Grethe Philip

Grethe Philip, Inger Margrethe Philip,  14.8.1916, politiker. Født i Snekkersten (Tikøb). P. blev student 1935 fra Ingwersen og Ellbrechts skole, tog første del af statsvidenskabelig eksamen ved Kbh.s univ. 1938 og blev cand.oecon. fra Århus univ. 1941. Hun var sekretær ved Ortopædisk hospital i Århus 1942-45, underviste ved forskellige videregående kursus 1945-49, var erhvervsvejleder 1951-54, honorarlønnet fuldmægtig i arbejdsmarkedskommissionens sekretariat 1954-58 og i arbejdsministeriet 1958-60, i sidstnævnte periode tillige redaktør af De store årgange. P. var 1944-46 formand for Dansk kvindesamfunds ungdomsafdeling i Århus. Ved siden af kvindesagen har hun i særlig grad interesseret sig for og arbejdet med sociale problemer og arbejdsmarkedsforhold. Ved folketingsvalget 1960 var hun opstillet af det radikale venstre i Gentoftekredsen. Det var den svageste radikale kreds i Kbh.s amt, men i kraft af personlige stemmer fra hele amtet erobrede hun det radikale mandat og repræsenterede amtet til 1979, fra 1968 med Lyngby som opstillingskreds. P. var sit partis finansudvalgsmedlem 1962-79 og medlem af lønningsrådet 1960-65. Hun deltog i forberedelsen af periodens sociale reformer som medlem af folkepensionskommissionen 1961, af socialreformkommissionen 1964-72 og af kvindekommissionen 1965-74 og var sit partis ordfører ved de pågældende sagers behandling i folketinget. Desuden har hun siddet i tilsynsrådene for nogle børneinstitutioner og i bestyrelsen for Statens åndssvageforsorg 1968-70. Af sin folketingsgruppe indvalgtes hun i Det kgl. teaters tilsynsråd 1962 og var dets formand 1971-75. Endvidere var hun medlem af bestyrelsen for den kulturelle fond 1962-74. 1969-86 sad hun i bestyrelsen for Sparekassen Kbh.-Sjælland, fra 1981 som formand og 1975-86, formand fra 1984 i bestyrelsen for Sparekassen SDS. Nationalbankens repræsentantskab var hun medlem af 1968-71. – P. var afholdt og respekteret i folketinget. Hendes argumentation var saglig og velunderbygget, hendes form venlig og urban, men ikke eftergivende. Hendes debatkultur lyste op i 1970ernes forgrovede diskussionsform. Hendes hjerte var stærkest knyttet til sociale spørgsmål, ikke mindst når de angik kvinder og børn, men hun forfaldt ikke til letkøbte overbud. Hendes idealisme var tøjlet af realitetssans, så hun prægede hvad hun arbejdede med.