Harald Holm

Harald Holm, Harald Emil Larsenius Holm,  19.4.1848-9.2.1903, politiker. Født i Kbh. (Frels.), død sst., begravet sst. (Vestre). H. gik som dreng i Det forenede velgørenhedsselskabs skole og forberedtes gratis af nogle af skolens lærere til studentereksamen. Han dimitteredes privat 1867 og blev cand.teol. 1875. Som student ernærede han sig ved undervisning og var huslærer i Sofus Høgsbros hjem hvorfra han indførtes hos N. F. S. Grundtvig som han bl.a. læste op for. Gennem denne tilknytning til ledende grundtvigske kredse blev han en begejstret tilhænger af grundtvigianismens livssyn. 1878 tog han initiativ til Kbh.s højskoleforening og blev dens formand. 1887 oprettede han højskolehjemmet i Helgolandsgade i Kbh. og bestyrede det til sin død. Her samledes tidligere højskoleelever og en del kbh.ske arbejdere til foredrag og diskussioner, men det store gennembrud for højskoletanken i Kbh. som han tilstræbte blev det ikke. 1890 deltog han i oprettelsen af Kbh.s valgmenighed og blev senere dens kasserer. Omkr. 1872 begyndte H. at skrive artikler i Høgsbros Dansk Folketidende og var medredaktør fra 1878 til bladets ophør 1883, derefter en tid medarbejder ved Morgenbladet og fra 1894 korrespondent til en del provinsblade. H. var meget tidligt optaget af at knytte kontakter med Norden, især med Norge, og begyndte 1871 at skrive korrespondancer til Bjørnstjerne Bjørnsons Norsk folkeblad og korresponderede det næste tiår til norske og svenske blade. Som rigsdagsmand fortsatte han sin deltagelse i skandinavisk samarbejde og var medarrangør af de nordiske skolemøder i Kristiania og Stockholm 1885 og 1895. H. der tidligt gjorde sig bemærket som skribent havde også i det grundtvigske foreningsliv vist sig i besiddelse af evner som taler og debattør og ansås for en af de unge akademikere som venstre burde sikre sig. Høgsbro, hvis svigersøn H. var, introducerede ham i fynske venstrekredse og april 1876 opstilledes H. til folketinget i Kertemindekredsen, men opnåede ikke valg. Okt. s.å. erobrede han imidlertid ved suppleringsvalg Verningekredsen som han holdt til sin død. Ved venstres delinger fulgte H. stedse den Høgsbro-Bojsenske fløj. Han benyttedes i 1880erne ikke meget som ordfører i tinget, men så meget mere i agitationen ude i landet og valgtes af C. Berg, som han ofte stod i modsætning til under partiets indre stridigheder, til at ledsage ham på de store agitationsrejser 1883–85. H.s taler var sagligt underbyggede og præget af lune og varme, ikke mindst under replikskifter. Herigennem og ved sin elskværdige personlighed, sin overbevisningstroskab og sin uegennyttige karakter holdt han som københavner sin position blandt landboerne og vandt anseelse uden for partikredse. Som skribent bidrog H. til venstres agitation med en række småskrifter 1884–1901 der praktisk taget år for år skildrede rigsdagsarbejdet. Hertil kom i Studentersamfundets småskrifter en skildring af Balthazar Christensen 1887. H. sluttede sig helhjertet til Frede Bojsens forligspolitik og indtog 1890–95 en betydelig position i rigsdagsarbejdet som finansordfører, formand for toldudvalg og statsrevisor 1893–95. Det nagede ham at han politisk skiltes fra Sofus og Svend Høgsbro ved forliget, og forligstilhængernes nederlag ved valget 1895 fik ham til at søge forstanderstillingen ved Jonstrup seminarium, men han blev forbigået. H. havde i 1880erne hørt til de yngre grundtvigianere der fandt at højskolen ikke bare kunne leve på det mytiskhistoriske stof, men måtte gå ind i debatten både med højre og med det litterære gennembruds mænd. Han havde mod de fleste af sine partifæller 1881 stillet forslag om kvinders kommunale valgret og ligeledes mod mange partifæller været fortaler for borgerligt ægteskab. I skolespørgsmål havde han i begyndelsen af sin rigsdagstid forfægtet Grundtvigs synspunkter og sluttede dermed i et skarpt angreb på almenskoleloven 1903 som han betegnede som en "enhedsskole ovenfra" med studentereksamen som højeste mål. Hvis eleverne var første klasses blev de studenter. Var de kun anden klasses nåede de ikke længere end til mellemskolen, og de der ikke kom så vidt kunne "blive siddende i den Folkeskole som har faaet Statsmagtens Attest for egentlig ikke at due for de gode Hoveder længere end til deres llte-12 Aar".