Dansk Biografisk Leksikon

J.N. Madvig

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

J.N. Madvig, Johan Nicolai Madvig, 7.8.1804-12.12.1886, filolog, politiker. J.N. Madvig fik som faderens medhjælper ved protokol-førsel fra 11-års alderen kendskab til retsforhold og blev af byfogeden i Svaneke vejledet til senere dansk juridisk eksamen. Ved faderens død blev denne læsning afbrudt, og J.N. Madvig kom ved hjælp fra den bornholmske legatstifter Marie Kofoed 1817 på Frederiksborg lærde skole hvis rektor B. Bendtsen gav ham interesse for de gamle sprog. 1820 blev han dimitteret til universitetet hvor han 1821 tog anden eksamen, 1822 vandt accessit for besvarelsen af en filologisk prisopgave og 1825 bestod filologisk embedseksamen med udmærkelse. 1826 disputerede han for magistergraden med afhandlingen Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica og blev samme år beskikket til docent og eksaminator i latin ved universitetet under professor Børge Thorlacius' udenlandsrejse. Efter hans hjemkomst fik J.N. Madvig tilbud om et rejsestipendium, men da han allerede som nittenårig havde forlovet sig og hans kæreste var seks år ældre end han anså han det for sin pligt at stræbe efter så hurtigt som muligt at opnå en fast stilling ved universitetet. Han opnåede også 1828 udnævnelse til lektor i klassisk filologi og disputerede s.å. for doktorgraden med afhandlingen De Q. Asconii Pediani in Ciceronis Orationes commentariis. Efter Thorlacius' død 1829 udnævntes han til professor i filologi, særlig latinsk sprog og litteratur.

Denne hurtige karriere var ikke nogen ubetinget fordel for ham. J.N. Madvig har selv beklaget at han ikke i sin ungdom havde fået tid til mere alsidige studier. Af økonomiske grunde så han sig også nødsaget til ved siden af sit professorat at overtage stillingen som bibliotekar ved universitetsbiblioteket 1832. J.N. Madvig forelæste først og fremmest over Cicero, i mindre grad over romersk litteratur og statsforhold. Af stor interesse for de studerende var hans gentagne forelæsninger over filologiens encyklopædi. Forelæsninger over græske forfattere hindredes han i af hensyn til sin ældre kollega F.C. Petersen, men indlod sig dog derpå under halvvejs private former. Hans stilling medførte pligt til at forfatte de latinske universitetsprogrammer som han udgav i to bind under titlen Opuscula academica. 1834-42. En stor del af disse programmer behandler ligesom hans afhandling, Epistola crilica ad Orellium de orationum Verrinarum libris II extremis emendandis, 1828, tekstkritiske spørgsmål vedrørende Ciceros skrifter, enkelte dog emner fra romersk litteraturhistorie eller statsantikviteter. Samtidig udfoldede J.N. Madvig en betydelig virksomhed som udgiver af skrifter af Cicero, Ciceronis orationes selectæ XII, 1830, meget benyttet i skolerne, Ciceronis Cato maior et Lælius, 1835, og den store, kommenterede udgave af De finibus bonorum et malorum, 1839. I dette sidste arbejde, et hovedværk inden for den latinske filologi, belyses Ciceros skrift fra alle sider. Både tekstkritiske spørgsmål og Ciceros forhold til sine kilder behandles med stor omhu, hvorved J.N. Madvig også lægger sin fortrolighed med græsk filosofi for dagen; tillige retter han en i formen ofte meget skarp kritik mod en tidligere, tysk udgiver af samme skrift. Væsentligst til skolebrug udgav han Poetarum aliquot Latinorum carmina selecta, 1843.

Arbejdet på disse udgaver førte naturligt med sig at J.N. Madvig kom ind på grammatiske undersøgelser. De nyttiggjordes i Latinsk Sproglære, 1841, et arbejde som i sammenligning med de tidligere forekommende udmærker sig ved nøjagtighed, klarhed og overskuelighed. Bogen var bestemt til skolebrug, men mødte i begyndelsen en del modstand hvorfor J.N. Madvig forkortede den 4. udgave 1862. Bogen fortrængte snart de gamle lærebøger fra alle landets latinskoler. Efter få års forløb udkom den også i tysk oversættelse og blev senere oversat til en mængde andre sprog. 1846 udsendte J.N. Madvig en Græsk Ordføiningslære der var udarbejdet efter de samme principper; også den blev oversat på flere sprog. I begge grammatikker lagde han hovedvægten på den i strengeste forstand klassiske sprogform: guldaldertidens latin og den attiske dialekt i græsk. Han trængte ikke dybere ind i den sammenlignende sprogvidenskab, uagtet han foruden hebraisk også havde beskæftiget sig med sanskrit og arabisk. Dog kom han tidligt ind på en almindeligere betragtning af sproglige fænomener og offentliggjorde, dels i Videnskabernes selskabs skrifter, dels i universitetsprogrammer flere afhandlinger: Om Kjønnet i Sprogene, 1835, Om Sprogets Væsen. Udvikling og Liv, 1842, Om de grammatikalske Betegnelsers Tilblivelse og Væsen, 1856-57, og Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 1871. I modsætning til de navnlig i Tyskland rådende forestillinger om sproget som et særskilt naturprodukt hvis former skulle svare til visse logiske kategorier, fremhævede J.N. Madvig at sproget er at betragte som et meddelelsesmiddel og kan nå samme mål ved benyttelse af vidt forskellige midler. Derfor advarede han mod den tro at de formrige oldtidssprog er værdifuldere end de formfattigere.

Disse betragtninger kom allerede til orde i den pædagogiske afhandling som J.N. Madvig 1832-33 skrev gennem fire numre af Maanedsskrift for Litteratur hvis redaktion han var medlem af 1829-38. Afhandlingen indeholdt hele det pædagogiske program der blev normgivende for den lærde skoles undervisning langt ud over J.N. Madvigs egen levetid. Undervisningen skulle give en almenmenneskelig dannelse og føre til "Deelagtighed i Livet og Orientering deri". Samtidig hævdede han individets frihed og selvstændighed. "Det er ... Pligt mod enhver at udruste ham med Evne til selvstændig rigtig Handling ... og at give hans Liv den storste Fylde ved at aabne det for den alsidigste Modtagelse af Indtryk og Tilskyndelser til ordnet aandelig Virksomhed". J.N. Madvig stillede den lærde skole det dobbelte mål at forberede til embedsmænds universitetsuddannelse og at være en afsluttende skole for dem der søgte en højere uddannelse uden specielt hensyn til valg af livsstilling. Han fastholdt oldtidssprogene og oldtidskulturen i fagrækken, ikke fordi oldtidskulturen var bedre end nutidens kultur, men fordi den dannede grundlaget for den. Moderne sprog og naturvidenskaberne skulle have større plads i skolen. Udvikling af åndskraften og delagtighed i livet forudsatte en encyklopædisk undervisning der blev givet sådan at den udfordrede selvstændig tænkning og ikke lod eleven sidde blot receptiv. Endelig fremhævede J.N. Madvig betydningen af den friere samtale mellem lærer og elever både inden for og uden for de foreskrevne pensa.

Efter afslutningen af De finibus 1839 tog J.N. Madvig fat på at reformere latinundervisningen gennem udarbejdelsen af den latinske grammatik og tekster til undervisningsbrug. Desuden ovede han indflydelse på den reform af de lærde skoler som forberedtes af universitetsdirektionen som havde skolerne under sig. Han fremførte at kontrol med eksamenerne ikke var nok. Der burde indfores et tilsyn med undervisningen der kunne vejlede og retlede lærerne. En sådan undervisningsinspektion indførtes 1848 da de lærde skoler henlagdes under det nyoprettede ministerium for kirke og undervisning (kultusministeriet). J.N. Madvig udnævntes til leder af undervisningsinspektionen og virkede i embedet til 1874, bortset fra 1848-51 da han som kultusminister fik gennemført reformen af de lærde skoler. Kravene til undervisningen skærpedes så afgangseksamen blev adgangsgivende til universitetet hvor hidtil var krævet "anden eksamen". Af den bevaredes kun en propædeutisk prøve i filosofi (filosofikum). I de lærde skolers undervisning styrkedes de matematiske og naturvidenskabelige fag. Latin og fransk skulle først læses fra 3. klasse mod tidligere allerede i I. klasse. Derved blev dansk styrket. Afsluttende eksamen skulle i højere grad være en modenheds- end en kundskabsprøve. En uddannelse af lærere til de lærde skoler i deres nye skikkelse indførtes med filologisk-historisk embedseksamen. Det tog imidlertid nogle år før et nyt lærerkorps var uddannet, og J.N. Madvig måtte på forskellige områder modificere skolens krav til eleverne. Den encyklopædiske undervisning ændredes med hans fulde billigelse da studentereksamen 1871 deltes i to retninger, sproglig og matematisk-fysisk. Derimod afviste han med stor styrke det grundtvigianske krav om en retning med oldnordisk som hovedfag. Han talte om en "Indbildningens Patriotisme" over for hvilken "vi maa have Mod til dog endelig at sige og fastholde at vore Forfædre kun levede paa Randen af Europa og ikke i Europas Midte".

J.N. Madvig skønnede allerede i 1830'erne at enevælden og dens bureaukrati havde overlevet sig selv, men mådeholden og afvejende som han var af natur fulgte han 1840'ernes fremstormende frihedsbevægelse med en vis ængstelse. Han kaldtes frem til handling ved Frederik VIIs forfatningsreskript af 28.1.1848. I en artikel i Fædrelandet 4.2. skrev han at reskriptets numeriske ligevægt mellem kongerigets og hertugdømmernes repræsentation ofrede det danske folks førende plads i staten til fordel for en usikker bevarelse af en ydre, løs sammenhæng mellem monarkiets danske og tyske landsdele. Han forudså at det danske folk "under Sorg og Nød (vil) forsvinde og gaa over i en anden Skikkelse". Da J.N. Madvig var kendt som en fremragende videnskabsmand og hidtil havde holdt sig uden for offentlig polemik virkede artiklen meget stærkt og blev en væsentlig forudsætning for martsbevægelsen som J.N. Madvig ikke deltog i.

En datter af ham døde i marts. Oktober 1848 valgtes han til den grundlovgivende rigsforsamling i Åkirkebykredsen, men nedlagde sit mandat da han 16.11, indtrådte i A.W. Moltkes 2. ministerium som kultusminister. Sammen med minister uden portefølje, professor H.N. Clausen, var han ministeriets liberale garant efter Orla Lehmanns, D.G. Monrads og L.N. Hvidts udtræden. J.N. Madvig var på dette tidspunkt tilhænger af Ejderpolitikken, men sommeren 1849 var hans standpunkt ændret, bl.a. under påvirkning af Hans Egede Schacks Om Slesvigs Deling og ved nærmere kendskab til sprogforholdene i Slesvig. J.N. Madvig fandt nationaliteten udtrykt i sproget. Ud fra sit retsind måtte han da respektere både en dansk og en tysk nationalitet i Slesvig. Under fredsforhandlingerne 1849 ønskede han med støtte af H.N. Clausen Slesvigs deling optaget som subsidiært forslag i forhandlingerne. Da ministeriets flertal gik imod indgav de begge deres demission, men tog den tilbage mod visse ændringer i forhandlingsdelegationens sammensætning. 1850 gjorde de begge endnu et forsøg på at bringe delingstanken ind i forhandlingerne, men russiske og preussiske forhandlere ville ikke vide af noget nationalitetsprincip. Juli 1851 udtrådte Clausen af regeringen, J.N. Madvig blev som minister efter stærkt ønske fra Hall, Krieger og Monrad og håbede på en mulighed for Slesvigs deling, men da regeringen definitivt besluttede sig for helstatspolitikken og C.A. Bluhme blev udenrigsminister udtrådte J.N. Madvig 7.12.1851.

Ved det første ordinære valg til folketinget december 1849 valgtes J.N. Madvig i Frederiksværkkredsen som han repræsenterede til 1853 da han indvalgtes i landstinget. Hans ideal af en grundlov var etkammersystem med konservative garantier i valgloven. Det gennemførtes ikke, men som regeringens ordfører ved den afsluttende forhandling om junigrundloven fastholdt han med styrke den konservative garanti der lå i dens valgbarhedscensus for landstingsmedlemmer. Han stod nu som en af de liberales ledende politikere, men politisk fører blev han ikke og ønskede det heller ikke. Han havde ikke sans for politisk taktik, ikke øre for hvad der rørte sig blandt vælgerne og ikke noget særligt blik for kombinationsmuligheder. Hans styrke var sundt ræsonnement, skarp logik, juridisk anlæg, vilje til at se en sag fra modpartens side og en uangribelig karakter. Der lyttedes til ham selv om hans taler kunne være langstrakte og docerende, i hans senere år dog friere og i visse situationer medrivende. J.N. Madvig der omkring 1830 havde tvivlet på om "det er værd at være lærd" og en tid næsten foragtet filologiens petitesser og som senere havde haft, ganske vist sygelige, tanker om at opgive sit professorat og dygtiggøre sig til "et lille juridisk embede", faldt godt til i det politiske virke.

Det udadvendte i arbejdet bragte et nyt, måske rigere, indhold i hans liv. I kampen mod ministeriet A.S. Ørsted fulgte han de liberale, men lod sig kongevælge til det oktrojerede rigsråd 1854. Det vakte en sådan uvilje at han nedlagde både rigsråds- og landstingsmandat. 1855 indvalgtes han påny i landstinget og 1856 i fællesforfatningens rigsråd hvis myndige og forstående præsident han var. Han talte korrekt tysk med bornholmsk accent og forstod ud fra sin opfattelse af nationalitet og sprog at gribe modererende ind over for både dansk og tysk brud på parlamentarisk form. Efter ministeriet Halls afgang 1859 var han førende i de liberales angreb på "grevindepolitikken" og C.E. Rottwitts bondevenlige regering. Efter dens opløsning ved Rottwitts død 1860 opfordrede Frederik VII J.N. Madvig til at danne regering, men Madvig veg tilbage for ansvaret. Han støttede de følgende år Halls Ejderpolitik og skandinavisme. Sidst på året 1864 da Slesvig var tabt gjorde han i Den nationale Politik og det danske Monarchie op med helstatsmænd og ejderdanske og med sin egen medskyld: "De der har haft en mere eller mindre klar Bevidsthed om den i mellem liggende Løsning, er dels ved Tidernes Ugunst, dels maaske ved Mangel paa Mod og Kløgt ikke kommet til at søge den, da det var Tid". Indtil sin udtræden af landstinget 1874 modarbejdede J.N. Madvig det fremvoksende venstre, stemte for den reviderede grundlov 1866 og billigede højres afvisning af parlamentarismen. Efter sin udtræden fulgte han den politiske udvikling og vendte sig skarpt mod H. Matzens fortolkninger af grundloven og Estrups provisorier. Bevillinger måtte nødvendigvis være vedtaget af begge ting hævdede han i en pjece 1882. Selvbeskatningsbevægelsen til støtte for Københavns befæstning kritiserede han skarpt 1885, og i et kort før hans død forfattet, men først 1917 trykt i Supplementer til Livserindringer af J.N. Madvig fordømte han højesterets godkendelse af provisorierne og krævede Estrups afgang.

Efter at være gået af som minister vendte J.N. Madvig tilbage til universitetet, nu som professor i klassisk filologi. Han rettede navnlig sin opmærksomhed mod Livius' romerske historie hvis tekst på mange steder forelå i forvansket skikkelse. I sine Emendationes Livianæ, 1860, et af hans hovedværker, fremsatte J.N. Madvig et stort antal tekstrettelser som optoges i den af ham og J.L. Ussing besørgede udgave af Livius' historie, 1861-66. Han fortsatte fremdeles sin læsning af oldtidslitteraturen og noterede forslag til tekstændringer på steder der forekom ham at være forvanskede. Disse forslag udgav han i sine Adversaria critica I-II, 1871-73, III, 1884. I indledningen til I. bind gav han en almindelig oversigt over reglerne for hvorledes en oldtidsforfatters tekst bør behandles. For at gøre sine på dansk offentliggjorte afhandlinger kendt i udlandet udgav han en del af dem på tysk i Kleine philologische Schriften, 1875. Imidlertid hæmmedes hans virksomhed ved en stadig tiltagende øjensvaghed som medførte at han i sine sidste ti leveår hverken kunne læse eller skrive. Ved hjælp af forskellige forelæsere og sekretærer (deriblandt hans to døtre) var han dog i stand til, støttet ved sin sikre hukommelse, at fortsætte sin universitetsvirksomhed. Seks gange var han universitetets rektor, sidst 1878. Da man ønskede at han skulle fungere som rektor ved universitetets 400-års fest lod han sig bevæge til at blive som rektor til festen var overstået hvorefter han tog sin afsked. Medlem af Videnskabernes selskab var han allerede blevet 1833. Præsident for selskabet var han fra 1867 til sin død og fra 1876 formand for Carlsbergfondets direktion. Desuden optoges han som medlem af talrige udenlandske akademier.

J.N. Madvigs sidste store arbejde var Den romerske Stats Forfatning og Forvaltning i to bind, 1881-82 der omtrent samtidig udkom på tysk og senere blev oversat til fransk. Tidligere havde han i universitetsprogrammer og Oversigt over Videnskabernes selskabs forhandlinger offentliggjort afhandlinger om de romerske koloniers retsstilling, 1832, om tribuni ærarii, 1838, om befalingsmændene og forfremmelsesvilkårene i den romerske hær, 1864, om Livius' fremstilling af den romerske historie, 1876, om den romerske strafferetspleje, 1879, hvorved han havde bragt klarhed over forhold som tidligere ikke havde været rigtigt forstået. Nu gav han en udførlig og samlet fremstilling af hele stoffet med fyldig anførelse af kildesteder. Her som ved behandlingen af grammatiske emner holdt han sig væsentlig til den tidsperiode hvorfra vi besidder de bedste samtidige vidnesbyrd, den senere republiks tid og den første kejsertid mens han behandlede den senere kejsertid mere kortfattet.

J.N. Madvigs videnskabelige evne må først og fremmest betegnes som kritisk. Navnlig som tekstkritiker har han vundet berømmelse. Han hævdede energisk at man, når man skulle fastslå den rette form af et antikt skrift, ikke kritikløst ud af alle kendte håndskrifter måtte udvælge de læsemåder der syntes at give den bedste mening, men skulle begynde med at udfinde håndskrifternes indbyrdes slægtskab og skyde dem til side der var afledt af andre bevarede håndskrifter. Når man da på hvert enkelt sted var nået til den sikrest afhjemlede læsemåde og denne forekom en at være fejlagtig kunne man forsøge ved gætning at udfinde hvad forfatteren måtte have skrevet. Hertil krævedes en grundig indtrængen i det pågældende steds sammenhæng og stor fortrolighed med vedkommende forfatters udtryksmåde. J.N. Madvig selv, som kun i ringe omfang ved selvsyn kendte de håndskrifter hvori de oldtidsværker han behandlede er overleverede, besad en divinatorisk evne til at udfinde hvorledes tvivlsomme steder burde rettes. Dog gælder dette nærmest de forfattere med hvis sprog han var særlig fortrolig, som Cicero og Livius. Ved andre forfattere hvis skrifter han var trængt mindre dybt ind i, deriblandt mange af de græske, er hans ændringsforslag ofte mindre godt motiverede. Det kan hænde at han i for høj grad kræver de antikke tekster ændrede således at de kommer til at følge grammatikkens strenge regler.

J.N. Madvig stræbte at tilvejebringe klarhed, og mange spørgsmål både af sproglig og reel natur har han bragt til en definitiv afgørelse. Men hvor et spørgsmål viste sig ikke at kunne afgøres, foretrak han uforbeholdent at indrømme det fremfor ved usikre hypoteser at frembringe et skin af en løsning.
Han kom derved ofte i et modsætningsforhold til andre, især tyske, lærde der i højere grad end han selv ville eller kunne havde ladet fantasien råde. Sin uvilje over for en sådan fremgangsmåde gav han ofte, især i sine latinske arbejder, udtryk i en skarp form, også på områder som han selv kun havde et ufuldkomment kendskab til, fx Plautus' komedier. At han ved den slags polemik skulle have ladet sig lede af videnskaben uvedkommende politiske hensyn har han selv på det kraftigste benægtet. En modsætning til den polemiske skarphed i hans skriftlige fremstilling dannede hans venlighed og hensynsfuldhed i personlig omgang og navnlig den retfærdighedsfølelse som han ved alle lejligheder lagde for dagen. Det ejendommeligt tunge sprog hvori han udtrykte sig hvad enten han skrev på dansk eller på latin skyldtes navnlig hans stræben efter at forme sine ord nøjagtigt og afgrænse deres rækkevidde ved så mange forbehold at der ikke kunne rettes nogen afgørende indvending mod rigtigheden af hans fremstilling. J.N. Madvig måtte den største del af sit liv kæmpe med økonomiske vanskeligheder. Kun ved offentlig og privat understøttelse blev det muligt for ham at foretage rejser til udlandet, 1846 til Tyskland, 1860 til Schweiz, en del af Norditalien og Frankrig, 1863 til Wien for at kollationere et håndskrift af Livius' historie og endelig 1869, da hans syn allerede var svækket, til Italien hvor han opholdt sig i flere måneder. Ved universitetsjubilæer i Norden og i Leiden repræsenterede han Københavns universitet og holdt 1870 gæsteforelæsninger ved Kristianias universitet hvor han også deltog i 2. nordiske filologmøde 1881. I sin alderdom nedskrev eller dikterede han nogle filosofiske overvejelser i aforistisk form som blev trykt i supplementerne til hans livserindringer.

Den indflydelse J.N. Madvig udovede på filologiens udvikling i Danmark var meget betydelig. Hans talrige elever så op til ham med stor veneration, men hans autoritet virkede i ikke få tilfælde trykkende på dem. Også de studerende der senere kom til at virke inden for andre grene af filologien end den klassiske, mænd som L.F.A. Wimmer, Vilh. Thomsen og Finnur Jonsson, havde stort udbytte af den strenge skole de måtte gennemgå hos ham.

Dr. juris h.c. 1879. Etatsråd 1852. Konferensråd 1856. Gehejmekonferensråd 1881.

En søn Johan Nikolai Agathon Madvig, født 27.2.1833, død 27.9.1919, blev student 1850, cand. jur. 1857 og samme år volontær, 1863 fuldmægtig i det slesvigske ministerium. 1879 blev han assessor i landsover- samt hof- og stadsretten, 1885 tillige næstformand i sø- og handelsretten. 1891 ombyttede han stillingen i overretten med posten som formand i sø- og handelsretten. 1905 indgav han sin afskedsbegæring for at presse ministeriet til en af Madvig foreslået ændring af rettens organisation, men i stedet blev begæringen taget til følge. J.N.A. Madvig udgav Realregister til Domssamlingerne i civile Sager for Aarene 1877-86 I-II, 1889-91, samt faderens livserindringer og supplementer hertil. R. 1875. DM. 1888. K2. 1894. K1. 1898.

Familie

J.N. Madvig blev født i Svaneke, døde i København og er begravet sammesteds (Ass.).
Forældre: by- og herredsskriver Poul Anthoni Madvig (1764-1816) og Margrethe Benedicte Kofod (1777-1852). Gift 7.8.1829 i København (Holmens) med Elisabeth Agathe Helene Jensine Bjerring, født 17.1.1798 i København (Nic), død 19.9.1880 sst. (Frue), d. af kontorbetjent, senere fuldmægtig på St. Croix sukkerraffinaderi Otto Christopher Bjerring (ca. 1764-1825, gift 2. gang med Anna Sophie Faber, ca. 1778-1830) og Elisabeth Agathe Wulff. - Bror til P.A. Madvig.

Udnævnelser

R. 1840. K. 1850. S.K. 1859. DM. 1871. R.E. 1879.

Ikonografi

Litografi af E. Fortling, 1841, efter tegn. af J.V. Top. Silhouet af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Mal. af E. Bærentzen ca. 1846 (Kbh.s univ.), tegn. dertil (Kgl. bibl.), litograferet af kunstneren selv; efter dette litografi 1851 og træsnit 1848 og 1852. Tegn. af J.V. Gertner, 1850 (Fr.borg) og tegn. sign. J. Kayser, 1852 (sst.). Litografi af I.W. Tegner, 1852, efter tegn. af F. Helsted, efter dette litografi 1852. Silhouet i træsnit 1853. Buste af H.V. Bissen, 1857 (St. mus.; Kbh.s univ.; glyptoteket; folketinget), hugget af V. Bissen (Studenterforen., Kbh.), i bronze 1874 (Svaneke), forstørret af V. Bissen, 1887 (foran Kbh.s univ.). Busten litograferet 1859. Træsnit 1859 og træsnit efter dette 1873 og 1875. Mal. af C. Engelhart (Studenterforen., Kbh.). Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsaml. 1848 (Fr.borg) og på forarbejder dertil (folketinget). Mal. af samme (sst). Karikatur af P. Klæstrup, 1863. Træsnit af H.P. Hansen, 1867. Litografi af I.W. Tegner, 1868, efter foto. Træsnit 1868, litografi 1871, træsnit af H.P. Hansen 1876, træsnit 1879 og efter dette 1882. Træsnit af H.P. Hansen, 1879. Træsnit 1879. Medalje af H. Conradsen, 1880, relief af samme. Mal. af C. Bloch, 1880 (Fr.borg), tegnede skitser dertil (sst.), malet skitse dertil, kopi (Studenterforen., Kbh.), kopi af Rasmus Christiansen (Carlsberg mus.), gengivet i træsnit 1886 og af F. Hendriksen, s.å., gentagelse af Bloch, med ændret dragt, 1890 (Carlsbergfondet). Medalje af J. Schultz, 1883. Statuette af A. Paulsen, 1891. Afbildet på E. Henningsens mal. af immatrikulation, 1897 (Kbh.s univ.). Relief af Th. Stein, 1897 (Vidensk. selskab). Tegn. af Fr. Visby (Den gl. by, Århus) og af C. Staulund. Afbildet på gruppebillede i træsnit af H.P. Hansen, 1889. Min. af H.C. Vantore ca. 1900. Portræt på vase fra Bing & Grøndahl. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. E. Spang-Hanssen: J.N. Madvig-bibliografi, 1966 + suppl. 1971.

Kilder. Selvbiografi i Solennia academica ved formælingsfesten 1828 33-35 og i Levnedsbeskr. af de ved Københavns universitets firehundredårsfest promoverede doktorer, 1879 134f. Madvigs erindringer, fra Chr. VIIIs tid i Hist. t. 5. r. V, 1885 98-116. J.N. Madvig: Livserindringer, 1887. Supplementer til Livserindringer, udg. J.N. Madvig Madvig, 1917. Lit. Zodiacus: Parlamentariske stjernebilleder, 1875. J.L. Heiberg i Biographisches Jahrbuch für Alterthumskunde IX 1886, Berlin 1887 202-21. J.L. Ussing i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1887 97-127. M. Cl. Gertz i Berliner philologische Wochenschr. VII, 1887 189-92 221-24. M.J. Goldschmidt i Wochenschr. für klassische Philologie IV, Berlin 1887 248-53. v. Prantl i Sitzungsberichte der philos.-philol. und hist. Classe der königl. bayerischen Akademie der Wissenschaften, München 1887 I 263-71. O. Siesbye i Nord. t. for filologi ny r. VIII, 1887-88 81-150. Samme i Tilskueren, 1904 593-601. M.H. Rosenørn: Lasrevne blade af livsminder, 1888 163f. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). J.L. Heiberg i Det ny årh. I, 2, 1904 680-88 (optr. i forf.s Fra Hellas og Italien II, 1929 375-85). A.B. Drachmann: Udv. afhandl., 1911 206-14. Harald Hoffding: Oplevelse og tydning, 1918 210-24. Samme: Erindr., 1928 104-06. A.F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920-43. A. Linvald i Festskr. til Kr. Erslev, 1927 483-514. Alb. Olsen: Studier over den da. finanslov, 1930. K.H. Kofoed: Bornholms politiske hist. I, 1936 24-30. Roar Skovmand: Folkehøjskolen i Danmark 1841-92, 1944 (jfr. Per Krarup i Gads da. mag. XXXVIII, 1944 630-40). J.N. Madvig. Et mindeskr., udg. af vidensk.s selsk. I-II, 1955-63. De danske ministerier 1848-1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Vagn Skovgaard-Petersen: Dannelse og demokrati, 1976.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Læs også om J.N. Madvig i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om J.N. Madvig
J.N. Madvig
Johan Nicolai Madvig , 7.8.1804-12.12.1886, ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
embedseksamen
normal afslutning på en universitetsuddannelse i Dan ...Artikel i Den Store Danske
Løsning
den nordlige del af det langstrakte kommunecente ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
Svaneke
by på Bornholms nordøstlige klippekyst; 1059 ...Artikel i Den Store Danske
Latin
...Artikel i Den Store Danske
bureaukrati
( bureau og -krati 'kontorvælde'), org ...Artikel i Den Store Danske
Leiden
hollandsk by 15 km nordøst for Haag ; 118.50 ...Artikel i Den Store Danske
eksaminator
(af lat. examinator ), en, der overhører ved en eks ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
HansR
18/07/2011
HLars
18/07/2011
  • Læst 1229 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki