Dansk Biografisk Leksikon

Hannibal Sehested

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Hannibal Sehested,  1609-13.9.1666, rigsskatmester. Født på Arensborg, Øsel, død i Passy. S. blev opdraget i hjemmet til sit ellevte år hvorefter han – formentlig på fætteren Christen Thomesen Sehesteds foranledning – kom i huset hos magister Christen Jensen Vejle, den senere hofprædikant, først i Odense, senere i Vejle. Dennes undervisning og opdragelse synes især at have sigtet mod at udvikle den unge adelsmands evne til selvstændig og fordomsfri stillingtagen, en egenskab der så afgjort karakteriserer hans senere statsmandsgerning. 1626–29 frekventerede S. Sorø akademi. 1629–32 var han på sin første udenlandsrejse der gik til England (immatrikuleret i Oxford sept. 1629), Frankrig og Nederlandene. Efter hjemkomsten blev han hofjunker, men 1633–35 var han med kgl. understøttelse på ny i udlandet, denne gang Italien, Spanien og Østrig. Gennem sin uddannelse og sine rejser havde S. erhvervet kendskab til Europas vigtigste stater og deres politiske forhold samt grundige sprogkundskaber. Denne solide ballast parret med gode evner og en betydningsfuld støtte fra fætteren Christen Thomesen Sehested var grundlaget for hans hurtige og usædvanlige karriere. 1636 fik han sin første diplomatiske opgave som dansk udsending til Axel Oxenstierna i Wismar. Han stod nu så højt i Christian IV's gunst at han samme år blev forlovet med kongens ti år gamle datter, Christiane, og hofmester for hendes bror grev Valdemar Christian hvis "grande tour" til Vest- og Sydeuropa 1637–39 han ledede. Efter hjemkomsten fik han sin første forlening, Tranekær, der 1640 ombyttedes med Bohus len. Maj s.å. blev han i en alder af kun 31 optaget i rigsrådet.

Foreløbig kom han dog ikke til at tage videre del i rådets arbejde idet han aug. 1640-maj 1641 var leder af et ekstraordinært dansk gesandtskab til Spanien. 31.1.1641 sluttede han en konvention hvorved Spanien som erstatning for de dunkerqueske kaperes overgreb mod danske handelsskibe toldfrit skulle levere 100.000 tdr. salt, og 12.3. s.å. en handelsaftale. Derimod var S. ikke bemyndiget til at afslutte noget vedrørende det politiske forhold mellem de to lande, men det var muligvis Christian IV's hensigt at sondere mulighederne for en tilnærmelse til Spanien som modvægt mod den svensk-nederlandske forbindelse. En sådan politik havde dog ingen muligheder for at vinde gehør hos rigsrådet, og intet tyder på at S. har udtrykt en fra rådskollegerne afvigende opfattelse. Efter hjemkomsten blev S. inddraget i de dansk-nederlandske forhandlinger om tolden og den nederlandske handels rettigheder. Principielt synes han i toldspørgsmålet at have hyldet den opfattelse at det finansielle tab ved en moderation af toldsatserne ville blive kompenseret gennem en forøget handel. Under de afsluttende forhandlinger i Glückstadt sept. 1641 tilrådede S. sammen med Jørgen Seefeld og Ditlev Reventlow (1600–64) indtrængende kongen at acceptere det opnåede resultat selv om nogle danske positioner var opgivet. Kort efter blev S. udpeget som kongens hovedforhandler på fredskongressen i Osnabrück. Han kom dog aldrig afsted da han efter eget ønske, stærkt støttet af Christen Thomesen Sehested, nu kongens kansler, april 1642 blev udnævnt til statholder i Norge og lensmand på Akershus. – Christian IV's sigte med at optage flere af sine svigersønner i rigsrådet var at skaffe sig pålidelige støtter for sin politik inden for rådet. S. havde dog i udenrigspolitiske og militære anliggender i reglen fulgt rådsflertallet mens han i private indlæg til kongen i øvrigt demonstrerede sit monarkistiske sindelag. Det er let at påpege det opportunistiske heri, men dobbeltstillingen som rigsråd og kongelig svigersøn betød at han skulle leve op til begge parters forventning om hans loyalitet. I betragtning af den stærke modsætning mellem kongen og rådsflertallet i udenrigspolitiske anliggender er det absolut muligt at hans iver for at blive norsk statholder udover de åbenlyse økonomiske fordele skyldtes et ønske om at undgå at blive Christian IV's repræsentant i Osnabrück og derved gidsel for kongens af rådet så ildesete tyske politik. S.s norske statholderskab skabte epoke i forholdet mellem Danmark og Norge. En vigtig ydre anledning var krigen med Sverige 1643–45. Som statholder fik S. kommandoen over den 1628 oprettede norske hær. Denne var dog meget uøvet og hæmmedes af en udtalt mangel på duelige officerer hvad S. dog søgte at råde bod på gennem omfattende hvervninger i udlandet. De militære resultater på den i øvrigt sekundære norske krigsskueplads var dog små. Af langt større betydning end S.s militære virksomhed var den reorganisation af den norske forvaltning krigen gav stødet til. April 1644 fik S. kongens tilladelse til at lade de norske skatter blive i Norge til brug for det norske forsvar i stedet for som sædvanligt at sende dem til Danmark. Forvaltningen af disse midler og hæradministrationen organiseredes i et generalkrigskommissariat. Ordningen var et resultat af krigsforholdene, men efter fredsslutningen arbejdede S. på at gøre den permanent. April 1646 sanktionerede kongen at halvdelen af alle ekstraordinære indtægter skulle blive i Norge, og 1647 fik S. gennemført at de norske skatteindtægter skulle forblive i Norge til brug for det norske militær og til afbetaling af den norske gæld. Forvaltningen af disse midler blev forestået af et reorganiseret generalkrigskommissariat der samtidig blev oppebørselsorgan for alle norske statsindtægter, ordinære såvel som ekstraordinære, hvorved det i realiteten blev til et norsk rentekammer. Indretningen af den nye norske finanshovedkasse var tydeligt inspireret af det svenske kollegiesystem og peger frem mod det af S. organiserede skatkammer efter 1660.

S.s reformer betød at der for første gang siden den norske stats formelle ophævelse 1536 eksisterede et særnorsk forvaltningsapparat under statholderens ledelse således at Norge ikke mere administreredes direkte af centralstyret i Kbh. Denne udvikling var til dels et resultat af den særlige udvikling under krigen, men skal desuden ses på baggrund af S.s egne vidtgående politiske ambitioner. Uden at underkende dette personlige incitament må det dog påpeges at reformerne antagelig var en nødvendighed på baggrund af Norges egen økonomiske og sociale udvikling der havde reduceret Danmarks hidtidige overlegenhed inden for monarkiet, hvis ikke selve den dansk-norske forbindelse skulle bringes i fare. Det var S.s fortjeneste at indse dette og indrette sin politik herefter. Et centralt punkt i hans politik var samarbejdet med de norske stænder. Det er sandsynligt, at denne politik i betydeligt omfang afspejlede de norske stænders ønsker og forlangender; således var det stændernes udtalte ønske at de norske statsindtægter skulle tilgodese Norges behov først. På den anden side er der ingen tvivl om at S. dygtigt forstod at manipulere med stænderne og bruge deres angivelige krav som løftestang for egne planer over for rigsråd og centralstyre. Nært forbundet med S.s forvaltningsreformer var hans økonomiske reformprogram hvis principper nedfældedes i en stor relation til Christian IV fra 1646. I denne påpeges Norges (og Danmarks) som følge af en tilbagestående økonomisk struktur uudnyttede ressourcer og muligheder hvad han forklarer med manglen på kapital og ekspertise. Derimod var de konkrete forslag som S. i de følgende år virkelig søgte at realisere for så vidt ikke originale idet hovedpunkterne, defensionsskibe, økonomiske og religiøse privilegier til fremmede købmænd, handelens organisation i kompagnier m.m. greb tilbage til Christian IV's økonomiske program fra tiden før kejserkrigen. Bemærkelsesværdig er dog hans advarsel mod at lade toldpolitikken styre af kronens fiskale interesser udtrykt i aksiomet "mængden erstatter afslaget". I sin praktiske politik lagde S. megen vægt på at udvikle de norske bjergværker og forbedre kommunikationsforholdene hvilket bl.a. gav sig udslag i organisationen af et ordnet norsk postvæsen.

Den omfattende interesse S. viste det norske erhvervsliv gav sig tillige udslag i betydelige personlige investeringer i bjergværker og savværker, og han blev i løbet af sin statholdertid en hovedrig mand. Akershus var for lensmanden det måske mest indbringende af alle danske og norske len, og fordelen herved blev naturligvis ikke mindre da S. 1647 fik lenet "kvit og frit". Allerede under krigen 1643–45 ydede S. kronen store forstrækninger, og sine fordringer lod han indfri gennem store udlæg af krongods der i forbindelse med omfattende private godskøb gjorde ham til Norges ubestridt største godsejer med 4880 tdr. hartkorn. – Det er i nyere forskning blevet påpeget at hans reformvirksomhed til en vis grad var foregrebet af Jens Juel i dennes statholderperiode 1617–29. Der var dog den afgørende forskel at kongen på et givet tidspunkt havde ment at måtte bremse Juels virksomhed, formentlig fordi han i denne så en trussel mod rigsenheden. Når han i modsætning hertil gav S. al mulig politisk rygdækning må dette ses på baggrund af at rigsrådet i den forløbne periode på vitale områder havde beskåret kongens dispositionsfrihed således at denne havde en oplagt interesse i at holde Norge fri af rigsrådets indflydelse. S. var derfor centralt placeret i magtkampen mellem kongemagt, rigsråd og adel. Rigsrådet måtte i sommeren og efteråret 1647 betragte både monarkiets og sin egen stilling med stor alvor. I Norge havde S., dækket af sin kongelige svigerfar, skabt et forvaltningsapparat aldeles under sin egen kontrol, mens der i Danmark gennem styrkelsen af landkommissærernes kompetence var sket en betydelig decentralisering af finans- og militærforvaltningen. Fra rigsrådets synspunkt repræsenterede udviklingen i både Norge og Danmark en partikularisme der alvorligt truede centralstyrets kompetence og dermed rådets position. Især var rigsmarsken Anders Bille forbitret over den beskæring af hans myndighed som leder af det danske forsvarsvæsen de nye forvaltningsorganer var udtryk for. Allerede 1646 havde rigsrådet forlangt en revision af generalkrigskommissariatets regnskaber hvad Christian IV dog havde afvist med en henvisning til at Norge var hans arverige hvor rådet ingen kompetence havde. Derimod fik kongens dobbelte nederlag 1647 til rigsrådet og landkommissærerne konsekvenser for S. idet han måtte affinde sig med at de norske told- og lensindtægter for fremtiden skulle sendes direkte til Danmark uden om generalkrigskommissariatet. Hans stilling var således svækket og uden tvivl prekær da Christian IV døde febr. 1648.

Mens den gamle levede havde S. holdt sig uden for kævlerierne omkring Kirsten Munk og hendes børn, men efter kongens død optrådte han uden tvivl af taktiske grunde sammen med Corfitz Ulfeldt i spørgsmålet om retsgyldigheden af kongens ægteskab med Kirsten Munk og hendes børns status. Under håndfæstningsforhandlingerne der prægedes af rigsrådets forsøg på under ledelse af Anders Bille at beskære kongemagten og begrænse landkommissærernes politiske og administrative magt, holdt S. en lav profil. Trods bestræbelser fra adelens side lykkedes det ham at undgå egentlige indgreb i sin statholderkompetence selv om han over for rigsrådet indgående måtte redegøre for sin norske forvaltning. Han accepterede under forhandlingerne en nedskæring af det norske hærbudget, men opnåede til gengæld at han og andre statskreditorer skulle have udlagt jordegods for deres fordringer. Det kan næppe afgøres om S. ligefrem var ophavsmanden til planen om krongodsudlæg, men en sådan politik stemte med hans opfattelse af at private bedre end kronen kunne gøre produktionsmidlerne nyttige, og at de mistede indkomster af krongodset ville komme igen i form af toldindtægter og forbrugsafgifter. Det måtte dog stå S. klart at hans fremtid var helt afhængig af den nye konge, Frederik IIIs bevågenhed. Den massive propaganda for Norges status som arverige, der karakteriserede kongens ophold i Christiania efteråret 1648 i anledning af den norske hylding var utvivlsomt iscenesat af S., der formentlig også var ophavsmand til et anonymt skrift der ved samme lejlighed overraktes kongen og hvori denne detaljeret fik anvist hvorledes det norske arverige kunne "mainteneres" og arveregeringen siden indføres i Danmark. Vinteren 1648–49 opholdt S. sig i Danmark hvor Frederik III viste ham stor venlighed. Kongen begrænsede dog i visse henseender hans magt, bl.a. ved at fratage ham retten til årligt at afholde stændermøder, ligesom en ny forordning bestemte at ingen uden kongen måtte udstede anvisninger på norske toldindtægter. Frederik III støttede ham ligeledes i kampen for at undgå de af rigsrådet ønskede yderligere reduktioner af det norske hærbudget (1649). Rigsrådets bestræbelser kombineredes imidlertid med direkte angreb på statholderens administration og krav om en undersøgelse heraf. S.s hovedmodstander var Anders Bille hvis mål det var at samle den militære administration i sin hånd, og som i løbet af 1648 og 1649 ved at knække landkommissærerne politisk havde opnået dette for Danmarks vedkommende. Bille og de øvrige politiske modstandere kunne regne med at udnytte den misundelse og uvilje de fleste af rigsrådet og adelen nærede mod svigersønnerne i almindelighed og S. i særdeleshed. Revisionen af generalkrigskommissariatets regnskaber bragte en række mangler og misligheder for dagen som S. søgte at forklare og imødegå i et stort forsvarsskrift (1650) hvor han vel indrømmede uforsigtigheder, men nægtede sig skyldig i underslæb. Frederik III søgte i første omgang at overtale rigsrådet til et forlig, men rådet stillede som absolut betingelse at S. indrømmede sin skyld. I skrivelser til rådet 18. og 19.6.1651 erkendte S. misligheder i sin administration og tilbød at resignere sine charger samt restituere det til ham udlagte krongods. Rådet var tilsyneladende tilfreds hermed, men kongen havde nu ændret indstilling og forlangte yderligere at S. skulle afstå sit private gods i Norge og forpligte sig til en betydelig erstatning hvad S. måtte gå ind på i en revers til kongen 24.6. s.å. Han blev således frataget både politisk indflydelse og økonomiske midler. Han var som den svenske gesandt indberettede "aldeles kaput". Nov. 1651 tilstod Frederik III ham dog en årspension på 4000 rdr. og gav ham tilladelse til at søge fremmed tjeneste når det skete med hans tilladelse og han straks indfandt sig hos ham når han fik befaling dertil.

En vigtig grund til at S. i sin konflikt med rigsrådet ingen støtte fik hos kongen var sikkert at Frederik III indså at faderens norske politik kun gav kongemagten en øjeblikkelig gevinst, men på længere sigt indebar en fare for sprængning af monarkiet, og ved sit partikularistiske islæt modvirkede den centralisering en styrkelse af kongemagten i det lange løb nødvendigvis måtte bygge på. Dette havde dog ikke afholdt Frederik III fra i de foregående år at udnytte de sider af den sehestedske politik der passede i hans kram. Selv om S. nu var i unåde, og efter egen opfattelse ganske uretfærdigt, var hans reaktion på skæbnens omskiftelighed mere afdæmpet end de øvrige svogres. Han opsagde ikke som Ebbe Ulfeldt kongen troskab og huldskab, og han konspirerede ikke som Corfitz Ulfeldt med rigets fjender. Tværtimod søgte han gentagne gange at genvinde kongens nåde, men denne afviste foreløbig alle henvendelser og ligeledes rigsrådets anmodninger om at tildele ham et len. En overgang opholdt han sig i Hamborg; 1654–55 var han i England hvor han traf Cromwell, og det følgende år var han i de spanske Nederlande hvor han omgikkes Charles II. Siden rejste han til Spanien hvor han fik bestalling som artillerigeneral. Efter krigsudbruddet 1657 mellem Danmark og Sverige kom han påny til Danmark for at tilbyde Frederik III sin tjeneste men afvistes atter. På tilbagevejen traf han i hertugdømmerne Karl Gustav der viste ham "megen nåde og god vilje med hensyn til mit rétablissement i Danmark", men trådte dog ikke i svensk tjeneste. Maj 1658 var han påny i Danmark i anledning af svigermoderen Kirsten Munks begravelse og skiftet efter hende. I juli kaldte Frederik III ham til sig for første gang siden 1651, men nogen udsoning kom heller ikke i stand denne gang. Han var endnu i Kbh. da budskabet om Karl Gustavs landgang på Sjælland 8.8. nåede byen som han dog forlod samme dag, efter eget udsagn for at bringe sin hustru og datter i sikkerhed. Han blev taget til fange af de svenske, men blev løsladt mod sit æresord for at vende tilbage til Kbh. for at sondere mulighederne for en forhandling. Da denne mission var endt resultatløs vendte han tilbage til den svenske lejr. S. der anså et forsvar af Kbh. for en umulighed bad nu Karl Gustav om at sørge for hans restitution i Danmark og tilbød sin tjeneste når kongen havde erobret Danmark idet han fremstillede sig selv som en "neutral" person løst fra alle forpligtelser. Kongen lovede ham sin beskyttelse og støtte til hans "rétablissement". Formelt havde S. næppe gjort sig skyldig i forræderi da hans betingelser for at gå i svensk tjeneste var Danmarks erobring. At man så mistroede ham i Kbh. var en anden sag. Men også i Karl Gustavs lejr blev han af mange mødt med mistillid og mistænkt for at være dansk spion. Den militære og politiske udvikling i løbet af 1659 betød imidlertid at S. ikke længere kunne knytte håbet om en restitution i Danmark til Karl Gustavs erobringsplaner. Vestmagternes indblanding gjorde det klart at konflikten måtte løses gennem forhandling, og S.s bestræbelser gik nu ud på at få Karl Gustav til at tage sig af hans sag i forbindelse med forhandlingerne, ligesom han søgte at påvirke stormagternes udsendinge i Norden. S. sendte samtidig Frederik III et stort forsvarsskrift og forsikrede kongen om sin troskab. Gennem de udenlandske mæglere lykkedes det ham at opnå at fredskommissærerne ville tage sig af hans sag. Den danske regering blev nu bibragt den opfattelse at S. ved sine formodede informationer om de svenske synspunkter kunne blive af værdi for de danske forhandlere, og 25.4.1660 fik han endelig lov at komme til Kbh. Da den indbyrdes modsætning mellem stormagterne netop på dette tidspunkt truede fredsbestræbelserne lykkedes det S. at få direkte dansk-svenske forhandlinger i gang, og han blev efter at have opnået tilsagn om svenske indrømmelser dansk hovedforhandler med løfte om kongens nåde. Inden for de rammer stormagterne havde fastsat ved Haag-koncerterne var freden i Kbh. 27.5.1660 da også hans værk mere end nogen andens. Juli s.å. sluttede han i Stockholm den tillægstraktat hvorved Frederik III's besiddelse af Bornholm anerkendtes mod et vederlag på 8500 tdr. hartkorn skånsk adelsgods. Senere deltog S. i de supplerende forhandlinger om det bornholmske vederlagsgods i Malmø. Selv om S. nu var udsonet med Frederik III havde han ingen officiel status inden for regeringen og næppe heller udsigt til en sådan. Under indtryk af sin usikre fremtid planlagde han en rejse til Vesteuropa da statsforandringen efteråret 1660 med et slag ændrede hans position og fremtid. S.s andel i statsforandringen er omdiskuteret og kan næppe opklares fuldtud på grundlag af det foreliggende kildemateriale. Hans manglende officielle status betød at hans virksomhed fortrinsvis udfoldedes bag kulisserne. Danske øjenvidneskildringer antyder glimtvis hans centrale placering; derimod opfattede flere udenlandske gesandter ham som omvæltningens arkitekt. Første gang han træder ud af kulissen er da han 10.10. modtog understænderne på slottet efter at disse var gået til kongen med arverigeforslaget. 13.10. takkede S. på kongens vegne stænderne for arveriget, og ved det kgl. taffel på slottet efter arvehyldningen 18.10. blev S. "sat øverst til bords over alle rigens råd". 26.10. udnævntes han til rigens skatmester med kun rigsdrosten Joachim Gersdorff sat foran sig i rang. Men hermed havde hans indflydelse kulmineret, og kongen synes nu at være faldet tilbage på den kreds af tyske rådgivere og militære han tidligere havde støttet sig til, og det var da snarest denne kreds der stod bag udarbejdelsen og rundsendelsen af arveenevoldsakten. Intet tyder på at S. var tilhænger af dette skred mod absolutismen. Nok ønskede han en styrkelse af kongemagten, men hele hans tidligere virksomhed og hans opfordring til stænderne om en bred drøftelse af forfatningsproblemet 13.10. tyder afgjort på at han forestillede sig at det skulle ske i samarbejde med disse. Hans svækkede position synes at fremgå af at militærpartiets leder, Hans Schack, i nov. blev sat over ham i rang. Og da Gersdorff døde 1661 blev ikke S., men derimod Christian Rantzau (1614–63) hans efterfølger med titel af premierminister. Selv om S.s position ændredes efter oktober 1660 og han direkte modarbejdedes af kredse inden for hoffet var han dog fortsat et vigtigt medlem af regeringen der ikke kunne undvære hans administrative organisationstalent. Reorganisationen af forvaltningen og indretningen af det kollegiestyre der med modifikationer eksisterede til 1848 var i hovedsagen hans værk. Inden for finansforvaltningen moderniserede han regnskabsførelse og bogholderi og gennemførte lenenes omdannelse til amter. Statens mest presserende problem, gælden på henved fem millioner daler, fandt sin delvise løsning gennem de store krongodsudlæg. For at kompensere indtægtstabet fra det afhændede krongods indførtes hartkornskontributionerne. I overensstemmelse med tidens finansielle doktriner var det et hovedmål for S. at skabe balance mellem statens indtægter og udgifter. For at nå dette arbejdede han for en reduktion af den hvervede hær der efter hans opfattelse tillige udpinte landet, og det lykkedes ham i beskedent omfang at få gennemført en sådan trods militærpartiets modstand.

S.s ønske om en hærreduktion var formentlig også betinget af hans synspunkter på udenrigspolitikken. Mens kongen og de høje officerer ønskede en stærk hær, dels af frygt for Sverige, dels som middel til at generobre de 1645–60 tabte landsdele, synes S. at have haft den opfattelse at landets strategiske position var så forringet at håbet om en revanche under de foreliggende omstændigheder formentlig ville vise sig illusorisk. Det synes rimeligt at tolke hans bestræbelser som udtryk for den opfattelse at en hensigtsmæssig udenrigspolitik var en bedre garanti for landets sikkerhed end byrdefulde rustninger. Det stemmer overens hermed at han ønskede forsvaret defensivt indrettet med hovedvægten lagt på flåden og fæstningerne. I stedet for den traditionelle danske tilknytning til kejseren ønskede S. en tilknytning til de vesteuropæiske hovedmagter England og Frankrig. Især lagde han vægt på en tilnærmelse til England som modvægt mod det nederlandske merkantile dominium i Norden og Østersøområdet, men der er næppe grund til at antage nogen fundamental modsætning mellem S.s engelske linie og den profranske linie der især forfægtedes af Christoffer Gabel, idet S.s yndlingsidé, et treforbund mellem Danmark, England og Sverige, forudsatte et samarbejde med Frankrig pga. Sveriges traditionelle tilknytning til denne magt. Når S. ønskede Sverige med i et sådant forbund var et vigtigt motiv sikkert at et sådant ville binde Sverige og derigennem sikre Danmark mod anfald fra denne side, dernæst at ingen af de to store vestmagter kunne antages at prioritere en alliance med det svagere Danmark over et samarbejde med Sverige.

På en stor ambassade til Vesteuropa 1662–64 søgte S. at lægge grunden til et sådant samarbejde. Et vigtigt moment var den alliance- og subsidietraktat med Frankrig S. sluttede sept. 1663 if. hvilken Frankrig, Danmark og Sverige i fællesskab skulle garantere den westfalske fred. I en hemmelig tillægstraktat lovede Danmark i givet fald at optræde militært ved siden af Frankrig mod at denne stat i en sådan situation garanterede Danmark mod svenske overgreb. S. havde hermed opnået en virkelig diplomatisk gevinst der dels havde styrket Danmark sikkerhedspolitisk og dels havde gengivet landet det diplomatiske initiativ på bekostning af Sverige. S. har sikkert håbet at det dansk-franske samarbejde ville fjerne Sverige fra Frankrig og gøre det mere tilbøjeligt for det af ham ønskede dansk-svenskengelske tripleforbund. Vanskelighederne for denne politik var dog store, dels pga. den traditionelle dansk-svenske modsætning og et klodset engelsk diplomati, og dels fordi en så åbenlys antihollandsk politik mødte modstand både fra hans modstandere ved hoffet og fra københavnske erhvervskredse der i betragtning af den hollandske dominans i Østersøen var betænkelige ved udsigten til en tilslutning til England under en krig mellem sømagterne. Den uheldige affære på Bergens våg gjorde alvorlige skår i S.s anseelse både udad- og indadtil, men det egentlige grundskud fik hans bestræbelser gennem Frankrigs støtte til Holland hvilket betød at Danmark ved en tilslutning til Hollands fjender udfordrede den franske alliance. Under ledelse af Gabel orienterede Danmark sig nu mod Holland mens S. sendtes ud på en ny ambassade, dels for at afslutte en traktat med Holland og dels for at skaffe subsidier fra Frankrig. Under sit ophold i Paris ramtes S. af et slagtilfælde og døde nogle måneder senere. På sit sygeleje meddelte S. en fransk ven de betragtninger over Danmarks indre og ydre forhold der går under navnet S.s "politiske testamente". En række af de her fremførte synspunkter var en gentagelse af hvad S. i andre sammenhænge havde plæderet for, og det vil være urimeligt heri ikke at se oprigtigt udtrykte synspunkter det var ham magtpåliggende at lægge sin konge på sinde. Men på den anden side må man ikke overse "testamentets" karakter af apologi hvad der nok kommer tydeligst frem i de udenrigspolitiske betragtninger.

S. er blevet betegnet som "vistnok den idérigeste og videst skuende statsmand Danmark i nyere tid har fostret". Sikkert er det at han både som statholder i Norge i 1640'erne og som leder af forvaltningsreformerne efter 1660 ydede en politisk og administrativ indsats over gennemsnittet. Også som udenrigspolitiker var han af format, trods hans diplomatis sluttelige sammenbrud 1665–66. En vanskelighed i vurderingen af hans diplomati er at det næppe kan afgøres hvilken indflydelse han har haft på udformningen af sine instrukser til de langvarige ambassader i 1660'erne. En vurdering af hans diplomati i disse år må desuden tage i betragtning at han som Corfitz Ulfeldt i 1640'erne søgte at styrke sin politiske position hjemme ved diplomatiske triumfer. Nyere historikere har peget på tanken om et nordisk samarbejde som noget grundlæggende i hans politiske virke. Det er dog forkert heri at ville se skandinaviske bestræbelser af moderne tilsnit. Men det er formentlig rigtigt at han i højere grad end mange samtidige indså at Norden blot var et undersystem af det europæiske politiske system, og at den evige rivaliseren mellem de to nordiske stater befæstede ikke-nordiske magters økonomiske og politiske supremati i Norden og Østersøområdet.

Familie

Forældre: statholder på Øsel Claus Maltesen til Højris (1558–1612) og Anne Nielsdatter Lykke (1568–1645). Gift 6.11.1642 på Kbh.s slot med Christiane, født 15.7.1626 på Haderslevhus, død i foråret 1670, d. af Christian IV (1577–1648) og Kirsten Munk (1598–1658). – Far til Jens Steen S. Bror til Karen S., Malte S. og Mogens S.

Ikonografi

Et mal. 1625 af en 16-årig mand er foreslået som portr. af S. (Norsk folkemus., Bygdøy). Malet med hustru o.fl. af K. v. Mander (Gavnø). Mal. af v. Mander (Wedellsborg), efter dette stik af A. Haelwegh, 1650, af J. C. Sysang, 1741, af A. Folkema, 1746, litografi 1850, træsnit af H. C. Henneberg, 1855, efter tegn. af C. Bloch, radering af C. C. Andersen, kopi fra 1700-tallet (Gavnø) og af Axel Helsted, 1902 (Fr.borg). Mal. af v. Mander (Fr.borg), efter dette litografi 1867 og træsnit af H. P. Hansen, 1885. Forskellige, til dels lignende mal. (forhen Løvenborg; Steensgård). Kopi af C. A. Lorentzen (Broholm). Malet med hustru (Ravnholt). Afbildet på Heinrich Hansens mal., 1880, af arvehyldingen 1660 (Fr.borg). Afbildet på norsk frimærke 1947. - Mindestøtte af Johs. Wiedewelt (ved Jægerspris).

Bibliografi

Kilder. Saml. til det no. folks sprog og hist. II-V, Kria. 1834–38 (S.s kopibog 1645, ved Chr. C. A. Lange). Saml. til Danm.s hist. under Fr. III, udg. P. W. Becker I-II, 1847–57. Saml. tili Skånes hist., udg. Martin Weibull I, Lund 1869 72–74. Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark. VI, 1876–82 1–67 (S.s gesandtskabs-beretn. 1640–41). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II-III, 1887–90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959–75. Statholderskabets ekstraktprotokol af supplikationer og resolutioner 1642–50 I-II. Kria. 1896–1906. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen IV-VI, 1917–23. Aktstykker til de norske stændermøders hist. 1548–1661, udg. O. A. Johnsen I-II, Oslo 1929–51.

Lit. J. L. Rohmann i For literatur og kritik I, 1843 161–84. Thyra Sehested: H. S. I-II, 1886. J. A. Fridericia i Hist. t. 6.r.I, 1887–88 671–724. Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). Samme: Studier over adelsvældens hist., 1979. C. O. Munthe: Hannibalsfejden 1644–45, Kria. 1901 (særtryk af Norsk militært t. LXIII, 1900). Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. under de to første enevoldskonger I, 1908. O. A. Johnsen: H. S.s statholderskab 1642–51, Kria. 1909. Kn. Fabricius i Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. Birger Fahlborg: Sveriges yttre politik 1660–64, Sth. 1932. Georg Landberg: Johan Gyllenstiernas nord. förbundspolitik, Upps. 1935 = Upps. univ.s årsskr. 1935: X.C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936. Samme i Hist. t. 10.r.V, 1939–41 281–320. Samme i Småskr. tilegnede Aage Friis, 1940 97–120. Samme: H. S. I-II, 1946–70. Samme i Til Knud Fabricius, 1945 112–35. Samme i Festskr. til Erik Arup, 1946 194–224. Sv. Ellehøj i Højesteret 1661–1961 I, 1961. Samme i Historiallinen arkisto LXI 11 (2. nord. historikermotet), Helsingfors 1968 175–84. Jens Engberg: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972. Aa. Fasmer Blomberg i Fynske minder, 1974 208–30. C. Rise Hansen i Festskr. til Troels Fink, 1982 75-87.

Papirer Kgl. bibl. og Rigsark.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Christiane
15.7.1626-1670, dansk grevinde, datter af Chris ...Artikel i Den Store Danske
Christoffer Gabel
6.1.1617-13.10.1673, dansk rentemester og sta ...Artikel i Den Store Danske
Gersdorff
tysk uradelsslægt fra Oberlausitz. Christopher v ...Artikel i Den Store Danske
Corfitz Ulfeldt
10.7.1606-26(?).2.1664, dansk rigshofmester. ...Artikel i Den Store Danske
Christian Rantzau
2.5.1614-8.11.1663, dansk-holstensk rigsgreve ...Artikel i Den Store Danske
Christen Thomesen Sehested
17.2.1590-5.8.1657, dansk kansler. Sehested b ...Artikel i Den Store Danske
Gabel
dansk adelsslægt. Slægten var af borgerlig holst ...Artikel i Den Store Danske
Bohus
borg på en holm i Göta Älv i Sverige ikke lang ...Artikel i Den Store Danske
Bille
dansk adelig slægt. Næst efter Rosenkrantzer ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SHei
18/07/2011
  • Læst 830 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki