Dansk Biografisk Leksikon

P. Knudsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

P. Knudsen, Peter Christian Knudsen,  23.11.1848-28.10.1910, politiker, borgmester. Født i Randers, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). I mere end et halvt århundrede skiftede det danske socialdemokrati kun én gang leder, nemlig da K. efterfulgtes af Th. Stauning. Den første stod i spidsen for partiet i 27 år, fra 1882 til 1909, den anden var dets formand til 1939, uddannet på partikontoret af K. – K. var handskemager, udlært i handskebyen Randers 1867. Som barn havde han gået i den Brock-Bredalske friskole i sin fødeby og både da og under sin opvækst modtaget megen venlighed og påvirkning af den konservative overlærer S. N. Albrechtsen som 1867 stiftede en arbejderforening der i byen. Da K. n.å. drog til Kbh. meldte han sig her ind i den Rimestadske arbejderforening af 1860 og var en flittig tilhører ved foreningens foredrag og benytter af dens bibliotek. Efter et par års arbejde hos firmaet N. F. Larsen rejste K. til Göteborg og vendte først tilbage 1872 for at blive soldat. Han lå som rekrut i Kastellet, da "slaget på fælleden" foregik 5.5. At indtryk fra begivenhederne her omkring da militæret holdtes klar til udrykning mod socialisterne og forskrækkelsen bragte offentligheden til at beskæftige sig med den unge arbejderbevægelse har øvet indflydelse på hans samfundsopfattelse er ikke usandsynligt. Da han n.å. kom ud af "trøjen" havde han i hvert fald fået et skarpere blik for klassemodsætningerne; han indmeldte sig i "Den blandede fagforening", tog aktivt del i det faglige og politiske røre, og utilfredsstillet af en 1873 oprettet handskemagerforenings karakter var han 1875 med til at stifte såvel en handskemagernes fagforening i Kbh. som tilsvarende foreninger i Malmö, Nyborg, Odense, Lund og Helsingborg. På K.s initiativ dannede disse 1876 et nordisk handskemagerforbund med ham som formand. Mens den københavnske forening overlevede nedgangsårene i 70'ernes slutning og senere (1898) blev udgangspunkt for dannelsen af handskemagerforbundet i Danmark, hvis formand K. var til 1903, opløstes 1879 den skandinaviske sammenslutning. Hermed ophørte også "Maanedsblad for det nordiske Handskemagerforbund" hvori K. allerede havde røbet sin sans for statistiske undersøgelsers værdi.

K. deltog i Gimlekongressen 1876 og, efter førernes flugt, i Købmagergade-kongressen 1877, men stod endnu ikke i første række blandt de nye mænd. Først sommeren 1877 rykkede han fra en suppleantplads ind i fagforeningernes centralbestyrelse. Her gjorde han sig gældende i debatten om organisationerne og midlerne til at modvirke bevægelsens rivende tilbagegang. Han blev medlem af et udvalg til forberedelse af lov for en særlig politisk organisation, den der 12.2.1878 trådte ud i livet som Socialdemokratisk forbund. Hans egne fagfæller var imidlertid så bange for det nye arbejderparti at han måtte melde handskemagerne ud. Han havde tidligere en overgang skrevet artikler i Social-Demokraten. Nu blev han ofte arbejdsløs, men efter at Emil Wiinblad 1881 var blevet redaktør knyttede han K. som medarbejder til sig. Da Chr. Hørdum dec. 1882 ønskede at hellige sig bladet og agitationen valgtes K. til forretningsfører for partiet. På dette tidspunkt stred arbejderbevægelsen sig langsomt op fra den afgrund den havde været nede i. Ved folketingsvalgene 1881 mønstrede partiet endnu ikke 2000 stemmer. Fagforeningerne var få og små, men var begyndt at røre på sig igen. Det gik fremad og opad. Tre hovedsynspunkter træder især frem i K.s virksomhed: parti og fagbevægelse må arbejde nøje sammen; der bør sættes stærkt ind for at organisere landarbejderne; staten må tage sig af forsorgen for syge, gamle og invalide. På den første skandinaviske arbejderkongres i Göteborg 1886 fik K. og Jens Jensen (1859–1928) det første synspunkt antaget som princip. Det var K. som forelagde resolutionen om fagforeningernes interesse i lovgivningsarbejdet og tilslutning til socialismen. De senere år var samarbejdet praktiseret ved at partiledelsen og dermed K. også var fagbevægelsens samlende hånd. Nu oprettedes (1886) De samvirkende fagforeninger i Kbh. i hvis bestyrelse partiet fik to repræsentanter, den ene K. som næstformand. Efter forskellige forberedende skridt oprettedes 1898 De samvirkende fagforbund i Danmark, ligeledes med to repræsentanter for socialdemokratiet i ledelsen, og K. blev også næstformand her (indtil 1909).

I 80'ernes arbejdskonflikter og især under den store smede-lockout 1885 stod K. ved siden af F. Hurup og J. Jensen i begivenhedernes centrum og organiserede bl.a. fordelingen af de fødemidler som sympatiserende venstregårdmænd tilsendte de lockoutede. Interessen for landarbejderne skyldtes både disses ringe kår i sig selv og det tryk som indvandringen til byerne øvede på lønniveauet. K. skrev udførligt om landarbejdernes sociale og økonomiske forhold i Social-Demokraten. Sagen toges op på Göteborg-kongressen. Fra 1888 arbejdede socialdemokratiets kongresser med udformning af partiets programkrav med hensyn til landarbejder- og jordspørgsmålene. I disse år foregik der i konkurrence med Fernando Linderbergs Dansk arbejderforbund en livlig agitation hvori K. tillige med A. C. Meyer tog stærkt del og som resulterede i betydelig fremgang for partiet i landdistrikterne. Mere end af noget andet spørgsmål optoges dog K.s interesse af den sociale forsorg. Han havde talt og skrevet mod den gamle fattiglovgivning og mod de fremkomne forslag om forskellige former for alderdomsforsikring. Nu blev han 1883 opfordret til at tiltræde et udvalg nedsat af hovedstadens syge- og begravelseskasser til overvejelse af statens forhold til sygeplejen og alderdomsforsorgen, og dettes betænkning, udgivet 1888 under titlen Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse er helt igennem K.s værk. Betænkningen rummer imidlertid langt mere end titlen angiver. Den er en meget grundig og på indgående statistiske undersøgelser hvilende redegørelse for by- og landarbejderbefolkningens arbejds-, løn- og levevilkår som munder ud i et krav til regering og rigsdag om støtte til sygeforsikringen uden fattighjælps virkning og om en løsning af alderdomsforsørgelsesspørgsmålet der ikke fordrer indskud fra arbejdernes side således som forudsætningen var i de af Estrups regering fremsatte lovforslag.

Det stof som K. her havde draget frem udnyttedes med betydelig agitatorisk virkning såvel på møder som i den stærkt voksende arbejderpresse. Valget 1884 havde givet partiet ny medvind, og 1890 mønstrede det 17 000 stemmer. Jan. d.å. opstilledes K. ved folketingsvalget i Randers men kunne ikke slå højres mand ud. derimod vandt den socialdemokratisk-liberale opposition tre mandater ved landstingsvalgene i sept. hvorved K. sammen med C. C. Andersen indvalgtes i landstinget. På rigsdagen var netop de sociale reformer som K. havde arbejdet for dagens emne. Selv om socialdemokratiet var for svagt til direkte at præge den reviderede fattiglov og alderdomsunderstøttelsesloven af 1891 og loven om statsanerkendte sygekasser af 1892 har den offentlige debat om disse spørgsmål som K. havde ført an i ikke været uden betydning for deres udformning. K. ønskede imidlertid som partiets formand at virke i folketinget, han søgte valg igen i Randers 1895 og 1898 og valgtes sidstnævnte år. Han blev nu medlem af skattekommissionen af 1900, og såvel i denne som i folketinget under behandlingen af P. A. Albertis skattelove krævede han nedsættelse af den indirekte beskatning og af tolden på forbrugsvarer og foreslog til gengæld en stærkt stigende indkomst- og formueskat til staten og en kommunal grundværdistigningsskat. K. faldt imidlertid ved valget i Randers 1901 og kom først ind i folketinget igen 1903 da han overtog borgmester J. Jensens mandat i Kbh.s 10 kreds. Blandt de sager K. i de følgende år, indtil han 1909 udtrådte af tinget, beskæftigede sig med skal især nævnes arbejdsløshedsspørgsmålet. Han var medlem af invaliditetskommissionen af 1903, var ordfører for sit parti ved behandlingen af loven om Christiansborgs genopførelse 1903–04 og ligeledes under gennemførelsen af loven om anerkendte arbejdsløshedskasser 1907 som K. i høj grad satte sit præg på. Som kandidat til borgerrepræsentationen i Kbh. blev K. opstillet første gang 1886 og indvalgtes 1897. Ved P. Holms tragiske afgang n.å. blev han forsamlingens næstformand. 1902 valgtes han til rådmand for magistratens 3. afdeling og fik nu lejlighed til at praktisere adskillige reformer i stadens forsørgelsesvæsen. Nov. 1909 blev han borgmester for 3. afdeling, og ved en omlægning af denne forberedte han yderligere reformer, men han var nu syg og svag og satte sig som "fattigborgmester" væsentlig det minde at "han overskred sit budget".

Som partiets formand sad K. inde med adskillige andre tillidshverv, var således i ledelsen for de betydeligste arbejderkooperative foretagender. Han repræsenterede partiet på de internationale kongresser i Bruxelles 1891, -93 og -99, London 1896, Paris 1900 og Amsterdam 1904, og det skyldes hans initiativ at den internationale socialistkongres 1910 afholdtes i Kbh., en måned før hans død. På kongresserne formåede han at gøre sig gældende – på tysk – endog i debatter med ledere som Jean Jaurés og Eduard Bernstein. Han var en udpræget slider. Tingene skulle gøres ordentligt, derfor gjorde han dem helst selv. Det var ved arbejdsomhed og orden og ganske uden humor han administrerede det støt voksende socialdemokrati, og selv samlede han trådene i sin faste hånd. Andre besørgede veltalenheden, han argumenterede med tørre tal og nøgterne skildringer af virkeligheden. Han var banebrydende på socialstatistikkens område og erhvervede sig en solid nationaløkonomisk indsigt. Han havde lært meget af bøger, og han satte også systematisk bøger ind i agitationen for sit parti ved udgivelsen af Socialistisk Bibliotek og Socialistiske Smaaskrifter. Han blev dog aldrig nogen abstrakt teoretiker. Det var K. som mest konsekvent dyrkede alliancen med venstre, efter 1905 med de radikale; i praktisk politik viste han også at han var praktikeren. Efter som partiet vandt udbredelse over hele landet føltes den oprindelige organisationsform utjenlig, og ved lovændringer på kongresser fra 1888 fik K. skabt mere fasthed og mere disciplin i forholdet mellem hovedbestyrelse og afdelinger. Både presse og parti blev centraliseret. Over for direkte splittelsesforsøg såvel som over for afvigende meninger inden for partiet lagde K. ikke fingrene imellem. Han ville kun partiets trivsel, dets fremgang og enhed. For den arbejdede han utrætteligt og uophørligt. Men han kunne også se det gro i arbejdsfuren. Den lille forening han blev forretningsfører for 1882 var inden hans død vokset til et landsomspændende parti som talte 230 afdelinger med 44 000 aktive medlemmer, men som 100 000 vælgere kastede deres stemmer på ved valgene.

Familie

Forældre: skomagermester Christian K. (1812–58) og Else Marie Borreschmidt (1814–65). Gift 12.12.1875 i Kbh. (Trin.) med Vilhelmine Hansen, født 6.12.1838 i Tårnby, død 25.12.1910 i Kbh. (gift 1 . gang 1866 med tømrersvend Carl Frederik Emil Walther, 1842–73), d. af indsidder, arbejdsmand Hans Clausen (født 1812) og Agnete Juliane Henriette Tesch (født 1815).

Ikonografi

Mal. af N. V. Dorph, 1907 (Socialdemokratisk forbund). Buste af Kai Nielsen, 1914 (Kbh.s rådhus). Afbildet på E. Saltofts mal., 1934, af socialdemokratiske førere (forhen Folkets hus, Kbh.). Foto.

Bibliografi

P. K.: Handskemagerforen. af 1875, 1900. – Freilif Olsen: Danske socialister, 1892 11–15. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 769–73. C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904 311–598 fl.st. [F. J. Borgbjerg] i Socialdemokraten 30.12.1907 og 29.10.1910. A. C. Meyer: P. K.., 1916 = Folkets førere. A. F. Lamm: Erindr, og tanker, 1928 135 176f. Det danske socialdemokratis hist., ved E. Wiinblad og Alsing Andersen I-II, 1921. Th. Stauning i Socialisten XXV, 1928 34–39 (optr. i forf.s Tanker og taler, 1931 183–89). V. Melgaard i Billeder af rigsdagens hist., red. Aa. Svendstorp og Chr. Torpe I, 1947 257–80. Johs. Jacobsen i Fra folket de kom, red. H. P. Sørensen, 1962.

Læs også om P. Knudsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om P. Knudsen
P. Knudsen
Peter Knudsen , 23.11.1848-28.10.1910, dansk ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
borgmester
formand for kommunalbestyrelsen og øverste daglige l ...Artikel i Den Store Danske
arbejderbevægelse
organisationer og institutioner, der har til for ...Artikel i Den Store Danske
Social-Demokraten
1874-1959 navnet på dagbladet Aktuelt . ...Artikel i Den Store Danske
Eduard Bernstein
1850-1932, tysk socialdemokratisk politiker, grun ...Artikel i Den Store Danske
borgerrepræsentationen
se kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune . ...Artikel i Den Store Danske
Kastellet
Citadellet Frederikshavn , fæstning i Københ ...Artikel i Den Store Danske
Helsingborg
havneby i det nordvestlige Skåne ved Øresunds ...Artikel i Den Store Danske
Bruxelles
nederlandsk Brussel , tilnavn Europas hj ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OBertolt
18/07/2011
  • Læst 901 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki