N.P. Andreasen

N.P. Andreasen, Niels Peter Andreasen,  25.7.1881-8.7.1962, politiker, parcellist. Født i Nyrup, Fyrendal sg, død i Forsinge, Udby sg., begravet på Mørkøv kgd. Som søn af en skovkører på godset Holsteinborg oplevede A. indefra landarbejdernes barske livsvilkår. Den sociale opstigning mod en tilværelse som selvstændig landmand syntes spærret af mangelen på sådanne fundamentalfaktorer som jord, kapital og uddannelse. Efter nogle års virksomhed som tjenestekarl kom A. imidlertid 1901 til Høng højskole og fik under et fireårigt ophold her som elev og karl sin sociale og politiske bevidsthed skærpet gennem mødet med forstander Anders Jørgensens husmandsprogram. I 1909 fik han sit eget husmandssted på Ubby mark ved Kalundborg, og 12 år senere var han i stand til at købe en større bedrift i Forsinge. Allerede 1912 indledte han sin offentlige karriere som organisationsmand og politiker, idet han samtidig blev indvalgt i De sjællandske husmandsforeningers bestyrelse og i det lokale sogneråd. Organisationsvejen førte ham over næstformandsposten (1917) til formandsstolen 1929 som afløser for Niels Frederiksen, mens den politiske karriere via sogneråd (1912–24) og amtsråd (1916–35) ledte frem til hvervet som folketingsmand for det radikale venstre 1929, valgt i Kristjan Pedersens gamle kreds, Odsherredkredsen. Efter Jens Holdgaards død 1936 blev han formand for De samv. danske husmandsforeninger (til 1951).

Meget betegnende indledte han sin rigsdagsvirk-somhed som sit partis jordpolitiske ordfører 28.11.1929, men opnåede aldrig den indflydelse som forgængeren Niels Frederiksen kunne mønstre. Til gengæld var han som organisationsleder sammen med Holdgaard med til at lede husmandsbevægelsen over i nye baner da L.S.-bevægelsens eksplosive fremvækst (se Knud Bach) fra efteråret 1930 tvang de eksisterende organisationer til at tage deres hidtidige linje op til revision. Løsenet blev et samarbejde med landboforeningerne og andelsudvalget i landbrugsrådets regi fra juni 1932. Som formand for to ekstraordinære reguleringsorganer, landbrugsministeriets kvæg- og kødreguleringsud-valg og landbrugsministeriets kvæg- og kødeksportudvalg fik A. en vigtig og byrdefuld opgave, ikke mindst fordi denne sektor var særlig kriseramt, men gennem et velovervejet opbud af organisationspolitisk fasthed og et venligt, ja gemytligt væsen red han de fleste storme af. Hans styrke lå så afgjort på det formidlende, administrative plan, hvorimod formatet ikke helt strakte til i hvervet som stedfortræder for landbrugsrådets ledende præsident 1936–40. Det kan da også diskuteres om han ved at anbefale sin organisation at træde ud af rådsarbejdet november 1939 i konsekvens af indre uenighed om valutapolitikken, styrkede husmændenes erhvervspolitiske stilling. I nogen grad blev denne svækkelse dog opvejet af A.s virksomhed som medlem af vareforsyningsrådet 1940–52. 70 år gammel trak han sig tilbage fra alle tillidsposter.