Johs. Kjærbøl, Johannes Kjærbøl, 23.12.1885-26.8.1973, fagforeningsformand, minister. Født i Kbh. (Matth.), begravet Vestre kgd., Kbh. K.s mor var ugift, faderen var efter K.s opgivelser den ugifte præst hun tjente hos. Inden fødslen rejste moderen til København hvor hun få år efter døde i yderste fattigdom. K. kom da i pleje på Tåsinge hos en sømand der levede af at sejle fragt fra Fyn. Efter konfirmationen kom han i smedelære i Svendborg og blev udlært som klejnsmed i 1904. Han tog straks til København og fik arbejde på Københavns flydedok hvor han arbejdede som skibssmed til 1914, de to sidste år var han tillidsmand. 1914 blev K. ansat som ekspedient på smedenes arbejdsanvisnings-kontor, og dermed sagde han arbejdspladsen farvel og kom ind i en karriere i fagbevægelsen: 1918–33 var han formand for skibssmedenes fagforening, 1924 sekretær og 1926 næstformand i Dansk smede- og maskinarbejderforbund og endelig samme år formand da J. A. Hansen (1867–1926) døde. Til dette kom en række hverv med tilknytning til arbejdsmarkedsforhold.

I sin tid som administrator inden for fagbevægelsen fik K. ry som en effektiv leder, men også for at være hårdhændet, både i den daglige varetagelse af forretninger og når det gjaldt om at få gennemført en mere generel linje. Han stod da heller ikke så uantastet som en senere eftertid har været tilbøjelig til at se det. Så sent som i 1931 var han nær blevet væltet som formand for smedene da han på en ekstraordinær kongres gennemførte at man ikke gik ud i en arbejdskamp. Inden for fagbevægelsens lederkreds stod han imidlertid stærkt, og det var ham der tog initiativet til oprettelsen af Arbejderbevægelsens erhvervsråd i 1935 for at sikre fagbevægelsen et organ der kunne placere sig som de øvrige erhvervsorganisationer under de mange kriseordninger der gav organisationerne en særlig indflydelse. Netop de mange ordninger der også i høj grad berørte arbejderne gjorde det magtpåliggende for Thorvald Stauning at inddrage ham i det politiske arbejde. 1935 blev K. opstillet i Københavns 9. kreds; det var en sikker socialdemokratisk kreds, og K. blev valgt. I selve opstillingen havde Stauning måttet gribe ind for at få den gennemført. Kort efter valget blev regeringen omdannet og K. optaget i den som handelsminister.

Efter dette var K. politiker, men bevarede dog bedre end andre fagforeningsfolk der er blevet ministre en indflydelse også på fagbevægelsen. I 30erne var handelsministeriet helt centralt i den økonomiske politik fordi restriktionerne var koncentreret til dette. K. viste sig at være en effektiv minister, hurtig i beslutningerne og i stand til at komme på en rimelig talefod med erhvervene. Naturligvis var han støttet af at regeringen fra 1936 havde flertal både i folke- og landsting, men det var gennemgående ikke et flertal der blot gennemtrumfede sin vilje. K. fik frem til 1940 valutacentralens magt styrket (det var det organ der regulerede importen), Nationalbanken fik han gjort selvejende i stedet for som hidtil privatejet, og han gennemførte en skærpet lov om prisaftaler samt – under indtryk af de mange småhandlende i partiet – en ny konkurrencelov der beskyttede den mindre erhvervsdrivende. På en lang række andre områder under handelsministeriet blev der også lovgivet i denne tid. Ved siden af dette blev K. i stigende grad en af de stærke i ministeriet. I folketinget tog han ordet når det absolut var nødvendigt, men var ellers ikke meget for at træde frem – han var heller ikke nogen god taler. Under besættelsen viste det sig ret hvilken betydning det havde at K. sad i regeringen som fagbevægelsens mand. Ved regeringsomdannelsen 8.7. blev han arbejds- og socialminister og i november 1942 arbejdsminister i Erik Scavenius' regering indtil 5. maj 1945 (hvilende post fra 29. august 1943). Ret tidligt under besættelsen blev det venstres politik at gøre samarbejdet afhængigt af at fagforeningernes og arbejdsløshedskassernes funktionsmuligheder blev stækket. Et arbejds- og forligsnævn blev oprettet med den opgave at afgøre løntvister. Strejker og lockouter blev dermed forbudt. 1942 gennemførtes en skærpet kontrol med udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse. For så vidt var det ikke alvorlige indgreb og under de herskende forhold ville fx strejker i lønspørgsmål næppe være kommet på tale. Det var imidlertid en lovgivning der virkede udfordrende over for fagbevægelsen. K. stod dog i de samme år for en række ordninger der afbødede de slette vilkår for de dårligst stillede.

I den almindelige politik stod K. for samarbejdslinien uden på nogen måde at gå besættelsesmagtens ærinde. Da der i sommeren 1943 var omfattende proteststrejker i Odense søgte han at mægle, og hans gamle autoritet kunne endnu øve sin virkning. Efter 29. august 1943 da ministeriet blev "afløst" af departementschefstyret bevarede K. en ret snæver forbindelse til arbejdsministeriet – socialministeriet var i november 1942 blevet afgivet til Laurits Hansen. I de mere snævre politikerkredse var han imidlertid ikke med, men man søgte dog kontakt med ham når det gjaldt hans områder. Han kunne imidlertid ikke komme med i befrielsesregeringen alene på grund af frihedsbevægelsens krav om at medlemmer af ministeriet Scavenius skulle være udelukket. K. følte megen bitterhed over denne beslutning og ønskede allerede før 5. maj at træde ud af folketinget. Under pres fra vennen Vilhelm Buhl afstod han dog fra denne beslutning. I befrielsessommeren var der imidlertid så megen uro i kredsen at det kom til afstemning; støttet af Buhl og Urban Hansen opnåede K. dog et tillidsvotum. Ret snart bedredes forholdet til medlemmerne igen, og han valgtes indtil han trak sig tilbage i 1957.

Fik K. ingen ministerpost ved befrielsen fik han til gengæld en stor og krævende lederpost idet han blev udnævnt til chef for flygtningeadministrationen. Efter befrielsen var der 200.000 tyske og 24.000 andre flygtninge i Danmark. K. opbyggede og ledede en omfattende organisation og administration for at klare det meget store problem der lå i at man ønskede at holde flygtningene adskilt fra befolkningen, og samtidig var den humanitære forståelse for deres vanskelige kår meget ringe. Det lykkedes gennemgående at balancere igennem, og K. høstede megen anerkendelse for sin indsats.

K. var chef for flygtningeadministrationen til 1952, men var allerede inden da på ny kommet med i de socialdemokratiske regeringer. Han var boligminister 1947–49, arbejds- og boligminister 1949–50, indenrigs- og boligminister 1953–55 samt bolig- og Grønlandsminister 1955–57. K. selv vurderede ikke sine resultater som boligminister særlig højt, mest vægt lagde han på at der blev opbygget et boligministerium der organisatorisk kunne sørge for at de største vildskud blev fjernet fra byggeriet. Nogen politisk mulighed for en egentlig løsning af boligspørgsmålet var der ikke. Som indenrigsminister arbejdede K. stærkt på en forbedring af sindssygevæsenet, men de økonomiske muligheder tillod kun lapperier. Tiden som Grønlandsminister blev kun kort og bød ikke på store initiativer. Et enkelt var bygningen af det store Grønlandsskib Hans Hedtoft. Skibet gik ned den 30.1.1959 ved Kap Farvel, og alle ombordværende omkom. Der fulgte nu et opgør idet K. blev anklaget for mod sagkyndiges råd at have gennemtrumfet vintersejlads på Grønland. Sagen står uopklaret, men blev ført stærkt frem af oppositionen med krav om rigsretssag. Dette afvistes af folketinget, men forbitrede K.s alderdom.

Familie

Forældre: sognepræst Johannes Meller Valeur (1852–1913) og Julie Severine Hansen (1860–93). Navneforandring 18.9.1914. Gift 1. gang 30.10.1910 i Kbh. (Sundby) med Olga Amalie Petersen, født 8.1.1885 i Kbh. (Frels.), død 6.7.1916 sst., d. af former Peter Viktor Malmberg P. og Sofie Amalie Norring. Gift 2. gang 5.8.1917 i Kbh. med Karna Marie Caroline Nielsen, født 28.5.1899 i Kbh. (Frels.), død 4.6.1969 i Kbh., d. af maskinarbejder, senere smedemester Jørgen Nikolaj N. (født 1879) og Laura Vilhelmine N. (født 1878). Gift 3. gang 25.7.1942 i Svendborg med Gerda Poulsen, født 11.7.1910 i Kbh., død 2.12.1994, d. af forretningsfører Frederik P. (1881–1927) og Laura Falkenberg Sørensen (1881–1945).

Ikonografi

Afbildet på E. Saltofts mal. af socialdemokratiske førere, 1934 (forhen Folkets hus, Kbh.). Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

J. K.: Modvind og medbor, 1959 (erindr.). – Gunnar Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 59–62. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. Hans Rasmussen: Ilden i min esse, 1977. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig