Elisa Petersen

Elisa Petersen, Elisabeth Amalie Petersen,  3.1.1876-7.9.1932, politiker, kvindesagsforkæmper. Født i Arhus (Domsg.), død i Kbh. (Grøndal), begravet i Næstved. P. tog præliminæreksamen og begyndte at studere ved Polyteknisk læreanstalt hvortil hun fik adgangseksamen 1899, men hun afbrød studierne og blev samme Ã¥r lærerinde ved fru Skjolds pigeskole i Næstved. Her traf hun sin senere ægtefælle hvis politiske interesser hun delte. Tidligt blev hun optaget af kvindespørgsmÃ¥l og 1907 var hun medstifter af Dansk kvindesamfunds (DK) kreds i Næstved. Snart fik hun en ledende stilling inden for organisationen og blev 1910 valgt ind i hovedstyrelsen. Da kvinderne 1909 første gang deltog i de kommunale valg kom hun i Næstved byrÃ¥d og var medlem til 1921. Ikke mindst under første verdenskrig med rationering, oprettelse af folkekøkkener og andre krise-foranstaltninger gjorde hun en stor praktisk indsats og skabte overhovedet stor respekt om sin person og sine ofte selvstændige synspunkter bÃ¥de blandt modstandere og tilhængere. Et udtryk for hendes omdømme er at hun som den første kvinde 1921-28 blev valgt til medlem af en skoledirektion (Tybjerg hrd.). I DK arbejdede hun særlig for spørgsmÃ¥l om børns forhold, bl.a. for at enker med børn kunne fÃ¥ samme bidrag som mødre til børn født uden for ægteskab, separerede, forladte og fraskilte mødre. Dette blev gennemført 1913. Senere blev hun formand for DKs børneudvalg, der bl.a. ønskede indført, under embedslægerne, et særligt rÃ¥dgivende og vejledende tilsyn med børn i pleje i private hjem samt oprettet flere vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

P. var modstander af Gyrithe Lemches negative holdning efter valget 1918 hvor de første kvinder kom i rigsdagen; snarere end at vise bitterhed burde kvindesagen selv have lagt vægt på at præge det politiske liv og få kvinder opstillet. Tanken om et særligt kvindeparti fandt hun uheldig, eftersom DK nu i 50 år havde kæmpet for at slette skel mellem kvinde og mand. Efter at hun 1924 valgtes til landsformand for DK blev det særlig praktiseringen af ligestillingslovene fra 1919 (lige løn) og 1921 (lige adgang til offentlige stillinger og hverv) hun måtte tage fat på. Der skete fx i nogle kommuner en særbehandling af de kvindelige lærere, så de måtte blive betydelig længere i ikke-pensionsgivende, dårligere lønnede stillinger end deres mandlige kolleger. Tilsvarende blev visse lærerindeembeder omdannet til embeder for mænd. Undtagelsesbestemmelsen i 1921-loven om kvinder som præster protesterede P. også mod. Desuden var spørgsmålet om gifte kvinders erhvervsret kommet i søgelyset; fx søgtes til etaternes "lukkede" kontoristklasser "unge velkvalificerede kvinder der skulle være ugifte og bo i deres forældres hjem". Hun arbejdede også for at gifte kvinder kunne få næringsbevis selv om ægtefællen havde dette. – P. trak sig tilbage fra formandsposten 1931 efter en slidsom periode som DKs dygtige, myndige og initiativrige leder. På det tidspunkt havde hun fra 1928 været medlem af landstinget som tingvalgt suppleant for venstre. Her skabte hun hurtigt respekt om sin kloge personlighed, og partiet brugte hende som ordfører i bl.a. spørgsmål om husholdningsskoler. Hun forblev medlem af tinget til sin død, men var syg næsten hele sit sidste leveår.