Peder Schumacher Griffenfeld

Peder Schumacher Griffenfeld,  24.8.1635-12.3.1699, greve, rigskansler. Født i Kbh, død i Trondheim, begravet sst. (Frue k.), senere flyttet til Vær k. G.s baggrund var det københavnske borgerskab. Morfaderen hørte til dettes spidser. Faderen drev en betydelig vinhandel på Købmagergade som efter dennes død førtes videre af moderen som også drev kramhandel. G. var i åndelig henseende meget tidligt udviklet. Fire år gammel kom han i skole, og som kun 12-årig blev han student med de mest fremragende vidnesbyrd. I kraft af sin formidable begavelse der suppleredes af en eksemplarisk flid vakte han opsigt og kom i huset hos Sjællands biskop, Jesper Brochmand. Hans fagstudium ved Københavns universitet var teologi, men han beskæftigede sig tillige med historiske, statsretlige, naturvidenskabelige og sproglige studier. Navnlig inden for det sidste område synes han at have haft enestående anlæg. Han vakte også opmærksomhed som digter og udtrykte sig fremragende både på latin og dansk. Formentlig 1653 tog han attestats og rejste kort efter til udlandet. Han studerede i kortere tid ved universiteterne i Rostock, Leipzig og Dresden og siden to år i Leiden. Formelt studerede han medicin, men det var navnlig studiet af klassiske sprog han kastede sig over. Sept. 1657 blev han immatrikuleret ved Queen's College i Oxford. Han uddybede her sine sproglige studier, nu arabisk og persisk, men efterhånden fortrængte statsretten i nogen grad hans andre interesser. Statsretlige problemer var unægtelig også aktuelle i England hvor G. oplevede både republikken og Stuarternes tilbagevenden. Efteråret 1660 kom han til Paris. Siden drog han til Spanien og Italien. 20.7.1662 var han tilbage i København. I kraft af sin intelligens og flid havde G. fået mere ud af sin tur end de fleste og tilegnet sig det væsentligste af datidens kultur og dannelse. Hans store sprogkundskaber og statsretlige indsigt gjorde det naturligt at han søgte at gøre karriere inden for statstjenesten hvor vejen nu i modsætning til tidligere stod åben for borgerlige. Vistnok på Peder Reedtz' anbefaling blev han maj 1663 kongens archivarius og bibliothecarius hvorved han fik jævnlig omgang med Frederik III selv, ikke det dårligste udgangspunkt for en mand med stærke ambitioner. Kongen fik også hurtigt øjnene op for G.s evner og lod ham 1665 avancere til kammersekretær. Som sådan løste han sin første store opgave, nemlig udformningen af kongelovens tekst. Den fortrinlige indsats han her gjorde åbnede vejen for nye avancementer. Juni 1666 fik han fodfæste i danske kancelli hvor en ny instruks fastslog at alle supplikationer og betænkninger skulle forelægges G. der skulle referere dem for kongen. Det er indlysende at G. hermed fik virkelig magt. Fremgangen fortsatte da også; 1668 blev han kancelliråd. Men med fremgangen fulgte også misundelse og modstand fra folk der var nervøse for at blive uddistanceret af G. 1668 kom den første krise da han kom i et farligt modsætningsforhold til Christoffer Gabel da denne visttandt at G. truede hans egen svigersøn Diderik Schults karriere. Da også Erik Krag og efterhånden også Peter Reedtz hørte til de G. mindre venligtsindede, var hans position truet endog hos kongen. Og trods al intelligens og flid havde G. svage sider. Hans høje ambitionsniveau, hans svaghed overfor kvinder og især hans bestikkelighed gjorde ham sårbar. G. red imidlertid krisen af, sandsynligvis fordi han fik en ny beskyt-' ter i den norske statholder Ulrik Frederik Gyldenløve, en mand der i evner og anlæg var G. jævnbyrdig. Gyldenløve så uden tvivl en værdifuld allieret i G. i kampen mod Gabel og stod sikkert bag da G. 1669 blev assessor i såvel højesteret som statskollegiet. Gyldenløve skaffede også G. adgang til aristokratiets inderkreds og flere kendte adelsdamer, bl.a. Mette Trolle og hendes søster Birgitte samt Joachim Gersdorffs datter, Magdalena Sibylla blev siden hans elskerinder.

Tronskiftet februar 1670 fik øjeblikkelig konsekvenser for de politiske magtforhold i Danmark. En alliance mellem Gyldenløve og statholderen i hertugdømmerne Frederik Ahlefeldt (1623-86) væltede allerede i april Christoffer Gabel. De ledende personligheder i dansk politik var nu statholderne i de ikke-danske rigsdele, men hverken Gyldenløve eller Ahlefeldt havde større interesse for den daglige administration. Med hertuginde Sophia af Hannovers ord enedes de derfor om at bruge G. som deres "lille skriver". Herved blev mange afgørelser overladt til G. Den i foråret og sommeren gennemførte reform af centraladministrationen styrkede hans position yderligere. Reformens retningslinier angaves af kongen, men den praktiske udformning overlodes til G. I alle kollegier blev der påbudt faste møder, og det fastsattes at der skulle være et lige antal adelige og borgerlige medlemmer. En ny instruks for danske kancelli fastslog at kansleren stadig var kancelliets leder, men en række bestemmelser placerede den faktiske magt hos de to oversekretærer af hvilke G. var sin kollega Diderik Schult ("sekretæren for bryllupper og begravelser") totalt overlegen. Af betydning var det især at instruksen fastslog at det alene tilkom oversekretærerne at referere sagerne for kongen og besørge udfærdigelsen af kongebrevene. Herigennem fik G. mulighed for at øve afgørende indflydelse på den uerfarne og letpåvirkelige konge. G.s indflydelse øgedes yderligere ved at han maj 1670 blev sekretær i det nyoprettede geheimeråd hvis medlemmer blev kollegiernes ledere samt Gyldenløve og Ahlefeldt. Reformen gjorde danske kancelli til forvaltningens centrum og satte de øvrige kollegier i et vist underordnet forhold til dette. Bl.a. skulle alle petitioner indsendes til danske kancelli og påtegnes her inden de fordeltes på kollegierne.

G. havde herigennem erhvervet en position der gjorde ham til Gyldenløves og Ahlefeldts jævnbyrdige. Den politiske situation var imidlertid ikke afklaret med omvæltningen maj 1670. Kredse inden for adelen havde endnu ikke opgivet håbet om et systemskifte, og gennem kongens yndling Morten Skinkel intrigeredes der imod triumviratet. Bag stod formentlig kansleren Peter Reedtz hvis indflydelse G.s forvaltningsreform havde reduceret betydeligt og vice-skatmesteren Holger Vind. Det afgørende fremstød som især var rettet mod G. der regnedes for det svageste led mislykkedes imidlertid. Morten Skinkel måtte for altid forlade hoffet og ved årsskiftet 1670/71 var magtkampen foreløbig afgjort med at triumviratet kunne befæste sin magt.

I de følgende års finansielle og militære reformer havde G. væsentlig del, men især var det handel og manufakturer som havde hans interesse. Hans indsats lå især på det organisatoriske plan; det var således ham der forfattede kommercekollegiets instruks og stod bag oprettelsen af en række nye kompagnier. Når den nye manufakturpolitik lykkedes bedre end de tidligere forsøg skyldtes det i nogen grad den bedre organisation, herunder at participanterne sikredes en bedre retsstilling. G. var i sin økonomiske politik tydeligt præget af J.-B. Colbert, men langt mindre dogmatisk. Således var det på hans foranledning at salthandelen, der aldrig havde kunnet trives under kompagnitvang, gaves fri.

Et gennemgående træk i G.s foranstaltninger -det gælder både de administrative organer såvel som kompagnierne – var at han overalt gennemførte paritet mellem det adelige og borgerlige element. Utvivlsomt var det også ham der udformede den første rangforordning 1671 der.i forbindelse med det nye ordensvæsen søgte at knytte social anseelse til statstjeneste fremfor økonomisk formåen og fornem afstamning. Trods disse skridt for at fremme både ligheden og den sociale mobilitet i samfundet havde regeringen blik for at de store jordegodsejere stadig var samfundets rygrad, og disses økonomiske og sociale positioner sikredes gennem adgangen til at båndlægge jordegods i form af grevskaber og baronier.

G.s uomtvistelige dygtighed i statssager kombinerede han med en lige så ubestridelig evne til at varetage egne interesser. Nov. 1670 giftede han sig med en sønnedatter af Hans Nansen, en forbindelse der gav ham betydningsfulde relationer med det københavnske patriciats spidser og dertil store økonomiske fordele. Parret flyttede ind i den store gård på hjørnet af Købmagergade og Helliggejststræde (nu Købmagergades postkontor). Sin hustrus arvegods i Antvorskov amt mageskiftede han med kronen for Tønsberg provsti og Sem kongsgård. Det norske gods fik adelige rettigheder under navnet Griffenfeld som han også selv antog. G.s fremgang kom i høj grad slægt og venner til gode. Hans svoger Hans Nansen d.y. og dennes svoger Peder Pedersen Lerche fik han placeret i kommercekollegiet. Broderen Albert senere adlet Gyldensparre og gift med en datter af Paul v. Klingenberg blev udnævnt til mønsterkommissarius. Fætteren Gert Schrøder og hans svoger Henning Meyer senere adlet Meyercrone blev sekretærer i danske kancelli. En anden svoger Jørgen Fogh blev borgmester i København. I alt dette var der nepotisme, men G.s hensigt var utvivlsomt også at placere personer der var loyale og afhængige af ham i administrationens nøgleposter og derigennem befæste sin egen position.

G.s fremgang begyndte nu at få konsekvenser for hans tidligere så gode forhold til Gyldenløve. Som sekretær i geheimerådet havde han fået indflydelse på udenrigspolitikken hvor han støttede Ahlefeldts antigottorpske politik over for Gyldenløve. Også G.s stadig stigende omgang med adelen svækkede venskabet med Gyldenløve. Efter hustruens tidlige død blev Magdalena Sibylla Gersdorff hans åbenlyse elskerinde. Sept. 1672 blev hans spæde datter forlovet med en søn af Mogens Friis, og hans svigerinde ægtede rentemester Christoffer Gersdorff. Modsætningen til Gyldenløve fandt nu også udtryk gennem stadige kævlerier mellem de to mænd i statskollegiet indtil Gyldenløve 1673 trak sig tilbage til Norge.

G. var nu klar til nye fremstød. April 1673 blev han amtmand i Tønsberg og nov. s.å. udnævntes han til greve af Griffenfeld og ridder af elefanten. Marts 1674 købte han Samsø af sin elskerindes mand Jørgen Bielke, og i stadfæstelsesbrevet kaldtes han "greve til G., herre til Samsø, Brattingsborg og Visborg." Da senere Tønsberg by lagdes under hans norske grevskab fik han titel af "greve til G. og Tønsberg". Febr. 1674 var G. desuden blevet patron for Petri tyske menighed. Da Peter Reedtz døde juni s.å. blev G. hans efterfølger med titel af rigskansler, og desuden blev han præsident for højesteret. Hans instruks som rigskansler gav ham fuldstændig "direktion" over både danske og tyske kancelli, og som præsident beherskede han højesteret. Som rigskansler førte han desuden forsædet i statskollegiet med afgørende indflydelse på hvilke sager der skulle forhandles. Allerede tidligere var den militære finansadministration blevet udskilt i særlige kommissariater han også beherskede. Kollegiestyret var dermed reelt ophørt. Danmark styredes af "en fornemme minister". Nye hædersbevisninger og æreshverv blev ham nu til del. Han blev patron for universitetet som fejrede ham med en fest på hans 40-års fødselsdag hvor smigeren nåede sit absolutte højdepunkt i Thomas Bartholin tale. For at lade glansen af sin storhed smitte af på sin fødeby København gennemførte han 1674 Christianshavns indlemmelse i denne og skænkede byens rådhus 102 portrætter af danske konger samt et sølvbeslået drikkehorn. Samtidig havde han planer om et nyt strålende ægteskab. Enkedronning Sophie Amalie tiltænkte ham sin protegé hertuginde Louise Charlotte af Augustenburg, men selv arbejdede han på en forbindelse med Charlotte Amelie de Tremoïlle, prinsesse af Tarent der opholdt sig hos sin slægtning, dronningen. Også anskaffelsen af en engelsk hertugtitel indgik på et tidspunkt i G.s planer. Mens forhandlingerne med de forskellige parter pågik muntrede G. sig med forskellige adelige såvel som borgerlige veninder. Det fulgte af enevældens princip at G.s position trods den store magt han havde samlet i sine hænder alene var afhængig af kongens nåde. Sin karriere havde han bygget på at være den der fremfor nogen varetog kongens interesser. Men efterhånden som han virkelig fik magt blev det ham vanskeligere at opretholde identifikationen mellem kongens og statens interesser. Især gjaldt det udenrigspolitikken hvor G.s statsræson tilsagde ham en linie der kun dårligt harmonerede med de følelser og stemninger der beherskede kongen.

Ved omvæltningen april 1670 var udenrigspolitikken nærmest blevet Ahlefeldts domæne hvilket var naturligt i betragtning af hans mangeårige diplomatiske erfaring. Over for Gottorp brød Ahlefeldt med Gabels forsonlige linie hvilket resulterede i det forlig som 1670 sluttede med hertugen af Plön i det oldenborgske arvespørgsmål der skaffede Danmark Oldenburg og Delmenhorst. I øvrigt arbejdede Ahlefeldt på et nært forhold til kejseren og de tyske stater samt en tilnærmelse til Sverige for at skille dette rige fra Gottorp. Da krigen mellem Frankrig og Nederlandene udbrød 1672 ønskede Ahlefeldt at Danmark skulle holde sig udenfor det europæiske opgør selvom Sverige skulle blive inddraget på Frankrigs side. Vanskeligheder for Ahlefeldts forsigtige politik skabtes imidlertid af Christian Vs stærke ønske om en revanchekrig mod Sverige med henblik på en generhvervelse af de ved fredsslutningerne i Brømsebro og Roskilde tabte landskaber. Bag kongen stod generalerne og flere af spidserne inden for administrationen. Ahlefeldt indså dog en sådan politiks begrænsede muligheder under de herskende storpolitiske konstellationer og ønskede derfor at Danmark skulle forholde sig afventende og se hvilke muligheder der bød sig. Hans stærke anti-gottorpske holdning og krigspartiets indflydelse betød imidlertid at Danmark efterhånden hældede stærkere mod Nederlandene og kejseren. Et udtryk herfor var en defensivalliance indgået for tre år (1672) med kejseren, Brandenburg og flere mindre nordtyske stater og forbundet med Holland (1673). Endelig sluttedes juni 1674 en traktat med de allierede der forpligtede Danmark til at træde ind i krigen hvis en ny forbundsfælle sluttede sig til Frankrig.

I sit syn på, hvad der burde være målene for Danmarks udenrigspolitik stod G. næppe det aktivistiske parti omkring kongen fjernt. Også han ønskede at Danmark skulle genvinde sin tidligere position i nordeuropæisk politik og en generhvervelse af de tabte provinser. Han var dog utvivlsomt enig med Ahlefeldt i at en revanchekrig med Sverige under de forhåndenværende omstændigheder næppe havde udsigt til at krones med held. Men i modsætning til Ahlefeldts passive østrigsk orienterede linie ønskede G. en aktiv politik for at styrke Danmarks udenrigspolitiske chancer. Mens den svenskgottorpske forbindelse for Ahlefeldt var Danmarks sikkerhedspolitiske hovedproblem anså G. Danmarks sekundære position i Norden for i betydelig grad at være betinget af Sveriges venskab med Frankrig. G. arbejdede derfor for en genoptagelse af Hannibal Sehesteds franske alliancepolitik fra 1660ernes begyndelse. Hans udenrigs-politiske aksiom var at Danmark så vidt muligt skulle søge tilknytning til Frankrig og søge at skille Sverige fra denne stat. Bag lå den uden tvivl rigtige opfattelse at Hollands interesse i en dansk generhvervelse af Skåne af merkantile grunde meget vel kunne vise sig at være temmelig begrænset, mens Frankrig primært ønskede en stærk og pålidelig nordeuropæisk allieret, men derudover kun havde begrænset interesse for de internordiske forhold. Vanskelighederne for en sådan politik var dog store. Sverige havde i forbundstraktaten med Frankrig 1672 til gengæld for sit løfte om at støtte Frankrig militært hvis en af de tyske stater sluttede sig til Holland fået optaget en bestemmelse hvor Frankrig forpligtede sig til ikke at støtte Danmark med subsidier eller optage det i forbundet uden svensk samtykke. Under disse omstændigheder ønskede G. en tilnærmelse til Sverige, og Jens Juel sendtes til Stockholm for at sondere terrænet. Da Sverige dec. 1674 angreb Brandenburg var den i juni-traktaten forudsete casus foederis for så vidt udløst for Danmarks vedkommende, men af hensyn til Frankrig søgte G. stadig at forhale krigen. Han greb derfor chancen da et svensk gesandtskab under Nils Brahe i begyndelsen af 1675 kom til København for at afvende et dansk fredsbrud. Et egentligt forbund var under de herskende omstændigheder udelukket, men egnet til at gøre et godt indtryk på Frankrig var det ægteskab, der aftaltes mellem Christian Vs søster Ulrika Eleonora og Karl 11. I tilslutning hertil foregik forhandlingerne med Gottorp hvor G. trods modstand fra Ahlefeldt ville mageskifte Oldenburg og Delmenhorst mod Tønder og Åbenrå amter. Selv om Frankrig ikke ganske afviste G.s invitation lykkedes det ham dog ikke at få nogen traktat i stand hvorved forudsætningerne for den hidtidige afventende politik var bristet. Under disse omstændigheder var det ham ikke muligt at holde krigspartiet stangen. Maj 1675 sluttedes der overenskomst med de allierede om et fælles fredsbrud over for Sverige i juni. Først slog man imidlertid til mod Gottorp. Hertug Christian Albrecht toges til fange og blev ved "forliget" i Rendsborg juli 1675 tvunget til at udlevere sine tropper og fæstninger til Danmark. Sept. s.å. fulgte så det endelige krigsudbrud.

G. opgav dog ikke sin Frankrigspolitik. Han førte hemmelige forhandlinger med denne stat og sikrede at den franske diplomatiske korrespondance med Sverige hemmeligt uden at blive åbnet kunne passere gennem Danmark. Han opnåede herved at den franske regering for alvor syntes at have overvejet en alliance med Danmark efter krigens afslutning. Forudsætningen måtte dog være at Danmark set fra et fransk synspunkt militært udgjorde et virkeligt alternativ til Sverige. Ved en begrænset men koncentreret militær indsats i Nordtyskland ville G. demonstrere dette.

G. ønskede de militære operationer rettet mod det svenske Bremen, mens både generalerne og Danmarks allierede ønskede et angreb i Pommern. G.s argument var at Danmark kunne beholde Bremen for sig selv, mens man ved et angreb på Pommern blot ville gå Brandenburgs ærinde. Den militære ledelse fik støttet af det brandenburgske diplomati sin vilje. Et angreb på svensk Bremen ville også have lagt det sydøstlige Holsten delvist åbent, og hvad dette kunne indebære var med al tydelighed blevet demonstreret i 1657. Til gengæld var det G. der, da Danmark efter den hurtige erobring af Forpommern var ved at køre fast foran Wismar, stærkest af alle drev på for at få operationerne ført igennem til en heldig afslutning for at Frankrig ikke skulle få mistillid til Danmarks militære evner. Desuden indgik det efter al sandsynlighed i hans planer på dette tidspunkt at man med fransk støtte skulle gennemføre et mageskifte mellem Skåne og de erobrede svenske områder i Nordtyskland.

Udfra det motto han havde valgt da han 1671 blev hvid ridder, "Pennen styrer sværdet", var G. nået langt i sine bestræbelser for at genskabe Danmarks internationale position. En begrænset militær indsats havde gjort Sveriges stilling i Nordtyskland uholdbar; samtidig var det lykkedes at bevare kontakten til Frankrig med udsigt til på lidt længere sigt at sætte sig i Sveriges sted som den dominerende kontinentalmagts nordiske allierede. Som bekendt hindrede omstændighederne G. i at føre sin politik til ende, men det hidtidige forløb havde vist at han besad den virkelige statsmands evne til at variere og revidere sin politik efter forholdene og samtidig fastholde bestemte klart formulerede mål.

I løbet af 1675 viste der sig tydelige tegn på at Gis position var i færd med at svækkes. Krigen havde han ikke kunnet hindre, og i spørgsmålet om hvor angrebet skulle sættes ind havde kongen føjet generalerne. Samtidig (aug. 1675) var det at kongen sendte G. sit bekendte brev hvori han advaredes mod at tiltage sig en myndighed navnlig over for generalerne der ikke tilkom ham. - Videre advarede kongen G. mod at han med vidtløftige ræsonnementer "at føre mig tværtimod mine tanker". Desuden kritiserede kongen G.s velbekendte bestikkelighed. Selv om andre måske stod bag advarslen er brevet et næsten gribende vidnesbyrd om den håbløse underlegenhed kongen har følt over for storkansleren. Til G.s modstandere hørte især generalerne der jan. 1676 fik en energisk leder i hertug Hans Adolf af Plön. Også kongens specielle yndlinge Vincents Hahn og C. V. Knuth påvirkede denne mod G. Allerede tidligere var G. kommet i modsætning til Gyldenløve, og efterhånden var også Ahlefeldt ham ugunstigt stemt. Denne anså G.s udenrigspolitiske kurs for et farligt dobbeltspil der forringede Danmarks troværdighed i udlandet. Modsætningen mellem de to mænd kom konkret til udtryk da G. ved nytår 1676 inddrog Ahlefeldts statholderløn. Mistanke til G.s loyalitet over for kongen vakte de store personlige fordele han høstede af sine diplomatiske forhandlinger. Som erkendtlighed for hans indsats i de forhandlinger der førte til forbundet med kejseren jan. 1674 gjorde denne han til tysk rigsgreve, mens kurfyrsten af Brandenburg overlod ham øen Wollin som fyrstendømme. Under mageskifteforhandlingerne med Gottorp havde det været på tale at hertugen på rimelige vilkår skulle overlade ham Steinhorst amt. Af det truede Hamburg havde han modtaget 10.000 rdr. Der var dog intet fordægtigt i disse forhold da han i hvert enkelt tilfælde havde informeret kongen og indhentet dennes samtykke.

Blandt G.s ivrigste fjender var de allierede gesandter i København, og februar 1676 lykkedes det den spanske gesandt Fuenmayor at få fingre i et brev fra Meyercrone til Terlon der tydeligt afslørede G.s dobbeltspil. Fuenmayor overlod det famøse brev til hertugen af Plön der forelagde det for kongen. For at Danmark ikke skulle blive alvorligt kompromitteret i de allieredes øjne var G.s fald en nødvendighed, og 11.3.1676 arresteredes han. Selve rettergangen var imidlertid ikke regulær. Sagen kom ikke for højesteret men henvistes til en særlig kommissionsdomstol under ledelse af en af Plöns håndlangere, den tyske jurist Otto Mauritius. Desuden hindredes G. i at skaffe sig materiale til sit forsvar, og man førte ikke alle nødvendige vidner. Kommissions-domstolen fremdrog G.s bestikkelighed og resultaterne af en husundersøgelse der viste at han havde tilladt den franske regering at korrespondere med sin gesandt i Stockholm under hans kuvert, og at der ad denne vej var tilflydt Sverige franske råd om operationerne mod Danmark. G. hævdede at kongen havde været informeret herom hvad denne naturligvis måtte benægte. Pinligt for G. var fremdragelsen af hans egenhændige skrivekalender med uærbødige kommentarer om kongen ("kongen svarede gesandten som et barn"), og det viste sig at G. trods kongens udtrykkelige ordre havde undladt at brænde et af denne opsat udkast til et testamente. 26.5. faldt dommen. Den lød på tab af liv, ære og gods. Den var motiveret med bestikkelighed, salg af embeder og forrædderi; skrivekalenderne og testamentet nævntes derimod ikke da disse punkter regnedes for statshemmeligheder. For dommen stemte ti af de elleve dommere; kun en, den danske adelsmand Christen Skeel (1623-88) afgav dissens da han fandt forræderianklagen ubevist og at G. derfor ikke kunne dømmes til døden. Henrettelsen fastsattes til 6.6., men på selve retterstedet benådedes G. med livsvarigt fængsel. Af hans slægtninge og venner ramtes egentlig kun svogeren Jørgeri Fogh, der for underslæb dømtes til landsforvisning, senere ændret til forvisning til Århus, og hans elskerinde Magdalena Sibylla Gersdorff der forvistes fra København. Indtil 1680 sad Schumacher, som han nu igen hed, fængslet i Kastellet. 1680 overflyttedes han til fæstningen Munkholm i Trondhjem fjord hvor han levede endnu 18 år. Han tilbragte tiden med læsning, med undervisning af børn og med små litterære frembringelser til dels af religiøs karakter. Hans helbred var i mange år godt, men i sine sidste år plagedes han af en pinefuld stenlidelse. Sept. 1698 tillod kongen ham at tage ophold i selve Trondhjem by, dog under bevogtning. Her døde han året efter.

Vurderingerne af G.s indsats har svinget mellem en næsten uforbeholden anerkendelse af hans statsmandsgeni til frakendelse af enhver original indsats. På væsentlige områder rakte hans indsats dog langt udover hans egen samtid. Som kongelovens forfatter magtede han den vanskelige opgave det var at give enevælden et forfatningsretligt grundlag. Ligeledes var det ham der gav enevældens centralforvaltning sin endelige form som i hovedtrækkene skulle eksistere helt frem til 1848. Fremhæves bør også hans store arbejde på lighedens gennemførelse i det danske samfund. Når hans virksomhed trods det korte åremål han kom til at virke i blev af så gennemgribende betydning, skyldtes det ikke mindst at han altid formåede at skabe de mest hensigtsmæssige administrative og organisatoriske rammer. Dette var betinget af hans evne til, som Knud Fabricius har fremhævet, omgående at se det centrale i enhver sag og at kunne'fremstille dette klart. Denne evne kom også til udtryk i hans udenrigspolitik. Både samtid og eftertid har set denne som et farligt dobbeltspil, men de følgende års udvikling, ikke mindst tildragelserne på kongressen i Nijmwegen viste at det var G.s linie der havde været den realistiske, mens hans modstandere havde kastet landet ud i en eventyrpolitik da de styrtede G. netop som Danmark skulle til at høste frugterne af hans kloge tilnærmelsespolitik over for Frankrig. Hans styrke som udenrigspolitiker bestod ikke mindst i hans evne til mådehold, således som det kom til udtryk i hans politik over for Gottorp og under felttoget 1675.

Det kloge mådehold der karakteriserede hans politik fattedes ham besynderligt nok på andre områder. Han var som han selv skrev i fængslet "skrøbelig". Det var ikke G. der indførte korruptionen i dansk statsliv, men når han med sit sædvanlige administrative talent satte den i system for at opnå den maksimale gevinst var det at gå til yderligheder. Og det skabte bitterhed når kandidater til mindre og større embeder måtte betænke G. med beløb som for dem var betydelige. Et udtryk for de følelser og stemninger G. ved en sådan adfærd vakte har vi i Jacob Worms satiriske digte.

Det forekommer mærkværdigt at den ellers så klart skuende statsmand ikke indså at han ved sin manglende evne til at beherske sig i denne og andre henseender skaffede sine modstandere argumenter og underminerede sig egen position. Hans skødesløse almanakoptegnelser og letsindige omgang med fortrolige dokumenter var en dumhed ved et hof der var så gennemsyret af angiveri og spionage som det danske. Inddragelsen af Ahlefeldts statholderløn var en ganske unødvendig provokation. Trods sin formidable begavelse var G. ikke i alle livets forhold nogen klog mand. Heri lå hans begrænsning som statsmand.