Erik Nielsen Gyldenstierne

Erik Nielsen Gyldenstierne, d. 13.6.1455, evt. allerede 15.4.1454, til Tim og Demstrup, hofmester, rigsråd. G. må være blevet ridder ved Erik af Pommerns kroning 1397, da han kaldes ridder i breve 1400. Da dronning Margrete i årene efter 1400 sikrede sig skøde på gammelt krongods, måtte G. og hans ældre bror Peder afstå deres formodede rettigheder i Vendsysselgods, således i hovedgårdene Lugneholm 1401 og Åstrup 1406. I øvrigt beseglede G. de fleste jyske rettertingsvidner i disse år og må antages allerede nu at høre til kredsen af jyske råder. 1409 købte han hovedgården Demstrup i Gerlev hrd. af brorsønnen Henrik Knudsen Gyldenstierne, men tidligt sikrede han sig tillige gods i Hammerum, Ginding og Hind hrd. i Vestjylland hvor han 1419 skriver sig til hovedgården Tim. Han har dog tillige haft andel i Ågård i V. Han hrd. som senere overgik til brorsønnen Niels Pedersen Gyldenstierne; men G. synes dog at have fastholdt sit krav på andel i gården.

G. medbeseglede kong Eriks forbundstraktat med Ditmarsken i Ribe 1409 og den femårige våbenstilstand indgået med hertuginde Elisabeth af Slesvig og grev Henrik af Holsten marts 1411. Da han tillige nævnes blandt kong Eriks mænd i den overenskomst hertug Ulrik af Mecklenburg 1412 mæglede mellem parterne i Flensborg, tør man roligt gå ud fra at G. tilhørte den kreds af jyske råder der straks fra starten støttede Erik af Pommerns sønderjyske politik. 1417 var han en af dommerne i kongens sag mod Roskilde bispestol om retten til byen København. 1419 og 1423 nævnes han som høvedsmand på Riberhus hvorfra han har drevet handel på Holland. Han beholdt lenet til 1443 da han fratrådte det til fordel for sønnen Erik Eriksen Gyldenstierne og sandsynligvis selv fik Ålborghus len. I 1420erne fik G. en bestandig mere fremskudt position i Eriks kamp for Sønderjylland. 1-421 var han blandt de første udstedere af Viborg landstings vidnesbyrd om hertugdømmets tilhørsforhold, og da Erik 1423 henskød konflikten under kong Sigismunds dom, blandt kongens garanter. G. støttede i spidsen for sin slægt Erik i den efterfølgende krig med greverne og hansestæderne, og han ledede de forhandlinger der 1432 gennemførte den femårige våbenstilstand i Horsens, samt fortsatte som forhandlingsleder over for hansestæderne i Vordingborg sommeren 1434. G.s position rakte i 1430erne ud over den jyske rådskreds og det sønderjyske spørgsmål, stedse i forreste række i de udenrigspolitiske forhandlinger, med englænderne 1432 og med svenskerne både i Halmstad og Stockholm 1435, hvorpå Erik betroede ham Stockholm slotsien, og atter i freden med greverne og hansestæderne i Vordingborg 1435. Da kong Erik i de følgende år ville sikre Bugislav arvefølgen i Danmark og overlod slottene på øerne til sine slægtninge, må G. dog have fjernet sig fra ham. Han ledede sammen med ærkebiskop Hans Laxmand den koalition der okt. 1438 indkaldte Christoffer af Bayern, og som juni 1439 sendte Erik opsigelses-brevet og indgik alliance med de vendiske hansebyer og hertug Adolf (1401-59) af Slesvig imod hollænderne og kong Erik. G. ledede de vigtige forhandlinger der sommeren 1441 førte til freden i København, som sikrede Christoffers styre. Systemskiftet indbragte G. hofmesterembedet, hans ældste søn Niels fik sæde i rigsrådet, og alle hans fire sønner modtog ridderslaget ved Christoffers påfølgende kroninger i de tre riger. G. har næppe fastholdt den nye konges gunst. Han nævnes kun som hofmester 1441-42. Rimeligvis har Christoffers ønske om at inddrage sine tyske omgivelser i regeringen skabt gnidninger der skal være kommet frem under kongens bryllupsfest i sept.1445. Otte Nielsen Rosenkrantz var hofmester, Oluf Akselsen Thott marsk og Christoffer Parsberg kammermester i de følgende år. Gennem sønnen Eriks ægteskab med Karl Knutssons datter og datteren Kirstens krav på livlandsk gods efter sin afdøde mand forsøgte G. dog at hævde sin position og specielt at vinde indflydelse på den baltiske politik. Ved Christoffers uventede død jan. 1448 overtog Eggert Frille kammermesterembedet, men også hofmester og marsk må være trådt tilbage, og så sent som juni 1448 synes den gamle G. at have ført forsædet i rigsrådet. Med Christian Is tiltrædelse nov.1448 var G.s politiske rolle over et halvt århundrede dog udspillet.