almind sogneråd 1919-25, dets formand 1923-25, medlem af Viborg amtsråd 1922-35 og formand for Viborg amts sygehus 1923-35. Endvidere var han formand for repræsentantskabet for Jysk Husmandskreditforening 1925-35. Han indtrådte i folketinget 4.12.1924 som suppleant ved redaktør Jacob Christensens død og repræsenterede Silkeborgkredsen til 3.4.1939, hvorefter han var landstingsvalgt medlem af landstinget til sin død. Vel udrustet med praktisk erfaring fra det lokale arbejde med sociale og økonomiske spørgsmål og i besiddelse af en vis selvfølgelig myndighed arbejdede F. sig frem i forgrunden inden for sit parti på rigsdagen. Han fik en række ordførerskaber, væsentlig i kommunale sager og skattespørgsmål, var medlem af folketingets finansudvalg og næstformand i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe 1932-35, administrerende direktør for Hypotekbanken og formand for jernbanerådet 1933-35.

Hans udprægede forhandlingsevner kom navnlig til udfoldelse under det socialdemokratisk-radikale ministerium Stauning-Munch i 1930ernes kriseår. Som formand for landbokommissionen af 1931 forberedte han flere af de store kriseforlig mellem regering og opposition. Han evnede at lytte og interessere sig for hvad modparten mente. Selv var han utilgængelig til at begynde med, men han lyttede modstanderne på gled. Med Gunnar Fog-Petersens ord: "Saa opmærksomt tilegner han sig, hvad andre har at sige, at han smelter Lænker, Brynjer og Skjolde af sine Modstandere. De kan ikke staa for den næsten paagaaende Interesse, han efterhaanden viser for deres Synspunkter". Men bag F.s velvilje lå en fast karakter der førte modparten så langt ind i forhandlingerne at et resultat var lettere og fornuftigere end et tilbagetog. Han regnedes i disse år for forhandlingskunstens mester og var formidleren mellem landbrugets og byerhvervenes interesser, en bonde- og arbejderpolitik der var mere samfundspræget end klassepræget og tillige sigtede mod at finde vej gennem landstinget hvor venstre og konservative havde flertallet. Herom vidnede forliget med de konservative okt. 1931 om hjælp til kriseramte landmænd og arbejdsløse, forliget med venstre og konservative juni 1932 om forlænget krisehjælp, Kanslergadeforliget med venstre jan. 1933, forliget med venstre dee 1933 om regulering af svine- og kødproduktionen og en smør- og kornordning og endelig forliget aug.1935 med venstre og konservative om en ny kornordning. Kort herefter ophørte F.s medvirken i det parlamentatiske forligsarbejde da han ved regeringsrekonstruktionen nov.1935 blev minister for offentlige arbejder. Her viste han sig som en dygtig administrator. I kampen mod arbejdsløsheden fik han en række offentlige arbejder sat i gang, bl.a. Kalvebodinddæmningen og Rømødæmningen. En særlig interesse viede han luftfarten. Han fik gennemført den ny administrationsbygning i Kastrup lufthavn og lufthavnene i Rønne, Ålborg og Esbjerg, så indenrigsflyvningen kunne komme i gang. Med nedsættelsen af den store trafikkommission sigtede han mod en koordinering af bil-, tog- og flytrafik, men sept.1939 udtrådte han af regeringen på grund af svigtende helbred. Han udnævntes til formand for radiorådet, men døde få måneder efter.