• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carsten Raft

Oprindelig forfatter SRam
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carsten Raft, 28.4.1895-30.11.1965, politiker. Født på Frbg. (Garn), død i Hellerup, begravet sst. R. blev student 1913 fra Østersøgades gymnasium og studerede en tid medicin og statsvidenskab, men gik derefter over i journalistik. 1924-32 var han knyttet til Nationaltidende, en tid som korrespondent i Paris og London, 1942 blev han medarbejder ved BT, fra 1953 ved Berlingske Tidende. 1930-33 var han leder af Socialt oplysnings samfund (SOS). Hans hjem havde præget ham med nationale værdier og forsvarsvilje, og snart kaldte det konservative folkeparti på den altid veloplagte journalist. 1933-36 var han partisekretær og propagandachef. 1932-42 var han leder af konservativ ungdoms landslejre og organisationskurser, og han skrev hertil Taler-Teknik. 1942. Nogle af R.s erfaringer fra Tyskland og Italien i begyndelsen af 1930erne var positive, og i opbygningen af KU lærte han af metoderne i de to lande, så han undgik ikke politiske modstanderes beskyldninger for at være fascist. Som folketingsmand for Lyngbykredsen 1935-64 var R. populær. Han havde talrige kontakter med vælgerne, også uden for sit eget parti, og hans "dagligstuemøder" blev efterlignet af andre. Han tilhørte de konservatives højrefløj, havde forsvars- og udenrigspolitik som speciale, men var aktiv på flere politiske områder, stærkest i det agitatoriske. Medlem af overfredningsnævnet 1941-61, forsvarsministeriets foredragsudvalg fra 1948, folk og værn-udvalget fra 1952.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kaptajn i ingeniørkorpset Axel Georg Valdemar Petersen (1863-1923) og Marie Elisabeth Borchsenius (1866-1938). Navneforandring 6.3.1911. Gift 18.8. 1942 i Søllerød med Inga Voigt, født 15.6.1914 i Riisskov, d. af grosserer Christian Friederich V. (1879-1965) og Mette Ingeborg Hjelm (1883-1968).

Udnævnelser

R. 1956.

Ikonografi

Tegn. af Ivan Opffer, 1959 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 254-56. Politiken 2.12.1965. Berl. tid. s.d. Det konservative folkepartis hist. II-IV, 1966. – Papirer i Rigsark.