Dansk Biografisk Leksikon

Ludvig F. A. Wimmer

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Ludvig F. A. Wimmer, Ludvig Frands Adalbert Wimmer,  7.2.1839-29.4.1920, filolog. Født i Ringkøbing, død i Kbh., urne på Bispebjerg kgd. I W.s første leveår forflyttedes hans far til Kolding hvor sønnen tilbragte hele sin opvækst og som tiårig oplevede byens bombardement 1849. Dette medførte hos ham "en kærlighed til fædreland, dets sprog og dets minder, som senere ikke har været uden indflydelse på mine studiers retning". Faderen, der var sprogkyndig, underviste tidligt drengen i fransk, og da han var både lærenem og interesseret blev han i niårs alderen sat i Kolding latinskole hvor han gik indtil skolens nedlæggelse 1856. 1850 forflyttedes faderen til Flensborg, og W. kom i huset hos købmand J. S. Borch i Kolding. Som 13-årig gjorde han sin første runologiske optegnelse, idet han på en rejse til Flensborg aftegnede indskriften på Hovslundstenen (ved den gamle hærvej) og sammen med faderen forgæves søgte at tolke den. Han blev student fra Ribe 1857, tog magisterkonferens i nordiske sprog 1866, blev dr. phil. 1868. 1868-72 var han lærer ved Borgerdydskolen i Kbh. Efter K. J. Lyngbys død 1871 søgte W. om et docentur i nordiske sprog, men udnævntes 1872 sammen med Vilhelm Thomsen til midlertidig docent i sammenlignende sprogvidenskab for tre år; W. benyttede dog docenturet til at forelæse over nordisk sproghistorie. Da Vilhelm Thomsen 1875 fik docenturet i sammenlignende sprogvidenskab, oprettedes 1876 et ekstraordinært docentur i nordiske sprog til W. 1886-1910 var han professor i nordiske sprog, 1894-95 universitetets rektor, 1891-1910 efor for Borchs kollegium, 1876 medlem af Videnskabernes selskab, 1905-17 formand for selskabets hist.-filol. klasse.

W. valgte efter studentereksamen at studere klassisk filologi, men han læste også Rasmus Rask med stor interesse, hørte forelæsninger over oldnordisk hos N. M. Petersen og Konráð Gíslason studerede sanskrit hos N. L. Westergaard og læste arabisk og hebræisk. De orientalske studier tiltrak ham meget, og han offentliggjorde et par mindre forsøg i emnet, bl.a. det originale tillæg til hans udgave af Rasks Udsigt over den iranske, indiske og malebariske Sprogklasse (Tidsskr. for Philol. og Pæd. IV, 1863). Endnu i sit doktorvita 1868 fremsatte han ønsket om "i fremtiden navnlig at studere den indiske litteratur", og han søgte 1878 professoratet i orientalske sprog efter N. L. Westergaard, selv om han på det tidspunkt var langt inde i arbejdet med den nordiske filologi.

Afgørende for W.s beslutning om at studere nordiske sprog i stedet for klassisk filologi var K. J. Lyngbys ansættelse som docent i nordiske sprog 1863. Lyngbys forelæsninger over nordisk og gotisk sproghistorie i forbindelse med studiet af Rasks, Franz Bopps og August Schleichers komparative lingvistik bragte W. ind på de emneområder hvor han skulle komme til at yde sit bedste. Han formulerede i afhandlingen Den historiske sprogforskning og modersmålet (Aarbøger for nord. Oldk., 1868) sit program for modersmåls-forskning efter den komparative lingvistiks principper ved at give en klar oversigt over den eksisterende sprogsammenlignings metoder og resultater og dokumentere teoriernes brugbarhed ved henvisning til. egne afhandlinger (magisterafhandlingen 1866 om orddannelsen i skånske og jyske lov (utrykt), disputatsen Navneordenes bøjning i ældre dansk, oplyst af oldnordisk og andre sprog i vor sprogæt, 1868 samt afhandlingen om de ældste nordiske runeindskrifter (Aarbøger for nord. Oldk., 1867); i de to sidstnævnte havde W. påvist nødvendigheden af et tilstrækkeligt og nøjagtigt kildemateriale og af heherskelse af sprogsammenligningens metode og hidtidige resultater som forudsætninger for at nå frem til sikre beskrivelser. Dette program, fremsat i W.s myndige form, fik afgørende betydning for de følgende generationer af nordiske filologer, og for W. selv førte den stringente sprogsammenlignende metode (med inddragelse af bl.a. gotisk til forklaring af ældre nordiske sprogformer) til, at han uigendriveligt måtte fastslå at oldislandsk ikke kunne være identisk med det grundsprog som de nordiske sprog kan forklares ud fra. Han fandt nemlig i de ældste nordiske sprogmindesmærker (runeindskrifter) ord og bøjningsformer der, belyst ud fra gotisk, er mere oprindelige end de tilsvarende oldislandske former, og han måtte derfor nødvendigvis antage, at der har eksisteret et urnordisk grundsprog, hvoraf både østnordisk (dansk-svensk) og vestnordisk (norsk-islandsk) er udviklet. Han fastslog (i fortsættelse af Sophus Bugges tolkninger af indskrifter med de ældre runer), at dette urnordiske grundsprog forelå i de ældste runeindskrifter, fx guldhornsindskriften, og han havde dermed ført bevis for at nordisk allerede omkring år 500 var et selvstændigt sprog, forskelligt fra gotisk og andre germanske oldsprog, et resultat som i datiden ud over den sprogvidenskabelige værdi også havde sprogpolitisk aktualitet og understøttede K. J. Lyngbys påvisning af de jyske dialekters rent nordiske karakter.

W.s hovedindsats kom til at ligge inden for runologien. Han begyndte helt fra bunden af med at skaffe sig nøjagtige oplysninger om runemindesmærkerne og gengivelser af indskrifterne ved sammen med den dygtige arkæologiske tegner Magnus Petersen at rejse rundt og undersøge samtlige danske runeindskrifter, gøre notater på stedet og tage aftryk af indskrifterne i blødt pap, så han ved arbejdet med indskrifterne havde både sine egne notater, tegnerens skitser og aftrykkene at bygge på. Efter ti års forløb var indsamling, kontrol (som medførte mange ekstrarejser rundt til mindesmærkerne), fremstillingen af afbildninger, redaktion af beskrivelser af runeindskrifterne, transskriptioner og tolkninger foreløbigt afsluttet. Storværket De danske Runemindesmærkerblev udgivet 1893-1908 (håndudgave ved Lis Jacobsen 1914). Runeværkets værdi bestod ikke blot i den nøjagtigst mulige gengivelse af indskrifterne, men også i udlægningen af dem som var baseret på W.s dristige intution og sikre sproghistoriske viden og metode, når det drejede sig om læsning af utydelige steder og tolkning af indskrifternes mangelfulde lydbetegnelse. Det lykkedes ham i alt væsentligt at tolke indskrifterne, om end senere tiders runeforskning, bl.a. ved hjælp af forbedret undersøgelsesteknik, i enkeltheder har kunnet forbedre resultaterne; derimod har eftertiden måttet forholde sig kritisk til den af W. opstillede runekronologi. Også selve runeskriften har W. metodisk og grundigt beskæftiget sig med og forklaret som omdannelse af et latinsk alfabet fra de første århundreder efter Kristi fødsel. W. fremsatte først denne teori, som eftertiden har arbejdet videre ud fra, i afhandlingen Runeskriftens oprindelse og udvikling i Norden (Aarbøger for nord. Oldk., 1874), derefter i omarbejdet og udvidet i form i bogen Die Runenschrift, 1887. Tyske runeindskrifter har han behandlet i en afhandling i Aarbøger for nord. Oldk., 1874, og Sønderjyllands runemindesmærker i Kbh. univ.s festskrift 1892. Med hensyn til studiet af det gamle islandske sprog fortsatte W. Rasks virke ved 1870 at udgive en mønstergyldig oldnordisk formlære (i omarbejdet og udvidet svensk oversættelse 1874) og en oldnordisk læsebog, begge banebrydende ved deres opstilling af materialet og grundigheden i udførelsen, læsebogen forbilledlig i valg af tekst-I er og udformning af ordliste. W. indførte her en normalisering af retskrivning og ordbøjning i det gamle islandske sprog, som ud fra hans sproghistoriske undersøgelser og viden skulle tilstræbe at gengive affattelsestidens norm i modsætning til den mere inkonsekvente ortografi og de mere varierende former i de yngre afskrifter, hvori teksterne er bevaret. Denne rekonstruktion, som i vidt omfang blev efterlignet ved senere normaliserede udgaver, også i udlandet, har været bestemmende for eftertidens opfattelse af oldsprogets form. Sammen med Finnur Jonsson besørgede W. 1891 en fototypisk udgave af håndskriftet Codex regius af den ældre edda (med indledning og noter), hvorved dette vanskeligt tilgængelige håndskrift blev brugbart for studiet af nordisk sprog og kultur. Til W.s udgivervirksomhed kan også regnes hans formandskab for udgiverselskaber som Samfundet til udgivelse af gammel nordisk litteratur og Univ.jubilæets danske samfund og for Den arnamagnæanske kommission, idet han havde indflydelse både på valg af tekster og udgivelsesprincipper. På grund af optagetheden af runologien vendte W. ikke tilbage til sin planlagte udgivelse af magisterafhandlingen og af sine sproghistoriske forelæsninger fra 1870erne, hvor han, fulgt med levende interesse af sine studenter, fremstillede de enkelte sprogelementer i deres udvikling fra oldnordisk til moderne dansk. Derimod udarbejdede han på Videnskabernes selskabs opfordring en bornholmsk bøjningslære som sin del af indledningen til J. C. S. Espersens bornholmske ordbog (1908) og var medvirkende ved færdiggørelsen af Videnskabernes selskabs danske ordbog (1905). Efter at han 1910 havde trukket sig tilbage fra professoratet i nordiske sprog, standsede han sin videnskabelige virksomhed helt; han testamenterede sin formue til unge forskere i nordiske sprog, sammenlignende sprogvidenskab og nordisk historie ved at oprette et stort legat under Kbh.s univ. – W. havde hyldet Rasmus Rask som sin læremester; i 100-året for Rasks fødsel havde han 1887 til Rasks ære udsendt Die Runenschrift og Døbefonten i Åkirkeby kirke; han holdt mindetalen over Rask på Kbh.s univ. 22.11.1887, og pengegaver fra W. var begyndelsen til R. K. Rasks legat. 1906 skænkede W. til Kgl. bibl. som et supplement til den trykte nationallitteratur "den Litteratur der ligger forud for den trykte og skrevne" hele sit materiale til runeværket i form af papaftryk og tegninger samt sine samlinger af runologisk litteratur, manuskripter, breve m.v. Samlingen overdroges biblioteket 1915 og holdes som en særsamling (trykt katalog ved Lauritz Nielsen, 1915). W. tildeltes 1898 Videnskabernes selskabs Madvig-medalje, blev 1909 æresdoktor ved Leipzigs univ., 1911 ved Oslo univ.

Familie

Forældre: toldbetjent i Ringkøbing, senere toldassistent i Flensborg Adalbert Ernst W. (1805-82) og Caroline Henriette Petersen (1810-88). Gift 22.12.1868 i Kolding med Anina Elise Sophie Borch, født 16.7.1837 i Kolding, død 17.8.1919 i Kbh., d. af købmand, senere stadshauptmand Jens Sophus B. (1805-79) og Elise Regina Catharina Thomsen (1804-75).

Udnævnelser

R. 1883. DM. 1892. K.2 1901. F. M. 1.1905. K.1 1908. S.K. 1910.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Videnskabernes selskab, 1897 (Vidensk. selskab), hertil skitse 1896 (St.mus.). Mal. af A. Jerndorff, 1897 (Kbh.s univ.), hertil skitse (Fr.borg). Mal. af Jul. Paulsen, 1903 (sst.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Danm.s runeindskrifter, ved Lis Jacobsen og E. Moltke, 1942 1092f.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1868 46-51.

Lit. Kbh.s univ.årbog, 1895 732. Danske studier, 1909 11-14. Marius Kristensen sst. 1920 156-59. R. Paulli sst. 1938 64-67. Finnur Jonsson i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1919-20, 1920 79-90. Verner Dahlerup i Nord. t. for filologi 4.r.IX, s.å. 73-80. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. s.å. 100-07. Johs. Brøndum-Nielsen i Arkiv for nord. filologi, Lund 1921 193-200. Samme i Fra Rask til Wimmer, 1937 113-22. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj IX, 1979 113-16.

Papirer. Manus, i Kgl. Bibl. (Coll. runologica Wimmeriana).

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Flensborg
se Flensburg . ...Artikel i Den Store Danske
Flensborg
se Flensburg . ...Artikel i Den Store Danske
fototypisk
(se fototypi ), vedr. fototypi. ...Artikel i Den Store Danske
håndskrift
dels den skrivendes individuelle skrivestil (han ...Artikel i Den Store Danske
Vilhelm Thomsen
1842-1927, dansk sprogforsker, professor i sa ...Artikel i Den Store Danske
klassisk filologi
den videnskab, som beskæftiger sig med oldtidens ...Artikel i Den Store Danske
magisterkonferens
mellemting mellem en universitetsgrad og en embedsek ...Artikel i Den Store Danske
bombardement
(af fr., afledt af bombarde 'kanon', af lat. bomb ...Artikel i Den Store Danske
grundsprog
protosprog , overleveret eller rekonstrueret sp ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
MaBje
18/07/2011
  • Læst 325 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki