Knud Kristensen

Knud Kristensen,  26.10.1880-28.9.1962, statsminister. Født i Hover ved Ringkøbing, død i Hillerød (Præstevang sg.), begravet i Humlebæk. K. uddannedes ved landbruget og var 1901–02 elev på Frederiksborg højskole, 1903–04 på Dalum landbrugsskole og 1906–07 på Askov (iøvrigt sammen med andre senere fremtrædende politikere). 1907–20 ejede han en gård i Ødsted ved Vejle, derefter Biviumgård ved Humlebæk. Livet igennem var han aktiv landmand ved siden af sin politiske virksomhed. Opvokset i et vestjysk landbohjem i den af J. C. Christensen helt dominerede Ringkøbingkreds blev K. venstremand og nærede de vestjyske bønders traditionelle uvilje mod den købstadprægede politiske konservatisme, en uvilje der ikke mindskedes ved John Christmas Møllers unddragelse af konservativ støtte til venstreregeringen Th. Madsen Mygdal 1929. K. var aktiv i opbygningen af venstres ungdom og opstilledes 1918 i Silkeborgkredsen, men valgtes først 1920 til folketinget i Hornsletkredsen. Ved valget 1929 faldt han, men var påny valgt i kredsen fra 1932 til han nedlagde sit mandat 15.1.1949. Langsomt avancerede han i partiet. 1936–40 var han næstformand i folketingsgruppen, forsommeren 1940 dens formand og påny formand 1942–45. Venstres landsorganisations formand var han 1941–49. Ved regeringsrekonstruktionen 8.7.1940 indtrådte han i regeringen Stauning som indenrigsminister, fortsatte i regeringen Buhl, men udtrådte 9.11.1942 da han ikke ville acceptere Erik Scavenius som statsminister. I befrielsesregeringen sommeren 1945 var K. indenrigsminister. Politisk huskes han især, fordi han som statsminister 7.11.1945–13.11.1947 rejste en voldsom politisk strid om den dansk-tyske grænse. Mens folketingets store flertal ønskede grænsen af 1920 fastholdt ville K. give mulighed for en sydligere grænsedragning, hvis den stærke tilvækst til danskheden i Sydslesvig, som skete i månederne lige efter krigsafslutningen, viste sig varig. At K. samtidig med denne politik ønskede at fastholde sin statsministerstilling gjorde Sydslesvig-politikken til det dominerende spørgsmål gennem det meste af 1946 og 1947.

Revisionskravet var historisk følelsesladet og greb mange, ligesom vel også det danske folks besættelsestids-oplevelse smittede af som medfølelse med dansksindede der fortsat måtte leve under tysk styre. Diskussionen bølgede landet over. Alligevel forekommer K.s politik hyllet i nogen mystik. Aldrig tidligere havde han vist det nationalpolitiske spørgsmål videre interesse, og han var ikke velbevandret hvad angik forholdene syd for grænsen. Endnu sommeren 1945 viste han kun sagen overfladisk interesse. Men gradvis udvikledes hans synspunkter, og han nåede utvivlsomt til en opfattelse af, at dette var hans mærkesag. Han mærkede sangbund et stykke ind i det radikale venstre og i socialdemokratiet for slet ikke at tale om det konservative folkeparti som fik hele sin flanke revet op af K.s grænsepolitik. Hans problem var at han ikke kunne tvinge de radikale og socialdemokraterne til at affinde sig med hans grænsepolitik og at det trods stemningsbruset i landet måtte anses for udsigtsløst at arbejde for at vinde folkeflertallet for den. Dertil kom yderligere det problem – ret ukendt i samtiden – at en ikke ringe del af hans ministerkolleger inderst inde var imod hans mere og mere ensidige satsen på Sydslesvig-politikken. De så andre og varigere muligheder for venstre-fremgang i en fortsættelse af regeringens ganske vellykkede indenrigspolitik. K. søgte da sit dilemma løst ved at udtale sig på én måde, når han blev draget til ansvar i folketinget, men ganske anderledes når han "som privatmand" holdt sine stærkt besøgte møder ude i landet. Dette kan han næppe have anset for holdbart. Mange formodninger har været fremsat om, hvorfor han indskibede sig på kollisionskurs. Nogle har peget på at han måske efter udfaldet af landstingsvalget april 1947 ventede at socialdemokraternes og de radikales fredning af hans regering var forbi. Andre har ment at han bevidst stilede mod et mistillidsvotum for at blive befriet for et ansvar som notorisk tyngede ham. Han havde ikke i sin tidligere politiske virksomhed været de mange lovgivningsdetaljers mand, men altid været mere optaget af de nok så ideelt betonede store linjer. Endelig har det været anført at hans drift imod afgrunden skyldtes at han af natur var noget indesluttet og kunne være meget stædig og ikke havde evnet at få ministeriet til at arbejde som et hold og af den grund var træt af statsministerjobbet. Han var øjensynlig en ensom mand i ministerkredsen. Han talte i sit ministerium en udenrigsminister, Gustav Rasmussen, som uden besvær og til K.s forbitrelse gik over i det efterfølgende socialdemokratiske ministerium som udenrigsminister, og en kirkeminister, Carl Hermansen, som tav i regeringen, men 1958 rettede en både politisk og personlig bidende kritik mod K. som statsminister i en stort opsat artikel i Berlingske Aftenavis.

K.s regering faldt 4.10.1947 for en radikal mistillidsdagsorden der støttedes af socialdemokrater, retsforbundet, kommunister og Christmas Møller. Ved det påfølgende valg vandt venstre en stor sejr, en fremgang fra 27 til 49 mandater, men regeringens fortsættelse var udelukket og K.s Sydslesvigpolitik var faldet. Selv fandt han en grænseflytning straks for risikabel. Hans krav havde været en afstemning ad åre. Alene den storpolitiske udvikling hvor den kolde krig så småt tonede frem allerede 1946 gjorde hans politik udsigtsløs. Så snart den store modsætning blev øst-vest kunne Danmark ikke vente forståelse hos nogen vestlig magt for visdommen i en politik som udfordrede Vesttyskland.

Det var en speciel konjunktur, som havde ført K. frem til statsministerposten. Først oplevede befolkningen den tyske besættelse, derefter en forvirret efterkrigstid hvor alting flød. Det gjorde det naturligt for mange at lede efter en mand med faste standpunkter, en mand som vidste hvad han ville. Samtidig var alt taget op til nyvurdering, så det gjorde ikke noget om den mand man fik til leder, var i enhver henseende utraditionel. K. passede hertil, og ydermere havde havde han udviklet sig i sine holdninger under den tyske besættelse i takt med en ikke ringe del af den danske befolkning. Han havde siddet i besættelsesårenes første regeringer, men var blevet mere og mere betænkelig og afslog at indtræde i Erik Scavenius' regering. Han havde ikke haft sympati for de aktive modstandsfolk under krigen, men straks efter trådte han offentligt frem og bekendte at han nu så hvor meget han havde taget fejl i den sag. Alle disse særlige forudsætninger klingede efter 1945 af, og forbløffende hurtigt efter at han var blevet styrtet som statsminister havnede han på et politikkens sidespor. Han drog konsekvensen heraf ved at udtræde af folketinget 1949. Det kunne næppe tiltale ham at venstres nye leder Erik Eriksen 1950 indgik i et broderligt regeringssamarbejde med de konservative. VK-regeringen arbejdede for en yderligere demokratiseret grundlov (1953-grundloven med etkammer og nedsat valgretsalder) -påny en historisk følelsesladet sag og en demokratisering som der var traditionel fjendtlighed mod i mange gamle venstre-cirkler. Samme holdning var formentlig fremherskende i de grupper som havde tiljublet K.s Sydslesvigpolitik højest. Atter trådte K. ind i offentlighedens søgelys, nu som leder af en højreopposition mod grundlovsforslaget. Han kom derved i modsætning til sin holdning under grundlovsforhandlingerne 1938–39 da han gik mod forliget mellem konservative, socialdemokrater og radikale og ønskede et rent etkammersystem. Venstre ville nok have undgået et åbent brud med K., men forgæves! Samme dag som Erik Eriksen underskrev den nye grundlov, 5.6.1953, modtog han K.s skriftlige udmeldelse af venstre, det parti K. havde viet sine kræfter i mere end en menneskealder. Kort efter kaldte K. offentligt til samling om en kompromisløs borgerlig politik, hvilket førte til dannelsen af partiet de uafhængige som dog først kom i folketinget 1960 for en kort periode. Den nu 73-årige K. ønskede dog ikke at spille nogen aktiv rolle i det nye parti, men støttede det med sin prestige i en tilbagetrukket position.

K. ejede det politiske temperament hvor soliditet rangerer højt over elasticitet. "A blywwer gammel, A bøjer mig for tit", skal han have sagt engang i de første efterkrigsår. Han indgød folk tillid, for han var ikke nem at flytte med. Følgelig veg han hverken som yngre politiker eller som politisk leder tilbage for at gå egne veje, og flere gange gik han hellere sin vej, fremfor at gå på akkord. Men husket bliver han som den der en kort overgang greb fanen i et af Danmarkshistoriens mest bevægende og gennemgående spørgsmål.