Henrik Müller, Heinrich Müller, 16.3.1609-2.3.1692, rentemester. Født i Itzehoe, død på Lejregård, begravet i Kbh. (Nic. k.). M. gik i skole i hjembyen Itzehoe. I sit 15. år blev han af hertugdømmernes statholder Gert Rantzau kaldet til at være studiekammerat med dennes fem år yngre søn Christian R., den senere premierminister. Efter statholderens død 1627 fulgte M. Christian Rantzau til Sorø akademi. Hans ophold her blev dog af kort varighed idet han 20.2.1628 ansattes i tyske kancelli. 14.1.1630 blev han skriver hos den københavnske statholder Frants Rantzau. Efter dennes tidlige død blev M. 17.11.1632 kammerskriver hos Christian IV. Udover regnskabsmæssige rutinesager blev M. beskæftiget i administrative kommissioner, og ret hurtigt kom han til at fungere som kongens betroede ved vurdering og indkøb af varer til hoffet og de centrale institutioner i Kbh. Det branchekendskab og de personkontakter til den københavnske storhandel M. herigennem erhvervede var naturligvis af største betydning for den privathandel han selv drev senest fra 1634. Det var dog først i begyndelsen af fyrrerne han kom frem i forreste række. For hans private erhvervsvirksomhed synes det at have haft stor betydning af han 1641 fratrådte som kammerskriver for at blive tolder i København. Som sådan afregnede han på kronens vegne efter Corfitz Ulfeldts ordrer med en række af de største statskreditorer, bl.a. Rasmus Jensen Hellekande og Jacob Madsen der var hovedmændene bag de svigagtige leverancer til Holmen og flåden der fandt sted under den kongelige svigersøns auspicier. Der er næppe nogen tvivl om at det var stillingen som tolder og den hermed forbundne kontakt med Ulfeldt der skaffede M. adgang til storleverandørernes eksklusive kreds. Mens han indtil 1641 kun havde modtaget mindre beløb for statsleverancer udbetaltes der ham i årene 1642-45 mere end 150 000 rdr. Især krigen 1643-45 gav en vældig forøgelse af hans forretninger med staten. Han udrustede således tre skibe til flåden, og en kontrakt om forsyning af et nyoprettet proviantmagasin i Varberg gik ligeledes til ham: gennem denne forretning kom han i forbindelse med den anden mægtige kongelige svigersøn, Hannibal Sehested. M.s position som førende statsleverandør cementeredes de følgende år; til Frederik IIIs kroning 1648 leverede han vin og kramvarer for 230 000 rdr. Et begreb om størrelsen af M.s forretninger med staten giver måske det forhold at han i årene 1642-61 på forskellig måde modtog mere end 1 347 000 rdr. fra staten. Betalingen skete først og fremmest gennem direkte anvisninger på told- og lensindtægter. Desuden fik han jordegods i pant. Trods de store udbetalinger til M. beløb hans tilgodehavende hos staten 1660 sig til ca. 400 000 rdr. Det skal i denne forbindelse nævnes at også grunde og ejendomme i Kbh. som betaling overlodes M. der også som bygherre var af format. 1641 byggede han sin prægtige gård i Østergade, den senere Efterslægtselskabets gård der stod til 1915 da den måtte vige for Illums nybyggeri. Næsten lige så længe stod Nybørs, i daglig tale kaldt "de seks søstre" på Privatbankens nuværende grund bag Børsen. Desuden havde han en gård på Christianshavn med egen skibsbro og en gård i Silkegade. Også det forsvundne Boldhus på Slotsholmen var opført af ham. Herudover kom han i besiddelse af boder og lejevåninger rundt om i byen foruden en mølle ved Vesterport.

Også som industrialist gjorde M. sig gældende. 1650 fik han privilegium på at oprette et messing- og kobberværk ved Hjortholm mølle og fik meget praktisk samme år overdraget den norske kobbertiende. 1653 havde han et saltsyderi på Slotsholmen, og desuden havde han interesser i skånsk alun- og vitriolproduktion. Som industrialist er hans navn dog især knyttet til norsk bjergværksdrift. 1654 fik han for fordringer på staten udlagt Østerdalens kobberværk, og i de følgende år kom han på samme måde i besiddelse af andre kobber- og jernværker til dels i samarbejde med Gabriel og Selio Marselis. M.s norske interesser rakte udover bjergværksdriften idet han 1655 fik privilegium på savværksdrift i Bratsberg len. Naturligvis var M. også skibsreder og drev en betydelig fjernhandel. Han var participant i det afrikanske kompagni og drev handel på Vestindien. Herigennem fik han interesser i det 1655 grundlagte sukkerraffinaderi som han 1662 overtog ledelsen af. Han var også participant i Islandske Kompagni og fik privilegium på besejling af Grønland hvortil han udrustede tre ekspeditioner 1652-54. Ovenstående langtfra fuldstændige oversigt over M.s aktiviteter placerer ham som tidens formentlig største danske erhvervsdrivende, og desuden var han centralt placeret i 1650'ernes og 60'ernes bestræbelser på at modernisere den statslige finansforvaltning.

M. fortsatte som tolder i Kbh. til 1651 da han overtog den nyoprettede post som generaltoldforvalter for Danmark. Ulfeldts fald s.å. og den året forinden nedsatte kommission til undersøgelse af rigshofmesterens transaktioner med de store leverandører fik ingen umiddelbare konsekvenser for M. Ganske vist fremdrog kommissionen kritisable forhold i M.s afregninger, men statens fuldstændige afhængighed af storkøbmændenes leverancer og kredit udelukkede enhver tanke om et egentligt opgør med disse på dette tidspunkt. Oprettelsen af generaltoldforvalterembedet havde til hensigt at centralisere og effektivisere toldadministrationen. M. skærpede bl.a. gennem inspektionsrejser til de vigtigere toldsteder kontrollen med de enkelte toldere. Formentlig var han også hovedmanden bag den merkantilistiske toldrulle af 13.8.1651. Hans virke som toldforvalter blev dog kortvarigt; allerede 1652 var han reelt ude af funktion selv om han formelt først fratrådte 1655. Om baggrunden herfor var politisk kan næppe afgøres, men sikkert er det at der i konservative adelskredse var stærk animositet mod M. Denne blev givetvis ikke mindre da M. sammen med en anden storkøbmand, Poul Klingenberg, 1655 blev medlem af det nyoprettede admiralitetskollegium. Oprettelsen af dette er et vidnesbyrd om Frederik III's og hans rådgiveres forsøg på trods konservativ adelig modstand at skabe et nyt forvaltningssystem organiseret efter fagområder, selv om det i det aktuelle tilfælde lykkedes reformmodstanderne at begrænse det nye forvaltningsorgans kompetence og selvstændighed. M.s stigende inddragelse i statsadministrationen afspejlede den gensidige afhængighed mellem kronen og de store kreditorer, et forhold der naturligvis accentueredes under svenskekrigene 1657-60. Som medlem af admiralitetskollegiet måtte hans ord få vægt alene af den grund at det uden hans pekuniære bistand og forbindelser næppe ville være muligt at få flåden på krigsfod. Under Københavns belejring fungerede M. som mellemmand mellem regeringen og borgerne, og i praksis var det ham og Marselierne der forvaltede statsfinanserne, dvs. administrerede den kredit de selv og andre storborgere kunne tilbyde. På den politiske arena gjorde M. sin entré da han februar 1658 sendtes til sin gamle beskytter Corfitz Ulfeldt for at få denne til at slå af på de svenske krav. Efter det fornyede krigsudbrud forhandlede han sammen med Otte Krag på regeringens vegne med kurfyrsten af Brandenburg og de allierede i Jylland.

M.s rolle under det store stændermøde 1660 er ikke klart gennemskuelig. Han og de øvrige storkreditorers interesse måtte i den aktuelle situation være en finansreform der kunne genskabe statens betalingsevne. En stænderstyret sparepolitik som der en overgang var udsigt til at adelen og provinsborgerskabet skulle nå til enighed om ville oplagt stride mod kreditorernes interesser. Det kan dog ikke dokumenteres at M. eller andre storkreditorer aktivt medvirkede til forligs-politikkens sammenbrud og det påfølgende skred mod enevælden selv om der gives gode argumenter for at en finansreform som nødvendig forudsætning havde en forvaltningsreform. Med M.s udnævnelse til rentemester nov. 1660 var kreditorerne blevet repræsenteret i regeringen og havde fået indsigt med finansforvaltningen, men det er ubevist at udnævnelsen var deres betingelse for fortsat kredit.

Som rentemester og assessor i det nye skatkammerkollegium fik M. overdraget toldadministrationen samt bestyrelsen af de til landmilitæret og hofetaten deputerede penge. M.s andel i den forvaltningsreform der gennemførtes i de første år efter 1660 er et uafklaret spørgsmål, men det er sikkert at han med sin praktiske sans effektiviserede forretningsgangen og de daglige rutiner. Det mest presserende problem, den enorme statsgæld, fandt sin delvise løsning gennem de store krongodsudlæg. Også her er M.s andel uafklaret, men i en betænkning der muligvis skyldes ham påpeges det hvorledes kronen kunne skaffe sig kapital gennem afhændelse af jordegods til "rige og erfarne" købmænd der til gengæld qua deres forretningsdygtighed bedre kunne få godset til at forrente sig.

Selv blev M. den største modtager af jordegods idet han fik udlagt gods for en halv million rdr., ialt ca. 14000 tdr. hartkorn hvorved han med et slag var blevet landets største godsejer. Hans gods var koncentreret i Midt- og Vestsjælland; bl.a. fik han skøde på alt krongods i Sæbygård og Dragsholm len. 1662 blev han amtmand over Sæby gård amt og Kalundborg amt og 1664 over Dragsholm amt. Denne vældige godsmængde suppleredes yderligere gennem omfattende køb af adelsgods. De mange ejendomme han ejede skal ikke opregnes her; blot skal det nævnes at han af nedlagt bøndergods oprettede Lejregård, det senere Ledreborg, hvis nuværende af J. L. Holstein opførte hovedbygning indkapsler M.s anlæg fra 1660'erne.

I administrationen bevarede M. foreløbig sin position. Ganske vist trængtes hans indflydelse sikkert tilbage da skatkammeret 1669 fik en dygtig og energisk chef i Holger Vind uden at noget i øvrigt tyder på et modsætningsforhold mellem de to mænd. Til Griffenfeld var hans forhold udmærket, og det var formentlig rigskanslerens indflydelse der gjorde at han fik anerkendt en fordring baseret bl.a. på en påstand om at krongodsudlæggene var beregnet til overpris. Som kompensation fik han 1673 udlagt Kongsberg sølvværk og noget jordegods i Trøndelagen samt nogle danske patronatsrettigheder. Desuden nobiliteredes han 1.5.1674. At han fortsat bevarede sin position fremgik også af at hans søn Frantz 1674 som kgl. kommissær i Amsterdam fik overdraget forvaltningen af de nederlandske subsidier. Griffenfelds fald fik ingen direkte konsekvenser for M., men hjemkaldelsen af Frantz M. fra Amsterdam 1677 var utvivlsomt et vidnesbyrd om at M.s stilling ikke var den samme som tidligere. Ved ophævelsen af skatkammerkollegiet 1679 afgik M. med titel af etatsråd som rentemester. På dette tidspunkt var han økonomisk klart på retur hvad der bl.a. gav sig udtryk i stigende skatterestancer. Årsagerne hertil var flere, men der er ingen tvivl om at hans likviditet forringedes væsentligt ved at en så stor del af hans kapital blev bundet i jord og fast ejendom. Som godsejer bestræbte han sig på at rationalisere og effektivisere driften, og hans hårdhændede metoder bragte ham i konflikt med bønderne hvad der afstedkom adskillige processer. Alle bestræbelser til trods fik han aldrig gjort godset rentabelt. Dette skyldtes bl.a. at udlæggene var sket til overpris samt den meget hårde beskatning af jorden, men først og fremmest de slette landbrugskonjunkturer. Hans ringere likviditet svækkede hans egen kredit, og fra 1670'erne fik han vanskeligere ved at klare sine forpligtelser. Således måtte han pantsætte Dragsholm og Sæbygård til sin hovedkreditor Manuel Texeira i Hamburg. Heller ikke hans øvrige foretagender svarede i længden til forventningerne. 1671 måtte han således sælge sukkerraffinaderiet på auktion. Værre var det, at også bjergværksdriften, herunder sølvværket voldte problemer. Vanskelighederne skyldtes til en vis grad den rovdrift M. drev på både værker og arbejdskraft. Denne kortsynethed må forklares med at udbyttet efterhånden var grundlaget for hans kredit. Det kan dog også have spillet ind at K., der jo først og fremmest var forretningsmand og administrator, når det kom til stykket manglede sagkundskab. Under disse omstændigheder ramte det ham hårdt da den store revisonskommission af 1680 beregnede at staten bl.a. for svigagtige leverancer så langt tilbage som 1640'erne og 50'erne, skatterestancer m.m. havde 132 496 rdr. til gode hos ham. Som følge af M.s manglende likviditet blev der gjort udlæg i hans norske og danske gods, bl.a. Kongsberg sølvværk og Skjoldnæsholm. Samtidig brød hans kredit definitivt sammen. 1682 blev Texeira indført i sit pant Dragsholm og Sæby gård, og 1683 måtte M. sælge Østerdalens kobberværk. Fra 1686 levede M., der af kronen oppebar en årlig pension på 500 dr., hos datteren Anne Cathrine, enke efter major Caspar Bartholin, på Kornerupgård. Da hun solgte gården 1690 flyttede den gamle mand videre til den anden datter Drude, enke efter kancelliråd Thomas Fincke, på Lejregård hvor han døde. Til den forhenværende storheds begravelse bevilgede Christian V efter familiens bøn "af sær nåde" 500 rdl.

Familie

Forældre: købmand Henrik M. og Cathrine Lorentzen (ca. 1580-1658). Gift 6.7.1633 i Kbh. med Sophie Hansdatter, født 20.6.1616 i Varberg, død 3.3.1669, begr. i Kbh. (Nic. k.) (efter sin død nobiliteret 7.4.1674 under navnet Rosenstiern), d. af rådmand i Varberg Hans Jensen (ca. 1580-1647) og Drude Root (ca. 1590-1651).

Ikonografi

Mal. af Abraham Wuchters (Ledreborg). Stik af A. Haelwegh, 1669, efter et lidt ændret forlæg af Wuchters. Tegn. af C. C. Andersen efter maleriet (Fr.borg).

Bibliografi

Kilder. Saml. til det norske folks sprog og hist. III–V, Kria. 1835-38. Kang Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og Johanne Skovgaard I-VIII, 1878-1947 (fot. optr. 1969-70). Norske rigsregistranter VIII-XII, Kria. 1884-91. Kronens skøder, udg. F. J. West og S. Nygård II–III. 1908-41. Kancelliets brevbøger 1630-45, 1932-68. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I–II, 1959-75. Lit. Progr. fun. univ. Hafn. over H. M., 1692. Mikkel Henriksen Tistorph: Ligprædikener IV, 1705 329-41. Oluf Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. III-V, 1881-89. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r.V, 1884-86 539-43. H. D. Und i Hist. t. 6.r.V, 1894-95 367-410. Carl S. Christiansen sst. 7.r.IV, 1902-04 1-120. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). Fr. Meidell i Museum, 1894 II 73-100. Carl S. Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. I–II, 1908-22. Samme: Formuesforhold i Danm. 1660-1700, 1941. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I–II. 1946-70. Aksel E. Christensen i Industriens hist. i Danm. I, 1943 (reproudg. 1975). Gunnar Olsen: Hovedgård og bondegård, 1957. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten, 1957. Samme i Festskr. til Astrid Friis, 1963. Samme i Hist. medd. om Kbh. Årbog 1963 26 28 49 61. Samme sst. Årbog 1964 10 13 16 27 40 45 56 62 66 74. Samme: Rentemester H. M., 1966. Sune Dalgård: Dansk-norsk hvalfangst, 1962. Kristian Moen: Kongsberg sølvverk, Oslo 1967. Jens Engberg: Dansk finans-hist. i 1640erne, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig