Dansk Biografisk Leksikon

H.P. Hanssen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

H.P. Hanssen, Hans Peter Hanssen(-Nørremølle),  21.2.1862-27.5.1936, grænselandspolitiker, minister for sønderjyske anliggender. Født på Nørremølle, Sottrup sg., Sundeved, død på Højtoft ved Åbenrå, begravet i Åbenrå. H. tilhørte en vidtforgrenet slægt af nordslesvigske bønder hvis medlemmer gang efter gang har lagt udlængsel eller stræben efter større virkekredse for dagen. Familiefølelsen var et af de bærende grundtræk i H.s karakter og var med til at præge hans livsgerning og give den rejsning og styrke. Fast forankret i en udbredt storbondeslægt blev han høvdingen med et trofast følge af slægt og venner. Åndelige og politiske interesser prægede hjemmet; som en selvfølge blev det et midtpunkt for den nationale kamp. Efter 1864 da danskerne stod uden organisation samlede faderen på Nørremølle fremstående danske mænd på egnen, deltog i fortrolige sammenkomster af nordslesvigske førere og var mellem de syv som 1867 rejste til Berlin for gennem en personlig henvendelse til kong Vilhelm at få dansksindede embedsmænd fritaget for at aflægge ed. Smukt og levende har H. mange år senere i sine erindringer skildret barndomsårenes oplevelser og samlivet med slægtninge og naboer. Allerede som dreng hjalp han faderen med indsamling af underskrifter på adresser og petitioner og uddelte stemmesedler forud for valgene.

Den første undervisning fik H. i hjemmet og i folkeskolen, kom 1876 i Hejls friskole og fik bolig hos den ansete storbonde Jep Fink på Bygebjerg. Snart opgav han sin ungdoms drømme om en handelsvirksomhed i Østen, tænkte en tid på at søge universitetsuddannelse, men besluttede foreløbig at lære landvæsen på fædrenegården. Samtidig traf han sit livs første store afgørelse. Skulle han følge den øvrige nordslesvigske ungdoms eksempel, undvige den preussiske militærtjeneste, forlade hjemstavnen og dermed opgive muligheden for at blive hos slægten og fortsætte dens gerning og nationale traditioner? H.s far gav sønnen frit valg. På en vandring ud i naturen ved nytårstid 1879 traf han sin beslutning. På Dybbøl banker gik det for alvor op for ham at det var hans pligt, om nødvendigt, at underkaste sig den preussiske militærtjeneste, aflægge preussisk faneed og derved blive i Nordslesvig og indtage sin plads i kampen for danskheden. H. var ikke den første som traf denne afgørelse, men han blev den der gjorde det mest målbevidst, ikke for at redde fædrenegården, men i pligtfølelse mod Nordslesvig for at kunne arbejde for sine landsmænds ret.

1880-81 var H. landvæsenselev hos gårdejer C. P. Wolff i Gammelgab, opholdt sig i vinterhalvårene 1881-83 på Askov højskole og var derefter i et par år hjemme på Nørremølle og passede gårdens drift. Samtidig læste han en mængde historie og skønlitteratur, færdedes på rejser rundt om i Danmark og knyttede venskab og forbindelser i den opvoksende ungdom og med de ledende mænd navnlig inden for højskolens verden. Samtidig skrev han en række artikler om nationale spørgsmål, først i Dybbøl-Posten senere i Højskolebladet og den kongerigske provinspresse. Mere og mere fæstnedes hans politiske anskuelser. Ungdommen måtte blive i landet hævdede han og ligesindede. Så stærkt som muligt burde de danske nordslesvigere deltage i valgene og sørge for at bevare ejendommene på danske hænder; alt måtte sættes ind på at udvikle befolkningens dygtighed. I den store brydning om landdagsmændenes edsaflæggelse tog han hurtigt sit parti; de nordslesvigske parlamentsmedlemmer burde møde i forsamlingerne og vidne om at befolkningen i Nordslesvig mod sin vilje og med den stærkeres ret var blevet revet bort fra sin folkestamme. Samtidig skulle de ved positiv virksomhed søge at afhjælpe befolkningens onder og fremme dens materielle velfærd. På adskillige rejser, bl.a. sammen med historikeren P. Lauridsen, skaffede han sig nøje kendskab til den nationale stilling i Mellemslesvig; i artikler i Højskolebladet 1887: Vor nationale Stilling i Mellemslesvig, gjorde han rede for sine indtryk. Varig betydning fik det at han fra første færd forstod nødvendigheden af at knytte forbindelsen mellem Nordslesvig og det nye højskoleprægede og venstreorienterede Danmark som i disse år vandt frem i styrke og indflydelse. Under bitter polemik med Flensborg Avis' redaktør J. Jessen hævdede han at sønderjyderne måtte forstå og handle i pagt med de nye retninger som var ved at vinde sejr i kongeriget. I vinteren 1885-86 foretog H. sin første foredragsrejse i Jylland og på Fyn. Mange fulgte efter i tidens løb og var et af de vigtigste midler hvormed han i kongeriget vakte interesse for den sønderjyske sag. Allerede tidligt viste han evne til overalt hvor han kom frem, nord eller syd for den gamle grænse, i Norge og Nordens andre lande, at vinde venner. Stille og umærkeligt skabte han sig et hold af tilhængere. Mangfoldige af de mænd der i de følgende år blev førende i Nordslesvig var mellem dem.

Mere og mere modnedes i H. tanken om at opgive fædrenegården og søge videre uddannelse med fremtidig bladvirksomhed for øje. Efteråret 1886 rejste han til Leipzig, hørte historiske forelæsninger ved universitetet, læste ivrigt aviser og søgte kundskab om de vilkår under hvilke nationalitetskampen førtes rundt om i verden. Samtidig fulgte han levende med i de indre tyske partikampe. Foråret 1887 kom han til Kbh. for at studere Sønderjyllands historie, trådte i nært forhold til A. D. Jørgensen og fik dybe indtryk af hans personlighed og anskuelser. Samtidig kom han i forbindelse med en helt ny kreds som hørte hjemme i Studentersamfundet, H. V. Clausen, Johan Ottosen, siden Aage Friis, M. Mackeprang og adskillige andre, som 1887 stiftede 4 S. (Studentersamfundets sønderjyske samfund) og sammen med hvem han planlagde en række arbejder der fik blivende betydning. Til Studentersamfundets småskrifter skrev han om Nationalitetskampen i Sønderjylland 1864-88 og i Tilskueren om De nationale Forhold i Sønderjylland. Med alt dette bevarede han følingen med højrekredse, stod "fadder" ved stiftelsen af To løver (Studenterforeningens fraktion af sønderjysk interesserede akademikere) og indledte derigennem et samarbejde og personligt forhold som, undertiden køligt, dog aldrig blev helt afbrudt. Vinteren og foråret 1888 tilbragte H. i Berlin, hørte forelæsninger hos H. G. v. Treitschke og Adolph Wagner og satte sig grundigt ind i tyske forhold og tysk politik. Han overværede de store rigsdagsdebatter om socialistlovens forlængelse og modtog stærke indtryk af Tysklands magthavere, men også af de kræfter som undergravede deres styrke.

April 1888 vendte H. tilbage til Nordslesvig, holdt bryllup og satte bo i Sønderborg. 1200 mark var stillet ham i udsigt som faste indtægter for medarbejderskab ved Dybbøl-Posten og som redaktør af Sønderjydske Aarbøger. 1893 flyttede han til Åbenrå hvor han, ikke mindst efter A. D. Jørgensens råd, købte Hejmdal. Sit blad gjorde han vel aldrig til det journalistisk førende i Nordslesvig. I den henseende stod det altid tilbage for Flensborg Avis, men i kraft af H.s viden og politiske forbindelser blev det lige fuldt det sted hvor de store spørgsmål i tidens løb fik deres mest udtømmende behandling. Langt mere betød det at H. fra 1888 blev den store organisator for den nationale kamp. Da han var blevet klar over at der forestod hans landsmænd en lang ventetid satte han alt ind på at skabe rammerne for et målbevidst nationalt arbejde. Han fandt ypperlig hjælp hos en lang række ældre og yngre. Der er dog ingen tvivl om at det skyldtes hans initiativ og vejledning, når nordslesvigerne i årenes løb udbyggede en organisation, politisk, kulturelt og økonomisk der samlede dem som en stat i. staten. Under samtaler med Gustav Johannsen og Hans Lassen modnedes planen om at skabe en almindelig nordslesvigsk vælgerforening. På et forberedende møde i Flensborg marts 1888 traf de den afgørende beslutning og enedes om at H. skulle ansættes som sekretær. 10.7.1888 stiftedes foreningen på et møde i Vojens.

H. havde sat sig grundigt ind i den tyske foreningslov og havde derigennem ypperlige betingelser for at organisere den nye forening. Under stadig kamp med myndighederne gennemførte han sit værk. Virkningerne viste sig allerede ved landdagsvalgene 1888. "Rækkerne var atter sluttet". Snart efter føjedes nye led til den nationale organisation. 1892 var H. medvirkende ved stiftelsen af Skoleforeningen der fik sit tyngdepunkt i vesteregnen. Samtidig var han ledende i kampen for modersmålets ret i skole og kirke. Mod anordningen af 1888 som ophævede undervisningen i modersmålet i de nordslesvigske folkeskoler lykkedes det at samle en petition med over 10000 underskrifter. På alle områder var han virksom, var med i organisationen af hjemmeundervisningen, virkede for ansættelsen af vandrelærere og oprettelsen af efterskoler. Om forsamlingsrettens udøvelse førte han hårde kampe med de lokale politimyndigheder; bestandig var det H. som ivrede for at man skulle sætte hårdt mod hårdt; aldrig gik han af vejen for en retssag, tabte tit i første instans, men appellerede. Da en sag 1894 nåede frem til overforvaltningsretten i Berlin trådte H. personligt i skranken og vandt den i første omgang. I disse år blev han befolkningens tillidsmand og rådgiver. Under alle sammenstød med myndighederne var han dens hjælper. For talrige foreninger, selskabelige foreninger, foredragsforeninger, sportsforeninger og andre, skrev han vedtægter. I en række småskrifter Vore Rettigheder gjorde han rede for den bestående lovgivning og forvaltningspraksis. Store afhandlinger i Sønder-jydske Aarbøger vidner om andre sider af hans virksomhed som konsulent og i vælgerforeningens tjeneste. Ved rigsdagsvalget 1890 mærkede man virkningerne. For første gang var der fremgang i det danske stemmetal. Tidligt var H. klar over at kampen om jorden ville blive den afgørende styrkeprøve og havde sin opmærksomhed rettet på landbrugets kreditforhold og gjorde sit til at de nordslesvigske bønder udnyttede Kreditforeningen i Kiel. I organisationen af de nordslesvigske sparekasser tog han fremragende del. 1908 fik han oprettet et nordslesvigsk arbejdersekretariat som uden betaling skulle yde vejledning særlig vedrørende benyttelsen af den sociale lovgivning. 1909 var han medvirkende ved oprettelsen af den nordslesvigske kreditforening som våben i den af tyskerne med store statsmidler indledte kamp om jorden; 1912 havde han en hovedandel i oprettelsen af Landeværnet og de dertil knyttede sogneværn. Mangt og meget kan yderligere nævnes. Først og fremmest at der rundt om i Nordslesvig og ikke mindst i de truede egne i årenes løb rejstes talrige forsamlingshuse som blev midtpunkter i det nationale arbejde. I 4. bind af sine erindringer har H. givet en oversigt over "Vort nationale Værn" som det var 1914. I virkeligheden har han dermed tillige ydet et samlet vidnesbyrd om sin egen organisatoriske virksomhed. Da de danske nordslesvigere juni 1914 samledes til årsmøde i Haderslev kunne han holde en stor og magtfuld tale, stolt over det værk der var skabt, og fuld af tillid til dets styrke.

Utallige gange i alle disse år var H. udsat for tyskernes forbitrede angreb i deres presse og navnlig gennem deres embedsmyndigheder og domstole. Allerede i vælgerforeningens første år blev der foretaget husundersøgelse i hans hjem, men uden resultat. Som redaktør blev han bestandig genstand for pressesager som kostede ham mange penge. I de første ti år havde Hejmdal 38 processer, i det første år alene fjorten. Særlig alvorligt blev det da der 1895 rejstes en højforræderisag imod ham fordi han i et foredrag i Møgeltønder havde betegnet Nordslesvigs genforening med Danmark som det endelige mål for kampen. I et fire dages forhør holdt han stand og lod sig ikke fralokke fældende udtalelser. Han blev arresteret, men hurtigt løsladt. Siden benyttede han myndighedernes fejlgreb som bevis for at hans færd kunne tåle rettens nøjeste prøvelse. Adskillige gange lykkedes det dog at få ham idømt bøder, undertiden måtte han også vandre i fængsel. Den alvorligste straf ifaldt han da han 1906 måtte tilbringe tre måneder i Neumunster fængsel som følge af bevislige og i virkeligheden beviste beskyldninger mod landsråd Becherer for at have købt og betalt falske vidner. En adresse undertegnet af 3000 mænd og kvinder, repræsenterende alle danske politiske anskuelser og partier og ledsaget af gaver, bl.a. til en rekreationsrejse, vidnede om den deltagelse og sympati hvormed man overalt i det danske folk havde fulgt hans færd.

Også i egen lejr havde H. sine modstandere. Allerede i spørgsmålet om nordslesvigernes stilling til den danske folkehøjskole mødte han redaktør Jessens kritik. Vælgerforeningens oprettelse fandt sted under adskillig vrangvilje og Skovforeningens under direkte modstand. Til tider gik den så vidt at H. blev betegnet som "en grønskolling" og "talerør for kongerigske radikalere". Bag disse modsætninger lå en dybt forskellig opfattelse af den sønderjyske nationalitetskamp. Oprindelig stod kampen om landdags-mændenes edsaflæggelse, senere om betydningen af § 5. For redaktør Jessen og hans retning skulle retsstandpunktet være det bærende i den nationale kamp. H. fornægtede aldrjg § 5, men gjorde stadig og uden omsvøb gældende at det efter dens ophævelse var umuligt længere at føre kampen på et statsretligt grundlag. "Jeg er lige så langt fra at ville opgive vor selvbestemmelsesret efter § 5 som fra det standpunkt, tyskerne ifjor ville tillægge mig, da jeg blev arresteret for forberedende handlinger til højforræderi". Efter Hans Lassens død 1896 da der skulle vælges en efterfølger som landdagsmand blussede striden ud i lys lue. Gang efter gang i de følgende år viste den samme modsætning sig. Venner og tilhængere har undertiden fundet at H. under disse rivninger viste for stor sagtmodighed og for ringe vilje til magt. En lidenskabsløs historisk betragtning vil dog rimeligvis erkende at han derigennem har tjent den nationale sag og forhindret at modsætningerne blev til dens varige skade. Gang efter gang i årenes løb, når angrebene tog til i omfang og bitterhed, kunne H. beklage at oppositionen ikke handlede under parlamentarisk ansvar, og syslede derfor med tanken om at nedlægge sine mandater. 1910 gjorde han alvor af det. Hans beslutning gav anledning til et opgør, men førte efter adskillige episoder til et forlig. Modsætningerne forsvandt ikke, men holdt sig siden inden for rimelige grænser. 1896 valgtes

H. til medlem af landdagen og havde derefter sæde i denne forsamling til 1908. Af den tyske rigsdag var han medlem 1906–19. Allerede 1901, da Gustav Johannsen døde, var det på tale at vælge ham. Redaktør Jessen blev dog foretrukket, men døde allerede efter fem års forløb. Alle var da enige om, at H. var selvskreven som rigsdagsmand. I de få år, da de to mænd var fælles om at repræsentere Nordslesvig i de tyske parlamenter, fastholdt de hver for sig deres principielle standpunkt; forholdenes magt var dog så stor, at deres politik i hovedsagen måtte følge samme baner. Desuden blev redaktør Jessens rigsdagsvirksomhed for kort til at sætte dybere spor. I årene mellem 1896 og 1914 var det i hovedsagen H.s (og Gustav Johannsens) anskuelser som var bestemmende for de nordslesvigske parlamentarikere. I landdag og rigsdag søgte H. fortrinsvis støtte hos polakker og de frisindede; udviklingen af de politiske forhold, navnlig efter verdenskrigens udbrud, bragte ham tillige i stadig nærmere samarbejde med socialdemokraterne. I begyndelsen voldte sproget ham adskillige hindringer; alligevel vandt han forholdsvis hurtigt de parlamentariske forsamlingers øren. Hans evner som taler blev stillet på prøve da han midt i Kollerpolitikkens storm under landdagens store udvisningsdebat i jan. 1899 tog til orde mod tvangspolitikkens overgreb og trods forsamlingens kulde og regeringsrepræsentantens henvisning til de gamle beskyldninger for højforræderiske bestræbelser værdigt men uden udæskning fastslog at det overvældende flertal af den nordslesvigske befolkning ønskede at genforenes med Danmark og vedblivende ville værge sin danske nationalitet. Hans erindringer vidner om, i hvilken grad det lykkedes ham at vinde sympati og hjælp hos fremragende tyske parlamentarikere. Indirekte var det en følge af hans virksomhed at højtansete og frisindede tyskere gang efter gang tog til orde mod tvangspolitikken. Bestandig fastholdt han og handlede efter sin maksime at politik er kunsten at opnå det mulige. "Udadtil klinger det måske ikke så godt som et par forlorne fraser om § 5, men jeg trøster mig med at det er af større reel betydning for danskhedens fremtid". Mange blandt hans landsmænd stod uforstående over for denne politik; tit og ofte blev den genstand for mistænkeliggørelse og lød der klager over, at han svigtede fædrenes retsstandpunkt. Særlig højrøstet kom de til orde da han dec. 1906, midt under de dansktyske forhandlinger om optantspørgsmålet, stemte for en efterbevilling af udgifter til undertrykkelse af negeropstanden i Vestafrika, og omkring 1912 da han under indtryk af den spændte udenrigspolitiske situation og skærpede kurs i Nordslesvig og over for Danmark havde godkendt Marcus Rubins artikel om Danmark og Nordslesvig i Preussische Jahrbücher. Uanfægtet af alle angreb fastholdt han sin politik. Positive resultater godtgjorde dens berettigelse. Særlig gjaldt det optantsagen som H. efter aftale med Gustav Johannsen overtog 1899. Det blev et omfattende arbejde for at få Preussen til at naturalisere de nordslesvigere der efter 1864 havde beholdt deres danske statsborgerskab og deres børn der var statsløse og ofte fik udvisningsordrer som iøvrigt også ramte dansksindede nordslesvigere med preussisk statsborgerret. Efter systemskiftet i Danmark 1901 førte H. forhandlinger med ministerialdirektør dr. Peters i det preussiske indenrigsministerium om optanterne, vejledet i de juridiske finesser af højesteretsadvokat Sophus Nellemann og professor H. Matzen. Dr. Aage Friis virkede som forbindelsesled mellem H. og den danske gesandt i Berlin Johan Hegermann-Lindencrone samt udenrigsministrene J. H. L. Deuntzer og Fr. Raben-Levetzau der målbevidst søgte at overbevise den tyske regering om Danmarks ubetingede neutralitetspolitik og derigennem støtte de nordslesvigske repræsentanters bestræbelser for at tilvejebringe en kursændring i Nordslesvig. Resultatet blev den af den danske og den tyske regering undertegnede optantkonvention 11.1.1907 der medførte at alle optantbørn kunne naturaliseres som tyske statsborgere. H. havde forsynet de danske forhandlere med materiale om optantforholdene, men havde ikke haft det ringeste kendskab til de samtaler som kaptajn L. C. F. Lütken på J. C. Christensens foranledning samtidig førte i Berlin og som afspejledes i konventionens indledning. Den danske regering affandt sig her, som det allerede var sket 1879, med Østrigs og Preussens ophævelse 187,8 af § 5, hvad der gav anledning til stærke angreb på regeringen og dens politik og vanskeliggjorde konventionens videreførelse. H. hævdede heroverfor at der altid i kongeriget og i Nordslesvig var skelnet skarpt mellem Danmarks og den nordslesvigske befolknings stilling til § 5 og at nordslesvigernes nationale ret ikke berørtes af den danske regerings accept af ophævelsen [af § 5. Om de Lütkenske samtaler skrev han i Et Tilbageblik III, 1932, at han sikkert ville have frarådet samtalerne som betænkelige, men at de i deres helhed havde gavnlige virkninger ved at hjælpe til med at holde Danmark uden for krigen. – Da de hjemløse optanters stilling under den skærpede tyske kurs efter 1910 igen vakte opmærksomhed optrådte H. med samme ufortrødenhed, rejste sagen i rigsdagen febr. 1912 og fik efterhånden gennemført at talrige ældre hjemløse fik bosættelsestilladelse og de yngre efter udstået militærtjeneste fik adgang til naturalisation.

Sit andet store resultat som parlamentariker opnåede H. under rigsdagsforhandlingerne 1907-08 om en ny tysk rigsforeningslov og om det i forslaget indeholdte forbud mod på møder at anvende andre sprog end tysk. Bestemmelsen var i første række rettet mod polakkerne, men ramte også de danske nordslesvigere. H. førte en utrættelig kamp mod sprogforbudet, udnyttede til det yderste sine parlamentariske forbindelser, tog ordet i rigsdagens plenum og havde sin store andel i det endelige resultat, at sprogforbudet først tyve år senere skulle finde [anvendelse i kredse hvor der var 60 pet. af befolkningen som ikke havde tysk modersmål. Han udvirkede yderligere at bestemmelsen også kom til at gælde de dansktalende distrikter i Tønder amt. Verdenskrigens udbrud bragte H. nye opgaver, medførte mange trængsler og vanskeligheder, men skulle også krone hans livsværk. På tidens store begivenheder var han uden indflydelse, men fulgte dem med vågen opmærksomhed. Hans offentliggjorte dagbøger Fra Krigstiden, 1924, vidner om hans evne til hos venner og modstandere at fastholde tilliden til sin egen og sine landsmænds ubetingede loyalitet og, uden på noget punkt at gøre den til skam'me, at udnytte den til fordel for sin sag. Han bidrog derigennem til at Tyskland under alle omskiftelser fastholdt tilliden til Danmarks ubetingede og ligelige neutralitet. Han regnede sikkert fra første færd med alle muligheder, men håbede bestandig at det store opgør skulle bringe det danske Nordslesvig opfyldelsen af dets nationale ønsker.

Straks efter krigens udbrud blev H. arresteret, men hurtigt løsladt. Efterhånden lykkedes det ham også at få frigivet de mange andre nordslesvigere som i de første bevægede krigsdage havde måttet vandre i fængsel. Trofast understøttet af venligsindede parlamentarikere, frisindede og socialdemokrater, kæmpede han alle krigsårene igennem en hård kamp mod censurens forholdsregler mod den danske presse i Nordslesvig, mod myndighedernes brutale nægtelse af orlov til dansksindede soldater og mod officerernes forbud mod anvendelse af det danske sprog. Med særlig glæde noterede han at han var medvirkende ved den endelige ordning af de hjemløses stilling. "Jeg har den bevidsthed ved min indgriben at have reddet adskillige menneskeliv". Bestandig lyttede han opmærksomt til enhver ytring der røbede, at tyskere syslede med tanken om Nordslesvigs udskillelse. Under rigdsagens forhandling juli 1917 om fredsresolutionen afgav han en erklæring der udtalte tillid til, "at Nordslesvigs nationale ønsker og krav efter krigen ville blive opfyldt i fuldeste omfang". Omkring årsskiftet 1918 blev hans tone skarpere, hans udtalelser tydeligere; efterhånden frigjorde han sig for forpligtelser over for tyske rigsdagskolleger. Mand og mand imellem fremdrog han § 5 og hævdede selvbestemmelsesretten og dens konsekvenser for Nordslesvig. Allerede i vinteren 1916-17 var han begyndt rundt om i Nordslesvig i private hjem at holde møder med tillidsmænd; han fik derved kendskab til de rådende stemninger og kunne bidrage til at holde modet oppe. I dec. 1917 og jan. 1918 samlede han bestyrelserne for de store nationale foreninger for at genoprette deres organisation og forberede den store aktion. Under Tysklands sammenbrud rejste han det nordslesvigske spørgsmål. I den tyske rigsdags møde 23.10.1918 krævede han under henvisning til § 5 og på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret at Nordslesvig skulle genforenes med Danmark. I en magtfuld tale, svarende til øjeblikkets storhed og stemning, talte han det danske folks sag og gjorde det på en sådan måde at han undgik at såre tyske følelser. Adskillige var uklare over, hvorfor han fra første færd knyttede genforeningskravet sammen med § 5. Først i den følgende tid blev det åbenbart for alle at han dermed tillige havde slået bom for videregående ønsker om erhvervelse af Mellem- og Sydslesvig. Sammen med landdagsmændene Nis Nissen og H. D. Kloppenborg-Skrumsager havde H. under omhyggelige drøftelser fastlagt den grænselinje som måtte være Danmarks og Nordslesvigs mål. Gennem et brev fra den fungerende udenrigsminister dr. W. Solf 14.11., udvirket gennem H.s og professor Aage Friis' forhandlinger med den nye tyske regering, opnåedes derefter Tysklands godkendelse af grænsespørgsmålets løsning på grundlag af selvbestemmelsesretten. Ved Åbenrå-resolutionen vedtaget enstemmigt 17.11. i vælgerforeningens bestyrelse og tilsynsråd blev linjerne trukket op for den fremtidige afgørelse. I en tusindtallig forsamling på Folkehjem talte H. til Nordslesvigs befolkning, tolkede dens følelser og gjorde rede for dens ønsker. Åbenrå-resolutionen blev 21.11. overrakt den danske gesandt i Berlin C. Moltke (1869-1935). Samtidig bad H. gennem ham den danske regering rejse nordslesvigernes ønsker over for de allierede hvilket skete 28.11. – Åbenrå-resolutionen udtrykte ønske om at Nordslesvig opfattedes som en helhed hvis befolkning ved at stemme ja eller nej skulle tilkendegive om den ville genforenes med Danmark. Dertil var i et særligt punkt føjet at det betragtedes som en selvfølge at tilstødende distrikter i Mellemslesvig som rejste krav derom havde ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive om de ønskede at komme til Danmark. Dette sidste punkt var et kompromis, foranlediget af ønsker fra vælgerforeningens folk i Sønderborg amt, støttet af nogle flensborgere. Under de følgende halvandet års grænsekampe stod H. forrest i arbejdet for at fastholde den linje som var trukket op i Åbenrå-resolutionen. Hans standpunkt var bestemt ved overbevisningen om at kun første afstemningszone der så godt som fuldstændig svarede til landet nord for den nuværende grænse var så dansk af nationalitet og sindelag at den havde moralsk ret til at genforenes med det danske rige. Han nærede den dybeste medfølelse med landsmændene syd for afstemningslinjen, men kunne ud fra sit kendskab til Flensborgs og Mellemslesvigs nationale udvikling efter 1864 ikke tro på muligheden af et virkeligt sindelagsskifte. Skulle en afstemning i disse landsdele give dansk flertal eller blot et meget stort dansk mindretal frygtede han at det måtte skyldes økonomiske eller andre den nationale selvbestemmelsesret uvedkommende motiver. 15.12.1918 anmodede en deputation fra Mellemslesvig den danske regering om ved henvendelse til de allierede magter at foretage skridt til at også befolkningen i Mellemslesvig kunne få sin ret til fri afstemning anerkendt. Jan. 1919 afgik en sådan henvendelse til fredskonferencen i Paris der fastsatte afstemning i zone I, Nordslesvig, en bloc som ønsket i Åbenrå-resolutionen og også fastsatte en zone II for Mellemslesvig og Flensborg hvor der skulle stemmes kommunevis. Herved blev det sidste punkt i Åbenrå-resolutionen og mellemslesvigernes ønske imødekommet. En voldsom agitation satte ind for at vinde Flensborg og de mellemslesvigske sogne for Danmark. H. kom i en vanskelig stilling, men var i stand til med ubetinget fastholden af den nationale selvbestemmelsesret at yde loyal støtte til danskerne i 2. afstemningszone. Om frygten for at et større antal tyskere skulle stemme dansk var begrundet er et spørgsmål som aldrig vil kunne besvares. Givet er det imidlertid at det var denne mulighed som bestemte H.s og meningsfællers holdning over for Flensborg-agitationen og den langt videregående Dannevirke-agitation.

H.s indtræden i ministeriet Zahle som midlertidig minister for sønderjyske anliggender 24.6.1919-29.3.1920 blev en omstridt beslutning. Ingen bestred at han var bedst egnet og selvskreven til at tilrettelægge Nordslesvigs nationale nyordning og indtræden i det danske statssamfund. Alligevel vakte udnævnelsen der fandt sted uden oppositionspartiernes vidende og tilslutning stærk kritik både nord og syd for Kongeåen. På mange hold føltes det som H. derigennem havde taget standpunkt til eller kunne tages til indtægt for den radikale regering. For H.s stilling dengang og senere i dansk politik fik dette skridt utvivlsomt betydning og bidrog til at skabe kølighed mellem ham og venstre. At udnævnelsen styrkede ministeriet og derigennem dets betingelser for at føre dets og H.s grænsepolitik til endelig sejr er ubestrideligt. Det var en virkning af denne strid og af grænsekampens bitterhed at H. ikke kom til at afgive de danske sønderjyders troskabsløfte til Danmark og Danmarks konge ved genforeningsfesten på Dybbøl 11.7.1920. – H. tog kun ringe del i dansk politik efter genforeningen. Da han ikke kunne gennemføre at de sønderjyske rigsdagsmænd dannede en særlig gruppe sluttede H. sig til venstre 1924 og repræsenterede det sønderjyske venstre i folketinget til 1926. Gennem sin personlige autoritet og som stadig leder af Hejmdal øvede han dog bestandig stor og stigende indflydelse på afgørelsen af alle sønderjyske spørgsmål. Han benyttede sin indflydelse til forsvar for den liberale nationalitetsordning hvis tilblivelse han havde del i og som var konsekvensen af hans egen og de danske nordslesvigeres halvhundredårige nationalitetskamp, og til årvågen vagt mod ethvert forsøg på at rokke ved den nye grænse, ikke mindst i de stormfulde år omkring nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Det store flertal af det danske folk erkendte da rigtigheden af hans synspunkter. – Hielmstierne-Rosencroneske stiftelses prismedalje 1932. Tietgenmedaljen samt et legat på 42000 kr. 1935.

Familie

Forældre: gårdejer, brænderiejer Christen H. (1825-91) og Anna Marie Andresen (1826-94). Gift 4.5.1888 i Sottrup med Helene Lucie Iversen, født 25.12.1860 i Ullerup, Sundeved, død 20.12.1935 i Åbenrå, d. af gårdejer Peter Christian I. (1817-1903) og Ingeborg Andresen (1824-1907). – Far til P. Chr. H.

Udnævnelser

K.2 1920. F.M.l. 1922. K.1 1930.

Ikonografi

Afbildet på Peter Hansens mal., 1911, af Fåborg museums indvielse 1910 (Fåborg mus.) og på forarbejde dertil. Flere tegn. af H. Jensenius, 1919 (Fr.borg) og 1923 (sst.). Buste af Rasmus Andersen udst. 1921 (Folkehjem, Åbenrå). Mal. af N. V. Dorph, 1923 (Fr.borg), kopi af Andreas Friis, 1951 (folketinget). Mal. af L. Find, 1930 (Askov højskole). Tegn. af Carl Jensen, 1932. Buste af G. Hammerich, 1932 (Folkehjem, Åbenrå). Mal. af R. Leepin (sst.) og af Agnes Smidt. Relief af Axel Poulsen på monument af samme, 1947 (Åbenrå). Foto. Udkast til monument i Åbenrå af Kaare Klint i samarbejde med Svend Rathsack, 1938. – Mindetavle på fødehuset.

Bibliografi

Kilder. H.P.H.: Fra krigstiden. Dagbogsoptegn. I-II, 1924. Samme: Et tilbageblik I-IV, 1928-34. Samme: Fra kampårene I-II, 1927-29. To ungdomsvenner. H.P.H. og H. V. Clausen. En brevveksl. udg. Harald Jørgensen, 1962.

Lit. Th. Hauch-Fausbøll i Berl. tid. 28.5.1936 (om slægten). M. Mackeprang: Nordslesvig 1864–1909, 1910. Fr. Nørgaard: H.P.H., 1919. Axel Linvald i Sønderjylland, red. Sv. Dahl og Axel Linvald I, 1919. Aage Friis: H.P.H., 1932 (særtryk af Politiken 20.-212. s.å.). Hans Lund i Sønderjyllands hist. V, 1932-33. Festskr. til H.P.H., 1932 (m. bibliografi 450-501). P. Lauritzen: H. P.H., Nordslesvigs skaber, 1945. Bogen om H.P.H., red. H. Lausten-Thomsen, 1948. Troels Fink: Spillet om da. neutralitet 1905-09, 1959. Samme: Da Sønderjylland blev delt 1918-20 I-II, 1978. Bjørn Svensson i Sønderjysk månedsskr. nr. I, 1979 17-28; samme i Flensborg avis 12-16.2.1980 (fem kronikker), sst. 24.4. Troels Fink sst. 18. & 19.4.1980. Papireri Kgl. bibl. og Landsark. i Åbenrå.

Læs også om H.P. Hanssen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om H.P. Hanssen
H.P. Hanssen
Hans Peter Hanssen , 21.2.1862-27.5.1936, da ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Flensborg
Flensburg , by i bunden af Flensborg Fjord i ...Artikel i Den Store Danske
M. Mackeprang
Mouritz Mackeprang , 1869-1959, dansk histor ...Artikel i Den Store Danske
Dybbøl-Posten
dansk avis, udgivet i Sønderborg 1868-1970. Dybbøl-P ...Artikel i Den Store Danske
Højskolebladet
almenkulturelt tidsskrift med basis i de frie skoler ...Artikel i Den Store Danske
Landeværnet
sammenslutning, som i 1913 blev oprettet af danske i ...Artikel i Den Store Danske
Leipzig
største by i den tyske delstat Sachsen; 539.3 ...Artikel i Den Store Danske
Nordslesvig
den nordlige del af hertugdømmet Slesvig med d ...Artikel i Den Store Danske
Gustav Johannsen
1840-1901, dansk politiker i Slesvig. Johannsen ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
AxLin
18/07/2011
HLars
18/07/2011
  • Læst 991 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki