Dansk Biografisk Leksikon

Axel Brahe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Axel Brahe,  28.5.1550-14.8.1616, rigsråd. Født på Knudstrup (Knutstorp), død på Dalum kloster, begravet i Veflinge k. B. fik sin første undervisning i Ålborg hvor faderen var lensmand, dernæst tjente han som dreng hos Peder Bille til Svanholm, og endelig gjorde han tjeneste hos forskellige udenlandske herrer, deriblandt grev Johan af Nassau (prinsen af Oraniens bror) og grev Günther af Schwarzburg; sidstnævnte gjorde ham væragtig. Han rejste derefter hjem og udrustede sig med et lille følge hvorpå han gik i tjeneste, hos den senere kurfyrste af Brandenburg Joachim Frederik, hos hvem han blev nogle år. Endelig blev han 1574 hofsinde hos den danske konge, men opgav dog snart igen denne stilling. 1579–96 havde han Rugård på Fyn i pant; ved afleveringssynet viste dét sig at gården var forfalden, og han fik derfor ordre til på egen bekostning at istandsætte den. Desuden var han lensmand på Gudum kloster 1582–85, Odensegård 1585–95 (det sidste år tillige på Skt. Knuds kloster i Odense), Helsingborg 1595–1602 og Dalum kloster 1602–16 (med Strynø 1613–16). 1596–1616 var han medlem af rigsrådet. Dermed fulgte mange særlige hverv. Således sendtes han 1597 til Hven for at undersøge bøndernes klager over hans berømte bror Tyge, til hvem han i øvrigt ikke synes at have stået i noget uvenligt forhold. Han var en af de tre råder der ledsagede kongens bror hertug Hans på hans ulykkelige bryllupsrejse til Rusland 1602, en sendefærd der varede et helt år. Under Christian IVs Englandsrejse 1606 var B. medlem af regeringsrådet, og n. å. fulgte han kongen til Norge. Under Kalmarkrigen var han krigskommissær; 1612 fungerede han sammen med Anders Bille til Rosendal som guvernør i Skåne. Ligesom han tidligere havde deltaget i møder med svenske udsendinge, således var han en af de fire danske gesandter der på grænsen førte de forhandlinger som endte med freden i Knærød 1613. – B. skrev sig til sin fædrenegård Elvedgård på Fyn; desuden ejede han Orebygård på Lolland som han arvede 1595, og Eskebjerg på Fyn som han 1603 tilmageskiftede sig fra kronen mod Corselitze på Falster. I Odense og Kbh. havde han ejendomme.

Familie

Forældre: rigsråd Otte B. (1518–71) og Beate Bille (1526–1605). Gift 1. gang 20.8.1575 på Bollerup i Skåne med Mette Gøye, død 14.11.1584 på Rugård, d. af Falk G. (død 1554) og Ide Truidsdatter Ulfstand (død mellem 1600 og 1604). Gift 2. gang 22.6.1589 i Odense med Kirsten Hardenberg, død kort før 3.12.1639 på Eskebjerg, begr. i Veflinge k., d. af rigsråd Erik H. (ca. 1534– 1604) og Anne Rønnow (1541–1609). – Far til Otte B. (1579–1611) og Tyge B. (1593–1640). Bror til Jørgen B. (1554–1601), Knud B., Sophia B., Steen B. (1547–1620) og Tyge B. (1546–1601).

Ikonografi

Ligsten fra 1591 med relief (Veflinge k.). Afbildet på forældrenes epitafiemal. (Knutstorp). Mal. fra 1700-tallet (Gavnø).

Bibliografi

Danm.s adels årbog V, 1888 109. Hans Wandal: Ligprædiken over B., 1623. L. Laursen: Danmark-Norges traktater III, 1916. S. U. Palme: Sverige och Danmark 1596–1611, Uppsala 1942. Dalum sogns hist. I, 1959. -Papirer i Rigsark.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Strynø
intensivt dyrket ø i Det Sydfynske Øhav mellem T ...Artikel i Den Store Danske
Skåne
det sydligste landskab i Sverige. Med sammenlægn ...Artikel i Den Store Danske
Rosendal (Sverige)
herregård 10 km nordøst for Helsingborg, en af S ...Artikel i Den Store Danske
Orebygård
(1470 Oræbygard , ved Oreby , 1200-t. Woræ ...Artikel i Den Store Danske
Elvedgård
Elved , tidligere sædegård og gods ved Veflinge ...Artikel i Den Store Danske
Corselitze
Korselitse , hovedgård på Falster 10 km ø ...Artikel i Den Store Danske
Eskebjerg
tidligere navn på hovedgården Scheelenborg ved ...Artikel i Den Store Danske
Svanholm
(1346 Suanæholm , af svane og -holm ), hov ...Artikel i Den Store Danske
Helsingborg
havneby i det nordvestlige Skåne ved Øresunds ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HBruun
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki