Ebbe Spang-Hanssen

Ebbe Spang-Hanssen, Ebbe Cato Spang-Hanssen,  14.9.1928-25.1.2006, filolog. Født på Frbg. S. tog nysproglig studentereksamen 1946 fra Gentofte gymnasium og blev cand.mag. i fransk og dansk ved Kbh.s univ. 1952. Han studerede i Paris 1947–48 og 1950–51, var lektor i fransk ved Århus univ. 1952–53, adjunkt ved Øregård gymnasium 1955–61 (samt 1964–66) og tillige undervisningsassistent ved Kbh.s universitet 1956–61. 1966 blev han professor i romansk filologi ved Kbh.s univ. Han beklædte professoratet frem til 1995.

S.s produktion er dels sproglig, dels litterær-kulturel. Hans første sproglige værk er disputatsen fra 1963, Les prépositions incolores du français moderne. Den semantiske analyse kombineres her med et nøje studium af syntagmernes øvrige led. I samarbejde med sine to kolleger John Pedersen og Carl Vikner udgav S. 1970 en ny Fransk syntaks. Han gav sig også af med anvendelse af datamatik på syntaktiske emner. – S.s litterære produktion begynder 1963 med afhandlingen Corneille, poète du destin, udgivet i Etudes romanes dédiées à Andreas Blinkenberg. Dette emne udarbejdede han fyldigere 1964 i bogen Corneilles livsfilosofi (i serien Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning). I erkendelse af at et moderne publikum har svært ved at forstå Corneilles senere tragedier (fra 1652–74) uddybede S. hans særlige form for stoicisme. Han kom til det resultat at der er en enhed i alle tragedierne. S. gjorde også rede for Corneille-litteraturen i nyere tid. 1965 udkom Erasmus Montanus og naturvidenskaben, udgivet af Holbergsamfundet af 3. december 1922. Heri skildres den kulturelle baggrund på Holbergtiden med særligt henblik på hvad man dengang kendte til og docerede om naturvidenskaben, ikke blot i Danmark, men også i hele den europæiske lærde og litterære verden. 1976 udkom S.s aktuelle almenkulturelle skrift Kulturblindhed – et forsvar for de humanistiske studier som blev belønnet med Georg Brandes-prisen. 1979 var S. medforfatter af afsnittet om romansk sprog og litteratur i Kbh.s univ.s jubilæumsskrift. Af hans senere værker kan nævnes Humanisme og hornmusik, 1989, La docte ignorance de Marcel Aymé, 1999, Sprogets verden og din, 2002 og Hukommelsens skæbne, 2004. Han var medlem af Videnskabernes selskab.